Det første til korintherne

1 Paulus, kaldet til at være en Jesu Kristi apostel+ ved Guds vilje,+ og Soʹstenes,+ vor broder, 2 til Guds menighed som er i Korinth,+ til jer som er blevet helliget+ i samhørighed med Kristus Jesus, kaldet til at være hellige,+ sammen med alle som overalt påkalder vor Herre Jesu Kristi navn,+ deres og vor Herre:+

3 Måtte I have ufortjent godhed+ og fred+ fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.+

4 Jeg takker altid Gud for jer i betragtning af den Guds ufortjente godhed+ der er skænket jer i Kristus Jesus,+ 5 at I i ham er blevet beriget+ med alt, med al evne til at tale og med al kundskab,+ 6 ligesom vidnesbyrdet* om Messias+ er blevet stadfæstet iblandt jer, 7 så at I ikke mangler nogen gave+ overhovedet, mens I ivrigt venter på vor Herre Jesu Kristi åbenbarelse.+ 8 Han vil også befæste+ jer indtil enden,* så I kan være uangribelige+ på vor Herre Jesu Kristi*+ dag.*+ 9 Trofast er Gud,+ ved hvem I blev kaldet til fællesskab+ med hans søn Jesus Kristus, vor Herre.

10 Nu tilskynder+ jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn,+ til at I alle skal føre enig tale,+ og at der ikke må være splittelser*+ iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.+ 11 Det er nemlig blevet mig fortalt+ om jer, mine brødre, af dem fra Kloʹes [hus], at der er stridigheder iblandt jer. 12 Hvad jeg mener er dette, at enhver af jer siger: „Jeg tilhører Paulus,“ „Og jeg Apolʹlos,“+ „Og jeg Keʹfas,“ „Og jeg Kristus.“ 13 Messias er delt.+ Paulus blev da ikke pælfæstet* for jer, vel? Eller blev I døbt i Paulus’ navn?+ 14 Jeg er taknemmelig for at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Kriʹspus+ og Gaʹjus,+ 15 så at ingen kan sige at I blev døbt i mit navn. 16 Jo, jeg har også døbt Steʹfanas’ husstand.+ Ellers ved jeg ikke om jeg har døbt nogen anden. 17 Kristus har nemlig ikke sendt mig+ for at døbe, men for at forkynde den gode nyhed, ikke med visdom i tale,+ for at Messias’ marterpæl* ikke skal blive gjort nytteløs.

18 For talen om marterpælen er tåbelighed+ for dem der går til grunde,+ men for os som frelses,+ er den Guds kraft.+ 19 Der står jo skrevet: „Jeg vil lade de vises visdom gå til grunde,+ og de forstandiges forstand+ vil jeg feje til side.“+ 20 Hvor er den vise? Hvor er den skriftlærde?+ Hvor er debattøren+ i denne tingenes ordning?*+ Har Gud ikke gjort verdens visdom tåbelig?+ 21 For eftersom det i Guds visdom er sådan at verden gennem sin visdom+ ikke fik lært Gud at kende,+ besluttede Gud gennem tåbeligheden+ i det der forkyndes at frelse dem der tror.

22 For jøderne beder om tegn+ og grækerne søger efter visdom;+ 23 men vi forkynder Kristus som pælfæstet,+ for jøderne en snublesten+ og for folk fra nationerne en tåbelighed;+ 24 men for dem som er kaldede, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft+ og Guds visdom.+ 25 For det som er tåbeligt hos Gud er visere end menneskene, og det som er svagt hos Gud er stærkere end menneskene.+

26 For I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise+ efter kødet blev kaldet,+ ikke mange mægtige,+ ikke mange af fornem herkomst; 27 men Gud har valgt det tåbelige i verden,+ for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme;+ 28 og Gud har valgt det ringe i verden og det der ses ned på, det der ikke er noget,+ for at han kunne gøre det der er noget til intet,+ 29 så at intet kød skulle rose sig+ over for Gud. 30 Men det skyldes ham at I er i samhørighed med Kristus Jesus, som er blevet os visdom+ fra Gud, samt retfærdighed+ og helliggørelse+ og udfrielse ved en løsesum,+ 31 for at det kan være som der står skrevet: „Lad den der roser sig, rose sig af Jehova.“*+

2 Da jeg så kom til jer, brødre, kom jeg ikke med fremragende* tale+ eller visdom og forkyndte jer Guds hellige hemmelighed,+ 2 for jeg besluttede at jeg blandt jer ikke ville kende til noget andet end Jesus Kristus,+ og det som pælfæstet. 3 Og jeg kom til jer i svaghed og i frygt og med megen bæven;+ 4 og min tale og det jeg forkyndte kom ikke med overtalende visdomsord, men med en demonstration af ånd og kraft,+ 5 for at jeres tro ikke skulle være [en tro] på menneskers visdom,+ men på Guds kraft.+

6 Dog taler vi visdom blandt dem som er modne,*+ men ikke den visdom+ der kommer fra denne tingenes ordning, heller ikke fra denne tingenes ordnings* ledere,+ som vil blive til intet.+ 7 Men vi taler Guds visdom i en hellig hemmelighed,+ den skjulte visdom, som Gud før tingenes ordninger*+ forudbestemte til vor herlighed. 8 Denne [visdom] har ingen af denne tingenes ordnings ledere+ lært at kende,+ for hvis de havde kendt den, ville de ikke have pælfæstet+ herlighedens Herre. 9 Men som der står skrevet: „Hvad øjet ikke har set og øret ikke har hørt og menneskehjertet ikke har fundet på, det har Gud beredt dem der elsker ham.“+ 10 For det er os Gud har åbenbaret+ det gennem ånden,+ for ånden+ ransager alt, endog Guds dybder.+

