Hoseas*

1 Jehovas ord+ som kom til Hoseas,+ Be’eʹris søn, i de dage+ da Uzziʹja,+ Joʹtam,+ Aʹkaz+ [og] Ezekiʹas+ var konger i Juda, og i de dage da Jeroʹboam,+ Joʹasj’+ søn, var konge i Israel. 2 Jehova begyndte at tale ved Hoseas da Jehova sagde til Hoseas: „Gå hen+ og tag dig en skøgehustru* og skøgebørn, for landet er utro som en skøge og følger ikke Jehova.“+

3 Så gik han hen og tog Goʹmer, Diblaʹjims datter, til ægte, og hun blev gravid og fødte ham en søn.+

4 Da sagde Jehova til ham: „Giv ham navnet Jizʹre’el,+ for om kort tid vil jeg kræve Jeʹhus hus til regnskab+ for Jizʹre’els* blodskyld, og jeg vil bringe Israels hus’ kongedømme til ophør.+ 5 Og på den dag vil jeg splintre Israels bue+ på Jizʹre’els Slette.“*

6 Så blev hun gravid igen og fødte en datter. Da sagde Han* til ham: „Giv hende navnet Lo-Ruhaʹma*+, for jeg vil ikke mere vise Israels hus barmhjertighed,+ men jeg vil visselig føre dem bort.*+ 7 Judas hus vil jeg derimod vise barmhjertighed,+ og jeg vil frelse dem ved Jehova, deres Gud;*+ men jeg vil ikke frelse dem ved bue eller ved sværd eller ved krig, ved heste eller ved rytteri.“+

8 Så vænnede hun Lo-Ruhaʹma fra, og derpå blev hun gravid [igen] og fødte en søn. 9 Da sagde Han: „Giv ham navnet Lo-Amʹmi*, for I er ikke mit folk,* og jeg vil ikke være jeres [Gud].*

10 Og [dog] skal tallet på Israels sønner blive som sandskornene ved havet, der ikke kan måles eller tælles.+ Og på det sted hvor der siges til dem: ’I er ikke mit folk,’+ vil der blive sagt til dem: ’Sønner af den levende Gud.’*+ 11 Og Judas sønner og Israels sønner skal samles i enhed*+ og vil sætte ét overhoved over sig og drage op fra landet,+ for Jizʹre’els*+ dag bliver stor.

2 Sig til jeres brødre: ’Mit folk!’*+ og til jeres søstre: ’Der er blevet vist hende barmhjertighed!’*+ 2 Før sag mod jeres moder;+ før sag, for hun er ikke min hustru,*+ og jeg er ikke hendes mand.*+ Og hun burde fjerne utugten fra sig og ægteskabsbruddene fra sine bryster,+ 3 for at jeg ikke skal klæde hende nøgen+ og stille hende frem som den dag hun blev født+ og gøre hende til en ørken+ og forvandle hende til et udtørret land+ og lade hende dø af tørst.+ 4 Og hendes sønner vil jeg ikke vise barmhjertighed,+ for de er skøgesønner.+ 5 Deres moder har jo bedrevet utugt.+ Hun som undfangede dem, har handlet skammeligt,+ for hun sagde: ’Jeg vil gå efter mine elskere,+ dem som giver mig mit brød og mit vand, min uld og mit lærred, min olie og det jeg drikker.’+

6 Se, derfor indhegner jeg din vej med torne og spærrer for hende med en stenmur,+ så hun ikke kan finde sine stier.+ 7 Og hun vil løbe efter sine elskere, men hun indhenter dem ikke;+ og hun vil søge efter dem, men hun finder dem ikke. Og hun skal sige: ’Jeg vil gå tilbage+ til min første mand,+ for da havde jeg det bedre end nu.’+ 8 Men hun erkender ikke+ at det var mig der gav hende kornet og den nye vin og olien,+ og at jeg havde øget hendes sølv og guldet de brugte til Baʹal.*+

9 ’Derfor vil jeg til sin tid tage mit korn tilbage og til den fastsatte tid min nye vin,+ og jeg vil rive min uld og mit lærred der skulle dække hendes nøgenhed, bort.+ 10 Og nu blotter jeg hendes kønsdele for øjnene af hendes elskere,+ og ingen* kan rive hende ud af min hånd.+ 11 Og jeg vil bringe al hendes glæde,+ hendes højtid,+ hendes nymåne+ og hendes sabbat og enhver af hendes festtider til ophør. 12 Og jeg vil ødelægge hendes vinstok+ og hendes figentræ,+ om hvilke hun har sagt: „De er en gave til mig, som mine elskere har givet mig;“ og jeg gør dem til en skov,+ og markens vilde dyr skal fortære dem. 13 Og jeg vil kræve hende til regnskab+ for ba’alernes*+ dage da hun bragte røgofre+ til dem, da hun pyntede sig med sin ring og sit smykke+ og gik efter sine elskere,+ men glemte mig,’+ lyder Jehovas udsagn.

