Daniel*

1 I kong Joʹjakim+ af Judas tredje regeringsår kom kong Nebukadneʹzar af Babylon* til Jerusalem og belejrede den.+ 2 Siden overgav Jehova* kong Joʹjakim af Juda i hans hånd,+ samt en del af redskaberne+ ved den [sande] Guds* hus, hvorpå han bragte dem til Siʹnears land,*+ til sin guds hus, og redskaberne bragte han til huset hvor hans guds* skatkammer var.+

3 Kongen bad derpå sin overhofmester*+ Asjʹpenaz om at komme med nogle af Israels sønner — både nogle af kongelig æt* og nogle af de fornemme,+ 4 børn som var helt uden legemsfejl+ og som så godt ud og havde indsigt i al slags visdom+ og var kendt med kundskab og kyndige i lærdom+ og som havde evner til at stå [i kongens tjeneste] i kongens palads+ — og lære dem kaldæernes skrift og tungemål. 5 Kongen tildelte dem endvidere en daglig forsyning af kongens fine mad+ og den vin han drak af, idet han sørgede for dem i tre år, sådan at de ved udløbet af dem kunne stå i kongens tjeneste.

6 Nu var der nogle af Judas sønner iblandt dem, Daniel,+ Hananʹja, Miʹsjael og Azarʹja.+ 7 Overhofmesteren gav dem imidlertid andre navne.+ Således gav han Daniel [navnet] Beltʹsazzar,+ og Hananʹja [navnet] Sjaʹdrak, og Miʹsjael [navnet] Meʹsjak, og Azarʹja [navnet] Aʹbed-Neʹgo.+

8 Men Daniel besluttede i sit hjerte at han ikke ville besmitte+ sig med kongens fine mad eller den vin han drak af, så han bad overhofmesteren om han måtte være fri for at besmitte sig.+ 9 Og den [sande] Gud lod Daniel finde loyal hengivenhed* og barmhjertighed hos overhofmesteren,+ 10 men overhofmesteren sagde til Daniel: „Jeg er bange for min herre* kongen som har tildelt jer mad og drikke,+ for hvorfor skulle han se jeres ansigter se dårligere ud end de børns som er jævnaldrende med jer, og [hvorfor] skulle I bringe kongens fordømmelse over mit hoved?“ 11 Derfor sagde Daniel til den opsynsmand som overhofmesteren+ havde sat over Daniel, Hananʹja, Miʹsjael og Azarʹja: 12 „Prøv dog dine tjenere i ti dage og lad os få nogle grøntsager+ at spise og vand at drikke, 13 og lad vores udseende og udseendet af de børn som spiser kongens fine mad, blive synet af dig; gør så med dine tjenere efter hvad du ser.“

14 Da hørte han på dem i denne sag og prøvede dem i ti dage. 15 Og efter ti dages forløb så de bedre ud og var bedre i stand end alle de børn som spiste kongens fine mad.+ 16 Så fortsatte opsynsmanden med at fjerne deres fine mad og vinen der var til dem at drikke, og at give dem grøntsager.+ 17 Og disse fire børn gav den [sande] Gud lærdom og indsigt i al slags skrift og visdom;+ og Daniel forstod sig på alle slags syner og drømme.+

18 Efter udløbet af de dage som kongen havde fastsat indtil de skulle føres ind,+ førte overhofmesteren dem så frem for Nebukadneʹzar. 19 Kongen talte så med dem, og der fandtes ingen blandt dem alle som Daniel, Hananʹja, Miʹsjael og Azarʹja;+ derfor kom de til at stå i kongens tjeneste.+ 20 Og hver gang kongen rådspurgte dem i en sag som krævede visdom [og] forstand,+ fandt han dem ti gange bedre end alle de magere+ og besværgere+ der var i hele hans rige. 21 Og Daniel blev der til kong Kyʹros’* første år.+

2 Og i Nebukadneʹzars andet regeringsår drømte Nebukadneʹzar nogle drømme,+ og hans ånd blev foruroliget,+ og søvnen veg fra ham. 2 Kongen sagde da at man skulle tilkalde magerne+ og besværgerne og troldmændene og kaldæerne, for at de kunne fortælle kongen hans drømme.+ De kom da ind og stillede sig foran kongen, 3 og kongen sagde til dem: „Jeg har drømt en drøm, og min ånd er urolig efter at kende drømmen.“ 4 Kaldæerne talte da til kongen på aramaisk:*+ „O konge, måtte du leve til fjerne tider!+ Sig dine tjenere drømmen, så vil vi klarlægge tydningen.“+

5 Kongen svarede og sagde til kaldæerne: „Det ord udstedes af mig: Hvis I ikke gør mig bekendt med drømmen og dens tydning, skal I sønderlemmes,+ og jeres huse skal gøres til offentlige nødtørftssteder.+ 6 Men hvis I klarlægger drømmen og dens tydning, vil I modtage gaver og en foræring og stor ære af mig.+ Klarlæg derfor drømmen og dens tydning for mig.“

7 De svarede for anden gang og sagde: „Måtte kongen sige sine tjenere drømmen, så vil vi klarlægge dens tydning.“

8 Kongen svarede og sagde: „Jeg ved med bestemthed at I prøver at vinde tid, fordi I har indset at ordet er udstedt af mig. 9 For hvis I ikke gør mig bekendt med drømmen, vil denne ene dom+ ramme jer. Men I har aftalt at fremføre løgnagtige og bedrageriske ord over for mig,+ indtil situationen har ændret sig med tiden. Sig mig derfor hvad drømmen var, så jeg kan vide om I kan klarlægge dens tydning.“

10 Kaldæerne svarede over for kongen og sagde: „Der er intet menneske på det tørre land som kan klarlægge den sag der optager kongen, for ingen storkonge eller hersker har bedt nogen mager eller besværger eller kaldæer om noget sådant. 11 Og det som kongen beder om er vanskeligt, og der er heller ingen anden som kan klarlægge det for kongen undtagen guderne,*+ hvis bolig ikke er hos kødet.“+

12 På grund af dette blev kongen vred og meget harmfuld+ og sagde at alle Babylons* vismænd skulle udryddes.+ 13 Og ordren udgik, og vismændene skulle dræbes;* og man søgte efter Daniel og hans venner for at de kunne blive dræbt.

14 På det tidspunkt henvendte Daniel* sig med velovervejede og fornuftige ord+ til Arʹjok, øversten for kongens livvagt, som var gået ud for at dræbe Babylons vismænd. 15 Han tog til orde og sagde til Arʹjok, kongens officer: „Hvordan kan det være at der kommer så streng en ordre fra kongen?“ Arʹjok gjorde så Daniel bekendt med sagen.+ 16 Daniel gik da ind og bad kongen om at give ham tid så han kunne klarlægge tydningen for kongen.+

17 Derefter gik Daniel til sit hus og gjorde sine venner Hananʹja, Miʹsjael og Azarʹja bekendt med sagen, 18 for at de kunne bede om barmhjertighed+ fra himmelens Gud*+ i forbindelse med denne hemmelighed,*+ så man ikke udryddede Daniel og hans venner sammen med resten af Babylons vismænd.+

19 Da blev hemmeligheden åbenbaret for Daniel i et syn om natten,+ hvorpå Daniel velsignede+ himmelens Gud.* 20 Daniel tog til orde og sagde: „Velsignet være Guds* navn+ fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid, for visdom og vælde tilhører ham.+ 21 Og han ændrer tider* og perioder,+ fjerner konger og indsætter konger,+ giver visdom til de vise og kundskab til dem der kender til forstand.+ 22 Han åbenbarer det dybe og det skjulte;+ han ved hvad der er i mørket,+ og hos ham bor lyset.+ 23 Dig, mine forfædres Gud, takker og priser jeg,+ for du har givet mig visdom+ og styrke. Og nu har du ladet mig vide hvad vi bad dig om, for du har ladet os vide besked med den sag der optager kongen.“+

24 Som følge heraf gik Daniel ind til Arʹjok,+ som kongen havde overdraget at udrydde Babylons vismænd.+ Han gik hen og sagde følgende til ham: „Udryd ikke Babylons vismænd. Før mig ind til kongen,+ så jeg kan klarlægge tydningen for kongen.“

25 Da skyndte Arʹjok sig at føre Daniel ind til kongen, og han sagde følgende til ham: „Jeg har fundet en mand blandt de landflygtige*+ fra Juda som kan gøre kongen bekendt med tydningen.“ 26 Kongen svarede og sagde til Daniel, hvis navn var Beltʹsazzar:*+ „Er du i stand til at gøre mig bekendt med den drøm som jeg har haft, og med dens tydning?“+ 27 Daniel svarede over for kongen og sagde: „Den hemmelighed som kongen spørger om, kan vismænd, besværgere, magere [og] astrologer ikke klarlægge for kongen.+ 28 Der er imidlertid en Gud* i himmelen som åbenbarer hemmeligheder,+ og han har ladet kong Nebukadneʹzar* vide hvad der skal ske i de sidste dage.+ Dette var din drøm og dit hoveds syner mens du lå på din seng:

29 Mens du, o konge, lå på din seng,+ meldte der sig tanker hos dig om det der herefter skal ske, og Han som åbenbarer hemmeligheder har ladet dig vide hvad der skal ske.+ 30 Og hvad mig angår, er det ikke ved nogen visdom der er i mig frem for alle andre levende, at denne hemmelighed er blevet åbenbaret for mig,+ men det er for at kongen kan blive bekendt med tydningen og for at du kan kende dit hjertes tanker.+

31 Du skuede, o konge, se, en stor billedstøtte. Denne billedstøtte, som var kolossal og hvis glans var overmåde stærk, stod foran dig, og dens udseende var frygtindgydende. 32 Hovedet på denne billedstøtte var af fint guld;+ dens bryst og dens arme var af sølv,+ dens bug og dens hofter var af kobber,+ 33 dens ben var af jern,+ dens fødder var dels af jern, dels af formet ler.+ 34 Du blev ved med at se indtil en sten* blev revet løs,* dog ikke med hænder,+ og ramte billedstøtten på dens fødder af jern og formet ler og knuste dem.+ 35 Da knustes jernet, det formede ler, kobberet, sølvet og guldet samtidig og blev som avnerne fra sommerens tærskepladser,+ og vinden* bar dem bort så der slet intet spor fandtes efter dem.+ Men stenen som ramte billedstøtten blev til et stort bjerg og fyldte hele jorden.+

36 Dette var drømmen, og vi vil fremføre tydningen over for kongen.+ 37 Du, o konge, kongernes konge, du som himmelens Gud har givet riget, magten og kraften og æren,+ 38 og i hvis hånd han har givet,+ overalt hvor menneskenes sønner bor, markens dyr og himmelens flyvende skabninger, og som han har gjort til hersker over dem alle, du er hovedet af guld.+

39 Og efter dig vil der opstå et andet rige,+ ringere end dit;*+ og endnu et rige, et tredje, af kobber, som skal herske over hele jorden.+

40 Og det fjerde rige+ vil være stærkt som jern.+ For ligesom jern knuser og søndermaler alt andet, sådan vil det, ligesom jern der sønderslår, knuse og sønderslå alle de andre.+

41 Og eftersom du så at fødderne og tæerne var dels af formet pottemagerler og dels af jern,+ vil riget være delt,+ men der vil være noget af jernets hårdhed i det, eftersom du så jern blandet med fugtigt ler.+ 42 Og [eftersom] tæerne på fødderne var dels af jern, dels af formet ler, vil riget dels være stærkt og dels være svagt. 43 Eftersom du så jern blandet med fugtigt ler, vil de være blandet med menneskenes afkom;* men de kan ikke holde sammen indbyrdes, ligesom jern ikke kan blandes med formet ler.

44 Men i de kongers* dage+ vil himmelens Gud+ oprette et rige*+ som aldrig vil blive ødelagt.+ Og riget* vil ikke blive overdraget til noget andet folk.+ Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger,+ men selv bestå evindelig;+ 45 du så jo at en sten blev revet løs fra bjerget, men ikke med hænder,+ og den knuste jernet, kobberet, det formede ler, sølvet og guldet.+ Den store Gud*+ har ladet kongen vide hvad der herefter skal ske.+ Og drømmen står fast, og tydningen af den er pålidelig.“+

46 Da faldt kong Nebukadneʹzar på sit ansigt og tilbad Daniel, og han sagde at man skulle frembære en offergave og røgelse for ham.+ 47 Kongen svarede Daniel og sagde: „I sandhed, jeres Gud* er gudernes Gud*+ og kongernes Herre+ og den der åbenbarer hemmeligheder, for du kunne åbenbare denne hemmelighed.“+ 48 Derpå forfremmede kongen Daniel+ og gav ham mange store gaver, og han gjorde ham til hersker over hele provinsen Babylon+ og øverste præfekt over alle Babylons vismænd. 49 Men Daniel rettede en anmodning til kongen, hvorpå denne satte Sjaʹdrak,* Meʹsjak* og Aʹbed-Neʹgo*+ over forvaltningen af provinsen Babylon; Daniel, derimod, blev ved kongens hof.*+

3 Kong Nebukadneʹzar lavede en billedstøtte+ af guld som var tres alen høj [og] seks alen bred. Han stillede den op på Duʹrasletten i provinsen Babylon.+ 2 Og kong Nebukadneʹzar sendte bud for at sammenkalde satrapperne, præfekterne+ og landshøvdingerne, rådgiverne, skatmestrene, dommerne, politimestrene+ og alle provinsembedsmændene til at komme til indvielsen+ af den billedstøtte som kong Nebukadneʹzar havde opstillet.

3 Da samledes satrapperne,+ præfekterne og landshøvdingerne, rådgiverne, skatmestrene, dommerne, politimestrene og alle provinsembedsmændene til indvielsen af den billedstøtte som kong Nebukadneʹzar havde opstillet, og de stod foran billedstøtten som Nebukadneʹzar havde opstillet, 4 og herolden*+ råbte højt: „Det befales jer, I folkeslag, folkestammer og tungemål,+ 5 at når I hører tonerne af horn, fløjte, citer, harpe, hakkebræt, sækkepibe og alle andre slags musikinstrumenter,+ skal I falde ned og tilbede billedstøtten af guld som kong Nebukadneʹzar har opstillet. 6 Og den der ikke falder ned og tilbeder,+ vil øjeblikkelig+ blive kastet i den brændende ildovn.“+ 7 Så snart alle folkeslagene hørte tonerne af horn, fløjte, citer, harpe, hakkebræt og alle andre slags musikinstrumenter, faldt alle folkeslagene,+ folkestammerne og tungemålene derfor ned [og] tilbad guldbilledstøtten som kong Nebukadneʹzar havde opstillet.

8 På det tidspunkt kom nogle kaldæere* derfor hen og rettede anklage mod jøderne.*+ 9 De tog til orde og sagde til kong Nebukadneʹzar: „O konge, måtte du leve til fjerne tider!+ 10 Du, o konge, har selv udstedt befaling om at enhver mand som hørte tonerne af horn, fløjte, citer, harpe, hakkebræt og sækkepibe og alle andre slags musikinstrumenter,+ skulle falde ned og tilbede guldbilledstøtten, 11 og at den der ikke faldt ned og tilbad, skulle kastes i den brændende ildovn.+ 12 Der er nogle jøder* som du har sat over forvaltningen af provinsen Babylon,+ Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo; disse mænd har ikke givet agt på dig, o konge; dine guder* tjener de ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder de ikke.“+

13 Da sagde Nebukadneʹzar i raseri og forbitrelse+ at man skulle hente Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo.+ Man hentede så disse mænd til kongen. 14 Nebukadneʹzar tog til orde og sagde til dem: „Er det sandt, Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo, at I ikke tjener mine guder*+ og ikke tilbeder guldbilledstøtten som jeg har opstillet?+ 15 Nu vel, hvis I er rede, sådan at I, når I hører tonerne af horn, fløjte, citer, harpe, hakkebræt og sækkepibe og alle andre slags musikinstrumenter,+ falder ned og tilbeder billedstøtten som jeg har lavet, [skal der ikke ske jer noget]. Men hvis I ikke tilbeder den, vil I øjeblikkelig blive kastet i den brændende ildovn. Hvem er så den gud* som kan redde jer ud af mine hænder?“+

16 Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo svarede og sagde til kongen: „Vi behøver ikke at give dig svar på dette, Nebukadneʹzar.+ 17 Hvis det sker, kan vor Gud* som vi tjener, redde os. Han vil redde [os] ud af den brændende ildovn og af din hånd, o konge.+ 18 Og hvis ikke, så skal du vide, o konge, at dine guder* tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“+

19 Da blev Nebukadneʹzar fyldt med forbitrelse, og udtrykket i hans ansigt forandredes over for Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo. Han svarede og sagde at man skulle gøre ovnen syv gange hedere end det den ellers blev ophedet til. 20 Og han sagde til nogle mænd som var vældige krigere+ i hans kampstyrke, at de skulle binde Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo og kaste dem i den brændende ildovn.+

21 Da blev disse mænd bundet i deres kapper, klædninger, huer og andre klædningsstykker og kastet i den brændende ildovn. 22 Netop fordi kongens ord var strengt og ovnen var ophedet til overmål, dræbte den flammende ild de mænd som førte Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo op, 23 mens de tre mænd, Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo, faldt bundne ned i den brændende ildovn.*+

24 Da blev kong Nebukadneʹzar forfærdet og rejste sig hastigt. Han tog til orde og sagde til sine kongelige embedsmænd: „Var det ikke tre mænd vi kastede bundne ind i ilden?“+ Og de svarede og sagde til kongen: „Jo, det var, o konge.“ 25 Han svarede og sagde: „Se! Jeg ser fire mænd gå frit omkring inde i ilden, og de har ingen skade taget, og den fjerdes udseende ligner en gudssøns.“*+

26 Derpå gik Nebukadneʹzar hen til døren til den brændende ildovn.+ Han tog til orde og sagde: „Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo, I den højeste Guds* tjenere,+ træd ud og kom herhen!“ Da trådte Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo ud af ilden. 27 Og de forsamlede satrapper, præfekter og landshøvdinger og kongelige embedsmænd+ så at ilden ikke havde haft magt over disse mænds legemer,+ ja, ikke et hår på deres hoveder+ var blevet svedet, og selv deres kapper var ikke forandret og der var ingen brandlugt ved dem.

