Det andet til korintherne

1 Paulus, en Kristi Jesu apostel+ ved Guds vilje, og Timoʹteus,+ vor broder, til Guds menighed som er i Korinth, sammen med alle de hellige+ som er i hele Achaiʹa:*+

2 Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.+

3 Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader,+ den inderlige barmhjertigheds Fader+ og al trøsts Gud,+ 4 som trøster os i al vor trængsel,+ så vi kan trøste+ dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud.+ 5 For ligesom lidelserne for Messias kommer til os i overflod,+ således er der også ved Messias en overflod af den trøst vi får.+ 6 Men hvad enten vi er i trængsel, da er det til trøst og frelse for jer;+ eller vi trøstes, da er det til trøst for jer, en trøst som bevirker at I holder ud under de samme lidelser som vi også lider.+ 7 Og vort håb for jer står fast, idet vi ved at ligesom I har del i lidelserne, på samme måde har I også del i trøsten.+

8 For vi ønsker ikke at I skal være uvidende, brødre, om den trængsel som vi har været ude for i [provinsen] Asien,+ at vi var under et pres der langt oversteg vore kræfter, så at vi var meget usikre endog med hensyn til vort liv.+ 9 Ja, vi følte i os selv at vi havde fået dødsdommen. Dette skete for at vi ikke skulle stole+ på os selv, men på den Gud som oprejser de døde.+ 10 Fra noget så stort som døden befriede han os og vil han befri os;+ og vort håb til ham er at han også fremdeles vil befri os.+ 11 I kan også hjælpe til med jeres bøn for os,+ for at mange må sige tak+ på vore vegne for det der så venligt er givet os som følge af mange [bedende] ansigter.+

12 For det vi er stolte af er dette, som vor samvittighed vidner om,+ at det er med hellighed og med en oprigtighed der er af Gud, ikke med kødelig visdom+ men med Guds ufortjente godhed, vi har færdedes i verden, og specielt hos jer. 13 For vi skriver jo ikke andet til jer end det som I udmærket kender* eller også anerkender, og som jeg håber I fortsat vil anerkende til det sidste,+ 14 sådan som I også, til en vis grad, har anerkendt at vi for jer er en grund til stolthed,+ ligesom I også vil være det for os på vor Herre Jesu dag.+

15 Med denne tillid havde jeg så tidligere i sinde at komme til jer+ for at I kunne få endnu+ en [anledning til] glæde, 16 og efter et ophold hos jer at tage til Makedoʹnien,+ og fra Makedoʹnien at komme tilbage til jer+ og blive fulgt på vej+ af jer til Judæa. 17 Hengav jeg mig nu til letsindighed ved at have et sådant forsæt?+ Eller det jeg sætter mig for, er det noget jeg sætter mig for efter kødet,+ så at der hos mig gives både et „ja, ja“ og et „nej, nej“?+ 18 Så sandt man kan stole på Gud, vor tale til jer er ikke „ja“ og dog „nej“.* 19 For Guds søn,+ Kristus Jesus, som er blevet forkyndt iblandt jer ved os, det vil sige ved mig og Silvaʹnus og Timoʹteus,+ blev ikke „ja“ og dog „nej“, men „ja“ er blevet „ja“ i hans tilfælde.+ 20 For uanset hvor mange Guds løfter+ er, så er de blevet „ja“ ved hjælp af ham.*+ Og derfor [siges] der gennem ham amen+ til Gud, [ham] til ære gennem os. 21 Men han som garanterer at I og vi tilhører Kristus, og han som har salvet+ os, er Gud. 22 Han har også sat sit segl+ på os og har som forskud+ på det der skal komme,* givet os ånden+ i vore hjerter.

23 Nu kalder jeg Gud til vidne+ mod min egen sjæl på at det er for at skåne jer+ at jeg endnu ikke er kommet til Korinth. 24 Ikke at vi er herrer+ over jeres tro, men vi er medarbejdere+ på jeres glæde, for det er ved [jeres] tro+ I står.+

2 Dette har jeg nemlig besluttet for mig selv: ikke igen at komme til jer med bedrøvelse.+ 2 For hvis jeg gør jer bedrøvede,+ hvem er der så til at gøre mig glad, uden den som er gjort bedrøvet af mig? 3 Og derfor skrev jeg netop dette, for at jeg, når jeg kommer, ikke skal få bedrøvelse+ af dem som jeg burde glæde mig over;+ for jeg har den tillid+ til jer alle at den glæde jeg har, er den I alle har. 4 For ud af megen trængsel og hjertets angst skrev jeg til jer med mange tårer,+ ikke for at I skulle blive bedrøvede,+ men for at I skulle være klar over den kærlighed jeg har specielt til jer.