14 ’Se, derfor overtaler jeg hende, og jeg vil få hende til at gå ud i ørkenen,+ og jeg vil tale til hendes hjerte.+ 15 Og jeg vil fra da af give hende hendes vingårde+ og Aʹkors* Lavning*+ som en indgang til håb; og dér vil hun svare som i sin ungdoms dage+ og som på den dag hun drog op fra Ægyptens land.+ 16 Og på den dag,’ lyder Jehovas udsagn, ’vil du kalde [mig] „Min mand“,* og du vil ikke mere kalde mig „Min ejer“.’*+

17 ’Og jeg vil fjerne ba’alernes navne fra hendes mund,+ og de vil ikke mere blive husket* ved deres navn.+ 18 Og på den dag slutter jeg en pagt for dem med markens vilde dyr+ og med himmelens flyvende skabninger og jordens krybdyr, og bue og sværd og krig vil jeg splintre [og fjerne] fra landet,+ og jeg lader dem lægge sig trygt.+ 19 Og jeg forlover mig med dig for altid,+ og jeg forlover mig med dig med retfærdighed og med ret og med loyal hengivenhed* og med barmhjertighed.+ 20 Og jeg forlover mig med dig med trofasthed; og du skal kende Jehova.*+

21 Og på den dag vil jeg svare,’ lyder Jehovas udsagn, ’jeg vil svare himmelen, og den vil svare jorden;+ 22 og jorden vil svare kornet+ og den nye vin og olien; og de vil svare Jizʹre’el [= Gud vil så sæd].+ 23 Og jeg vil så hende ud på jorden som sæd der tilhører mig,+ og jeg vil vise barmhjertighed mod hende som der ikke blev vist barmhjertighed,*+ og jeg vil sige til ham som ikke er mit folk:* „Du er mit folk!“+ og han* vil sige: „[Du er] min Gud!“’“*+

3 Og Jehova fortsatte med at sige til mig: „Gå igen hen og elsk en kvinde som er elsket af en ven*+ og som begår ægteskabsbrud;* på samme måde som Jehova elsker Israels sønner+ skønt de vender sig til andre guder*+ og elsker rosinkager.“+

2 Så købte jeg mig hende for femten sølvstykker* og en og en halv homer byg.*+ 3 Og jeg sagde til hende: „I mange dage skal du sidde som min [kvinde].+ Du må ikke bedrive utugt,+ og du må ikke blive en [anden] mands;*+ og således vil jeg også være mod dig.“

4 For i mange dage vil Israels sønner sidde uden konge+ og uden fyrste og uden slagtoffer+ og uden hellig støtte og uden efod+ og teʹrafimstatuetter.+ 5 Senere vil Israels sønner vende om og søge efter Jehova, deres Gud,*+ og efter David, deres konge;+ og de vil komme bævende til Jehova og til hans godhed+ i de sidste dage.+

4 Hør Jehovas ord, Israels sønner, for Jehova har en retstrætte med landets* indbyggere,+ for der er ikke sandhed+ eller loyal hengivenhed* eller kundskab om Gud i landet.+ 2 Man forbander+ og bedrager+ og myrder+ og stjæler+ og begår ægteskabsbrud+ i større og større omfang, og blodsudgydelse følger på blodsudgydelse.+ 3 Derfor skal landet sørge+ og hver indbygger i det skal sygne hen sammen med markens vilde dyr og himmelens flyvende skabninger, ja, selv havets fisk vil blive taget bort.*+

4 „Dog, lad ingen gå i rette,+ og lad ingen retlede, for dit folk er som dem der går i rette med en præst.*+ 5 Derfor skal du snuble ved dag,+ og selv profeten skal snuble med dig som ved nat.+ Og jeg bringer din moder til tavshed.+ 6 Mit folk skal bringes til tavshed, fordi det er uden kundskab.+ Fordi du har afvist kundskab,+ vil jeg også afvise dig, så du ikke skal tjene som præst for mig;+ og da du glemmer din Guds* lov,+ vil jeg også glemme dine sønner.+ 7 Jo flere de blev, desto mere syndede de imod mig.+ Min herlighed ombyttede de* med vanære.+ 8 Mit folks synd er deres fortæring, og efter deres misgerning længes deres sjæl.*+

