Apostlenes Gerninger
14 I Ikoʹnium+ gik de sammen ind i jødernes synagoge+ og talte på en sådan måde at en stor mængde af både jøder og grækere+ fik tro. 2 Men de jøder som ikke troede, ophidsede+ folk fra nationerne og påvirkede deres sjæle i en dårlig retning imod brødrene.+ 3 Derfor tilbragte de en anselig tid med at tale frimodigt i tillid til Jehova,* som bevidnede sin ufortjente godheds ord ved at lade tegn og undere ske ved deres hænder.+ 4 Men mængden i byen deltes, og nogle holdt med jøderne, men andre med apostlene. 5 Da der nu, både blandt folk fra nationerne og blandt jøderne med deres ledere, var en stærk bevægelse i gang for at få dem behandlet forsmædeligt og stenet,+ 6 flygtede+ de, så snart de blev underrettet om det, til byerne i Lykaoʹnien, Lyʹstra og Derʹbe, og landet deromkring; 7 og dér fortsatte de med at forkynde den gode nyhed.+
8 Nu sad der i Lyʹstra en mand som var kraftesløs i fødderne, vanfør fra sin moders liv;+ han havde aldrig kunnet gå. 9 Denne mand hørte efter mens Paulus talte, og da [Paulus] opmærksomt betragtede ham og så at han havde tro+ til at blive gjort rask,* 10 sagde han med kraftig stemme: „Rejs dig [og stå] oprejst på dine fødder.“ Og han sprang op og begyndte at gå.+ 11 Og da folkeskarerne så hvad Paulus havde gjort, hævede de deres stemmer og sagde på lykaonisk: „Guderne+ er i menneskeskikkelse kommet ned til os!“ 12 Og de begyndte at kalde Barʹnabas for Zeus* og Paulus for Herʹmes,* da det var ham der førte ordet. 13 Og præsten ved Zeus[templet], der lå foran byen,* bragte tyre og kranse til portene og ville bringe slagtofre+ sammen med folkeskarerne.
14 Men da apostlene Barʹnabas og Paulus hørte det, sønderrev de deres yderklæder og sprang ind i folkemængden idet de råbte 15 og sagde: „Mænd, hvorfor gør I dette? Vi er også mennesker+ og har de samme svagheder+ som I, og vi forkynder den gode nyhed for jer, for at I kan vende om fra disse tomme+ ting til den levende Gud,+ som har frembragt himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.+ 16 I de forgangne generationer har han tilladt alle nationerne at gå deres egne veje,+ 17 skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt,+ har givet jer regn+ fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“+ 18 Og alligevel kunne de, ved at sige dette, næsten ikke afholde folkeskarerne fra at bringe dem slagtofre.
19 Men der kom jøder fra Antioʹchia og Ikoʹnium og overtalte folkeskarerne,+ og de stenede Paulus og slæbte ham uden for byen, idet de mente at han var død.+ 20 Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik ind i byen. Og den næste dag tog han sammen med Barʹnabas af sted til Derʹbe.+ 21 Og efter at have forkyndt den gode nyhed i den by og gjort adskillige til disciple,+ vendte de tilbage til Lyʹstra og til Ikoʹnium og til Antioʹchia, 22 idet de styrkede disciplenes sjæle+ og opmuntrede dem til at forblive i troen og [sagde]: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“+ 23 Desuden udnævnte de* ældste+ for dem i hver menighed, og efter at have bedt under faste+ betroede de dem til Jehova,*+ som de havde fået tro på.
24 Og de tog gennem Pisiʹdien og kom til Pamfyʹlien,+ 25 og efter at have talt ordet* i Perʹge tog de ned til Attaliʹa. 26 Og derfra sejlede de til Antioʹchia,+ hvor de var blevet overgivet til Guds ufortjente godhed til den gerning de havde fuldført.+
27 Da de var ankommet og havde samlet menigheden, fortalte+ de om de mange ting som Gud havde gjort ved hjælp af dem, og at han havde åbnet troens dør* for folk fra nationerne.+ 28 Og de tilbragte ikke så lidt tid sammen med disciplene.