11 For hvem blandt mennesker ved hvad der er i et menneske, undtagen menneskets ånd+ som er i det? På samme måde har heller ingen lært at kende hvad der er i Gud, undtagen Guds ånd.+ 12 Nu har vi ikke fået verdens ånd,+ men den ånd+ som er fra Gud, for at vi kan kende det som Gud i sin godhed har givet os.+ 13 Og det er dette vi taler om, ikke med ord lært af menneskelig visdom,+ men med [ord] lært af ånd[en],+ idet vi forbinder åndelige [anliggender] med åndelige [ord].*+

14 Men et sjæleligt* menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds ånd, for det er tåbelighed for det; og det kan ikke fatte det,+ fordi det skal bedømmes åndeligt. 15 Det åndelige menneske,*+ derimod, bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen.+ 16 For „hvem har lært Jehovas* sind at kende,+ så han kan belære ham?“+ Men vi har Kristi* sind.+

3 Og, brødre, jeg var ikke i stand til at tale til jer som til åndelige,+ men kun som til kødelige, som til spædbørn+ i Kristus. 2 Jeg gav jer mælk at drikke, ikke noget der skulle tygges,+ for I var endnu ikke stærke nok. Ja, heller ikke nu er I stærke nok,+ 3 for I er stadig kødelige.+ Når der nemlig er skinsyge og strid iblandt jer,+ er I så ikke kødelige og vandrer på menneskers vis?+ 4 For når en siger: „Jeg tilhører Paulus,“ og en anden: „Jeg Apolʹlos,“+ er I så ikke blot mennesker?

5 Hvad er da Apolʹlos?+ Ja, hvad er Paulus? Tjenere*+ ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. 6 Jeg plantede,+ Apolʹlos vandede,+ hvorimod Gud stadig fik det til at gro;+ 7 hverken den der planter eller den der vander er altså noget,+ men Gud, som får det til at gro.+ 8 Og den der planter og den der vander er ét,*+ men hver vil få sin egen løn efter sit eget arbejde.+ 9 For vi er Guds medarbejdere.+ I er Guds mark under dyrkning,+ Guds bygning.+

10 Efter den Guds ufortjente godhed+ der er skænket mig, har jeg som en kyndig håndværksmester lagt en grundvold,+ men en anden bygger på den. Så lad hver enkelt til stadighed være opmærksom på hvordan han bygger på den.+ 11 For ingen kan lægge nogen anden grundvold+ end den der er lagt, det vil sige Jesus Kristus.+ 12 Når nu nogen bygger på den grundvold med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, 13 vil hver enkelts arbejde blive gjort kendt, for dagen vil røbe det, fordi den åbenbares ved hjælp af ild,+ og ilden selv skal prøve hvordan hver enkelts arbejde er. 14 Hvis ens arbejde, det man har bygget på den, bliver stående,+ vil man få løn;+ 15 hvis ens arbejde brændes op, vil man lide tab, men selv vil man blive frelst;+ i så fald dog som gennem ild.+

16 Ved I ikke at I er Guds tempel*+ og at Guds ånd bor i jer?+ 17 Hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham;+ for Guds tempel er helligt,+ det [tempel]+ som I er.+

18 Lad ingen bedrage sig selv: Hvis nogen iblandt jer mener at han er vís+ i denne tingenes ordning,* så lad ham blive en tåbe, for at han kan blive vís.+ 19 Denne verdens visdom er nemlig tåbelighed i Guds øjne;+ for der står skrevet: „Han fanger de vise i deres underfundighed.“+ 20 Og endvidere: „Jehova* ved at de vises tanker er forgæves.“+ 21 Lad derfor ingen rose sig af mennesker; for alt tilhører jer,+ 22 hvad enten det er Paulus eller Apolʹlos+ eller Keʹfas eller verden eller liv eller død eller noget nuværende eller noget kommende,+ alt tilhører jer; 23 men I tilhører Kristus,+ og Kristus tilhører Gud.+

4 Således skal et menneske vurdere os: som underordnede*+ under Kristus og husholdere+ over Guds hellige hemmeligheder.+ 2 Hvad der i øvrigt i den forbindelse kræves af husholdere,*+ er at en sådan findes trofast.+ 3 Nu betyder det meget lidt for mig at skulle bedømmes af jer eller af en menneskelig domstol.*+ Jeg bedømmer end ikke mig selv. 4 Jeg er mig nemlig intet bevidst.+ Dog, derved er jeg ikke kendt retfærdig, men den der bedømmer mig er Jehova.*+ 5 Døm derfor ikke noget+ før tiden er inde, førend Herren kommer,+ som både vil bringe mørkets hemmeligheder for lyset+ og gøre hjerternes beslutninger kendt,+ og så vil enhver få sin ros af Gud.+

6 Disse ting har jeg nu, brødre, overført og anvendt på mig selv og Apolʹlos+ for jeres skyld, for at I af vort tilfælde kan lære den [regel]: „Gå ikke ud over det der står skrevet,“+ for at ingen af jer skal blive opblæst+ og være for den ene og imod den anden.+ 7 For hvem gør dig til noget særligt?+ Ja, hvad har du som du ikke har fået?+ Og hvis du virkelig har fået det,+ hvorfor roser du dig da+ som om du ikke havde fået det?