9 Og det skal gå folket som præsten;+ og jeg vil kræve dem til regnskab for deres adfærd,+ og deres gerninger vil jeg gengælde dem.+ 10 Og de skal nok spise, men ikke blive mætte.+ De skal nok øve utugt, men ikke blive flere,+ for de er holdt op med at give agt på Jehova.+ 11 Utugt* og vin og ny vin tager det gode motiv bort.*+ 12 Mit folk spørger fortsat deres [afgud af] træ,+ og deres stav giver dem svar; for utugtens ånd har vildledt dem,+ og ved utugt er de kommet bort fra deres Gud.*+ 13 På bjergenes toppe bringer de slagtofre,+ og på højene bringer de røgofre,+ under det vældige træ og storakstræet og det store træ, fordi dets skygge er god.+ Derfor bedriver jeres døtre utugt, og jeres svigerdøtre begår ægteskabsbrud.

14 Jeg vil ikke kræve jeres døtre til regnskab fordi de bedriver utugt, eller jeres svigerdøtre fordi de begår ægteskabsbrud. For [mændene] går selv afsides med skøger,+ og de bringer slagtofre sammen med tempelskøger;+ og et folk der ikke forstår,+ trædes ned. 15 Selv om du bedriver utugt, Israel,+ så lad ikke Juda gøre sig skyldig;+ nej, I må ikke gå til Gilʹgal+ eller drage op til Bet-Aʹven+ eller sværge: ’Så sandt Jehova lever!’+ 16 For som en genstridig ko er Israel blevet genstridig.+ Skal Jehova nu lade dem græsse som vædderlam på et sted med rigelig plads? 17 Eʹfraim er bundet til gudebilleder.+ Overlad ham til sig selv!+ 18 Når deres hvedeøl* er borte,+ fremturer de med at øve utugt.+ Hendes beskyttere+ fremturer med at elske vanære.+ 19 En vind* har indsvøbt hende i sine vinger.+ Og de vil få skam af deres slagtofre.“+

5 „Hør dette, I præster,+ og giv agt, du Israels hus, og I der hører til kongens hus,+ lyt, for jer gælder dommen; en fælde+ er I nemlig blevet for Mizʹpa og som et net bredt ud over Taʹbor.+ 2 Og de frafaldne er sunket dybt i at dræbe,+ men jeg er en optugtelse for dem alle.+ 3 Jeg kender selv Eʹfraim,+ og Israel er ikke skjult for mig.+ For nu, Eʹfraim, har du øvet utugt;+ Israel har gjort sig uren.+ 4 Deres gerninger tillader ikke at de vender tilbage til deres Gud,*+ for der er en utugtsånd+ i deres midte; og Jehova kender de ikke.+ 5 Og Israels stolthed vidner imod [det, op i] dets ansigt;+ og Israel og Eʹfraim bringes til at snuble i deres brøde.+ Også Juda snubler sammen med dem.+ 6 Med deres småkvæg og med deres hornkvæg gik de hen for at søge Jehova, men de kunne ikke finde ham.+ Han havde trukket sig bort fra dem. 7 De har handlet troløst mod Jehova,+ for de har avlet sønner som er fremmede.+ Nu skal en måned fortære dem sammen med deres jordlodder.+

8 Blæs i horn*+ i Giʹbea,+ i trompet* i Raʹma! Udstød krigsråb i Bet-Aʹven+ — efter dig, Benjamin!+ 9 Eʹfraim, du vil på retledningens dag blive til noget man forfærdes over.+ Blandt Israels stammer har jeg bekendtgjort pålidelige ord.+ 10 Judas fyrster er blevet som dem der flytter markskel.+ Over dem vil jeg udgyde min heftige vrede som vand. 11 Eʹfraim er undertrykt, knust med rette,+ for han var besluttet på at følge sin modstander.*+ 12 Og jeg var som møl*+ for Eʹfraim og som råddenskab for Judas hus.