5 Hvis nu nogen har været årsag til bedrøvelse,+ så har han ikke bedrøvet mig, men til en vis grad — for ikke at være for hård i det jeg siger — jer alle. 6 Denne irettesættelse+ givet af flertallet er tilstrækkelig for et sådant menneske, 7 så at I nu tværtimod frit skal tilgive+ og trøste ham, for at han ikke på en eller anden måde skal blive opslugt af en alt for stor bedrøvelse.+ 8 Derfor tilskynder jeg jer til at bekræfte jeres kærlighed+ til ham. 9 I denne hensigt skriver jeg nemlig også: for at få at vide om I står prøve, om I er lydige i alle ting.+ 10 Den I frit tilgiver et eller andet, tilgiver jeg også.+ Ja, for mit vedkommende er det sådan at hvad jeg frit har tilgivet, når jeg har tilgivet noget, det har jeg tilgivet for jeres skyld for Kristi åsyn, 11 for at vi ikke skal blive overlistet af Satan;+ hans planer er vi jo ikke uvidende om.+

12 Da jeg nu kom til Troʹas+ for at forkynde den gode nyhed om Messias, og en dør stod åben for mig i Herren,+ 13 fik jeg ingen lindring for min ånd da jeg ikke fandt Titus,+ min broder, og jeg tog afsked med dem og rejste til Makedoʹnien.+

14 Men tak til Gud som altid fører+ os i triumftog i samfund+ med Messias og ved os gør duften af kundskaben om ham kendt på hvert et sted!+ 15 For Gud er vi nemlig en vellugt+ af Kristus blandt dem som frelses og blandt dem som går til grunde;+ 16 for de sidste en duft af død til død,+ for de første en duft af liv til liv. Og hvem er tilstrækkelig egnet til dette?+ 17 [Det er vi;] for vi er ikke kræmmere der handler med* Guds ord,+ som så mange er,+ men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud taler vi for Guds ansigt, i samfund med Kristus.+

3 Begynder vi igen at anbefale os selv?+ Eller behøver vi måske, ligesom nogle, anbefalingsbreve+ til jer eller fra jer? 2 I er selv vort brev,+ som er indskrevet i vore* hjerter og kendes og læses af alle mennesker.+ 3 For det kendes på jer at I er et brev fra Kristus, skrevet af os som tjenere,+ indskrevet, ikke med blæk, men med en levende Guds ånd,+ ikke på stentavler,+ men på kødtavler, på hjerter.*+

4 Nu er det ved Messias vi har en sådan tillid+ til Gud. 5 Ikke at vi af os selv er tilstrækkelig egnede så vi kan regne noget som kommende fra os selv,+ men det at vi er tilstrækkelig egnede* kommer fra Gud,+ 6 som virkelig har gjort os tilstrækkelig egnede til at være en ny pagts tjenere,*+ ikke den skrevne lovsamlings,*+ men åndens;+ for den skrevne lovsamling dømmer+ til døden, men ånden gør levende.+

7 Endvidere, når den lovsamling hvis tjeneste skænker død+ og som var indristet* med bogstaver i sten,+ blev til med herlighed,+ så Israels sønner ikke kunne se ufravendt på Moses’ ansigt på grund af hans ansigts herlighed,+ en [herlighed] som skulle afskaffes, 8 hvor meget mere vil da ikke den tjeneste der skænker ånden,+ være forbundet med herlighed?+ 9 For når den lovsamling hvis tjeneste skænker fordømmelse,*+ var herlig,*+ må den tjeneste der skænker retfærdighed,*+ være langt rigere på herlighed.+ 10 Ja, endog det der engang blev herliggjort, er i denne henseende uden herlighed+ på grund af den langt større herlighed.+ 11 For når det som skulle afskaffes, blev indført med herlighed,+ vil langt snarere det som forbliver, være forbundet med herlighed.+

12 Da vi altså har et sådant håb,+ taler vi med stor frimodighed, 13 og gør ikke sådan som Moses, der lagde et dække+ over sit ansigt for at Israels sønner ikke skulle se ufravendt på at det som skulle afskaffes, fik ende.+ 14 Deres forstand blev imidlertid sløvet.+ For til den dag i dag er det samme dække der stadig ved oplæsningen af den gamle pagt*+ og er ikke blevet taget bort, for det er ved hjælp af Kristus det afskaffes.+ 15 Ja, frem til i dag ligger der, når som helst Moses oplæses,+ et dække over deres hjerte.+ 16 Men når der er en tilbagevenden til Jehova,* tages dækket bort.+ 17 Og Jehova* er Ånden;+ og hvor Jehovas* ånd+ er, er der frihed.+ 18 Og alle vi+ der med utildækket ansigt genspejler Jehovas* herlighed,+ forvandles+ til det samme billede+ fra herlighed til herlighed,+ sådan som det gøres af Jehova,*+ Ånden.*

4 Derfor, da vi har denne tjeneste+ ifølge den barmhjertighed der er blevet vist os,+ giver vi ikke op; 2 men vi har frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over,+ idet vi ikke vandrer med underfundighed og heller ikke forfalsker Guds ord,+ men ved at gøre sandheden kendt anbefaler vi os til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne.+ 3 Hvis nu den gode nyhed som vi forkynder, virkelig er tildækket, er den tildækket blandt dem som går til grunde,+ 4 blandt hvem denne tingenes ordnings* gud*+ har forblindet de ikketroendes forstand,*+ for at lysskæret*+ fra den herlige gode nyhed+ om Messias,* som er Guds billede,+ ikke skal trænge igennem.+ 5 For vi forkynder ikke os selv men Kristus Jesus som Herre,+ og os selv som jeres trælle+ for Jesu skyld. 6 For det er Gud som har sagt: „Lad lys skinne* frem af mørke,“+ og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse+ dem med den herlige kundskab+ om Gud* ved* Kristi ansigt.+