8 I er allerede blevet mætte, ikke? I er allerede blevet rige, ikke sandt?+ I er begyndt at herske som konger+ uden os, ikke? Ja, jeg ville virkelig ønske at I var begyndt at herske som konger, så vi også kunne herske som konger sammen med jer.+ 9 Det forekommer mig nemlig at Gud har stillet os, apostlene, frem som de sidste,+ som mænd der er dømt til døden,+ for vi er blevet et skuespil*+ for verden, både* for engle+ og for mennesker.+ 10 Vi er tåber+ på grund af Kristus, men I er kloge+ i Kristus; vi er svage,+ men I er stærke;+ I er ansete,+ men vi er foragtede.*+ 11 Frem til denne time lider vi både sult+ og tørst+ og er mangelfuldt klædt*+ og bliver mishandlet+ og er hjemløse+ 12 og slider og slæber,+ idet vi arbejder med vore egne hænder.+ Når vi hånes, velsigner vi;+ når vi forfølges, finder vi os i det;+ 13 når vi smædes, bønfalder vi;+ vi er blevet som verdens skarn, bærmen af alle ting, indtil nu.+

14 Jeg skriver ikke dette for at gøre jer skamfulde, men for at formane jer som mine elskede børn.+ 15 For selv om I måske har ti tusind opdragere+ i Kristus, [så har I] afgjort ikke mange fædre,+ for i Kristus Jesus er jeg blevet jeres fader ved den gode nyhed.+ 16 Jeg beder jer derfor indtrængende: bliv mine efterlignere.+ 17 Af den grund sender jeg Timoʹteus til jer,+ da han er mit elskede og trofaste barn+ i Herren; han vil minde jer om mine fremgangsmåder i forbindelse med Kristus Jesus,*+ sådan som jeg underviser overalt i hver menighed.

18 Nogle er opblæste,+ som om jeg ikke ville komme til jer. 19 Men jeg vil komme til jer snart, om Jehova* vil,+ og så vil jeg skaffe mig viden, ikke om de opblæstes tale, men om [deres] kraft. 20 For Guds rige [beror] ikke på tale, men på kraft.+ 21 Hvad ønsker I? Skal jeg komme til jer med kæp,+ eller med kærlighed og med mildheds ånd?+

5 Der høres virkelig om utugt*+ iblandt jer, og en sådan utugt som end ikke findes blandt folk fra nationerne, at en har [sin] faders hustru.+ 2 Og er I opblæste+ og føler ikke snarere sorg,+ så den mand der har begået denne gerning kunne blive fjernet fra jeres midte?+ 3 Jeg for mit vedkommende, skønt fraværende i legemet men nærværende i ånden, har visselig allerede, som om jeg var nærværende, dømt+ den mand der har handlet på en sådan måde som denne, 4 således at I, når I er samlet, også med min ånd og vor Herre Jesu kraft,+ i vor Herre Jesu navn 5 overgiver et sådant menneske til Satan+ til kødets undergang, for at ånden+ kan blive frelst på Herrens dag.+

6 At I roser+ jer er ikke pænt. Ved I ikke at lidt surdej gennemsyrer hele dejen?+ 7 Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej,+ sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påske[offer],+ Kristus,+ er blevet slagtet.+ 8 Lad os derfor holde højtid,+ ikke med gammel surdej,+ heller ikke med sletheds og ondskabs+ surdej,+ men med oprigtigheds og sandheds+ usyrede brød.

9 I mit brev skrev jeg til jer at I skulle holde op med at omgås utugtige, 10 [jeg mente] ikke helt og holdent denne verdens+ utugtige+ eller havesyge og udsugere eller afgudsdyrkere. Ellers måtte I jo gå ud af verden.+ 11 Men nu skriver jeg til jer at I skal holde op med at omgås*+ enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg+ eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker+ eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan. 12 For hvad har jeg at gøre med at dømme dem udenfor?+ Dømmer I ikke dem indenfor,+ 13 mens Gud dømmer dem udenfor?+ „Fjern det onde [menneske] fra jer selv.“+

6 Vover nogen af jer som har en sag+ imod en anden, at indbringe sagen for uretfærdige+ og ikke for de hellige?+ 2 Eller ved I ikke at de hellige skal dømme+ verden?+ Og når verden skal dømmes af jer, er I så uværdige til at dømme i meget små sager?+ 3 Ved I ikke at vi skal dømme engle?+ Hvorfor da ikke i sager der hører dette liv til? 4 Hvis I altså har sager der hører dette liv til og hvori der skal dømmes,+ er det så dem der ikke regnes for noget i menigheden, I indsætter som dommere?+ 5 Jeg siger det for at få jer til at føle skam.+ Er det sandt at der ikke er en eneste vís+ iblandt jer som vil kunne dømme mellem sine brødre, 6 men broder fører sag imod broder, og det for ikketroende?+

7 Nu er det jo i det hele taget et nederlag for jer at I har retssager+ med hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere uret?+ Hvorfor lader I jer ikke hellere bedrage?+ 8 Tværtimod gør I uret og bedrager, og det jeres brødre!+

9 Eller ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige?+ Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige+ eller afgudsdyrkere+ eller ægteskabsbrydere*+ eller mænd der bruges til unaturlige formål,+ eller mænd som ligger hos mænd,*+ 10 eller tyve eller havesyge+ eller drankere+ eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige.+ 11 Og dog er det sådan nogle af jer har været.+ Men I er blevet vasket rene,+ I er blevet helliget,*+ og I er blevet erklæret retfærdige+ i vor* Herre Jesu Kristi navn+ og med vor Guds ånd.+

12 Alt er mig tilladt; men ikke alt er gavnligt.+ Alt er mig tilladt;+ men jeg vil ikke lade noget få myndighed over mig.+ 13 Maden er [bestemt] for maven, og maven for maden;+ og Gud vil gøre begge til intet.+ Men legemet er ikke [bestemt] for utugt, men for Herren;+ og Herren for legemet.+ 14 Men Gud har oprejst Herren+ og vil også oprejse os fra [døden]+ ved sin kraft.+

