2. Kongebog
7 Da sagde Elisa: „Hør Jehovas ord.+ Således har Jehova sagt: ’I morgen ved denne tid vil en sea* fint mel koste en sekel,* og to sea byg en sekel, i Samaʹrias port.’“+ 2 Da svarede den adjudant hvis hånd kongen støttede sig til,+ den [sande] Guds mand og sagde: „Kunne dette ske+ om så Jehova lavede sluseporte i himmelen?“+ Hertil sagde han: „Du skal få det at se med egne øjne,+ men du kommer ikke til at spise af det.“+
3 Nu var der fire mænd, spedalske, ved indgangen til porten,+ og de sagde til hinanden: „Hvorfor bliver vi siddende her til vi dør? 4 Hvis vi siger: ’Lad os gå ind i byen,’ og der er jo hungersnød i byen, dør vi dér.+ Og hvis vi bliver her, dør vi også. Kom derfor nu og lad os løbe over til aramæernes lejr. Hvis de lader os leve, bliver vi i live; og hvis de lader os dø, dør vi!“+ 5 De rejste sig så i skumringen for at gå til aramæernes lejr, men da de kom til udkanten af aramæernes lejr, se, da var der ingen dér.
6 Jehova* havde nemlig fået aramæernes lejr til at høre+ lyden af stridsvogne og lyden af heste, lyden af en stor kampstyrke,+ så de havde sagt til hinanden: „Hør, Israels konge har lejet hetitternes konger+ og Ægyptens konger+ til at komme imod os!“ 7 De rejste sig da og flygtede i skumringen+ og efterlod deres telte og deres heste+ og deres æsler — lejren sådan som den var — og flygtede for deres sjæl.*+
8 Da disse spedalske så kom til udkanten af lejren, gik de ind i et telt og spiste og drak og tog sølv og guld og klæder med derfra og gik hen og gemte det. Derpå vendte de tilbage og gik ind i et andet telt og tog noget med derfra og gik hen og gemte det.+
9 Til sidst sagde de til hinanden: „Det er ikke rigtigt, det vi gør. Denne dag er en dag med gode nyheder!+ Tøver og venter vi indtil det bliver lyst til morgen, vil straffen for misgerningen indhente os.+ Kom derfor nu og lad os gå ind og fortælle det i kongens hus.“ 10 De gik så ind og råbte til portvagterne+ i byen og fortalte dem det idet de sagde: „Vi kom til aramæernes lejr, og se, der var ingen dér; heller ikke lyden af noget menneske; der var kun hestene som stod bundet, og æslerne som stod bundet, og teltene sådan som de var.“+ 11 Da råbte portvagterne det ud, og de meldte det indenfor i kongens hus.
12 Da stod kongen op om natten og sagde til sine tjenere:+ „Lad mig lige fortælle jer hvad aramæerne har gjort mod os.+ De ved at vi er sultne,+ så de er gået ud af lejren for at skjule sig på marken+ idet de siger: ’Når de kommer ud fra byen, fanger vi dem levende og trænger ind i byen!’“ 13 Da svarede en af hans tjenere og sagde: „Men lad så nogle tage fem af de heste der er tilbage i byen.+ Det går jo med dem som med hele Israels mængde der er tilbage i den. Det går jo med dem som med hele Israels mængde der har mødt sit endeligt.+ Og lad os sende bud ud og se.“ 14 Så tog de to stridsvogne med heste, hvorpå kongen sendte dem ud bag efter aramæernes lejr idet han sagde: „Tag ud og se efter!“ 15 De fulgte da efter dem helt til Jordan, og se, hele vejen var fuld af klæder og redskaber+ som aramæerne havde kastet bort mens de opskræmte skyndte sig væk.+ Så vendte sendebudene tilbage og meldte det til kongen.
16 Folket gik da ud og plyndrede+ aramæernes lejr, og en sea fint mel kom til at koste en sekel, og to sea byg en sekel, i overensstemmelse med Jehovas ord.+ 17 Kongen havde i mellemtiden betroet den adjudant hvis hånd han støttede sig til,+ opsynet over porten. Men folket trampede+ ham til døde i porten, sådan som den [sande] Guds mand havde forudsagt+ dengang kongen kom ned til ham. 18 Så det gik som den [sande] Guds mand havde sagt til kongen: „To sea byg vil koste en sekel, og en sea fint mel en sekel, i morgen ved denne tid i Samaʹrias port.“+ 19 Men adjudanten havde svaret den [sande] Guds mand og sagt: „Kunne noget sådant ske om så Jehova lavede sluseporte i himmelen?“+ hvortil han sagde: „Du skal få det at se med egne øjne, men du kommer ikke til at spise af det.“+ 20 Og således gik det ham+ da folket trampede+ ham til døde i porten.