7 Men vi har denne kostbarhed+ i lerkar,*+ for at den kraft+ som er ud over det normale, må være Guds+ og ikke fra os selv.+ 8 Vi trænges på enhver måde,+ men har ikke så kneben plads at vi ikke kan røre os; vi er i vildrede, men ikke helt uden udvej;+ 9 vi er forfulgt, men ikke ladt i stikken;+ vi er kastet omkuld,+ men ikke slået ihjel.+ 10 Altid og alle vegne udholder vi i vort legeme den dødbringende behandling Jesus fik,*+ for at også Jesu liv må blive gjort kendt i vort legeme.+ 11 For vi som lever, stilles hele tiden ansigt til ansigt med døden*+ for Jesu skyld, for at også Jesu liv må blive gjort kendt i vort dødelige kød.+ 12 Altså er døden virksom i os, men livet i jer.+

13 Men da vi har den samme troens ånd som den hvorom der står skrevet: „Jeg troede, derfor talte jeg,“+ tror vi også og derfor taler vi, 14 idet vi véd at han som oprejste Jesus,* også vil oprejse os sammen med Jesus og vil fremstille os sammen med jer.+ 15 Alt sammen sker det nemlig for jeres skyld,+ for at den ufortjente godhed, som er blevet større, ved taksigelsen fra mange flere må findes i overflod til Guds ære.+

16 Derfor giver vi ikke op; nej, selv om vort ydre menneske hentæres, så fornys jo vort indre menneske+ fra dag til dag. 17 For skønt trængselen er kortvarig+ og let, udvirker den for os en mere og mere overvældende vægt af herlighed som er evig,+ 18 mens vi holder vort blik rettet, ikke mod de synlige ting, men mod de usynlige.+ For de synlige er midlertidige,+ men de usynlige er evige.+

5 For vi ved at hvis vort jordiske hus,+ dette telt,+ skulle blive brudt ned,+ har vi en bygning fra Gud, et hus som ikke er gjort med hænder,+ et evigt+ i himlene. 2 For i denne bolig sukker vi jo,+ idet vi længes efter at iføre os den fra himmelen,+ 3 så at vi, når vi virkelig har iført os den, ikke skal findes nøgne.+ 4 Ja, vi som er i dette telt sukker, idet vi er nedbøjede, fordi vi ikke ønsker at afføre os det, men at iføre os det andet,+ så at det dødelige kan blive opslugt af livet.+ 5 Men han som har dannet os til netop dette, er Gud,+ der som forskud+ på det der skal komme,* har givet os ånden.+

6 Vi er derfor altid ved godt mod og ved at vi, mens vi har vort hjem i legemet, er borte fra Herren,+ 7 for vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.+ 8 Men vi er ved godt mod og synes bedre om at komme bort fra legemet og at få vort hjem hos Herren.+ 9 Derfor gør vi det også til vort mål, hvad enten vi har vort hjem hos ham eller er borte fra ham,+ at være ham til behag.+ 10 For vi skal alle frem i lyset foran Messias’ dommersæde,+ for at hver enkelt kan få løn for det der er gjort gennem legemet, efter det han har øvet, hvad enten det er godt eller slet.+

11 Da vi altså kender frygten+ for Herren, bliver vi ved med at søge at overtale+ mennesker, men for Gud er vi blevet gjort kendt. Jeg håber imidlertid at vi også er blevet gjort kendt for jeres samvittighed.+ 12 Vi er ikke igen ved at anbefale+ os selv over for jer, men vi giver jer en anledning til at rose jer af os,+ for at I kan have [et svar] til dem som roser sig af det ydre+ og ikke af hjertet.+ 13 For når vi var ude af os selv,+ var det for Gud; når vi er sunde i sindet,+ er det for jer. 14 Messias’ kærlighed* tvinger os nemlig, for denne slutning har vi draget: én er død for alle;+ altså er alle døde; 15 og han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv,+ men for ham+ som døde for dem og blev oprejst.+

16 Derfor kender vi fra nu af ikke nogen efter kødet.+ Selv om vi har kendt Kristus efter kødet,+ så kender vi ham afgjort ikke sådan mere.+ 17 Derfor, hvis nogen er i samhørighed med Kristus, er han en ny skabning;*+ det gamle er forsvundet,+ se, noget nyt er blevet til.+ 18 Men alt er fra Gud, som har forligt+ os med sig selv ved Kristus og har givet os forligelsens tjeneste,+ 19 [forligelsen] som går ud på at Gud ved Kristus+ forligte en verden+ med sig,+ idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser,+ og han har betroet os ordet+ om forligelsen.+

20 Vi+ er derfor ambassadører+ på Kristi vegne,*+ som om Gud fremsatte indtrængende anmodninger gennem os.+ På Kristi vegne beder vi:+ „Bliv forligt med Gud.“ 21 Den som ikke kendte synd,+ har han gjort til synd*+ for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed+ ved hjælp af ham.