13 Da Eʹfraim så sin sygdom, og Juda sit åbne sår,+ da gik Eʹfraim til Assyrien,+ ja sendte bud til den store konge.*+ Men selv han kunne ikke helbrede jer,+ og han kunne ikke kurere jer for det åbne sår.+ 14 For jeg er som en ungløve mod Eʹfraim+ og som en ungløve med manke mod Judas hus. Jeg, jeg sønderriver og går min vej; jeg bærer [byttet] bort, og der vil ikke være nogen befrier.+ 15 Jeg går min vej; jeg vender tilbage til mit sted indtil de føler sig skyldige+ og søger mit ansigt.+ Når de er hårdt trængt,+ vil de søge mig.“+

6 „Kom, og lad os vende tilbage til Jehova,+ for det er ham der har sønderrevet+ — han vil også helbrede os.+ Han slog — han vil også forbinde os.+ 2 Han vil gøre os levende efter to dage.+ På den tredje dag vil han oprejse os, og vi skal leve for hans ansigt.+ 3 Og vi vil kende, vi vil jage efter at kende Jehova.+ Hans frembrud er så sikkert som daggryet,+ og han kommer til os som skylregn,+ som forårsregn der gennemvæder jorden.“+

4 „Hvad skal jeg gøre ved dig, Eʹfraim? Hvad skal jeg gøre ved dig, Juda,+ når jeres loyale hengivenhed er som morgenskyer og som dug der tidligt forsvinder? 5 Derfor giver jeg [dem] hug ved profeterne,+ dræber dem med min munds ord.+ Og dommene over dig vil være som lyset der bryder frem.+ 6 For det er loyal hengivenhed jeg har behag i,+ og ikke slagtoffer,+ ja kundskab om Gud,* snarere end brændofre.+ 7 Men de har, som det jordiske menneske,* overtrådt pagten.+ Dér har de handlet troløst mod mig.+ 8 Giʹlead+ er en stad med folk der øver ondt; deres fodspor er blodige.+ 9 Og som røverbander+ der ligger på lur efter en mand,*+ er præsternes liga. På vejen, ved Siʹkem,+ begår de mord, ja, skamløshed har de øvet.+ 10 I Israels hus har jeg set noget grufuldt.+ Dér er Eʹfraims utugt.+ Israel har gjort sig uren.+ 11 Også for dig, Juda, er en høst fastsat, når jeg lader mit folks fangne vende tilbage.“+

7 „Dengang jeg ville helbrede Israel,+ da blev Eʹfraims brøde og Samaʹrias+ ondskab blottet;+ for de øver løgn,+ og tyve bryder ind; røverbander overfalder udenfor.+ 2 Og de siger ikke til deres eget hjerte+ at jeg vil huske al deres ondskab.+ Nu har deres gerninger omringet dem;+ de er foran mit ansigt.+ 3 Med deres ondskab fryder de kongen, og med deres bedrag fyrsterne.+ 4 Alle er de ægteskabsbrydere;+ de ligner en ovn som af bageren er gjort brændende varm; han holder op med at rage op [i ilden] fra dejen æltes til den er syret. 5 På vor konges dag gjorde fyrsterne sig syge+ — der var forbitrelse som følge af vinen.+ Han rakte sin hånd frem sammen med spottere. 6 For de har nærmet sig med deres hjerte som til en ovn;+ det brænder i dem.+ Hele natten sover deres bager; om morgenen brænder [ovnen]* som med flammende ild.+ 7 De bliver alle sammen hede som ovnen, og de fortærer deres dommere. Alle deres konger er faldet;+ ingen iblandt dem kalder på mig.+

8 Eʹfraim — han blander sig med folkeslagene.+ Eʹfraim er blevet en rund kage der ikke er vendt.+ 9 Fremmede har fortæret hans kraft,+ men selv ved han det ikke.+ De grå hår er også blevet hvide på ham, men selv ved han det ikke. 10 Og Israels stolthed vidner imod [det, op i] dets ansigt;+ men de vender ikke om til Jehova, deres Gud,*+ og de søger ham ikke trods alt dette.+ 11 Og Eʹfraim er blevet som en tankeløs due+ uden [et forstandigt] hjerte.*+ Ægypten kalder de på;+ Assyrien går de til.+