28 Nebukadneʹzar tog til orde og sagde: „Velsignet være Sjaʹdraks, Meʹsjaks og Aʹbed-Neʹgos Gud,+ der sendte sin engel+ og reddede sine tjenere som stolede på ham+ og som gik imod* kongens ord og overgav deres legemer, fordi de ikke ville tjene+ eller tilbede+ nogen som helst anden gud end deres egen Gud.*+ 29 Og jeg udsteder hermed en befaling om+ at i hvert folkeslag, hver folkestamme og hvert tungemål skal den der siger noget som er forkert om Sjaʹdraks, Meʹsjaks og Aʹbed-Neʹgos Gud, sønderlemmes,+ og hans hus skal gøres til et offentligt nødtørftssted,+ for der findes ingen anden gud* der som han kan udfri.“+

30 Derpå lod kongen Sjaʹdrak, Meʹsjak og Aʹbed-Neʹgo have fremgang i provinsen Babylon.*+

4 „Kong Nebukadneʹzar til alle folkeslag, folkestammer og tungemål som bor på hele jorden:+ Måtte jeres fred blive stor.+ 2 De tegn og undere som den højeste Gud har gjort med mig, behager det mig at bekendtgøre.+ 3 Hvor store hans tegn, og hvor mægtige hans undere!+ Hans rige er et rige der varer evindelig,+ og hans herredømme varer generation efter generation.+

4* Mens jeg, Nebukadneʹzar, levede sorgløst+ i mit hus og trivedes i mit palads,+ 5 havde jeg en drøm som gjorde mig bange;+ og tankebillederne [der opstod hos mig] mens jeg lå på min seng og mit hoveds syner forfærdede mig.+ 6 Jeg udstedte så en befaling om at alle Babylons vismænd skulle føres ind til mig, så de kunne gøre mig bekendt med drømmens tydning.+

7 Da kom magerne, besværgerne, kaldæerne+ og astrologerne+ ind, og jeg fremførte over for dem hvad drømmen var, men de gjorde mig ikke bekendt med dens tydning.+ 8 Til sidst kom så Daniel ind til mig, han hvis navn er Beltʹsazzar+ efter min guds navn,+ og i hvem de hellige guders ånd* er,+ og over for ham fremførte jeg hvad drømmen var:

9 ’Beltʹsazzar, øverste for magerne,+ da jeg ved at hellige guders ånd er i dig+ og at slet ingen hemmelighed* volder dig besvær,+ så sig [mig] synerne i den drøm som jeg har haft, og dens tydning.+

10 Jeg så altså mit hoveds syner mens jeg lå på min seng,+ og se, der var et træ+ midt på jorden, og det var umådelig højt.+ 11 Træet voksede og blev stærkt, og det var så højt at det til sidst nåede til himmelen, og det kunne ses* helt til jordens ende.+ 12 Dets løv var smukt, og dets frugter var mange, og der var føde på det til alle. Under det søgte markens dyr+ skygge,+ og på dets grene boede himmelens fugle,+ og fra det fik alt kød næring.

13 Jeg så videre i mit hoveds syner mens jeg lå på min seng, og se, en vægter,*+ ja, en hellig,+ kom ned fra himmelen. 14 Han råbte højt,* og han sagde følgende: „Fæld træet+ og skær dets grene af. Ryst dets løv af og spred dets frugter. Lad dyrene flygte fra [skyggen] under det og fuglene fra dets grene.+ 15 I skal dog lade dets rodstub blive i jorden, men i bånd af jern og kobber, mellem græsset på marken; og lad det vædes af himmelens dug, og lad det dele lod med dyrene blandt jordens planter.+ 16 Lad dets hjerte forandres fra at være et menneskes, og lad det få et dyrehjerte,+ og lad syv tider*+ gå hen over det. 17 Sagen [hviler] på vægternes*+ afgørelse og anmodningen [på] de helliges udsagn, for at de levende kan erkende at den Højeste er hersker* over menneskenes* rige+ og giver det til hvem han vil,+ og selv den ubetydeligste blandt menneskene* ophøjer han over det.“+

18 Det var den drøm som jeg, kong Nebukadneʹzar, havde; og du, Beltʹsazzar, sig hvad tydningen er, for ingen af alle mit riges vismænd har kunnet gøre mig bekendt med tydningen.+ Men du er i stand til det, for hellige guders ånd* er i dig.’+

19 Da blev Daniel, hvis navn var Beltʹsazzar,+ et øjeblik stum af forbløffelse, og hans tanker forfærdede ham.+

Kongen tog til orde og sagde: ’Beltʹsazzar, lad ikke drømmen og tydningen forfærde dig.’+

Beltʹsazzar svarede og sagde: ’Min herre,* måtte drømmen gælde dem der hader dig, og dens tydning dine modstandere.+

20 Det træ som du så, som voksede sig stort og blev stærkt, og som var så højt at det til sidst nåede til himmelen, og som kunne ses over hele jorden,+ 21 og hvis løv var smukt, og hvis frugter var mange, og som der var føde på til alle, under hvilket markens dyr boede, og på hvis grene himmelens fugle holdt til,+ 22 det er dig selv, o konge,+ for du er blevet stor, og du er blevet stærk, og din storhed er vokset og når til himmelen,+ og dit herredømme til jordens ende.+

23 Og når kongen så en vægter,* ja, en hellig,+ komme ned fra himmelen og sige: „Fæld træet og ødelæg det. I skal dog lade dets rodstub blive i jorden, men i bånd af jern og kobber, mellem græsset på marken; og lad det vædes af himmelens dug, og lad det dele lod med markens dyr indtil syv tider* er gået hen over det,“+ 24 så er dette tydningen, o konge, og det er den Højestes+ afgørelse+ der vil ramme min herre* kongen:+ 25 Ja, du vil blive drevet bort fra menneskene, og din bolig skal være blandt markens dyr,+ og du vil som okserne få planter at spise;+ og du vil blive vædet af himmelens dug, og syv tider*+ vil gå hen over dig, indtil du erkender at den Højeste er hersker* over menneskenes* rige+ og giver det til hvem han vil.+

26 Men eftersom man sagde at træets rodstub skulle blive tilbage,+ vil dit rige være sikret dig efter at du har erkendt at det er himmelen der har magten.+ 27 Måtte mit råd derfor behage dig,+ o konge: bryd med dine synder ved retfærdighed,+ og med din brøde ved barmhjertighed mod de fattige.+ Måske vil din fremgang vare ved.’“+

28 Alt dette ramte kong Nebukadneʹzar.+

29 Da der var gået tolv månemåneder, gik han engang omkring på det kongelige palads i Babylon. 30 Kongen tog til orde og sagde:+ „Er dette ikke det store Babylon som jeg har bygget til kongelig residens i kraft af min magt+ og til ære for min majestæt?“+

31 Mens ordet endnu var i kongens mund, lød en røst fra himmelen: „Det siges dig, kong Nebukadneʹzar: ’Riget er taget fra dig,+ 32 og du vil blive drevet bort fra menneskene, og din bolig skal være blandt markens dyr.+ Du vil som okserne få planter at spise, og syv tider* vil gå hen over dig, indtil du erkender at den Højeste er hersker* over menneskenes* rige og giver det til hvem han ønsker.’“+

33 I samme øjeblik+ blev ordet opfyldt på Nebukadneʹzar, og han blev drevet bort fra menneskene, hvorpå han spiste planter som okserne, og hans legeme blev vædet af himmelens dug, indtil hans hår blev langt som ørnes [fjer] og hans negle som fugles [kløer].+

34 „Da dagene var gået,+ løftede jeg, Nebukadneʹzar, mine øjne til himmelen,+ og jeg fik derpå min forstand tilbage; og jeg velsignede den Højeste,+ og jeg priste og ærede ham som lever evindelig,+ for hans herredømme er et varigt herredømme, og hans rige varer generation efter generation.+ 35 Og alle jordens beboere er for intet at regne,+ og han gør som han vil* med himmelens hær og jordens beboere.+ Og der er ingen som kan holde hans hånd tilbage+ og sige til ham: ’Hvad gør du?’+

36 På dette tidspunkt fik jeg min forstand tilbage, og til min kongeværdighed fik jeg min majestæt og min glans tilbage;+ og mine kongelige embedsmænd og mine stormænd opsøgte mig, og jeg blev genindsat over mit rige, og yderligere fik jeg en storhed ud over det sædvanlige.+

