Joel*

1 Jehovas ord+ som kom til Joel, Peʹtuels søn:

2 „Hør dette, I gamle mænd,* og lyt, alle I der bor i landet.*+ Er dette sket i jeres dage, eller i jeres forfædres dage?+ 3 I skal aflægge beretning derom for jeres sønner, og jeres sønner for deres sønner, og deres sønner for den følgende generation.+ 4 Det der blev levnet af larven, fortærede vandregræshoppen;+ og det der blev levnet af vandregræshoppen, fortærede den vingeløse græshoppe;* og det der blev levnet af den vingeløse græshoppe, fortærede kakerlakken.+

5 Vågn op, I berusede,+ og græd; og hyl,+ alle I vindrikkere, over den søde vin,+ for den er blevet taget bort fra jeres mund.+ 6 For en nation er draget op mod mit land, mægtig og uden tal.+ De har tænder som løvetænder,*+ og de har en løves* kæber. 7 De har gjort min vinstok til noget man forfærdes over,+ og mit figentræ til en stub.+ De har ganske afskrællet den og kastet den bort.+ Dens ranker er blevet hvide. 8 Klag* som en jomfru der med sækkelærred+ bundet om sig [klager] over sin ungdoms ægtemand.*

9 Kornoffer+ og drikoffer+ er blevet taget bort fra Jehovas hus; præsterne, Jehovas tjenere,+ sørger.+ 10 Marken er hærget;+ jorden sørger;+ for kornet er hærget; den nye vin er tørret bort;+ olien er sygnet hen.+ 11 Agerdyrkere er blevet til skamme;+ vinavlere hyler* over hvede og byg; for markens høst er gået til grunde.+ 12 Vinstokken er tørret bort, og figentræet er sygnet hen. Granatæbletræet, endog palmen, og æbletræet, alle markens træer, er tørret bort;+ for glæden har beskæmmet vendt sig fra menneskesønnerne.*+

13 Bind op om jer og slå jer for brystet,+ I præster. Hyl, I der gør tjeneste ved alteret.+ Gå ind, overnat i sækkelærred, I min Guds* tjenere; for kornoffer+ og drikoffer er blevet unddraget jeres Guds hus.+ 14 I skal hellige en faste.+ Sammenkald et højtidsstævne.+ Saml de ældste, alle landets* indbyggere, til jeres Gud Jehovas hus+ og råb til Jehova om hjælp.+

15 Ak, hvilken dag!+ For Jehovas dag er nær,+ og den kommer som en hærgen fra den Almægtige.* 16 Er føden ikke blevet taget bort for øjnene af os, fryd og jubel fra vor Guds hus?+ 17 De tørrede figner* er skrumpet ind under skovlene. Forrådshuse er lagt øde. Lader* er revet ned, for kornet er tørret bort. 18 Hvor husdyrene dog har sukket! Hvor flokkene af hornkvæg dog har flakket forvirrede om! For der er ingen græsning til dem.+ Også flokkene af småkvæg lider som skyldige.

19 Dig, Jehova, kalder jeg på;+ for ild har fortæret ørkenens græsgange, og en flamme har afsvedet alle markens træer.+ 20 Også markens dyr higer efter dig,+ for bækkene er tørret ud,+ og ild har fortæret ørkenens græsgange.“

2 „Blæs i horn* på Zion+ og opløft krigsråb+ på mit hellige bjerg.+ Lad alle landets* indbyggere bæve;+ for Jehovas dag kommer,+ ja, den er nær! 2 Det er en mørkets og mulmets dag,+ en dag med skyer og tykt mulm, som et daggry bredt ud over bjergene.+

Et talrigt og mægtigt folk;+ der har ikke været et [folk] som dét fra fjerne tider,+ og efter det bliver der heller ikke noget igen i årevis, generation efter generation. 3 Foran det fortærer ild,+ og efter det afsvider en flamme.+ Som Eʹdens have* er landet foran det,+ men efter det er der en øde ørken, og der er heller intet som undslipper det.