15 Ved I ikke at jeres legemer er Kristi+ lemmer?+ Skal jeg da tage Kristi lemmer væk og gøre dem til skøgelemmer?*+ Måtte det aldrig ske! 16 Eller ved I ikke at den som slutter sig til en skøge, er ét legeme [med hende]? For: „De to,“ siges der,* „skal blive ét kød.“+ 17 Men den der slutter sig til Herren, er én+ ånd+ [med ham]. 18 Flygt fra utugt.+ Enhver anden synd som et menneske måtte begå, er uden for dets legeme,* men den der øver utugt synder imod sit eget legeme.+ 19 Eller ved I ikke at jeres legeme er tempel*+ for den hellige ånd som er i jer+ og som I har fra Gud? Og I tilhører ikke jer selv,+ 20 for I blev købt for en pris.+ Herliggør da Gud+ i jeres legeme.+

7 Nu med hensyn til de ting I skrev om, da er det godt for en mand ikke at røre en kvinde;+ 2 lad dog, på grund af den udbredte utugt,*+ hver mand have sin egen hustru,+ og lad hver kvinde have sin egen mand. 3 Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende;+ og lad også hustruen gøre det samme mod manden.+ 4 Hustruen har ikke myndighed over sit eget legeme, men det har hendes mand;+ og ligeledes har heller ikke manden myndighed over sit eget legeme, men det har hans hustru.+ 5 I må ikke unddrage jer hinanden,+ undtagen efter gensidigt samtykke for en fastsat tid,+ for at I kan give jer tid til bønnen og så igen komme sammen, så at Satan ikke til stadighed skal friste+ jer på grund af jeres mangel på selvkontrol.+ 6 Dette siger jeg imidlertid som en indrømmelse,*+ og ikke som en befaling.*+ 7 Men jeg ønsker at alle mennesker var som jeg selv.+ Enhver har imidlertid sin egen gave+ fra Gud, én på én måde, en anden på en anden måde.

8 Nu siger jeg til de ugifte+ og til enkerne, at det er godt for dem at de forbliver som jeg.+ 9 Men hvis ikke de har selvbeherskelse,+ så lad dem gifte sig, for det er bedre at gifte sig+ end at være optændt [af lidenskab].+

10 De gifte befaler jeg, dog ikke jeg men Herren,+ at en hustru ikke må skille sig fra sin mand;+ 11 men hvis hun virkelig skiller sig fra ham, så lad hende forblive ugift eller også forlige sig med sin mand; og en mand må ikke forlade sin hustru.

12 Men til de andre siger jeg, ja, jeg, ikke Herren:+ Hvis en broder har en ikketroende hustru, og hun er indforstået med at bo sammen med ham, så lad ham ikke forlade hende; 13 og hvis en kvinde har en ikketroende mand, og han er indforstået med at bo sammen med hende, så lad hende ikke forlade sin mand. 14 For den ikketroende mand er helliget ved hustruen, og den ikketroende hustru er helliget ved broderen; ellers ville jeres børn jo være urene,+ men nu er de hellige.+ 15 Men hvis den ikketroende vil skilles,+ så lad ham skilles; en broder eller en søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred.+ 16 For, hustru, hvordan ved du om du kan frelse din mand?+ Eller, mand, hvordan ved du om du kan frelse din hustru?+

17 Blot [dette]: lad enhver vandre som Jehova* har tildelt enhver,+ sådan som Gud* har kaldet ham.+ Og således forordner+ jeg det i alle menighederne. 18 Blev en kaldet som omskåren?+ Lad ham ikke blive uomskåren. Er en blevet kaldet som uomskåren?+ Lad ham ikke blive omskåret.+ 19 Omskærelse+ betyder intet, og ikke-omskærelse+ betyder intet, men overholdelse af Guds bud.+ 20 Lad enhver forblive+ i den stand* han blev kaldet i.+ 21 Blev du kaldet som træl? Så lad det ikke bekymre dig;+ men hvis du også kan blive fri, da benyt hellere lejligheden. 22 For enhver i Herren der blev kaldet som træl, er Herrens frigivne;+ ligeledes er den der blev kaldet som fri,+ en Kristi træl.+ 23 I blev købt for en pris;+ hold op med at være menneskers trælle.+ 24 Den stilling+ hver enkelt blev kaldet i, brødre, lad ham forblive i den i samfund med Gud.

25 Nu med hensyn til jomfruerne har jeg ingen befaling fra Herren, men jeg giver min mening+ til kende som en der af Herren er blevet vist den barmhjertighed+ at han kan være trofast.+ 26 Derfor mener jeg at dette er godt, i betragtning af den nuværende nød, [nemlig] at det er godt for en mand at forblive som han er.+ 27 Er du bundet til en hustru?+ Hold op med at søge at blive fri.+ Er du løst fra en hustru? Hold op med at søge en hustru. 28 Men selv om du også giftede dig, begik du ikke nogen synd.+ Og hvis en jomfru* giftede sig, begik en sådan ikke nogen synd. Men de der gør det, vil få trængsel i kødet.+ Men jeg søger at skåne jer.

