Salmerne

39 Jeg sagde: „Jeg vil vogte mine veje+

for at undgå at synde med min tunge.+

Jeg vil vogte min mund med mundkurv+

så længe den ugudelige er mig nær.“+

 2 Jeg var stum, forholdt mig tavs;+

jeg tav stille med det gode,+

og det jeg led blev der ikke talt om.

 3 Mit hjerte blev hedt i mit indre;+

mens jeg sukkede blev ilden ved med at brænde.

[Så] talte jeg med min tunge:

 4 „Lad mig kende, Jehova, mit endeligt,+

og målet på mine dage — hvad det er,+

så jeg kan vide hvor forgængelig jeg er.+

 5 Se! Du gør mine dage få,*+

og min levetid er som intet for dig.+

Ja, kun et pust er hvert menneske,* står det end nok så fast.+ Seʹla.

 6 Ja, som et skyggebillede går manden* omkring.+

Ja, til ingen nytte larmer man op.+

Han ophober ting uden at vide hvem der skal samle dem.+

 7 Og nu, hvad har jeg sat mit håb til, Jehova?*

Min forventning er rettet mod dig.+

 8 Udfri mig fra alle mine overtrædelser.+

Gør mig ikke til en der smædes af den uforstandige.+

 9 Jeg blev stum;+ jeg kunne ikke åbne min mund,+

for det var dig der handlede.+

10 Fjern din plage fra mig.+

Jeg er bukket under for din hånds angreb.+

11 Du har tugtet manden* med megen retledning for [hans] misgerning,+

og du fortærer som et møl+ det han skatter så højt.

Ja, kun et pust er hvert menneske.*+ Seʹla.

12 Hør min bøn, Jehova,

lyt til mit råb om hjælp.+

Vær ikke tavs over for mine tårer.+

Jeg bor jo som udlænding hos dig,+

er en indvandrer som alle mine forfædre.+

13 Vend blikket bort fra mig, så jeg kan være glad igen,+

før jeg går bort og ikke er mere.“+