12 Hvor de end går hen, breder jeg mit net ud over dem.+ Jeg bringer dem ned som himmelens flyvende skabninger.+ Jeg vil tugte dem sådan som det er meddelt deres forsamling.+ 13 Ve dem,+ for de flygtede fra mig!+ Ødelæggelse over dem, for de begik overtrædelser imod mig! Og jeg ville løskøbe dem,+ men de talte løgne imod mig.+ 14 Og de råbte ikke til mig af hjertet,+ skønt de lå og hylede på deres senge. De drev om efter korn og ny vin;+ de vendte sig imod mig.+ 15 Og det var mig som tugtede [dem];+ jeg styrkede deres arme,+ men de udtænkte ondt imod mig.+ 16 De vendte sig, dog ikke opad;*+ de blev som en slap bue.+ Deres fyrster skal falde for sværdet for deres fordømmende tunges skyld.+ Dette skal de spottes for i Ægyptens land.“+

8 „[Sæt] hornet* for munden:*+ [Der kommer en] som en ørn+ mod Jehovas hus, for de har overtrådt min pagt,+ og min lov har de forbrudt sig imod.+ 2 De råber til mig: ’Min Gud! Vi, Israel, kender dig.’+

3 Israel har forkastet det der er godt.+ Lad fjenden forfølge ham.+ 4 De har taget sig konger,+ men uden om mig. De har indsat fyrster, men uden min viden. Af deres sølv og deres guld har de lavet sig gudebilleder,+ for at de* kan blive udryddet.+ 5 Din kalv er forkastet,+ Samaʹria. Min vrede er blusset op imod dem.+ Hvor længe vil uskyld være noget umuligt for dem?+ 6 For [et værk] af Israel, ja, det er den.+ En håndværker lavede den,+ og den er ikke Gud;* nej, til splinter skal Samaʹrias kalv blive.+

7 For vind* sår de, og storm skal de høste.+ Der er intet korn at høste.+ Ingen spire giver mel;+ hvis den gjorde, ville fremmede opsluge det.+

8 Israel skal opsluges.+ Nu skal de blandt nationerne+ være som et kar man ikke har behag i.+ 9 For de drog op til Assyrien+ som en zebra, ensom, alene.+ Eʹfraim købte sig elskere.+ 10 Men selv om de køber [dem] blandt nationerne,+ vil jeg samle dem nu; og de vil en kort tid have strenge veer+ under byrden af konge [og] fyrster.

11 For Eʹfraim har gjort altrene talrige for at synde.+ Han har altre for at synde.+ 12 Jeg skrev mange dele af min lov for ham;+ som noget fremmed blev de regnet.+ 13 Som slagtofre, gaver til mig, ofrede de kød,+ og de spiste noget som Jehova ikke brød sig om.+ Nu vil han huske deres brøde og gøre op med deres synder.+ De vendte selv tilbage til Ægypten.+ 14 Og Israel glemte Ham der frembragte det,+ og gav sig til at bygge templer;+ og Juda gjorde de befæstede byer talrige.+ Men jeg vil sende ild imod deres byer, og den skal fortære deres tårnborge.“+

9 „Fryd dig ikke, Israel.+ Du skal ikke juble som folkeslagene.+ For ved utugt er du kommet bort fra din Gud.+ Du har elsket skøgeløn på alle pladserne hvor kornet tærskes.+ 2 Tærskeplads og vinperse giver dem ikke føde,+ og den nye vin skuffer dem.+ 3 De skal ikke blive boende i Jehovas land,+ og Eʹfraim skal vende tilbage til Ægypten,+ og i Assyrien skal de spise uren mad.+ 4 De skal ikke udgyde vin for Jehova.+ Og deres slagtofre vil ikke være ham til behag;+ de er som sørgetidens brød for dem;+ alle der spiser det, besmitter sig. For deres brød er til deres egen sjæl;* det kommer ikke i Jehovas hus.+ 5 Hvad vil I gøre på festdagen, ja, på Jehovas højtidsdag?+ 6 For se, de må drage bort på grund af ødelæggelsen.+ Ægypten vil samle dem;+ Memʹfis*+ vil begrave dem. Deres kostbare skatte af sølv skal nælder tage i besiddelse;+ tornebuske [gror] i deres telte.+

7 Opgørets dage kommer;+ gengældelsens dage kommer.+ Det vil de vide i Israel.+ Dåragtig er profeten,+ vanvittig er åndens mand,* på grund af din store brøde+ og dit store fjendskab.“

8 Eʹfraims vægter+ var hos min Gud.*+ For en profet+ er der en fuglefængers fælde på alle hans veje;+ der er fjendskab i hans Guds hus. 9 De er sunket dybt i at ødelægge,*+ som i Giʹbeas dage.+ Han vil huske deres brøde;+ han vil gøre op med deres synder.