29 Og dette siger jeg, brødre: den tid der er tilbage er begrænset.+ Lad herefter dem der har hustru, være som om de ingen havde,+ 30 og dem der græder, som dem der ikke græder, og dem der glæder sig, som dem der ikke glæder sig, og dem der køber, som dem der ikke ejer noget, 31 og dem der gør brug af verden,+ som dem der ikke bruger den fuldt ud; for denne verdens scene skifter.+ 32 Ja, jeg ønsker at I må være fri for bekymring.+ Den ugifte mand er bekymret for det der hører Herren til, hvordan han kan opnå Herrens godkendelse. 33 Men den gifte mand er bekymret+ for det der hører verden til, hvordan han kan opnå sin hustrus godkendelse,+ 34 og han er delt. Og den ugifte kvinde og jomfruen er bekymret for det der hører Herren til,+ for at hun kan være hellig både på sit legeme og på sin ånd. Men den gifte kvinde er bekymret for det der hører verden til, hvordan hun kan opnå sin mands godkendelse.+ 35 Men dette siger jeg til jeres eget bedste, ikke for at kaste et fangegarn over jer, men for at bevæge jer til det der er sømmeligt+ og til at I stadig står til tjeneste for Herren uden at lade jer distrahere.+

36 Men hvis nogen mener at han bærer sig urigtigt ad over for sin jomfruelighed,*+ hvis den* er ude over ungdommens vår,* og det må ske således, så lad ham gøre hvad han vil; han synder ikke. Lad dem gifte sig.+ 37 Men hvis nogen står fast i sit hjerte, idet han ikke føler nogen nødvendighed men har myndighed over sin egen vilje og i sit hjerte har truffet den beslutning at han vil bevare sin jomfruelighed, han gør vel.+ 38 Altså, også den der giver sin jomfruelighed hen i ægteskab gør vel,+ men den der ikke giver den* hen i ægteskab gør bedre.+

39 En hustru er bundet i al den tid hendes mand lever.+ Men hvis hendes mand skulle sove ind [i døden], er hun fri til at blive gift med hvem hun vil, [dog] kun i* Herren.+ 40 Men hun er lykkeligere hvis hun forbliver som hun er,+ efter min mening. Jeg mener nemlig at også jeg har Guds ånd.+

8 Nu med hensyn til det der har været ofret til afguder:+ Vi ved at vi alle har kundskab.+ Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger.+ 2 Hvis nogen mener at han har opnået kundskab om noget,+ så kender han det endnu ikke sådan som han bør kende det.+ 3 Men hvis nogen elsker Gud,+ så er han kendt af ham.+

4 Nu med hensyn til at spise+ det der har været ofret til afguder, så ved vi at en afgud intet er+ i verden,* og at der ingen Gud er uden én.+ 5 For selv om der også er såkaldte „guder“,+ enten i himmelen+ eller på jorden,+ sådan som der er mange „guder“ og mange „herrer“,+ 6 så er der for os dog kun én Gud,*+ Faderen,+ fra hvem alle ting er, og vi til ham;+ og der er én Herre,+ Jesus Kristus,+ ved hvem alle ting er,+ og vi ved ham.

7 Denne kundskab er imidlertid ikke i alle;+ men nogle som indtil nu har været vant til afguder, spiser maden som noget der har været ofret til en afgud,+ og deres samvittighed, som er svag, bliver besmittet.+ 8 Men mad vil ikke anbefale os over for Gud;+ hvis vi ikke spiser, er vi ikke dårligere stillet, og hvis vi spiser, er vi ikke bedre stillet.+ 9 Men se stadig til at denne jeres handlefrihed ikke på en eller anden måde bliver en snublesten for dem som er svage.+ 10 For hvis nogen skulle se dig, som har kundskab, ligge til bords i et afgudstempel,* vil da ikke samvittigheden hos den der er svag, blive opbygget til at spise det der har været ofret til afguder?+ 11 Ved din kundskab bliver der jo bragt undergang over den som er svag, din broder, for hvis skyld Kristus er død.+ 12 Men når I således synder imod jeres brødre og sårer deres samvittighed+ som er svag, synder I mod Kristus. 13 Derfor, hvis mad bringer min broder til snublen og fald,+ vil jeg aldrig nogen sinde mere spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til snublen og fald.+

9 Er jeg ikke fri?+ Er jeg ikke apostel?+ Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?+ Er I ikke mit værk i Herren? 2 Om jeg ikke er apostel for andre, er jeg det i hvert fald for jer, for I er seglet der bekræfter+ mit apostelhverv i forbindelse med Herren.

3 Mit forsvar over for dem som bedømmer mig er dette:+ 4 Har vi ikke ret til at spise+ og drikke? 5 Har vi ikke ret til at have en søster med omkring som hustru,+ ligesom de øvrige apostle og Herrens brødre+ og Keʹfas?+ 6 Eller er det kun Barʹnabas+ og mig som ikke har ret til at undlade [verdsligt] arbejde?+ 7 Hvem er nogen sinde soldat på egen bekostning?* Hvem planter en vingård og spiser ikke dens frugt?+ Eller hvem vogter en hjord og nyder ikke af hjordens mælk?+

8 Siger jeg dette ud fra en menneskelig norm?+ Eller er det ikke også det loven+ siger? 9 I Mose lov står der jo skrevet: „Du må ikke binde munden til på en okse når den tærsker.“+ Er det okser Gud tager sig af? 10 Eller er det ikke helt og holdent for vor skyld han siger det? Jo, for vor skyld blev det skrevet,+ fordi den der pløjer, bør pløje i håb, og den der tærsker, bør gøre det i håb om at få en andel.+

11 Når vi til jer har sået noget åndeligt,+ er det da noget stort om vi hos jer skal høste noget materielt?+ 12 Hvis andre har andel i denne ret over jer,+ har vi det da ikke langt mere? Dog har vi ikke gjort brug af denne ret,+ men vi tåler alt, for at vi ikke skal lægge nogen hindring i vejen for den gode nyhed om Messias.+ 13 Ved I ikke at de der tager sig af de hellige pligter, spiser+ ved templet, og de der til stadighed tjener+ ved alteret, får deres del sammen med alteret? 14 Således har Herren også forordnet+ at de der forkynder den gode nyhed, skal leve af den gode nyhed.+