6 Idet vi samarbejder med ham,+ retter vi også en indtrængende anmodning til jer om ikke at forfejle hensigten med at I har taget imod Guds ufortjente godhed.+ 2 Han siger jo: „På en velkommen tid bønhørte jeg dig, og på en frelsens dag hjalp jeg dig.“+ Se! Nu er det en særlig velkommen tid.+ Se! Nu er det en frelsens dag.+

3 Vi giver ikke på nogen måde anledning til snublen og fald,+ for at vor tjeneste ikke skal blive dadlet;+ 4 men på enhver måde anbefaler+ vi os som Guds tjenere:* ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ved vanskeligheder,+ 5 ved slag, ved fængsler,+ ved uroligheder, ved slid, ved søvnløse nætter, ved perioder uden mad,+ 6 ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed,+ ved venlighed,+ ved hellig ånd, ved kærlighed uden hykleri,+ 7 ved sandfærdig tale, ved Guds kraft;+ ved brug af retfærdighedens våben+ til højre og venstre,* 8 ved ære og vanære, ved dårligt rygte og godt rygte; som bedragere+ og dog sandfærdige, 9 som ukendte og dog velkendte,+ som døende og dog, se! vi lever,+ som tugtede+ og dog ikke prisgivet døden,+ 10 som bedrøvede men altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som nogle der intet har og dog ejer alt.+

11 Vor mund er åben over for jer, korinthere, vort hjerte+ har udvidet sig. 12 I har ikke kneben plads hos os,+ men der er kneben plads hos jer med hensyn til inderlig hengivenhed.+ 13 Så for at gøre gengæld — jeg taler som til børn+ — må I også udvide.

14 Lad jer ikke spænde i ulige* åg med ikketroende.+ For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed?+ Eller hvad fællesskab har lys med mørke?+ 15 Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beʹliar?*+ Eller hvad del+ har en troende med en ikketroende? 16 Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel* og afguder?+ Vi er jo en levende Guds tempel;+ som Gud har sagt: „Jeg vil bo iblandt dem+ og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“+ 17 „’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova,* ’og hold op med at røre det urene’“;+ „’og jeg vil tage imod jer.’“+ 18 „’Og jeg vil være en fader for jer,+ og I skal være sønner og døtre for mig,’+ siger Jehova,* den Almægtige.“+

7 Derfor, da vi har disse løfter,+ I elskede, så lad os rense+ os for enhver besmittelse af kød og ånd,+ idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.+

2 Giv rum for os.*+ Vi har ikke gjort nogen uret, vi har ikke fordærvet nogen, vi har ikke udnyttet nogen.+ 3 Jeg siger ikke dette for at fordømme jer. Jeg har jo før sagt at I er i vore hjerter, så I dør og lever sammen med os.+ 4 Jeg taler med stor frimodighed* til jer. Jeg roser mig meget af jer.+ Jeg er fyldt med trøst,+ min glæde strømmer over i al vor trængsel.+

5 For da vi kom til Makedoʹnien+ fik vort kød ingen lindring,+ men vi blev fortsat trængt på enhver måde+ — der var stridigheder udadtil, frygt indadtil. 6 Men Gud, som trøster+ dem der er nedslåede, gav os trøst ved Titus’ nærværelse;* 7 dog ikke alene ved hans nærværelse, men også ved den trøst hvormed han var blevet trøstet over jer, idet han bragte os bud+ tilbage om jeres længsel, jeres klagen, jeres nidkærhed for mig, så jeg glædede mig endnu mere.

8 Selv om jeg bedrøvede jer med mit brev,+ fortryder jeg det altså ikke. Selv om jeg først fortrød det (jeg ser at det brev bedrøvede jer, skønt kun en kort tid),* 9 glæder jeg mig nu, ikke over at I blev bedrøvede, men over at I blev bedrøvede til sindsændring;+ for I blev bedrøvede på en måde som Gud vil det,+ for at I ikke på nogen måde skulle lide skade som følge af os. 10 For bedrøvelse på en måde som Gud vil det, bevirker sindsændring* til frelse som ikke fortrydes;+ men verdens bedrøvelse udvirker død.+ 11 For se! netop dette at I blev bedrøvede på en måde som Gud vil det,+ hvilken stor alvor og iver udvirkede det ikke hos jer, ja, at I rensede jer, ja, [at I blev fyldt med] harme, ja, frygt, ja, længsel, ja, nidkærhed, ja, at I rettede det urette!+ I enhver henseende viste I at I var rene i denne sag. 12 Når jeg skrev til jer, var det altså hverken for hans skyld der havde gjort uret,+ eller for hans skyld der havde lidt uret, men for at jeres alvor og iver for os kunne blive gjort kendt iblandt jer for Guds øjne. 13 Det er derfor vi er blevet trøstet.