37 Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadneʹzar, himmelens Konge,+ fordi alle hans gerninger er sande og hans veje er rette,*+ og fordi han kan ydmyge dem der vandrer i hovmod.“+

5 Kong Belʹsazzar*+ afholdt en stor banket* for et tusind af sine stormænd, og han drak vin+ i nærværelse af disse tusind. 2 Påvirket af vinen+ sagde Belʹsazzar at man skulle hente de guld- og sølvkar+ som hans fader Nebukadneʹzar havde fjernet fra templet* der havde været i Jerusalem, sådan at kongen og hans stormænd, hans medhustruer og hans konkubiner kunne drikke af dem.+ 3 Da hentede de guldkarrene som var blevet fjernet fra Guds* hus’ tempel i Jerusalem, og kongen og hans stormænd, hans medhustruer og hans konkubiner drak af dem. 4 De drak vin, og de priste guder* af guld og sølv, kobber, jern, træ og sten.+

5 I samme øjeblik viste der sig fingre af en menneskehånd, og de skrev på kalken på væggen i kongens palads,+ ud for lampestanderen, og kongen så bagsiden af hånden som skrev. 6 Da skiftede kongen ansigtsfarve, og hans tanker forfærdede ham,+ og hans hofteled blev slappe,+ og hans knæ slog mod hinanden.+

7 Kongen råbte højt at man skulle føre besværgerne, kaldæerne og astrologerne ind.+ Kongen tog til orde og sagde til Babylons vismænd: „Den der læser denne skrift og klarlægger dens tydning for mig, skal — uanset hvem han er — klædes i purpur+ og have en guldkæde om halsen, og han skal herske som den tredje i riget.“+

8 Da kom alle kongens vismænd ind, men de var ikke i stand til at læse skriften eller gøre kongen bekendt med tydningen.+ 9 Kong Belʹsazzar blev da meget forfærdet, og han skiftede ansigtsfarve, og hans stormænd var rådvilde.+

10 Dronningen selv kom nu ind i festsalen som følge af kongens og hans stormænds ord. Dronningen tog til orde og sagde: „O konge, måtte du leve til fjerne tider!+ Lad ikke dine tanker forfærde dig, og skift ikke ansigtsfarve. 11 Der er en mand i dit rige i hvem hellige guders ånd* er;+ i din faders dage fandtes der lys og indsigt og en visdom som gudernes visdom hos ham, og din fader, kong Nebukadneʹzar, indsatte ham som øverste+ for magerne, besværgerne, kaldæerne [og] astrologerne. [Det gjorde] din fader, o konge; 12 for der fandtes en ånd ud over det sædvanlige og kundskab og indsigt til at tyde drømme+ og opklare gåder og løse knuder i ham,+ i Daniel, som kongen selv gav navnet Beltʹsazzar.+ Lad Daniel tilkalde nu, så han kan klarlægge tydningen.“

13 Daniel blev så ført ind til kongen. Kongen tog til orde og sagde til Daniel: „Er du Daniel, en af de landflygtige* fra Juda,+ som min fader kongen hentede i Juda?+ 14 Jeg har nemlig hørt om dig at der er guders ånd* i dig,+ og at der findes lys og indsigt og usædvanlig visdom+ hos dig. 15 Og nu har man ført vismændene [og] besværgerne ind til mig, så de kunne læse skriften dér, for at gøre mig bekendt med tydningen, men de er ikke i stand til at klarlægge tydningen af dette.+ 16 Og jeg har hørt om dig at du kan give tydninger+ og løse knuder; nu vel, hvis du kan læse skriften og gøre mig bekendt med tydningen, vil du blive klædt i purpur og få en guldkæde om halsen, og du skal herske som den tredje i riget.“+

17 Da svarede Daniel og sagde til kongen: „Behold blot dine gaver og giv en anden dine foræringer.+ Men jeg skal nok læse skriften for kongen og gøre ham bekendt med tydningen.+ 18 Hvad angår dig selv, o konge, så gav den højeste Gud*+ din fader Nebukadneʹzar+ kongedømme og storhed og ære og majestæt.+ 19 Og på grund af den storhed han gav ham, skælvede alle folkeslagene, folkestammerne og tungemålene og frygtede for ham.+ Han dræbte den han ville, og slog* den han ville; han ophøjede den han ville, og ydmygede den han ville.+ 20 Men da hans hjerte blev hovmodigt og hans ånd forhærdede sig, så han handlede overmodigt,+ blev han styrtet fra sin kongetrone, og hans værdighed blev taget fra ham.+ 21 Og han blev drevet bort fra menneskenes sønner,* og hans hjerte blev som et dyrs, og hans bolig var hos vildæslerne.+ Han fik planter at spise som okserne, og hans legeme blev vædet af himmelens dug,+ indtil han erkendte at den højeste Gud er hersker* over menneskenes rige, og at han sætter den han vil over det.+

22 Men du, hans søn Belʹsazzar,+ har ikke ydmyget dit hjerte,+ selv om du vidste alt dette.+ 23 Du har tværtimod hovmodet dig imod himmelens Herre,*+ og man har hentet karrene fra hans hus til dig,+ og du og dine stormænd, dine medhustruer og dine konkubiner drikker vin af dem, og du har prist guder* af sølv og guld, kobber, jern, træ og sten,+ som hverken ser eller hører eller ved noget;+ men den Gud* i hvis hånd dit åndedræt* er+ og som alle dine veje tilhører,+ har du ikke æret.+ 24 Derfor er denne hånd blevet sendt fra ham, og denne skrift blevet skrevet.+ 25 Og dette er skriften som er blevet skrevet: MEʹNE, MEʹNE, TEʹKEL og PARʹSIN.*

26 Og dette er tydningen af ordet: MEʹNE, Gud har talt* dit rige[s dage] og gjort ende på det.*+

27 TEʹKEL, du er blevet vejet* på vægten og fundet for let.+

28 PEʹRES, dit rige er blevet delt* og givet til mederne og perserne.“*+

29 Da befalede* Belʹsazzar at man klædte Daniel i purpur og lagde en guldkæde om hans hals, og man udråbte* ham til at være den tredje hersker i riget.+

30 Samme nat* blev den kaldæiske kong Belʹsazzar dræbt,+ 31* og mederen Dariʹus*+ modtog riget i en alder af omkring toogtres år.

6 Det behagede Dariʹus at sætte et hundrede og tyve satrapper over riget til at stå for hele riget,+ 2 og over dem tre højere embedsmænd, af hvem Daniel var den ene,+ for at disse satrapper+ kunne aflægge rapport til dem, således at kongen ikke led tab.+ 3 Da udmærkede denne Daniel sig til stadighed+ frem for de andre højere embedsmænd og satrapperne, fordi der var en ånd* ud over det sædvanlige i ham,+ og kongen tænkte på at sætte ham over hele riget.

4 Da søgte de højere embedsmænd og satrapperne at finde et påskud for en anklage mod Daniel i forbindelse med [hans forvaltning af] riget.+ Men de kunne ikke finde noget som helst påskud for en anklage eller noget der var uhæderligt, for han var pålidelig, og der fandtes slet ikke nogen forsømmelighed eller noget uhæderligt hos ham.+ 5 Da sagde disse mænd: „Vi finder intet påskud for en anklage mod denne Daniel, medmindre vi finder det mod ham i hans Guds* lov.“+

6 Derpå kom disse højere embedsmænd og satrapper i samlet flok til kongen,+ og de sagde følgende til ham: „Kong Dariʹus, måtte du leve til fjerne tider!+ 7 Alle de højere embedsmænd i riget, præfekterne og satrapperne, de kongelige embedsmænd og landshøvdingerne, foreslår i samråd at der udstedes en kongelig forordning,+ og at der sættes et forbud i kraft, om at enhver der i tredive dage retter en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske* end dig, o konge, skal kastes i løvekulen.+ 8 Måtte du nu, o konge, udstede forbudet og undertegne skrivelsen,+ så den ikke kan ændres, i overensstemmelse med medernes og persernes lov,+ der ikke kan kaldes tilbage.“+

9 Følgelig undertegnede kong Dariʹus skrivelsen og forbudet.+

10 Men så snart Daniel fik at vide at skrivelsen var blevet undertegnet, gik han ind i sit hus, og med vinduerne i tagkammeret åbne mod Jerusalem+ faldt han tre gange om dagen+ på knæ og bad+ og lovpriste foran sin Gud,*+ sådan som han hidtil havde været vant til at gøre.+ 11 Da kom disse mænd i samlet flok og fandt Daniel i færd med at holde bøn og bede ydmygt foran sin Gud.+