15 Men jeg har ikke gjort brug af en eneste af disse [rettigheder].+ Og jeg har ikke skrevet dette for at det skulle blive sådan i mit tilfælde, for det ville være bedre for mig at dø end — ingen skal gøre min grund til at rose+ mig til intet! 16 Når jeg nu forkynder den gode nyhed,+ giver det mig ingen grund til at rose mig, for det er pålagt mig som en nødvendighed.+ Ja, ve+ mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed. 17 Hvis jeg gør det frivilligt,+ har jeg en løn;+ men hvis jeg gør det imod min vilje, er det jo en husholdergerning+ jeg har fået betroet. 18 Hvad er da min løn? At jeg, idet jeg forkynder den gode nyhed, kan fremholde den gode nyhed uden omkostninger+ for ikke at misbruge min ret i forbindelse med den gode nyhed.

19 For skønt jeg er fri af alle, har jeg gjort mig til træl+ for alle for at kunne vinde desto flere.+ 20 Og jeg er for jøderne blevet som en jøde+ for at kunne vinde jøder; for dem der er under loven, er jeg blevet som en under loven,+ skønt jeg selv ikke er under loven,+ for at kunne vinde dem der er under loven. 21 For dem der er uden loven,+ er jeg blevet som en uden loven,+ skønt jeg ikke er uden Guds lov men under Kristi lov,+ for at kunne vinde dem som er uden loven. 22 For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage.+ For alle slags mennesker+ er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle. 23 Men alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del+ i den sammen med [andre].

24 Ved I ikke at løberne+ i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen?+ Løb+ på en sådan måde at I kan opnå den.+ 25 Og enhver som tager del i en idrætskamp, viser selvbeherskelse+ i alt. De gør det naturligvis for at få en forgængelig krone,+ men vi en uforgængelig.+ 26 Derfor løber+ jeg ikke som i det uvisse; jeg retter mine slag således at jeg ikke slår i luften;+ 27 men jeg banker løs* på mit legeme+ og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.+

10 Jeg ønsker nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om at vore forfædre alle var under skyen+ og alle gik gennem havet+ 2 og alle blev døbt til Moses+ ved hjælp af skyen og havet; 3 og alle spiste den samme* åndelige mad+ 4 og alle drak den samme åndelige drik;+ for de drak af den åndelige klippe+ som fulgte med, og den klippe*+ var* Messias.+ 5 Dog, de fleste af dem godkendte Gud ikke;+ de blev jo fældet i ørkenen.+

6 Men disse ting er blevet eksempler* for os, for at vi ikke skal begære noget skadeligt,+ sådan som de begærede det. 7 Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev det;+ som der står skrevet: „Folket satte sig til at spise og drikke, hvorpå de rejste sig for at more sig.“+ 8 Lad os heller ikke øve utugt, som nogle af dem begik utugt,+ og på én dag faldt treogtyve tusind.+ 9 Lad os heller ikke sætte Jehova*+ på prøve, som nogle af dem satte ham på prøve,+ og de blev dræbt af slangerne.+ 10 I må heller ikke knurre, sådan som nogle af dem knurrede,+ og de blev dræbt af ødelæggeren.+ 11 Men disse ting skete fortsat med dem, som eksempler,* og de blev skrevet til advarsel+ for os til hvem enden* på tingenes ordninger*+ er kommet.

12 Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.+ 13 Ingen fristelse har mødt jer bortset fra hvad der er almindeligt for mennesker.+ Men Gud er trofast,+ og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle,+ men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej,+ så I kan modstå den.

14 Derfor, mine elskede, flygt+ fra afgudsdyrkelsen.+ 15 Jeg taler som til mennesker med dømmekraft;+ døm selv om hvad jeg siger. 16 Velsignelsens bæger+ som vi velsigner, er det ikke fællesskab om Messias’ blod? Brødet som vi brækker i stykker,+ er det ikke fællesskab om Messias’ legeme?+ 17 Fordi der er ét brød, er vi, skønt mange,+ ét legeme,*+ for vi har alle andel i det ene brød.+

18 Se på det som er Israel efter kødet:+ Har de som spiser slagtofrene ikke fællesskab med* alteret?+ 19 Hvad skal jeg da sige? At det der ofres til en afgud er noget, eller at en afgud er noget?+ 20 Nej; men jeg siger at det som folk fra nationerne* ofrer, ofrer de til dæmoner+ og ikke til Gud; og jeg ønsker ikke at I skal have fællesskab med dæmonerne.+ 21 I kan ikke drikke Jehovas* bæger+ og dæmoners bæger; I kan ikke have andel i „Jehovas* bord“+ og i dæmoners bord. 22 Eller „ægger vi Jehova* til skinsyge“?+ Vi er ikke stærkere+ end han, vel?