Men foruden vor trøst så glæder vi os endnu mere som følge af Titus’ glæde, fordi hans ånd+ er blevet styrket af jer alle. 14 For hvis jeg har rost mig af jer over for ham, er jeg ikke blevet gjort til skamme; men ligesom alt hvad vi har sagt til jer er sandhed, således har vor rosende tale over for Titus også vist sig at være sand.+ 15 Og hans inderlige hengivenhed for jer er endnu større når han husker den lydighed+ I alle viste, hvordan I tog imod ham med frygt og bæven. 16 Jeg glæder mig over at jeg i enhver henseende kan være ved godt mod på grund af jer.+

8 Nu, brødre, gør vi jer opmærksomme på den ufortjente godhed fra Gud som er blevet skænket Makedoʹniens menigheder,+ 2 så deres overflod af glæde og deres dybe fattigdom under en stor prøve med megen trængsel har fået deres gavmildheds rigdom til at strømme over.+ 3 For efter evne,+ ja, jeg vidner, over evne [gav de], 4 idet de på eget initiativ blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed og få en andel i hjælpen til de hellige.+ 5 Og det ikke blot som vi havde håbet, nej, først gav de sig selv til Herren+ og til os ved Guds vilje. 6 Dette har fået os til at opmuntre Titus+ til at fuldende dette samme velgørenhedsarbejde fra jeres side, ligesom han også har været den der påbegyndte det iblandt jer. 7 Ja, ligesom I har overflod af alt,+ af tro og ord og kundskab+ og al alvor og iver og af denne vor kærlighed til jer, måtte I da også have en overflod af denne velgørenhed.

8 Det er ikke som en befaling+ til jer at jeg siger dette, men for gennem andres alvor og iver at prøve jeres kærligheds ægthed. 9 I kender jo vor Herre Jesu Kristi* ufortjente godhed, at skønt han var rig blev han fattig for jeres skyld,+ for at I kunne blive rige+ ved hans fattigdom.

10 Og om dette giver jeg [min] mening til kende:+ denne sag er jo til gavn for jer,+ idet I allerede sidste år ikke blot var de første til at gøre gerningen, men også til at ønske [at gøre den];+ 11 så fuldend nu også gerningen, for at der, ligesom der var villighed til at ønske, således også må finde en fuldendelse sted, ud af hvad I har.* 12 Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har,+ ikke efter hvad man ikke har. 13 For det er ikke meningen at det skal være let for andre+ og vanskeligt for jer, 14 men at jeres overflod, ved hjælp af en udligning, på nuværende tidspunkt skal afhjælpe deres mangel, for at deres overflod en anden gang kan afhjælpe jeres mangel, så der kan finde en udligning sted.+ 15 Som der står skrevet: „Den med meget, havde ikke for meget, og den med lidt, havde ikke for lidt.“+

16 Men tak til Gud fordi han i Titus’ hjerte har indgivet den samme alvor og iver for jer,+ 17 for han har rigtignok taget imod opfordringen, men da han er meget alvorlig og ivrig, er det på eget initiativ han tager af sted til jer. 18 Men sammen med ham sender vi den broder der i alle menighederne får ros i forbindelse med den gode nyhed. 19 Ikke det alene, men han er også udnævnt+ af menighederne til at være vor rejsefælle i forbindelse med denne gave vi som tjenere skal sørge for, til Herrens ære+ og som bevis på vor villighed.+ 20 Således undgår vi at nogen skal kunne dadle+ os i forbindelse med dette rundhåndede bidrag+ vi som tjenere skal sørge for. 21 For „vi er i forvejen indstillet på det der er ærligt, ikke blot i Jehovas* øjne, men også i menneskers øjne“.+

22 Endvidere sender vi sammen med dem vor broder som vi ofte har fået bevis på er alvorlig og ivrig i mange ting, men som nu er endnu ivrigere som følge af sin store tillid til jer. 23 Hvis der er noget spørgsmål angående Titus, så er han parthaver med mig og en medarbejder+ til gavn for jer; eller hvis der er spørgsmål om vore brødre, så er de menighedsapostle* og til ære for Kristus. 24 Giv dem da for menighedernes åsyn bevis på jeres kærlighed+ og på det som vi er stolte af hos jer.+

9 Nu med hensyn til hjælpen+ til de hellige, da er det overflødigt at jeg skriver til jer, 2 for jeg kender jeres villighed som giver mig grund til at rose mig af jer over for makedonierne, nemlig at Achaiʹa nu har været rede et år,+ og jeres nidkærhed har opildnet de fleste af dem. 3 Men jeg sender brødrene for at vor stolthed over jer i denne henseende ikke skal vise sig at være tom, men for at I virkelig kan være rede,+ sådan som jeg hele tiden har sagt at I ville være. 4 Ellers ville vi — for ikke at sige I — måske blive til skamme i denne vor forvisning, hvis nogle makedoniere kom med mig og fandt at I ikke var rede. 5 Derfor tænkte jeg at det var nødvendigt at opmuntre brødrene til at komme til jer i forvejen og gøre jeres rigelige gave, som I tidligere har lovet, rede i forvejen,+ for at den således kunne være parat som en rigelig gave og ikke som noget afpresset.*+

6 Men dette gælder: den der sår sparsomt,+ skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt,+ skal også høste rigeligt. 7 Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt+ eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.+