10 „Som druer i ørkenen fandt jeg Israel.+ Som den tidlige figen på et figentræ i dets begyndelse så jeg jeres forfædre.+ De kom til Baʹal-Peʹor,*+ og de viede sig til* den skammelige [afgud],+ og de blev afskyelige ligesom den de elskede.+ 11 For Eʹfraims vedkommende flyver deres herlighed bort som en flyvende skabning,+ så der ingen fødsel og intet [svangert moder]liv og ingen undfangelse er.+ 12 For selv om de opføder deres sønner, vil jeg dog gøre dem barnløse så ikke et menneske er tilbage;+ ja, og ve dem når jeg vender mig bort fra dem!+ 13 Eʹfraim, som jeg har set plantet som Tyʹrus på en græsgang,+ ja Eʹfraim må føre sine sønner ud til bøddelen.“+

14 Giv dem, Jehova, hvad du skal give.+ Giv dem barnløst moderskød+ og indtørrede bryster.

15 „Al deres ondskab var i Gilʹgal,+ ja, dér fattede jeg had til dem.+ På grund af deres onde gerninger driver jeg dem bort fra mit hus.+ Jeg kan ikke mere elske dem.+ Alle deres fyrster er genstridige.+ 16 Eʹfraim skal slås ned.+ Deres rod skal udtørres.+ Frugt skal de ikke bære.+ Selv om de føder, vil jeg dog lade deres [moder]livs højt skattede [frugt] dø.“+

17 Min Gud*+ vil forkaste dem, for de har ikke hørt på ham,+ og de skal blive flygtninge blandt nationerne.+

10 „Israel er et vildtvoksende* vintræ.+ Det bærer sin frugt.+ Jo mere frugt, desto flere altre.+ Jo bedre det går dets land, desto bedre [billed]støtter rejser de.+ 2 Deres hjerte er hyklerisk;*+ nu findes de skyldige.

Han vil bryde deres altre ned; han vil hærge deres [billed]støtter.+ 3 Nu siger de jo: ’Vi har ingen konge,+ for vi frygter ikke Jehova. Og kongen, hvad kan han gøre for os?’

4 De udtaler ord, aflægger falske eder,+ slutter pagt;+ og retten skyder op som en giftig plante langs det åbne lands plovfurer.+ 5 Samaʹrias indbyggere vil grue for Bet-Aʹvens kalv;+ ja, dens folk skal sørge over den, og ligeså dens afgudspræster,* [som] plejede at juble over den, over dens herlighed, for den er ført bort fra den, i landflygtighed.+ 6 Også den skal føres til Assyrien som en gave til en stor konge.*+ Eʹfraim skal få skam,+ og Israel skal blive beskæmmet af sit eget råd.+ 7 Samaʹria [og] dets konge skal bringes til tavshed,+ som en afbrækket kvist på vandets overflade. 8 Og [Bet-]Aʹvens offerhøje,+ Israels synd,+ skal tilintetgøres. Der vil vokse torn og tidsel+ på deres altre.+ Og man vil sige til bjergene: ’Dæk os!’ og til højene: ’Fald over os!’+

9 Fra Giʹbeas+ dage har du syndet,+ Israel. Dér er de blevet stående. I Giʹbea har krigen mod uretfærdighedens sønner ikke indhentet dem.+ 10 Når det er mit ønske vil jeg tugte dem.+ Og folkeslag skal samle sig imod dem når de spændes for deres to misgerninger.+

11 Og Eʹfraim var en tæmmet kvie som elskede at tærske,+ og selv forbigik jeg dens gode hals. Jeg vil lade nogen ride på Eʹfraim.+ Juda pløjer.+ Jakob harver+ for ham. 12 Så jeres sæd med retfærdighed;+ høst i forhold til loyal hengivenhed.+ Pløj jer et stykke nyt land+ når det er tid at søge Jehova, indtil han kommer+ og lærer jer retfærdighed.+

13 I har pløjet ugudelighed.+ Uretfærdighed har I høstet.+ I har spist frugten af bedrag,+ for du stolede på din adfærd,+ på dine mange vældige krigere.+ 14 Men krigslarm stiger op blandt dit folk,+ og alle dine befæstede byer vil blive hærget,+ som Sjalʹman hærgede Bet-Arʹbel på kampens dag, [da] moder sammen med sønner blev knust.+ 15 Sådan skal man* gøre ved jer, Beʹtel,* på grund af jeres store ondskab.+ Ved daggry skal Israels konge visselig bringes til tavshed.“+