23 Alt er tilladt; men ikke alt er gavnligt.+ Alt er tilladt;+ men ikke alt opbygger.+ 24 Lad ingen søge sit eget,+ men medmenneskets [bedste].+

25 Alt det der bliver solgt på kødtorvet kan I spise+ uden at stille spørgsmål af hensyn til jeres samvittighed;+ 26 for „Jehovas*+ er jorden og det som fylder den“.+ 27 Hvis nogen af de ikketroende indbyder jer og I gerne vil gå derhen, så spis alt hvad der bliver sat frem for jer,+ uden at stille spørgsmål af hensyn til jeres samvittighed.+ 28 Men hvis nogen skulle sige til jer: „Dette er noget der har været bragt som offer,“ så spis ikke, af hensyn til den der oplyste det og af hensyn til samvittigheden.*+ 29 „Samvittigheden,“ siger jeg, ikke din egen, men den andens. For hvorfor skal min frihed dømmes af en andens samvittighed?+ 30 Hvis jeg har andel [i måltidet] med tak, hvorfor skal jeg så spottes på grund af det jeg siger tak for?+

31 Derfor, hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds ære.+ 32 Undgå at blive årsag til snublen og fald+ både for jøder og for grækere og for Guds menighed, 33 ligesom også jeg søger at være alle mennesker til behag i alle ting,+ idet jeg ikke søger mit eget bedste,+ men de manges, for at de kan blive frelst.+

11 Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.+

2 Nu roser jeg jer fordi I i alle ting husker mig og holder fast ved overleveringerne+ sådan som jeg overleverede jer dem. 3 Men jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias;+ og en kvindes hoved er manden;+ og Messias’ hoved er Gud.+ 4 Enhver mand der beder eller profeterer med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved;+ 5 og enhver kvinde som beder eller profeterer+ med hovedet utildækket,* bringer skam over sit hoved,+ for det er ét og det samme som hvis hun var en [kvinde] med raget hoved.*+ 6 For når en kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også blive klippet; men når det er til skam for en kvinde at blive klippet eller raget,+ så lad hende tildække sig.+

7 For en mand bør ikke have sit hoved tildækket, da han er Guds billede+ og herlighed;+ men kvinden er mandens herlighed.+ 8 For manden er ikke fra* kvinden, men kvinden fra* manden;+ 9 og hvad mere er: manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.+ 10 Det er derfor kvinden bør have et myndighedstegn* på sit hoved+ af hensyn til englene.+

11 Desuden, i forbindelse med Herren er hverken kvinden [blevet til] uden manden eller manden uden kvinden.+ 12 For ligesom kvinden er fra manden,+ således er også manden ved kvinden;+ men alle ting er fra Gud.+ 13 Døm for jer selv: Sømmer det sig for en kvinde at bede utildækket til Gud? 14 Lærer selve naturen jer ikke at hvis en mand har langt hår, er det til vanære for ham, 15 men hvis en kvinde har langt hår, er det til ære for hende?+ For det lange hår er givet hende i stedet for en hovedbeklædning.*+ 16 Men hvis nogen synes at argumentere+ for en anden skik,+ så har vi ingen sådan, og det har Guds menigheder heller ikke.

17 Men idet jeg giver disse instruktioner roser jeg jer ikke, for det er ikke til det bedre, men til det værre at I kommer sammen.+ 18 For det første hører jeg* nemlig at der, når I kommer sammen som en menighed, er splittelser* iblandt jer;+ og i nogen grad tror jeg det. 19 Der må jo nødvendigvis også være sekter*+ iblandt jer, for at de godkendte også kan blive gjort kendt iblandt jer.+

20 Derfor, når I kommer sammen på ét sted, er det ikke muligt at spise* Herrens aftensmåltid.*+ 21 For når I spiser [det], tager hver enkelt* sit eget aftensmåltid først, så at én er sulten og en anden er beruset. 22 I har da hjem at spise og drikke i, ikke sandt?+ Eller foragter I Guds menighed og gør dem der intet har til skamme?+ Hvad skal jeg sige til jer? Skal jeg rose jer? I dette roser jeg jer ikke.

23 For jeg har modtaget fra Herren,* hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat+ da han skulle overgives, tog et brød 24 og, efter at have takket, brækkede det i stykker+ og sagde: „Dette betyder* mit legeme,+ som er til gavn for jer. Bliv ved med at gøre dette til minde+ om mig.“ 25 Og på samme måde [tog han] bægeret+ efter aftensmåltidet idet han sagde: „Dette bæger betyder den nye pagt+ i kraft af mit blod.+ Bliv ved med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde+ om mig.“ 26 For så ofte+ som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død,+ indtil han kommer.+

27 Altså vil enhver som spiser Herrens brød eller drikker Herrens bæger uværdigt, være skyldig+ over for Herrens legeme og blod.+ 28 Lad først et menneske godkende sig selv efter ransagelse,+ og lad ham således spise af brødet og drikke af bægeret. 29 For den der spiser og drikker, spiser og drikker sig en dom+ til, hvis han ikke bedømmer legemet rigtigt. 30 Det er derfor mange iblandt jer er svage og sygelige, og ikke så få sover+ [i døden]. 31 Men hvis vi ville bedømme os selv rigtigt, blev vi ikke dømt.+ 32 Når vi imidlertid dømmes,+ tugtes vi af Jehova,*+ for at vi ikke skal blive fordømt+ sammen med verden.+ 33 Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for at spise det,+ så vent på hinanden. 34 Hvis nogen er sulten, så lad ham spise hjemme,+ for at jeres sammenkomst ikke skal føre til fordømmelse.+ Men de andre ting vil jeg bringe i orden så snart jeg kommer.

