Apostlenes Gerninger

7 Men ypperstepræsten sagde: „Forholder dette sig således?“ 2 Han sagde så: „Mænd, brødre og fædre, hør. Herlighedens Gud+ viste sig for vor forfader Abraham mens han var i Mesopotaʹmien, før han bosatte sig i Kaʹran,+ 3 og han sagde til ham: ’Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge og kom her til det land som jeg vil vise dig.’+ 4 Så rejste han ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Kaʹran. Og efter at hans fader var død+ fik [Gud]* ham til at flytte derfra til dette land hvor I nu bor.+ 5 Og dog gav han ham ikke nogen arvelod i det, nej, ikke en fodsbred;+ men endnu mens han intet barn havde,+ lovede han at give ham det i eje,+ og efter ham hans afkom.*+ 6 Og Gud talte således: hans afkom skal bo som udlændinge+ i et fremmed land,+ og man skal gøre dem til trælle og mishandle dem i fire hundrede år.+ 7 ’Og den nation som de skal trælle for, vil jeg dømme,’+ sagde Gud, ’og efter dette vil de rejse ud derfra og yde mig hellig tjeneste* på dette sted.’+

8 Han gav ham også omskærelsens pagt;+ og således blev han fader til Isak+ og omskar ham på den ottende dag,+ og Isak [blev fader] til Jakob, og Jakob til de tolv familieoverhoveder.+ 9 Og familieoverhovederne blev skinsyge+ på Josef og solgte ham til Ægypten.+ Men Gud var med ham,+ 10 og han udfriede ham fra alle hans trængsler og gav ham en vindende fremtræden og visdom i Faraos, ægypterkongens, øjne. Og han satte ham til at styre Ægypten og hele sit hus.+ 11 Men en hungersnød kom over hele Ægypten og Kaʹna’an, ja en stor trængsel, og vore forfædre kunne ikke finde føde.+ 12 Men Jakob hørte at der var levnedsmidler i Ægypten,+ og han udsendte vore forfædre første gang.+ 13 Og anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre,+ og Josefs afstamning blev kendt af Farao.+ 14 Så sendte Josef bud og kaldte sin fader Jakob og alle sine slægtninge til sig,+ i alt femoghalvfjerds sjæle.*+ 15 Jakob tog ned til Ægypten.*+ Og han døde,+ og det gjorde vore forfædre også,+ 16 og de blev ført til Siʹkem*+ og blev lagt i den grav+ som Abraham havde købt for en sum sølvpenge af Haʹmors* sønner i Siʹkem.+

17 Som tiden nærmede sig for [opfyldelsen af] det løfte som Gud åbent havde forkyndt for Abraham, voksede folket og blev talrigt i Ægypten,+ 18 indtil der fremstod en anden konge over Ægypten, en som ikke kendte Josef.+ 19 Han brugte list imod vor slægt*+ og tvang ved mishandling fædrene til at sætte deres spædbørn ud, for at de ikke skulle holdes i live.+ 20 Netop på den tid blev Moses født,+ og han var ualmindelig køn.*+ Han blev passet tre måneder i faderens hus. 21 Men da han blev sat ud, tog Faraos datter ham op og opdrog ham som sin egen søn.+ 22 Og så blev Moses oplært i al ægypternes visdom.+ Og han var magtfuld i sine ord+ og gerninger.

23 Da der nu var gået et tidsrum af fyrre år for ham, opkom det i hans hjerte at han ville se til sine brødre, Israels sønner.+ 24 Og da han fik øje på en som blev uretfærdigt behandlet, forsvarede han den mishandlede og hævnede ham ved at slå ægypteren ned.+ 25 Han mente at hans brødre ville forstå at Gud ved hans hånd var ved at give dem redning,+ men de forstod det ikke. 26 Og den følgende dag viste han sig hos dem mens de stredes, og han prøvede at føre dem sammen i fred igen+ idet han sagde: ’Mænd, I er brødre. Hvorfor behandler I hinanden uretfærdigt?’+ 27 Men den der behandlede sin næste uretfærdigt, skubbede ham væk idet han sagde: ’Hvem har sat dig til leder og dommer over os?+ 28 Du vil vel ikke gøre det af med mig på samme måde som du gjorde det af med ægypteren i går?’+ 29 Efter denne udtalelse flygtede Moses og kom til at bo som udlænding i Midʹjans land,+ hvor han blev fader til to sønner.+