12 Derpå trådte de frem for kongen og sagde angående kongens forbud: „Har du ikke undertegnet et forbud om at enhver der i tredive dage retter en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske end dig, o konge, skal kastes i løvekulen?“+ Kongen svarede og sagde: „Sagen står fast i overensstemmelse med medernes og persernes lov, som ikke kan kaldes tilbage.“+ 13 De svarede straks og sagde til kongen: „Daniel,+ som er en af de landflygtige* fra Juda,+ har ikke givet agt på dig, o konge, eller på forbudet som du har undertegnet, for han beder sin bøn tre gange om dagen.“+ 14 Da kongen nu hørte dette, mishagede det ham meget,+ og i [sit] sind var han optaget af hvordan han kunne redde Daniel;+ og indtil solnedgang anstrengte han sig for at udfri ham. 15 Til sidst kom mændene selv i samlet flok til kongen, og de sagde til kongen: „Du skal vide, o konge, at ifølge medernes og persernes lov kan intet forbud+ og ingen forordning som kongen har udstedt, ændres.“+

16 Da gav kongen befaling,* og man hentede Daniel og kastede ham i løvekulen.+ Kongen tog til orde og sagde til Daniel: „Din Gud* som du så vedholdende tjener, vil selv redde dig.“+ 17 Og en sten blev hentet og anbragt over kulens åbning, og kongen forseglede den med sin signetring og med sine stormænds signetring, sådan at intet kunne ændres i Daniels sag.+

18 Derpå gik kongen til sit palads og tilbragte natten i faste,+ og ingen musikinstrumenter* blev bragt ind til ham, og søvnen flygtede fra ham.+ 19 Ved daggry, så snart det blev lyst, stod kongen så op og gik hurtigt til løvekulen. 20 Og da han kom hen til kulen, råbte han til Daniel med bedrøvet stemme. Kongen tog til orde og sagde til Daniel: „Daniel, du den levende Guds tjener, mon din Gud* som du til stadighed tjener,+ har kunnet redde dig fra løverne?“+ 21 Da talte Daniel til kongen: „O konge, måtte du leve til fjerne tider! 22 Min Gud+ har sendt sin engel+ og lukket løvernes gab;+ og de har ikke gjort mig fortræd, for over for ham er jeg blevet fundet uskyldig;+ og over for dig, o konge, har jeg heller ikke gjort noget der var til skade.“+

23 Da blev kongen meget glad,+ og han befalede at Daniel skulle løftes op af kulen. Og Daniel blev løftet op af kulen, og man fandt at han overhovedet ikke havde lidt nogen overlast, for han havde stolet på sin Gud.+

24 Da gav kongen befaling, og man hentede de mænd som havde rettet anklage mod* Daniel,+ og kastede dem, deres sønner og deres hustruer+ i løvekulen,+ og de havde ikke nået kulens bund før løverne kastede sig over dem og knuste alle knoglerne i dem.+

25 Derpå skrev kong Dariʹus* til alle folkeslagene, folkestammerne og tungemålene som boede på hele jorden:+ „Måtte jeres fred være stor!+ 26 Der er af mig udstedt en befaling+ om at man overalt under mit riges herredømme skal skælve og frygte for Daniels Gud;+ for han er den levende Gud og den som består evindelig,+ og hans rige+ er et som ikke vil blive ødelagt,+ og hans herredømme* varer for evigt.*+ 27 Han redder og udfrier+ og gør tegn og undere i himmelen+ og på jorden,+ for han har reddet Daniel af løvernes vold.“

28 Og denne Daniel havde fremgang i Dariʹus’*+ rige og i perseren Kyʹros’* rige.+

7 I kong Belʹsazzar*+ af Babylons* første år havde Daniel en drøm og så nogle syner i sit hoved mens han lå på sin seng.+ Derpå skrev han drømmen ned.+ Han gav en fuldstændig beretning om det alt sammen. 2 Daniel tog til orde og sagde:

„I mit syn om natten så jeg, og se: Himmelens fire vinde*+ bragte det vidtstrakte hav i oprør,+ 3 og fire store dyr+ kom op af havet,+ det ene forskelligt+ fra det andet.

4 Det første var som en løve,+ og det havde ørnevinger.+ Jeg så videre indtil dets vinger blev revet af, og det blev løftet op fra jorden+ og stod oprejst på to fødder som et menneske, og der blev givet det et menneskehjerte.+

5 Og se: Endnu et dyr, det andet, lignede en bjørn.+ Og det rejstes op på den ene side,+ og det havde tre ribben i munden, mellem tænderne, og man sagde følgende til det: ’Rejs dig, æd meget kød!’+

6 Efter dette så jeg videre, og se: Endnu et [dyr],* som en leopard,+ og det havde fire fuglevinger på ryggen;* og dyret havde fire hoveder,+ og der blev givet det herredømme.

7 Efter dette så jeg videre i nattesynerne, og se: Et fjerde dyr, frygtindgydende og skrækkeligt og overmåde stærkt.+ Og det havde store tænder af jern. Det åd og knuste, og resten trådte det ned med fødderne; og det var anderledes end alle de dyr som havde været før det, og det havde ti horn.+ 8 Jeg lagde endvidere mærke til hornene, og se: Endnu et horn, et lille et,+ skød op mellem dem, og tre af de første horn blev revet op over for det, og se, dette horn havde øjne som menneskeøjne, og en mund som talte store ord.+

9 Jeg så videre indtil troner* blev sat frem+ og den gamle af dage*+ satte sig. Hans klædning var hvid som sne,+ og håret på hans hoved var som ren uld.+ Hans trone var flammer af ild;+ dens hjul var brændende ild.+ 10 En strøm af ild flød frem og udgik fra ham.+ Tusind gange tusind tjente ham,*+ og ti tusind gange ti tusind stod foran ham.+ Retten*+ blev sat, og bøger blev åbnet.

11 Jeg så videre på det tidspunkt på grund af lyden af de store ord som hornet talte+ — jeg så videre indtil dyret blev dræbt og dets krop udryddet og det blev overladt til den brændende ild.+ 12 Hvad angår resten af dyrene,+ så blev deres herredømme taget bort, og deres liv blev forlænget med en tid og en periode.*+

13 Jeg så videre i nattesynerne, og se: Med himmelens skyer+ kom en der var som en menneskesøn,*+ og han fik foretræde for den gamle af dage,+ og man førte ham frem foran ham.+ 14 Og der blev givet ham herredømme+ og ære+ og kongemagt,*+ og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham;+ hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt.+

15 Hvad mig, Daniel, angår, ængstedes min ånd* i mit indre på grund af dette, og mit hoveds syner forfærdede mig.+ 16 Jeg gik hen til en af dem som stod der, så jeg kunne bede ham om pålidelige oplysninger vedrørende alt dette;+ og han sagde til mig, idet han gjorde mig bekendt med tydningen af det alt sammen:

17 ’Disse store dyr, hvoraf der er fire,+ er fire konger der skal fremstå af jorden.+ 18 Men den Allerhøjestes hellige*+ vil modtage riget, og de skal tage riget i besiddelse+ til fjerne tider, ja, til fjerne tiders fjerne tider.’

19 Derpå ønskede jeg at få pålidelig oplysning om det fjerde dyr, som var anderledes end alle de andre, overmåde frygtindgydende, som havde tænder af jern, som havde kløer af kobber, som åd, knuste og trådte resten ned med fødderne;+ 20 og om de ti horn som var på dets hoved,+ og det andet+ som skød op og for hvilket* tre faldt,+ ja, det horn som havde øjne og en mund der talte store ord,+ og som så større ud end sine fæller.

21 Jeg så videre, og dette horn førte krig mod de hellige og fik overtaget over dem,+ 22 indtil den gamle af dage+ kom og dommen blev afsagt til fordel for den Allerhøjestes hellige+ og den fastsatte tid kom til at de hellige skulle tage riget i besiddelse.+

23 Han sagde følgende: ’Med hensyn til det fjerde dyr, så kommer der på jorden et fjerde rige, som vil være anderledes end alle [andre] riger, og det vil fortære hele jorden og trampe den ned og knuse den.+ 24 Og med hensyn til de ti horn, så vil der af det rige fremstå ti konger,+ og endnu én vil fremstå efter dem, og han vil være anderledes end de første,+ og han vil ydmyge tre konger.+ 25 Han vil tale mod den Højeste,*+ og han vil plage* den Allerhøjestes hellige.*+ Han vil desuden sætte sig for at ændre tider*+ og lov,+ og de* skal gives i hans hånd i én tid og tider og en halv tid.*+ 26 Men retten* blev sat,+ og man fratog ham herredømmet for at tilintetgøre og udrydde [ham] fuldstændigt.*+

27 Og riget og herredømmet og storheden som tilhørte rigerne under den ganske himmel, blev givet til det folk som er den Allerhøjestes hellige.*+ Deres* rige er et varigt rige,+ og alle herredømmer skal tjene og adlyde dem.’+

28 Hermed er dette til ende. Hvad mig, Daniel, angår, forfærdede mine tanker mig meget, så jeg skiftede ansigtsfarve; men jeg gemte dette i mit hjerte.“*+

8 I kong Belʹsazzars+ tredje regeringsår viste der sig et syn for mig, Daniel, efter det der viste sig for mig først.+ 2 Og i synet så jeg — mens jeg så, befandt jeg mig i borgen Suʹsan,+ der ligger i provinsen Eʹlam+ — og i synet så jeg at jeg var ved vandløbet* Uʹlaj.+ 3 Da jeg løftede mine øjne så jeg, og se, en vædder+ stod foran vandløbet, og den havde to horn. Og de to horn ragede højt op, og det ene var højere end det andet, og det højeste voksede ud sidst.+ 4 Jeg så vædderen stange mod vest* og mod nord og mod syd,* og ingen dyr kunne stå sig imod den, og der var ingen som kunne udfri af dens vold;+ og den gjorde som den ville,* og den optrådte overlegent.