11 „Dengang Israel var dreng* elskede jeg ham,+ og fra Ægypten kaldte jeg min søn.+

2 [Jo mere] de* kaldte på dem,+ desto mere trak de sig bort fra dem.*+ De gav sig til at bringe slagtofre til ba’alerne,*+ og røgofre til billedstøtterne.+ 3 Og det var mig der lærte Eʹfraim at gå;+ [jeg] tog dem på [mine]* arme;+ men de anerkendte ikke at jeg havde helbredt dem.+ 4 Med menneskesnor* søgte jeg at drage dem, med kærlighedsreb,+ så jeg for dem blev som dem der løfter åget fra deres kæber;+ og blidt gav jeg ham noget at spise.+ 5 Han skal ikke vende tilbage til Ægyptens land, men Assyrien skal være hans konge,+ for de nægtede at vende om.+ 6 Og et sværd skal hvirvle rundt i hans byer+ og gøre ende på hans portslåer og æde om sig+ — på grund af deres [onde] planer.+ 7 Og mit folk er tilbøjeligt til at være troløst mod mig.+ Skønt de kalder det* opad,* er der ikke én som hæver sig op.*

8 Hvordan kan jeg opgive dig, Eʹfraim,+ overgive dig, Israel?+ Hvordan kan jeg opgive dig som Adʹma,+ gøre dig som Zeʹbojim?+ Mit hjerte har vendt sig i mig;+ samtidig er der vakt en heftig medynk i mig. 9 Jeg fuldbyrder ikke min brændende vrede.+ Jeg vil ikke lægge Eʹfraim øde igen,+ for jeg er Gud*+ og ikke et menneske,* den Hellige i din midte;+ og jeg kommer ikke i hidsighed. 10 Efter Jehova vil de vandre.+ Han brøler som en løve,+ ja, det er ham der brøler,+ og skælvende kommer sønner fra vest;+ 11 skælvende kommer de som en fugl fra Ægypten,+ og som en due fra Assyriens land;+ og jeg lader dem bo i deres huse,“ lyder Jehovas udsagn.+

12 „Eʹfraim har omringet mig med bedrag,+ og Israels hus med svig. Men Juda færdes stadig sammen med Gud,*+ og mod den Allerhelligste* er han trofast.“*

12 „Eʹfraim søger vind*+ som føde og jager efter østenvinden dagen lang.+ Løgn og hærgen øger han.+ Og de slutter pagt med Assyrien,+ og olie bringes til Ægypten.

2 Og Jehova har en retstrætte med Juda+ og et regnskab at gøre op med Jakob angående hans adfærd;+ efter hans gerninger vil han gengælde ham.+ 3 I [moders] liv greb han sin broder om hælen,*+ og i sin manddomskraft kæmpede han med Gud.*+ 4 Ja, han kæmpede mod en engel og fik overtaget.+ Han græd og bad Ham om nåde.“+

Ved Beʹtel fandt Han ham,+ og dér talte Han med os.*+ 5 Og Jehova, Hærstyrkers Gud,*+ Jehova er det [navn] han huskes ved.+

6 „Og du, til din Gud skal du vende om;+ tag vare på loyal hengivenhed+ og ret,+ og sæt altid dit håb til din Gud.+ 7 Handelsmanden* har i sin hånd svigefulde vægtskåle;+ han elsker at udbytte.+ 8 Og Eʹfraim siger: ’Ja, jeg er blevet rig;+ jeg har fundet mig en formue.+ I alt mit slid finder man ingen brøde hos mig som er synd.’+

9 Men jeg er Jehova, din Gud, fra Ægyptens land.+ Endnu en gang vil jeg lade dig bo i telte som på festdagene. 10 Og jeg talte til profeterne,+ og selv gav jeg [dem] mange syner, og ved profeterne talte jeg i lignelser.+

11 Med Giʹlead* er der hændt noget ondt,+ ja, usandt.+ I Gilʹgal har de ofret okser.+ Desuden er* deres altre som stenhobe langs det åbne lands plovfurer.+ 12 Og Jakob flygtede til Aʹrams* område,+ og Israel+ tjente for en hustru,*+ ja, for en hustru vogtede han [får].+ 13 Og ved en profet førte Jehova Israel op fra Ægypten,+ og ved en profet blev det vogtet.+ 14 Eʹfraim har krænket [mig og skabt] bitterhed,+ og sin blodskyld lader han blive liggende på sig selv,+ og hans smæden vil hans store Herre* gengælde ham.“+