4 Som heste ser de ud, og som stridsheste løber de.+ 5 Som med lyden af stridsvogne på bjergenes toppe springer de omkring,+ som med lyden af flammende ild der fortærer halmstrå.+ Det er som et mægtigt folk, stillet op til kamp.+ 6 Folkeslag vil vride sig i veer over det.+ Alle ansigter vil komme til at gløde.+

7 Som vældige krigere* løber de frem.+ Som stridsmænd stiger de op på muren. Og enhver går frem ad de veje han skal, og de forlader ikke deres stier.+ 8 Og de skubber ikke til hinanden. De går frem som en våbenfør mand* ad sin banede vej; og falder nogen for kastespyd, afbryder de ikke fremrykningen.

9 De stormer ind i byen. De løber hen ad muren. De stiger op på husene. De går ind ad vinduerne som en tyv. 10 Foran det bæver landet, ryster himmelen. Solen og månen formørkes,+ og stjernerne holder deres klare lys tilbage.+ 11 Og Jehova lader sin røst lyde+ foran sin kampstyrke,+ for hans lejr er meget talrig.+ For den der fuldbyrder hans ord er mægtig; for Jehovas dag er stor+ og meget frygtindgydende, og hvem kan udholde den?“+

12 „Men selv nu,“ lyder Jehovas udsagn, „vend om til mig af hele jeres hjerte+ og med faste+ og med gråd og med klage.+ 13 Og sønderriv jeres hjerte,+ ikke jeres klæder;+ og vend om til Jehova jeres Gud, for han er nådig og barmhjertig,+ sen til vrede+ og rig på loyal hengivenhed,*+ og han vil fortryde ulykken.+ 14 Hvem ved om han vil vende om og fortryde+ og lade en velsignelse blive tilbage efter den,+ et kornoffer og et drikoffer til Jehova jeres Gud?

15 Blæs i horn på Zion.+ I skal hellige en faste.+ Sammenkald et højtidsstævne.+ 16 Saml folket. I skal hellige* en menighed.+ Få de gamle mænd til at samles. Saml børnene og dem der dier et bryst.+ Lad brudgommen gå ud af sit kammer, og bruden af sit brudekammer.

17 Lad præsterne, Jehovas tjenere, [stå og] græde mellem forhallen og alteret+ og sige: ’Jehova, hav medynk med dit folk, og gør ikke din arvelod til en forsmædelse+ ved at nationer hersker over dem. Hvorfor skal man sige blandt folkeslagene: „Hvor er deres Gud?“’+ 18 Og Jehova vil være nidkær for sit land+ og have medlidenhed med sit folk.+ 19 Og Jehova vil svare og sige til sit folk: ’Se, jeg sender jer kornet og den nye vin og olien, og I vil blive mætte deraf;+ og jeg gør jer ikke mere til en forsmædelse blandt nationerne.+ 20 Og ham der kommer fra nord*+ fjerner jeg langt fra jer, og jeg driver ham bort til et tørt og øde land, vender ham med front mod det østlige hav+ og med bagtroppen mod det vestlige* hav.+ Og stanken fra ham vil stige op, ja, lugten af hans forrådnelse stiger op;+ for Han handler storslået.’

21 Frygt ikke, du agerjord. Du skal juble og fryde dig, for Jehova handler storslået.+ 22 Frygt ikke, I det åbne lands dyr,+ for ørkenens græsgange vil grønnes.+ For træet vil bære sin frugt.+ Figentræet og vinstokken vil give hvad de yppigt formår.+ 23 Og I Zions sønner, I skal juble og fryde jer over Jehova jeres Gud,*+ for han vil give jer efterårsregn* i rette mål,+ og han vil sende regnskyl ned til jer, efterårsregn og forårsregn, som i begyndelsen.+ 24 Og tærskepladserne vil være fulde af korn, og persekarrene vil flyde over af ny vin og olie.+ 25 Og jeg vil yde jer erstatning for de år hvor vandregræshoppen, den vingeløse græshoppe og kakerlakken og larven har fortæret, min store kampstyrke som jeg sendte ind iblandt jer.+ 26 Og I skal spise, spise og mættes,+ og I skal lovsynge Jehova jeres Guds navn,+ han som har handlet underfuldt med jer;+ og mit folk skal til fjerne tider ikke blive til skamme.+ 27 Og I skal vide at jeg er i Israels midte,+ og at jeg er Jehova jeres Gud, og der er ingen anden.+ Og mit folk skal til fjerne tider ikke blive til skamme.*