8 Endvidere er Gud i stand til over for jer at lade al sin ufortjente godhed strømme over, så at I, samtidig med at I altid fuldt ud kan klare jer selv med alt, kan have rigeligt til enhver god gerning.+ 9 (Som der står skrevet: „Han har delt ud vidt og bredt, han har givet til de fattige, hans retfærdighed* består for evigt.“+ 10 Men han som rigeligt forsyner den der sår, med sæd til at så og brød til at spise,+ vil forsyne jer med såsæd og mangfoldiggøre den, og han vil give vækst til jeres retfærdigheds frugter.)+ 11 Med alt bliver I beriget med henblik på enhver form for gavmildhed, som gennem os fremkalder taksigelse til Gud;+ 12 for hjælpen i forbindelse med denne offentlige tjeneste skal ikke blot rigeligt afhjælpe de helliges mangler,+ men skal også strømme over med mange taksigelser til Gud. 13 På grund af det bevis som denne hjælp afgiver, herliggør de Gud fordi I underordner jer den gode nyhed om Messias,+ hvad I offentligt bekender at I gør, og fordi I er gavmilde med jeres bidrag til dem og til alle;+ 14 og med bøn for jer længes de efter jer på grund af Guds overvældende og ufortjente godhed+ som er over jer.

15 Tak til Gud for hans uforlignelige frie gave.+

10 Men jeg selv, Paulus, bønfalder jer ved Messias’ mildhed+ og venlighed,*+ jeg som iblandt jer forekommer uanselig,+ men fraværende er modig over for jer.+ 2 Ja, jeg beder om at jeg, når jeg er nærværende, ikke skal træde modigt frem med den tillid hvormed jeg har i tanke at skride dristigt ind+ over for nogle der vurderer os som om vi vandrede efter [hvad vi er i] kødet. 3 For selv om vi vandrer i kødet,+ fører vi ikke krig* efter [hvad vi er i] kødet.+ 4 Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige,+ men mægtige ved Gud+ til nedrivning af fæstningsværker. 5 Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud,+ og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias, 6 og vi holder os rede til at tildele straf for enhver ulydighed,+ så snart jeres egen lydighed er gennemført.+

7 I ser på tingene efter deres ydre.+ Hvis nogen har den tillid til sig selv at han tilhører Kristus, så lad ham vurdere dette igen ud fra sig selv, at ligesom han tilhører Kristus, således gør vi det også.+ 8 For selv om jeg skulle rose+ mig en smule for meget af den myndighed som Herren har givet os til at bygge op og ikke til at rive ned hos jer,+ vil jeg ikke blive gjort til skamme, 9 for at det ikke skal se ud som om jeg vil skræmme jer ved [mine] breve. 10 Man siger jo: „[Hans] breve er vægtige og magtfulde, men [hans] personlige nærværelse* er svag+ og [hans] tale ikke værd at regne med.“+ 11 Lad den [der siger sådan] tage dette i betragtning: at som vi er i ord gennem breve når vi er fraværende, sådan vil vi også være i handling når vi er nærværende.+ 12 Vi vover nemlig ikke at regne os selv med til eller at sammenligne os selv med nogen af dem som anbefaler sig selv.+ Når de måler sig med sig selv og sammenligner sig med sig selv, har de jo ingen forstand.+

13 Vi for vor del vil ikke rose os ud over vore anviste grænser,+ men i overensstemmelse med grænsen for det distrikt som Gud har tildelt os efter mål, idet han har ladet det nå helt ud til jer.+ 14 Nej, vi har ikke strakt os for langt, som om vi ikke var nået ud til jer, for vi var de første der kom helt til jer og forkyndte den gode nyhed om Messias.+ 15 Nej, vi roser os ikke ud over vore anviste grænser af noget en anden har slidt med,+ men vi har det håb at når jeres tro vokser,+ vil vi få en større status iblandt jer med hensyn til vort distrikt.+ Så vil vi brede os endnu mere 16 og forkynde den gode nyhed i landene på den anden side af jer,+ for at vi ikke skal rose os af [noget i] en andens distrikt, hvor tingene allerede er forberedt. 17 „Men lad den der roser sig, rose sig af Jehova.“*+ 18 For det er ikke den der anbefaler sig selv der er godkendt,+ men den som Jehova*+ anbefaler.+

11 Jeg ville ønske at I ville finde jer i en lille smule ufornuft fra min side.+ Dog, I finder jer jo i mig! 2 For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds,+ for jeg har personligt lovet jer bort til ægteskab+ med én mand+ for at kunne fremstille jer som en ren+ jomfru for Messias.+ 3 Men jeg er bange for at som slangen forførte Eva+ med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves+ [og vendes] bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på.+ 4 For det er sådan at hvis der kommer en og forkynder en anden Jesus end ham vi har forkyndt,+ eller I får en anden ånd end den I har fået,+ eller en anden god nyhed+ end den I har taget imod, så finder I jer pænt i det.+ 5 Jeg regner mig nemlig ikke på noget punkt for ringere+ end jeres overmåde store+ apostle. 6 Men selv om jeg er ulærd i talekunst,+ er jeg det bestemt ikke i kundskab;+ nej, på enhver måde har vi gjort den kendt for jer i alle ting.+