13 „Når Eʹfraim talte, skælvede man; han løftede sig højt i Israel.+ Men han pådrog sig skyld på grund af Baʹal+ og døde.+ 2 Og nu føjer de mere synd til og laver sig et støbt billede af deres sølv,+ gudebilleder efter deres egen forstand,+ alt sammen lavet af håndværkere.+ De siger til dem: ’Lad de ofrende, som er mennesker,* kysse kalve.’+ 3 Derfor skal de blive som morgenskyer+ og som duggen der tidligt forsvinder; som avner der af stormen blæses bort fra tærskepladsen+ og som røg fra hullet [i taget].

4 Men jeg er Jehova, din Gud,* fra Ægyptens land,+ og nogen anden gud end mig kendte du ikke, og der var ingen frelser uden mig.+ 5 Det var mig som kendte dig i ørkenen,+ i feberanfaldenes* land.+ 6 Som deres græsgang var, sådan blev de mætte.+ De blev mætte, og deres hjerte blev stolt.+ Derfor glemte de mig.+ 7 Men jeg vil blive som en ungløve for dem.+ Som en leopard ved vejen vil jeg ligge på lur.+ 8 Jeg vil møde dem som en bjørn der har mistet sine unger,+ og jeg sønderriver deres hjertes indelukke. Og jeg fortærer dem dér som en løve;+ et markens vilddyr vil sønderlemme dem.+ 9 Det bliver din ødelæggelse,+ Israel, for [du] var imod mig, imod din hjælper.+

10 Hvor er da din konge, at han kan frelse dig i alle dine byer,+ og dine dommere, om hvem du sagde: ’Giv mig dog en konge og fyrster’?+ 11 Jeg gav dig en konge i min vrede,+ og jeg tager ham bort i min heftige vrede.+

12 Eʹfraims brøde er indsvøbt; hans synd er gemt hen.+ 13 En fødende kvindes veer skal komme over ham.+ Han er ikke en vís søn,+ for når tiden er inde, befinder han sig ikke hvor sønner bryder frem [og fødes].+

14 Af Sheʹols* vold vil jeg løskøbe dem,+ fra døden* vil jeg genløse dem.*+ Død, hvor er dine brodde?+ Sheʹol,* hvor er din ødelæggende kraft?+ Det er skjult for mine øjne at fortryde.+

15 Hvis han som søn af sivplanter bærer frugt,+ kommer der en østenvind, en blæst* fra Jehova.+ Fra ørkenen kommer den op, og den tørrer hans brønd ud og tørrer hans kilde bort.+ Den plyndrer skatkammeret for alle klenodierne.+

16 Samaʹria vil blive holdt skyldigt,+ for det har sat sig op imod sin Gud.*+ For sværdet skal de falde.+ Deres børn knuses+ og deres gravide kvinder sprættes op.“+

14 „Vend om, Israel, til Jehova din Gud;+ du er jo snublet ved din brøde.+ 2 Tag ord med jer og vend om til Jehova.+ Sig alle til ham: ’Tilgiv brøde,+ og tag imod det der er godt, ja, vi vil betale med vore læbers tyre.*+ 3 Assyrien vil ikke frelse os.+ På heste vil vi ikke ride.+ Og vi vil ikke mere sige til vore hænders værk: „Vor Gud!“ for det er hos dig den faderløse finder barmhjertighed.’+

4 Jeg helbreder deres troløshed.+ Jeg vil elske dem af egen fri vilje,+ for min vrede har vendt sig fra dem.+ 5 Jeg vil være* som dug for Israel.+ Han skal blomstre som liljen og slå rødder som Libanon. 6 Hans kviste vokser ud, og hans værdighed bliver som oliventræets+ og hans duft som Libanons. 7 De skal igen bo i hans skygge.+ De skal avle korn, og de skal skyde som et vintræ.+ Hans omdømme* vil være som Libanons vin.

8 Eʹfraim [siger]: ’Hvad har jeg mere at gøre med gudebillederne?’*+

Jeg vil svare [Eʹfraim] og jeg vil se efter det.+ Jeg er som et frodigt enebærtræ.+ Fra mig kommer din frugt.“

9 Hvem er vís, så han forstår disse ting,+ forstandig, så han kender dem?+ For Jehovas veje er rette,+ og det er de retfærdige som går på dem;+ men overtræderne vil snuble på dem.+