28 Og efter dette vil jeg udgyde min ånd*+ over al slags kød,+ og jeres sønner og jeres døtre+ skal profetere. Jeres gamle mænd vil drømme drømme. Jeres unge mænd vil se syner. 29 Og selv over tjenere og tjenestepiger vil jeg i de dage udgyde min ånd.+

30 Og jeg vil give varsler på himmelen+ og på jorden, blod og ild og røgstøtter.+ 31 Solen vil blive forvandlet til mørke+ og månen til blod+ før Jehovas store og frygtindgydende dag kommer.+ 32 Og da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe;+ for på Zions Bjerg og i Jerusalem vil der være undslupne,+ sådan som Jehova har sagt, og blandt de overlevende* som Jehova kalder på.“*+

3 „For se, i de dage og på den tid,+ når jeg fører Judas og Jerusalems fangne tilbage,+ 2 vil jeg samle alle nationerne sammen+ og føre dem ned til Joʹsafats Lavning;+ og dér vil jeg indlede et retsopgør med dem om mit folk og min arvelod Israel,+ som de har spredt blandt nationerne; for de uddelte mit land+ 3 og kastede lod om mit folk;+ og de gav en dreng for en skøge,*+ og solgte en pige for vin, så de kunne drikke.

4 Og desuden, hvad har I med mig at gøre,* Tyʹrus og Ziʹdon+ og alle egne af Filisterlandet?+ Er det den gengældelse I giver mig som betaling? Og hvis det er sådan I gengælder mig, vil jeg hurtigt, hastigt, lade jeres gengældelse komme over jeres eget hoved.+ 5 Eftersom I har taget mit sølv og mit guld,+ og I har bragt de bedste af mine kostbare skatte ind i jeres templer,+ 6 og I har solgt Judas og Jerusalems sønner+ til grækernes* sønner+ — for at føre dem langt bort fra deres eget område+ — 7 derfor opvækker jeg dem fra det sted hvortil I har solgt dem,+ og jeg lader jeres gengældelse komme over jeres eget hoved.+ 8 Og jeg vil sælge jeres sønner og jeres døtre til Judas sønner,+ og de skal sælge dem til sabæerne,+ til en nation langt borte;+ for Jehova har talt.

9 Udråb dette blandt nationerne:+ ’I skal hellige en krig! Opvæk de vældige krigere!*+ Lad dem træde frem! Lad dem drage op, alle stridsmændene!*+ 10 Smed jeres plovjern om til sværd og jeres beskæreknive+ om til lanser. Lad svæklingen sige: „Jeg er en vældig kriger.“+ 11 Tilbyd jeres hjælp og kom, alle I nationer rundt om,+ og saml jer.’“+

Før dine vældige krigere derned, Jehova.+

12 „Lad nationerne sætte sig i bevægelse og drage op til Joʹsafats Lavning;+ for dér vil jeg sidde og dømme alle nationerne rundt om.+

13 Gå i gang med seglen,+ for høsten er moden.+ Kom, stig ned, for vinpersen er fuld.+ Persekarrene flyder over, for deres ondskab er stor.+ 14 Der er skarer og atter skarer i Afgørelsens Lavning,+ for Jehovas dag er nær i Afgørelsens Lavning.+ 15 Solen og månen formørkes, og stjernerne holder deres klare lys tilbage.+ 16 Og Jehova brøler fra Zion, og fra Jerusalem lader han sin røst lyde.+ Og himmelen og jorden vil ryste;+ men Jehova er et tilflugtssted for sit folk+ og en fæstning for Israels sønner.+ 17 Og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud,+ der bor på Zion, mit hellige bjerg.+ Og Jerusalem vil blive et helligt sted;+ og fremmede skal ikke længere gå igennem det.+

18 Og på den dag vil bjergene dryppe af sød vin,*+ og højene vil flyde* med mælk, og alle Judas bække vil flyde med vand. Og der vil udspringe en kilde fra Jehovas hus,+ og den vil vande Akacietræernes*+ Regnflodsdal. 19 Ægypten vil blive en ødemark,+ og Eʹdom vil blive en øde ørken,+ på grund af [deres] vold mod Judas sønner, i hvis land de udgød uskyldigt blod.+ 20 Men Juda vil være beboet til fjerne tider,+ og Jerusalem generation efter generation.+ 21 Og jeg vil regne deres blod* for uskyldigt som jeg ikke [før] regnede for uskyldigt;*+ og Jehova vil bo på Zion.“+