5 Mens jeg betragtede det, se, da kom der en gedebuk+ fra solnedgangen hen over hele jordens* flade, og den rørte ikke jorden; og bukken havde et anseligt horn mellem øjnene.+ 6 Den kom helt hen til vædderen med de to horn, den som jeg havde set stå foran vandløbet,* og den løb imod den med forbitret kraft.

7 Og jeg så den nå hen til vædderen, og den fyldtes af bitterhed imod den; og den stødte til vædderen og brød dens to horn af, og der var ingen kraft i vædderen til at stå sig imod den. Og den kastede den til jorden og trampede på den, og der var ingen til at udfri vædderen af dens vold.+

8 Og gedebukken optrådte meget overlegent,+ men så snart den var blevet mægtig, blev det store horn brudt af, og i stedet for det voksede der fire anselige [horn] ud mod himmelens fire vinde.*+

9 Og ud af det ene af dem kom der endnu et horn, et lille et,+ og det voksede sig meget stort mod syd* og mod solopgangen og mod Prydelsen.*+ 10 Og det voksede helt op til himmelens hær+ og fik nogle af hæren og af stjernerne+ til at falde ned på jorden, hvorpå det trampede på dem.+ 11 Ja, selv over for hærens Fyrste+ optrådte det overlegent, og fra ham blev det stadige [offer]*+ taget bort, og hans helligdoms grundfæstede sted blev omstyrtet.+ 12 Og sammen med det stadige [offer]+ blev en hær overgivet+ på grund af overtrædelse.+ Og sandheden+ kastedes til jorden,+ og det handlede og havde fremgang.+

13 Derpå hørte jeg en hellig+ tale, og en anden hellig sagde til den pågældende som talte: „Hvor lang tid gælder synet om det stadige [offer]+ og overtrædelsen der forårsager ødelæggelse,*+ idet både helligdommen og hæren gøres til noget der nedtrampes?“+ 14 Han sagde da til mig: „Indtil der er gået to tusind og tre hundrede aftener [og] morgener; så skal helligdommen bringes tilbage til sin rette tilstand.“*+

15 Og mens jeg, Daniel, så synet og søgte at forstå det,+ se, da stod der foran mig en der så ud som en mand.*+ 16 Derpå hørte jeg en menneskestemme midt i Uʹlaj,*+ og den råbte og sagde: „Gabriel,*+ giv ham forståelse af det han har set!“+ 17 Så kom han hen til hvor jeg stod, og da han kom derhen, blev jeg slået af rædsel og faldt på mit ansigt. Men han sagde til mig: „Forstå,+ menneskesøn,*+ at* synet gælder endens tid.“+ 18 Mens han talte med mig, faldt jeg imidlertid i dyb søvn med ansigtet mod jorden.+ Han rørte derfor ved mig og rejste mig op hvor jeg havde stået,+ 19 og sagde: „Se, jeg gør dig bekendt med hvad der skal ske i fordømmelsens sidste tid, for det gælder endens fastsatte tid.*+

20 Vædderen med de to horn som du så, er Mediens og Persiens konger,+ 21 og den lodne buk er Grækenlands* konge,+ og det store horn som var mellem dens øjne, er den første konge;+ 22 og når dét blev brudt af, så der til sidst fremstod fire i dets sted,+ vil fire riger fremstå af [hans]* nation, men ikke med hans kraft.

23 Men i deres riges sidste tid, når overtræderne fuldender deres værk, vil der fremstå en konge med bistert ansigt og med forstand på dobbeltbundet tale.*+ 24 Og hans magt skal blive vældig, men ikke ved hans egen magt,+ og han skal ødelægge+ på en måde man undres over, og han skal have fremgang og gennemføre det han har i sinde. Og han skal ødelægge mægtige, også de helliges folk.+ 25 Og ved sin indsigt* vil han få svig til at lykkes i sin hånd.+ Og han vil hovere i sit hjerte,+ og han vil ødelægge mange mens de er ubekymrede.+ Og han vil modstå fyrsternes Fyrste;+ men han skal knuses, dog ikke ved [menneske]hånd.+

26 Og det der blev set vedrørende aftenerne og morgenerne, det som er sagt, er sandhed.*+ Men du skal holde synet hemmeligt, for det gælder først om mange dage.“+

27 Og jeg, Daniel, følte mig udmattet og syg i flere dage.+ Så rejste jeg mig og udførte arbejde for kongen,+ men jeg var slået af forfærdelse over det jeg havde set, og der var ingen som forstod [det].+

9 I Ahasveʹrus’* søn Dariʹus’+ første år, han som var af medisk+ æt [og] som var blevet gjort til konge over kaldæernes rige+ — 2 i det første år af hans regeringstid lagde jeg, Daniel, i bøgerne mærke til tallet på de år Jerusalems øde tilstand* skulle vare,+ ifølge Jehovas* ord som var kommet til profeten Jeremias,+ [nemlig] halvfjerds år.+ 3 Jeg rettede da mit ansigt+ mod Jehova,* den [sande] Gud,* for at søge [ham] med bøn+ og anråbelser, med faste og sæk og aske,+ 4 og jeg bad til Jehova min Gud og aflagde bekendelse og sagde:+

„Ak, Jehova,* den [sande] Gud,* den store+ og frygtindgydende, som holder fast ved pagten+ og den loyale hengivenhed*+ over for dem der elsker ham og holder hans bud,+ 5 vi har syndet+ og forbrudt os og handlet ugudeligt og gjort oprør,+ og man har vendt sig bort fra dine bud og lovbud.+ 6 Vi har ikke hørt på dine tjenere profeterne,+ som i dit navn har talt til vore konger, vore fyrster og vore forfædre, og til hele folket i landet.*+ 7 Dig, Jehova,* tilhører retfærdigheden, men vi har et ansigt fuldt af skam, som i dag,+ vi, Judas mænd* og Jerusalems indbyggere og hele Israel, både de der er nær ved og de der er langt borte, i alle de lande du fordrev dem til, på grund af den troløshed de havde vist dig.+

8 Jehova,* vi har et ansigt fuldt af skam, vi, vore konger, vore fyrster og vore forfædre, for vi har syndet imod dig.+ 9 Jehova* vor Gud* tilhører barmhjertigheden+ og tilgivelsen,+ for vi har gjort oprør imod ham.+ 10 Og vi har ikke adlydt* Jehova vor Guds røst og vandret efter de love som han forelagde os ved sine tjenere profeterne.+ 11 Og alle i Israel har overtrådt din lov, og man har vendt sig bort ved ikke at adlyde din røst,+ så du har udøst den forbandelse og den ed over os+ som står skrevet i den [sande] Guds tjener Moses’ lov, for vi har syndet imod Ham.* 12 Derfor opfyldte han de ord som han havde udtalt imod os+ og imod vore dommere der dømte os,+ ved at bringe så stor en ulykke over os at der ikke under den ganske himmel er gjort det der er gjort mod Jerusalem.+ 13 Sådan som der står skrevet i Mose lov,+ er hele denne ulykke kommet over os,+ og vi har ikke formildet Jehova vor Guds* ansigt ved at vende om fra vor brøde+ og ved at vise indsigt i din sandhed.+

14 Og Jehova vågede over ulykken og bragte den til sidst over os,+ for Jehova vor Gud er retfærdig i alle de gerninger han har gjort, og vi har ikke adlydt* hans røst.+

15 Og nu, Jehova* vor Gud, du som med stærk hånd førte dit folk ud fra Ægyptens land+ og gjorde dig et navn som [du har] den dag i dag:+ vi har syndet,+ vi har handlet ugudeligt. 16 Jehova,* måtte din vrede og din forbitrelse dog vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg,+ i overensstemmelse med alle dine retfærdighedsgerninger;+ for ved vore synder og ved vore forfædres misgerninger+ er Jerusalem og dit folk blevet til skændsel blandt alle rundt omkring os.+ 17 Og hør nu, vor Gud,* din tjeners bøn og hans anråbelser, og lad dit ansigt lyse+ over din helligdom som ligger øde,+ for [din egen] skyld, Jehova.* 18 Bøj dit øre, min Gud, og hør.+ Lad dine øjne være åbne og se vor øde tilstand og den by som kaldes ved dit navn;*+ for det er ikke på grund af vore retfærdighedsgerninger at vi fremfører vore ydmyge bønner for dig,+ men på grund af din store barmhjertighed.+ 19 Jehova,* hør.+ Jehova,* tilgiv [os].+ Jehova,* giv agt og grib ind.+ For din egen skyld, min Gud, tøv ikke.+ For dit navn er nævnt over din by og dit folk.“+

20 Mens jeg endnu talte og bad og bekendte min synd+ og mit folk Israels synd,+ ja, fremførte min ydmyge bøn for Jehova min Gud vedrørende min Guds hellige bjerg,+ 21 og mens jeg endnu fremsagde min bøn, da ankom manden* Gabriel*+ — som jeg, overvældet af træthed,* havde set i synet i begyndelsen+ — hos mig ved tidspunktet for aftenofferet.+ 22 Han gav [mig] nu forståelse og talte med mig og sagde:

„Daniel, nu er jeg draget ud for at give dig indsigt sammen med forståelsen.+ 23 Allerede ved begyndelsen af dine ydmyge bønner udgik et ord, og jeg er selv kommet for at aflægge beretning, for du er højt skattet.+ Så mærk+ dig sagen og forstå det du ser.

