Apostlenes Gerninger

19 Det var mens Apolʹlos+ var i Korinth at Paulus rejste gennem det indre af landet og kom ned til Eʹfesus+ og fandt nogle disciple; 2 og han sagde til dem: „Modtog I hellig ånd+ da I fik tro?“ De sagde til ham: „Vi har ikke engang hørt at der er en hellig ånd.“+ 3 Og han sagde: „Hvad blev I da døbt i?“ De sagde: „I Johannes’ dåb.“+ 4 Paulus sagde: „Johannes døbte med den dåb der [som symbol] betegner sindsændring,+ idet han sagde til folket at de skulle tro på den der kom efter ham,+ det vil sige på Jesus.“ 5 Da de hørte dette blev de døbt i Herren Jesu navn.+ 6 Og da Paulus lagde hænderne+ på dem, kom den hellige ånd over dem, og de begyndte at tale i tunger og at profetere.+ 7 I alt var der omkring tolv mænd.

8 Han gik da ind i synagogen,+ og i tre måneder talte han frimodigt, idet han holdt foredrag og talte overbevisende om Guds rige.+ 9 Men da nogle blev ved med at forhærde sig og ikke ville tro,+ idet de talte nedsættende om Vejen+ over for forsamlingen, trak han sig tilbage fra dem+ og skilte disciplene ud fra dem,+ og daglig holdt han foredrag i Tyranʹnus’ skole[sal].* 10 Dette varede i to år,+ så at alle indbyggerne i [provinsen] Asien+ hørte Herrens ord, både jøder og grækere.

11 Og Gud blev ved med at gøre kraftige gerninger af usædvanlig art ved Paulus’ hænder,+ 12 så at man endog bragte tørklæder og forklæder fra hans legeme til de syge,+ og sygdommene forlod dem, og de onde ånder kom ud.+ 13 Men nogle af de omrejsende jøder som gav sig af med at uddrive dæmoner,+ påtog sig også at nævne Herren Jesu navn+ over dem der havde onde ånder, idet de sagde: „Jeg besværger+ jer ved den Jesus som Paulus forkynder.“ 14 Nu var der syv sønner af en vis Skeʹva, en jødisk overordnet præst, som gjorde dette. 15 Men som svar sagde den onde ånd til dem: „Jeg kender Jesus,+ og jeg er kendt med Paulus,+ men hvem er I?“ 16 Og så sprang manden i hvem den onde ånd var, ind på dem,+ overmandede den ene efter den anden* og brugte en sådan vold imod dem at de flygtede nøgne og sårede ud af det hus. 17 Dette blev kendt af alle, både af jøderne og af grækerne som boede i Eʹfesus; og frygt+ kom over dem alle, og Herren Jesu navn blev fortsat gjort stort.+ 18 Og mange af dem som havde fået tro, kom og bekendte+ og fortalte åbent om deres forehavender. 19 Og en hel del af dem der havde øvet magi,+ samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne. Og de regnede værdien af dem sammen og fandt at de var halvtreds tusind stykker sølv værd. 20 Således gik Jehovas* ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.+

21 Da nu disse ting var fuldført, besluttede Paulus i sin ånd at han, efter at have gennemgået Makedoʹnien+ og Achaiʹa, ville rejse til Jerusalem,+ idet han sagde: „Når jeg er kommet dertil bør jeg også besøge Rom.“+ 22 Han sendte så to af dem der virkede som tjenere for ham, Timoʹteus+ og Eraʹstus,+ til Makedoʹnien, men selv blev han nogen tid i [provinsen] Asien.

23 På det tidspunkt opstod der ikke så lidt røre+ om Vejen.*+ 24 Der var nemlig en mand ved navn Demeʹtrius, en sølvsmed, som lavede Arʹtemistempler* af sølv og derved skaffede håndværkerne en ikke ringe fortjeneste;+ 25 og han samlede disse og dem der arbejdede med sådanne ting,+ og sagde: „Mænd, I ved god besked med at vi har fået vor velstand ved denne virksomhed.+ 26 Og I ser og hører hvordan denne Paulus ikke alene i Eʹfesus+ men i næsten hele [provinsen] Asien har overtalt en anselig mængde og fået dem til at skifte mening, idet han siger at de [guder] som er lavet med hænder,+ ikke er guder. 27 Desuden er der ikke blot fare for at denne vor beskæftigelse vil komme i vanry, men også for at den store gudinde Arʹtemis’+ tempel vil blive regnet for intet, og at endog hendes storhed, som hele [provinsen] Asien og den beboede jord dyrker, står over for at blive gjort til intet.“ 28 Da mændene hørte dette og fyldtes af harme, begyndte de at råbe og sige: „Stor er efesernes Arʹtemis!“

29 Og byen fyldtes af forvirring, og alle som én stormede de ind i teatret, idet de med magt tog makedonierne Gaʹjus og Aristarʹkus,+ Paulus’ rejsefæller, med. 30 Paulus selv ønskede at gå indenfor til folkehoben, men disciplene ville ikke tillade ham det. 31 Selv nogle af medlemmerne af komiteen for fester og idrætslege,* som var venligt stemt over for ham, sendte bud til ham og bønfaldt ham om ikke at vove sig ind i teatret. 32 Ja, nogle råbte ét og andre noget andet;+ forsamlingen var nemlig i forvirring, og de fleste vidste ikke af hvilken grund de var kommet sammen. 33 I forening bragte de så Alexander ud af folkemængden, idet jøderne skubbede ham frem; og Alexander gjorde tegn med hånden og ville med en tale forsvare sig over for folkehoben. 34 Men da de blev klar over at han var jøde, steg et råb som af én røst op fra dem alle, idet de i omkring to timer skreg: „Stor+ er efesernes Arʹtemis!“

35 Da byskriveren til sidst havde fået folkemængden beroliget,+ sagde han: „Mænd i Eʹfesus, hvem er der mon blandt menneskene som ikke ved at efesernes by er tempelvogter for den store Arʹtemis og den billedstøtte der faldt fra himmelen?* 36 Da dette ikke kan modsiges, bør I altså forholde jer rolige og ikke handle overilet.+ 37 For I har ført disse mænd herhen som hverken er tempelrøvere eller bespottere af vor gudinde. 38 Hvis altså Demeʹtrius+ og håndværkerne sammen med ham har en sag imod nogen, holdes der retsdage+ og der er prokonsuler;+ lad dem stævne hinanden. 39 Men hvis I søger noget ud over det, må det afgøres* i den ordinære forsamling. 40 Vi er jo nemlig i fare for at blive anklaget for oprør i anledning af det der er sket i dag, idet der ikke er en eneste grund som sætter os i stand til at give en forklaring på dette opløb.“ 41 Og da han havde sagt dette+ lod han forsamlingen+ gå.