7 Eller begik jeg en synd ved at ydmyge mig+ for at I kunne ophøjes, da jeg uden omkostninger+ med glæde forkyndte Guds gode nyhed for jer? 8 Andre menigheder har jeg udplyndret ved at tage imod forplejning* for at kunne tjene jer;+ 9 og da jeg var nærværende hos jer og jeg kom i nød, lå jeg ikke en eneste til byrde,+ for brødrene der kom fra Makedoʹnien+ afhjalp rigeligt min mangel. Ja, på enhver måde har jeg holdt mig fra og vil fortsat holde mig fra at ligge jer til byrde.+ 10 Gælder Kristi sandhed+ i mit tilfælde, skal der ikke sættes nogen stopper for denne ros+ til mig i Achaiʹas egne. 11 Af hvilken grund? Fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved [at det gør jeg].+

12 Men hvad jeg gør vil jeg fortsat gøre,+ så jeg kan tage grundlaget væk fra dem der ønsker et grundlag for at blive fundet lige med os i den stilling som de roser sig af. 13 Sådanne mennesker er nemlig falske apostle, svigefulde arbejdere,+ der giver sig ud for at være Kristi apostle.+ 14 Og intet under, for Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel.+ 15 Det er derfor intet stort om hans tjenere+ også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger.+

16 Jeg siger igen: Lad ingen mene at jeg er ufornuftig. Men hvis I gør det alligevel, så accepter mig som var jeg ufornuftig, så jeg også kan rose mig lidt.+ 17 Hvad jeg siger, siger jeg, ikke efter Herrens eksempel, men som i ufornuft, i den sikre forvisning der er særegen for al sådan selvros.+ 18 Da mange roser sig i overensstemmelse med kødet,+ vil jeg også rose mig. 19 For I finder jer gladeligt i de ufornuftige, da I er så fornuftige. 20 Ja, I finder jer i enhver som trælbinder jer,+ enhver som fortærer [hvad I har], enhver som tager [hvad I har], enhver som ophøjer sig over [jer], enhver som slår jer i ansigtet.+

21 Jeg siger dette til [vor] vanære, som om vor stilling var svag.

Men hvad nogen anden end vover sig frem med — jeg taler i ufornuft+ — det vover jeg mig også frem med. 22 Er de hebræere? Jeg er det også.+ Er de israelitter? Jeg er det også. Er de Abrahams afkom? Jeg er det også.+ 23 Er de Kristi tjenere? Jeg svarer som en vanvittig: jeg er det i endnu højere grad,+ med mere slid,+ med mere [tid i] fængsler,+ med slag i overmål, ofte døden nær.+ 24 Af jøder har jeg fem gange fået fyrre slag+ på ét nær, 25 tre gange er jeg blevet slået med stokke,+ én gang er jeg blevet stenet,+ tre gange har jeg lidt skibbrud,+ et døgn har jeg tilbragt i dybet; 26 ofte på rejser, i farer fra floder, i farer fra røvere,+ i farer fra landsmænd,+ i farer fra folk fra nationerne,+ i farer i byen,+ i farer i ørkenen, i farer på havet, i farer blandt falske brødre, 27 i slid og slæb, ofte i søvnløse nætter,+ i sult og tørst,+ ofte i perioder med faste,+ i kulde og nøgenhed.

28 Foruden disse ting udefra er der det som vælter ind over mig fra dag til dag, bekymringen for alle menighederne.+ 29 Hvem er svag,+ uden at jeg er svag? Hvem bringes til snublen og fald, uden at jeg er optændt?

30 Hvis man skal rose sig, vil jeg rose mig+ af det der har at gøre med min svaghed. 31 Herren Jesu Gud og Fader, han som skal lovprises* for evigt, véd at jeg ikke lyver. 32 I Damaskus bevogtede statholderen* under kong Areʹtas damaskenernes by for at pågribe mig,+ 33 men gennem et vindue i muren blev jeg firet ned i en kurv+ og undslap hans hænder.

12 Jeg må nødvendigvis rose mig. Det er ikke gavnligt; men jeg vil gå over til overnaturlige syner+ og åbenbaringer fra Herren. 2 Jeg ved om et menneske der er i samhørighed med Kristus at det for fjorten år siden — om det var i legemet ved jeg ikke, eller uden for legemet ved jeg ikke, Gud ved det — blev bortrykket+ som sådan til den tredje himmel. 3 Ja, jeg ved om et sådant menneske — om det var i legemet eller skilt fra legemet+ ved jeg ikke,* Gud ved det — 4 at det blev bortrykket til paradiset*+ og hørte usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale. 5 Af et sådant menneske* vil jeg rose mig, men jeg vil ikke rose mig af mig selv, undtagen af [mine] svagheder.+ 6 For resten, hvis jeg ville rose mig,+ ville jeg ikke være ufornuftig, for jeg ville sige sandheden. Men det afholder jeg mig fra, for at ingen skal regne mig for mere end hvad han ser jeg er eller hører af mig, 7 blot på grund af åbenbaringernes overflod.*