24 Der er fastsat* halvfjerds uger* over dit folk+ og over din hellige by,+ til at gøre ende på overtrædelsen+ og bringe synd til ophør+ og skaffe soning* for brøde+ og indføre varig retfærdighed+ og sætte segl+ på* syn og profet* og salve Det Allerhelligste.*+ 25 Og du skal vide og have den indsigt [at] fra ordet+ om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår,+ indtil Messias,*+ Føreren,+ vil der være syv uger og toogtres uger.+ Det vil blive genrejst og genopbygget med torv og voldgrav, men under tidernes trængsel.

26 Og efter de toogtres uger vil Messias* blive ryddet bort+ uden at have noget.*+

Og folket som tilhører en fører der kommer, vil ødelægge+ byen og det hellige sted.+ Og enden på det* vil komme med oversvømmelse. Og indtil enden vil der være krig; det der er truffet afgørelse om, er ødelæggelse.+

27 Og han skal lade pagten+ stå ved magt* for de mange* i én uge;+ og i midten af ugen vil han få slagtoffer og offergave til at ophøre.+

Og på afskyelighedernes vinge* [kommer] en der forårsager ødelæggelse;*+ og indtil udslettelsen vil det der er truffet afgørelse om, blive udøst* over den der ligger øde.“*+

10 I kong Kyʹros*+ af Persiens tredje år fik Daniel, som havde fået navnet Beltʹsazzar,+ noget åbenbaret; og det var sandt,* og der var stor militær aktivitet.+ Og han forstod det, og han havde forståelse af det han så.+

2 I de dage holdt jeg, Daniel, sorg+ i tre hele uger.* 3 Delikatesser spiste jeg ikke, og hverken kød eller vin kom i min mund, og jeg indgned mig ikke med olie før de tre hele uger var til ende.+ 4 Og på den fireogtyvende dag i den første måned, mens jeg var ved den store flods, det vil sige Hidʹdekels,*+ bred, 5 løftede jeg mine øjne og så, og se, der var en mand* klædt i linned,+ og han havde et bælte af ufazguld*+ om hofterne.+ 6 Og hans legeme var som krysolit,+ og hans ansigt var som lynet+ at se til, og hans øjne var som ildfakler,+ og hans arme og stedet omkring fødderne var af udseende som blankt kobber,+ og lyden af hans ord var som lyden af en folkemængde. 7 Og jeg, Daniel, så synet, jeg alene, hvorimod de mænd* som var sammen med mig, ikke så synet,+ men der faldt en stærk skælven over dem, så de løb bort og gemte sig.

8 Idet jeg blev ladt alene tilbage, så jeg dette store syn, og der var ingen kraft tilbage i mig, og min værdige fremtræden forvandledes hos mig til ynkelighed, og jeg havde ingen kraft i behold.+ 9 Derpå hørte jeg lyden af hans ord, og da jeg hørte lyden af hans ord, faldt jeg i dyb søvn+ på mit ansigt, med ansigtet mod jorden.+ 10 Men se, en hånd rørte ved mig+ og ruskede mig op på mine knæ og mine hænder, 11 hvorpå han sagde til mig:

„Daniel, du højt skattede mand,*+ forstå de ord jeg taler til dig,+ og stå oprejst hvor du stod, for nu er jeg blevet sendt til dig.“

Og da han sagde dette til mig, rejste jeg mig skælvende op.

12 Han sagde derpå til mig: „Vær ikke bange,+ Daniel, for fra den første dag hvor du gav dit hjerte hen til at søge forståelse+ og til at ydmyge dig for din Gud,*+ er dine ord blevet hørt, og jeg er selv kommet på grund af dine ord.+ 13 Men Perserrigets+ fyrste*+ stod mig imod+ i enogtyve dage; dog se, Mikael,*+ en af de øverste* fyrster,+ kom mig til hjælp. Og jeg selv blev efterladt* dér hos Persiens konger.+ 14 Og jeg er kommet for at forklare dig hvad der vil overgå dit folk+ i de sidste dage,+ for det er endnu et syn+ om de dage.“+

15 Mens han fremførte dette for mig, havde jeg rettet mit ansigt mod jorden+ og var forblevet stum. 16 Men se, en der lignede menneskesønnerne* rørte ved mine læber,+ hvorpå jeg åbnede min mund og talte+ og sagde til ham som stod foran mig: „Herre,*+ det var på grund af synet at krampeanfaldet kom uventet over mig, og jeg havde ingen kraft i behold.+ 17 Så hvordan skulle en som min herres tjener kunne tale med en som min herre?+ Indtil nu har jeg for mit vedkommende ikke haft nogen kraft i mig, og der er intet åndedræt tilbage i mig.“+

18 Da rørte han der så ud som et menneske* atter ved mig og styrkede mig;+ 19 derpå sagde han: „Vær ikke bange,+ du højt skattede mand.*+ Måtte du have fred.+ Vær stærk, ja, vær stærk.“+ Og idet han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: „Lad min herre tale,+ for du har styrket mig.“+ 20 Da sagde han:

„Ved du hvorfor jeg er kommet til dig? Jeg vender nu tilbage for at kæmpe med Persiens fyrste.*+ Og når jeg drager ud, se, da kommer Grækenlands* fyrste.+ 21 Jeg vil imidlertid fortælle dig hvad der er optegnet i sandhedens skrift.+ Og der er ingen som giver mig kraftig støtte i dette undtagen Mikael,*+ jeres fyrste.+

11 Og jeg på min side stod frem i mederen Dariʹus’*+ første år som en stærk støtte og en fæstning for ham. 2 Og nu vil jeg fortælle dig sandheden:+

Se, der skal fremstå endnu tre konger i Persien,+ og en fjerde,+ der vil samle sig større rigdom end alle [de andre].+ Og så snart han er blevet stærk ved sin rigdom, vil han opbyde alt imod det græske* rige.+

3 Og en mægtig* konge skal stå frem og udøve et stort herredømme+ og gøre som han vil.*+ 4 Og når han er stået frem,+ vil hans rige blive knust og delt efter himmelens fire vinde,*+ men vil ikke tilfalde hans efterkommere,+ og det vil ikke være som det herredømme han udøvede; for hans rige vil blive rykket op og tilfalde andre end disse.

5 Og Sydens konge* vil blive stærk, ja [en] af hans fyrster; og en vil modstå ham stærkt og udøve et stort herredømme, [større end] hans herredømme.

6 Og efter nogle års forløb går de i forbund med hinanden, og Sydens konges datter kommer til Nordens konge* for at bringe en overenskomst i stand. Men hun beholder ikke armens kraft,+ og han holder ikke stand, heller ikke hans arm; og hun bliver overgivet, både hun selv, og de som bragte hende, og han som blev fader til hende, og han som gjorde hende stærk i de tider. 7 Men i hans sted vil der fremstå et skud+ af hendes rødder, og han vil komme til kampstyrken og gå imod Nordens konges fæstning og gribe til handling imod dem og vise sig stærk. 8 Og også med deres guder*+ og deres støbte billeder og med deres klenodier af sølv og guld [og] med fanger vil han komme til Ægypten. Og i nogle år vil han holde sig fra Nordens konge.

9 Og denne vil trænge ind i Sydens konges rige, men vil vende tilbage til sin jord igen.

10 Og hans sønner* ruster sig* og samler en hærskare af store kampstyrker. Og han rykker vedholdende frem og overskyller [landet] og drager igennem [det]. Men han vender tilbage, og han* ruster sig [og trænger] frem til hans fæstning.

11 Og Sydens konge fyldes af bitter vrede og drager ud og kæmper mod ham, mod Nordens konge; og denne stiller en vældig hærskare på benene, men den bliver givet i den andens hånd.+ 12 Og hærskaren bæres bort. Hans hjerte bliver stolt,+ og han fælder titusinder; men han udnytter ikke sin stærke stilling.