30 Og da fyrre år var gået, viste en engel* sig for ham i ørkenen ved bjerget Sinaj, i en tornebusk i lys lue.+ 31 Da nu Moses så det, undrede han sig over synet.+ Men da han nærmede sig for at betragte det nøjere, lød Jehovas* stemme: 32 ’Jeg er dine forfædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.’+ Moses kom til at skælve og turde ikke betragte det nærmere. 33 Jehova* sagde til ham: ’Tag sandalerne af dine fødder, for det sted du står på, er hellig grund.+ 34 Jeg har virkelig set mishandlingen af mit folk som er i Ægypten,+ og jeg har hørt deres suk+ og er steget ned for at udfri dem.+ Og nu, kom, jeg vil sende dig til Ægypten.’+ 35 Denne Moses, som de nægtede at kendes ved da de sagde: ’Hvem har sat dig til leder og dommer?’+ — denne mand sendte Gud+ som både leder og befrier* ved engelens hånd, [den engel] der viste sig for ham i tornebusken. 36 Denne mand førte dem ud+ idet han gjorde undere og tegn i Ægypten+ og i Det Røde Hav+ og i ørkenen i fyrre år.+

37 Det er denne Moses der sagde til Israels sønner: ’Gud* vil af jeres brødre oprejse jer en profet som mig.’+ 38 Det er ham+ som var i menigheden+ i ørkenen sammen med den engel+ som talte til ham på bjerget Sinaj, og sammen med vore forfædre, og han modtog levende hellige udsagn+ til at give jer. 39 Ham ville vore forfædre ikke være lydige imod, men de skubbede ham bort,+ og i deres hjerter vendte de tilbage til Ægypten+ 40 idet de sagde til Aron: ’Lav os guder som vil gå foran os. For denne Moses, der førte os ud af Ægyptens land, ham ved vi ikke hvad der er sket med.’+ 41 De lavede så en kalv+ i de dage og bragte et slagtoffer til afguden og begyndte at glæde sig over deres hænders værk.+ 42 Da vendte Gud sig fra dem og overgav dem til+ at yde himmelens hær hellig tjeneste, sådan som der står skrevet i Profeternes Bog:+ ’Det var ikke mig I bragte offerdyr og slagtofre i fyrre år i ørkenen, vel, Israels hus?+ 43 Men det var Moʹloks+ telt og guden Reʹfans stjerne+ I bar, de billeder I lavede for at tilbede dem. Derfor vil jeg føre jer i landflygtighed på den anden side af Babylon.’*+

44 Vore forfædre havde Vidnesbyrdets telt* i ørkenen, sådan som han, da han talte til Moses, befalede ham at lave det efter det forbillede* han havde set.+ 45 Og vore forfædre, som derefter overtog det, var sammen med Josua*+ om at føre det ind i det land som nationerne besad,+ dem Gud drev ud foran vore forfædre.+ Her forblev det indtil Davids dage. 46 Han vandt yndest+ hos Gud og bad om lov til at tilvejebringe* en bolig+ til Jakobs Gud. 47 Men det blev Salomon der byggede ham et hus.+ 48 Dog, den Højeste bor ikke i huse* gjort med hænder;+ som profeten siger: 49 ’Himmelen er min trone,+ og jorden er min fodskammel.+ Hvilket hus vil I bygge mig? siger Jehova.* Eller hvad er mit hvilested?+ 50 Har min hånd ikke frembragt alt dette?’+

51 Stivnakkede* og uomskårne på hjerter+ og ører, I modstår altid den hellige ånd; som jeres forfædre, således I.+ 52 Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt?+ Nej, de dræbte+ dem der forud forkyndte om den Retfærdiges+ komme, ham hvis forrædere og mordere I nu er blevet,+ 53 I som modtog loven ved engles formidling,*+ men som ikke har holdt den.“

54 Da de hørte dette følte de sig ramt i deres hjerter+ og begyndte at skære* tænder+ ad ham. 55 Men fuld af hellig ånd stirrede han ind i himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd,+ 56 og han sagde: „Se! Jeg ser himlene åbnede+ og Menneskesønnen+ stående ved Guds højre hånd.“+ 57 Så råbte de med høj røst og holdt sig for ørerne+ og stormede alle som én ind på ham. 58 Og efter at have drevet ham uden for byen+ stenede de ham.+ Og vidnerne+ lagde deres yderklædninger ved fødderne af en ung mand der hed Saulus.+ 59 Og de blev ved med at stene Steʹfanus mens han påkaldte* og sagde: „Herre Jesus, modtag min ånd.“+ 60 Så knælede han og råbte med høj røst: „Jehova,* tilregn dem ikke denne synd.“+ Og efter at have sagt dette sov han ind [i døden].