Derfor, for at jeg ikke skulle føle mig alt for ophøjet,+ blev der givet mig en torn* i kødet,+ en Satans engel, til stadig at slå mig, for at jeg ikke skulle føle mig alt for ophøjet. 8 I den anledning har jeg tre gange+ indtrængende bedt Herren om at den måtte vige fra mig; 9 og dog sagde han til mig: „Min ufortjente godhed er dig nok;+ for [min] kraft gøres fuldkommen i svaghed.“+ Med største glæde vil jeg derfor hellere rose mig af mine svagheder,+ for at Messias’ kraft kan være over mig som et telt. 10 Derfor synes jeg godt om svagheder, om fornærmelser, om tilfælde af nød, om forfølgelser og vanskeligheder, for Kristus. For når jeg er svag, så er jeg stærk.+

11 Jeg er blevet ufornuftig. I tvang mig til det,+ for jeg burde have været anbefalet af jer. Jeg har jo ikke på noget punkt vist mig at være ringere end [jeres] overmåde store+ apostle, selv om jeg intet er.+ 12 En apostels tegn+ blev jo udvirket iblandt jer med al udholdenhed,+ og med tegn og undere og kraftige gerninger.*+ 13 For hvori er I blevet stillet ringere end de andre menigheder, undtagen deri at jeg ikke selv lå jer til byrde?+ Tilgiv mig venligst denne uret.

14 Se! Dette er tredje gang+ jeg er rede til at komme til jer, og dog vil jeg ikke ligge [jer] til byrde. For jeg søger ikke hvad I ejer,+ men jer selv; børnene+ bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.+ 15 Jeg selv vil med største glæde bruge [af mine midler] og lade mig selv helt opbruge for jeres sjæle.+ Når jeg elsker jer så meget mere, skal jeg så elskes så meget mindre? 16 Men lad det være som det er, jeg har ikke været en byrde for jer.+ Dog, siger I, var jeg „underfundig“ og fangede jer „ved list“.+ 17 Jeg har da ikke udnyttet jer gennem nogen af dem jeg har sendt til jer, vel? 18 Jeg tilskyndede Titus og sendte broderen med. Udnyttede Titus jer?+ Har vi ikke vandret i den samme ånd?+ I de samme fodspor?

19 Har I nu hele tiden ment at det er for jer vi har forsvaret os? Det er for Guds ansigt vi taler, i samfund med Kristus. Men, I elskede, alt er til jeres opbyggelse.+ 20 Jeg er nemlig bange for at jeg, når jeg kommer,+ måske finder jer som jeg ikke kunne ønske det, og at jeg måske af jer findes som I ikke kunne ønske det, men at der i stedet måske vil være strid, skinsyge,+ vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, af bagtalelse, af sladder, af opblæsthed, af uro.+ 21 Måske vil min Gud, når jeg kommer igen, ydmyge mig iblandt jer, og jeg skal måske sørge over mange af dem som før har syndet+ og som ikke har ændret sind efter den urenhed* og utugt*+ og skamløshed*+ som de har øvet.

13 Dette er tredje gang+ jeg kommer til jer. „Ved to eller tre vidners mund skal enhver sag stadfæstes.“+ 2 Jeg har før sagt, og som om jeg er nærværende anden gang og dog fraværende nu, siger jeg forud til dem som før har syndet og til alle de andre, at når jeg kommer igen* vil jeg ikke vise skånsel,+ 3 eftersom I søger et bevis på at Kristus taler i mig,+ [Kristus] som ikke er svag over for jer men virker med kraft iblandt jer. 4 Sandt nok blev han jo pælfæstet*+ som følge af svaghed,+ men han er i live som følge af Guds kraft.+ Sandt nok er vi også svage med ham, men vi skal leve sammen med ham+ som følge af Guds kraft+ over for jer.*

5 Bliv ved med at prøve jer selv, om I er i troen, bliv ved med at bedømme jer selv.+ Eller erkender I ikke at Jesus Kristus er i samhørighed med jer?+ Hvis ikke, er I forkastet. 6 Jeg håber sandelig at I vil blive klar over at vi ikke er forkastet.

7 Nu beder+ vi til Gud om at I intet uret må gøre, ikke for at vi selv skal vise os som godkendte, men for at I må gøre hvad der er godt, selv om vi måtte forekomme forkastede. 8 Vi kan jo ikke gøre noget imod sandheden, kun for sandheden.+ 9 Vi glæder os sandelig når vi er svage og I er stærke;+ og om dette beder vi:+ at I bringes i den rette tilstand.* 10 Det er derfor jeg skriver disse ting mens jeg er fraværende, for at jeg ikke, når jeg er nærværende, skal handle med strenghed+ ifølge den myndighed som Herren har givet mig til at bygge op+ og ikke til at rive ned.

11 Endelig, brødre, glæd jer, lad jer bringe i den rette tilstand, lad jer trøste,+ vær enige,+ hold fred;+ og kærlighedens og fredens Gud+ vil være med jer. 12 Hils hinanden med et helligt kys.+ 13 Alle de hellige sender jer deres hilsener.

14 Herren Jesu Kristi* ufortjente godhed og Guds kærlighed og den hellige ånds fællesskab være med jer alle.+