13 Og Nordens konge vender tilbage og stiller en hærskare på benene, større end den første, og efter nogle tiders, nogle års, forløb rykker han vedholdende frem med en stor kampstyrke+ og med et vældigt tros.+ 14 Og i de tider vil der være mange som står op imod Sydens konge.

Og røversønnerne i dit folk vil lade sig rive med for at få et syn til at gå i opfyldelse;+ men de skal snuble.+

15 Og Nordens konge vil komme og opkaste* en belejringsvold,+ og han skal indtage en stærkt befæstet by. Og Sydens arme holder ikke stand, heller ikke hans udvalgte [krigs]folk, og der er ingen kraft til at holde stand. 16 Og den der kommer imod ham gør som han vil, og ingen holder stand imod ham. Og han står i Prydelsens+ land, og der er udslettelse* i hans hånd.+ 17 Og han vil sætte sig for*+ at komme med hele sit riges vælde, og man vil indgå en overenskomst+ med ham; og han gennemfører det han har i sinde.+ Og kvindedatteren* vil det blive givet ham at ødelægge. Og hun holder ikke stand, og hun skal ikke fortsat tilhøre ham.+ 18 Og han vil vende sit ansigt mod kystlandene*+ og indtage mange. Men en feltherre vil skaffe sig af med forsmædelsen fra ham, så forsmædelsen fra ham ikke er der mere. Han vil lade den komme over ham selv. 19 Og han vil vende sit ansigt mod sit eget lands fæstninger, og han skal snuble og falde og ikke findes mere.+

20 Og i hans sted fremstår der en+ som sender en opkræver*+ gennem det prægtige rige,* men i løbet af nogle få dage* knuses han, dog ikke i vrede eller i krig.

21 Og i hans sted fremstår der en som må foragtes,+ og de vil ikke overdrage ham kongeværdigheden, men han skal komme mens man er ubekymret+ og gribe kongedømmet med glat tale.*+ 22 Oversvømmelsens arme+ skal skylles bort foran ham, og de vil blive knust,+ og det vil Pagtens+ Anfører+ også.+ 23 Og fordi de slutter forbund med ham, vil han handle med svig og drage op og blive mægtig ved en lille nation.*+ 24 Mens man er ubekymret+ vil han også gå ind i provinsens fedeste egne og gøre hvad hans fædre og hans fædres fædre ikke gjorde. Rov og bytte og gods vil han sprede iblandt dem, og han vil lægge planer+ imod befæstede steder, men kun til en tid.

25 Han vil ægge sin kraft og sit hjerte mod Sydens konge med en stor kampstyrke; og Sydens konge vil ruste sig* til krigen med en overvældende stor og mægtig kampstyrke. Og han vil ikke holde stand, for man vil lægge planer imod ham. 26 Og de som spiser hans fine mad* vil knuse ham.

Og hans kampstyrke vil blive skyllet bort,* og mange vil falde slagne.

27 Og begge disse konger er i deres hjerte besluttede på at handle ondt, og de taler løgn+ ved samme bord.+ Men det vil ikke lykkes,+ for enden kommer først til den fastsatte tid.+

28 Og han vender tilbage til sit land med meget gods, og hans hjerte er imod den hellige pagt.+ Og han gennemfører det han har i sinde+ og vender tilbage til sit land.

29 Ved den fastsatte tid*+ vender han tilbage og går imod Syden,*+ men sidste gang bliver ikke som første. 30 Og skibe fra Kitʹtim*+ kommer imod ham, og han bliver nedslået.

Og han vender tilbage og slynger fordømmelser+ mod den hellige pagt+ og gennemfører det han har i sinde. Og han vil vende tilbage og mærke sig dem der svigter den hellige pagt. 31 Og arme* der udgår fra ham vil fremstå, og de vil vanhellige helligdommen,*+ fæstningen,* og fjerne det stadige [offer].*+

Og de skal opstille* afskyeligheden+ der forårsager ødelæggelse.*+

32 Og dem der handler ugudeligt mod pagten,+ vil han forlede til frafald+ med glatte ord.+ Men det folk som kender sin Gud*+ vil stå fast*+ og gennemføre det de har i sinde. 33 Og de i folket som har indsigt,+ bringer mange til forståelse,+ men i nogle dage* vil de snuble ved sværd og ved flammer, ved fangenskab og ved plyndring.+ 34 Men under deres snublen får de lidt hjælp,+ og mange vil slutte sig til dem med glat tale.*+ 35 Og nogle af dem som har indsigt vil snuble,+ så der kan ske en lutring på grund af dem og [nogle] kan renses og gøres hvide,+ indtil endens tid;+ for den kommer først til den fastsatte tid.*+

36 Og kongen gør som han vil,* og han ophøjer sig selv og gør sig større end* enhver gud;*+ og mod gudernes Gud*+ vil han sige ting man undres over. Og han har fremgang indtil fordømmelsen er fuldbyrdet;+ for det der er truffet afgørelse om, må bringes til udførelse. 37 Og sine fædres gud* ænser han ikke; heller ikke kvindernes højt skattede [gud] eller nogen som helst anden gud ænser han; for han gør sig større end alle.+ 38 Men i stedet ærer han fæstningernes gud;* og en gud som hans fædre ikke kendte, ærer han med guld og sølv og kostbare sten og klenodier. 39 Og han vil gribe til handling over for de stærkeste fæstninger sammen med en fremmed gud. Dem som anerkender [ham], vil han vise stor ære, og han vil lade dem herske over mange, og han vil dele jord ud for en pris.

40 Og i endens tid støder Sydens konge*+ sammen med ham, og Nordens konge* stormer imod ham med vogne og rytteri og mange skibe; og han vil trænge ind i landene og overskylle og drage igennem [dem]. 41 Han vil også trænge ind+ i Prydelsens land,*+ og mange* [lande] vil snuble.+ Men disse vil blive udfriet af hans hånd: Eʹdom, Moʹab+ og hovedparten* af Amʹmons sønner. 42 Og han vil række sin hånd ud mod landene, og Ægyptens land+ vil ikke undslippe. 43 Og han skal herske over de skjulte skatte af guld og sølv og over alle Ægyptens klenodier. Og der vil være libyere* og ætiopiere* i hans følge.

44 Men rygter* fra solopgangen+ og nordfra vil forfærde ham,+ og han vil rykke ud i stor forbitrelse for at tilintetgøre og vie mange til udslettelse.+ 45 Og han vil slå sine paladstelte op mellem det vældige hav* og Prydelsens+ hellige bjerg;* men han skal møde sit endeligt,+ og ingen kommer ham til hjælp.+

12 Og til den tid står Mikael*+ frem, den store fyrste*+ som står op+ for dit folks+ sønner. Og der kommer en trængselstid som der ikke har været så længe der har været nationer til [og] frem til den tid.+ Men til den tid vil dit folk undslippe,+ enhver som findes skrevet i bogen.+ 2 Og mange af dem som sover i jordens støv vil vågne,+ nogle til liv der varer ved,+ og andre til forsmædelse, til afsky+ der varer ved.

3 Og de der har indsigt vil stråle som glansen* på den udstrakte [himmel];+ og de der fører de mange til retfærdighed,+ som stjerner til fjerne tider, ja, for evigt.

4 Men du, Daniel, hold ordene hemmelige og sæt segl for bogen+ indtil endens* tid.+ Mange vil undersøge [den] på kryds og tværs,* og kundskaben* vil blive stor.“+

5 Og jeg, Daniel, så, og se: Der stod to andre,+ den ene på den ene flodbred,* og den anden på den anden flodbred.+ 6 Så sagde den ene til manden som var klædt i linned+ og som befandt sig over flodens vande: „Hvor længe er der til enden på disse underfulde ting?“+ 7 Da hørte jeg manden* som var klædt i linned og som befandt sig over flodens vande, og han løftede sin højre [hånd] og sin venstre [hånd] mod himmelen og svor+ ved ham som lever evindelig:+ „Én tid, tider og en halv.*+ Så snart man er færdig med at knuse det hellige folks magt,*+ vil alt dette være til ende.“

8 Og jeg hørte det, men forstod det ikke;+ så jeg sagde: „Herre,* hvad er det sidste af dette?“+

9 Hertil sagde han: „Gå bort, Daniel, for ordene holdes hemmelige og forseglede indtil endens tid.+ 10 Mange vil rense sig+ og gøre sig hvide+ og blive lutret.+ Men de ugudelige vil handle ugudeligt,+ og slet ingen af de ugudelige skal forstå;+ men de som har indsigt skal forstå.+

11 Og fra det tidspunkt da det stadige [offer]*+ er fjernet+ og afskyeligheden+ der forårsager ødelæggelse* opstilles, er der et tusind to hundrede og halvfems dage.

12 Lykkelig+ er* den som bevarer forventningen og når de et tusind tre hundrede og femogtredive dage!

13 Men du selv, gå du enden i møde;*+ og du skal hvile,+ men stå op til din lod ved dagenes ende.“*+