12 Nu med hensyn til de åndelige gaver,*+ brødre, ønsker jeg ikke I skal være uvidende. 2 I ved at da I var folk fra nationerne,+ blev I ført mod de umælende+ afguder,+ sådan som I nu blev ført. 3 Derfor gør jeg jer bekendt med at ingen som taler ved Guds ånd, siger: „Jesus er forbandet!“*+ og ingen kan sige: „Jesus er Herre!“ undtagen ved hellig ånd.+

4 Nu er der forskellige gaver,*+ men det er den samme ånd;+ 5 og der er forskellige former for tjeneste,+ og dog er det den samme Herre;+ 6 og der er forskellige kraftvirkninger,+ og dog er det den samme Gud+ som udvirker dem alle i alle mennesker.+ 7 Men manifestationen af ånden gives hver enkelt til et gavnligt formål.+ 8 Én gives der for eksempel ved ånden visdoms tale,+ en anden kundskabs tale+ ifølge den samme ånd, 9 en anden tro+ ved den samme ånd, en anden gaver til at helbrede+ ved den ene ånd, 10 en anden igen at udvirke kraftige gerninger,*+ en anden at profetere,+ en anden at bedømme+ inspirerede udtalelser,*+ en anden forskellige slags tungetale,+ og en anden at tolke+ tungetale. 11 Men det er den ene og samme ånd der udvirker alt dette,+ idet den fordeler+ [gaverne] til hver enkelt ganske som den vil.+

12 For ligesom legemet er ét men har mange lemmer, og alle legemets lemmer, skønt de er mange, er ét legeme,+ således er også Messias.+ 13 For ved én ånd blev vi jo alle døbt+ til [at være] ét legeme, enten vi er jøder eller grækere, enten vi er trælle eller fri, og vi fik alle én ånd at drikke.+

14 For legemet er jo ikke ét lem, men mange.+ 15 Hvis foden ville sige: „Da jeg ikke er en hånd, er jeg ikke en del af legemet,“ er den ikke af den grund ophørt med at være en del af legemet.+ 16 Og hvis øret ville sige: „Da jeg ikke er et øje, er jeg ikke en del af legemet,“ er det ikke af den grund ophørt med at være en del af legemet.+ 17 Hvis hele legemet var et øje, hvor ville da hørelsen være? Hvis det hele var hørelse, hvor ville da lugtesansen være? 18 Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, hvert af dem, sådan som han ønskede.+

19 Hvis de alle var ét lem,+ hvor ville da legemet være? 20 Men nu er der mange lemmer,+ og dog ét legeme. 21 Øjet kan ikke sige til hånden: „Dig har jeg ikke brug for;“ heller ikke hovedet til fødderne: „Jer har jeg ikke brug for.“ 22 Derimod er det langt snarere sådan at de af legemets lemmer som synes at være svagere,+ er nødvendige, 23 og de dele af legemet som vi synes er mindre ærefulde, dem omgiver vi med så meget mere ære,+ og så har vore uanstændige legemsdele fået så meget mere anstændighed, 24 mens vore anstændige legemsdele ikke har brug for noget. Men Gud har sammensat* legemet således at der vises mere ære til den del som er ringere stillet, 25 så der ikke bliver splid* i legemet, men så lemmerne har den samme omsorg for hinanden.+ 26 Og hvis ét lem lider, lider+ alle de andre lemmer sammen med det; og hvis et lem herliggøres,+ fryder alle de andre lemmer sig sammen med det.+

27 Nu er I Kristi legeme, og hver for sig hans lemmer.+ 28 Og Gud har sat de forskellige i menigheden,+ for det første apostle,+ for det andet profeter,+ for det tredje lærere;+ derefter kraftige gerninger;*+ derefter gaver til at helbrede;+ tjenester hvorved der ydes hjælp,+ evner til at lede,*+ forskellige slags tungetale.+ 29 Ikke alle er apostle, vel? Ikke alle er profeter, vel? Ikke alle er lærere, vel? Ikke alle udfører kraftige gerninger,* vel? 30 Ikke alle har gaver til at helbrede, vel? Ikke alle taler i tunger,+ vel? Ikke alle er oversættere,+ vel? 31 Men bliv ved med nidkært at stræbe efter de største* gaver.+ Og desuden vil jeg vise jer en langt bedre vej.+

13 Hvis jeg taler på menneskers og engles tungemål+ men ikke har kærlighed, er jeg et klingende [stykke] malm eller et støjende bækken.+ 2 Og hvis jeg har gaven til at profetere+ og er kendt med alle hellige hemmeligheder+ og al kundskab,+ og hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge,+ men ikke har kærlighed, er jeg intet.+ 3 Og hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre,+ og hvis jeg overgiver mit legeme,+ så jeg kan rose mig, men ikke har kærlighed,+ gavner det mig intet.

4 Kærligheden*+ er langmodig+ og venlig.+ Kærligheden er ikke skinsyg,+ er ikke brovtende,+ bliver ikke opblæst,+ 5 opfører sig ikke uanstændigt,+ søger ikke sine egne interesser,+ lader sig ikke provokere.+ Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse.+ 6 Den fryder sig ikke over uretfærdigheden,+ men fryder sig med sandheden.+ 7 Den tåler alt,+ tror alt,+ håber alt,+ udholder alt.+

8 Kærligheden svigter aldrig.+ Men hvad enten det er [gaver til] at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab, den vil blive afskaffet.*+ 9 For vor kundskab* er delvis+ og vor profeteren er delvis;+ 10 men når det fuldstændige kommer,+ vil det delvise blive afskaffet. 11 Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand,+ har jeg aflagt de [træk] der hører den mindreårige til. 12 For nu ser vi i uklart omrids* ved hjælp af et metalspejl,+ men da vil det være ansigt til ansigt.+ Nu kender jeg* delvis, men da vil jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.+ 13 Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.*+

14 Jag efter kærligheden; dog vedbliv med nidkært at stræbe efter de åndelige gaver,+ men fortrinsvis efter at profetere.+ 2 For den der taler tungetale, taler ikke til mennesker men til Gud, for ingen forstår det;+ han taler hellige hemmeligheder+ ved ånden. 3 Men den der profeterer, opbygger+ og opmuntrer og trøster mennesker med sin tale. 4 Den der taler tungetale, opbygger sig selv, men den der profeterer, opbygger en menighed. 5 Nu ville jeg ønske at I alle talte i tunger,+ men jeg foretrækker at I profeterer.+ Ja, den der profeterer er større end den der taler i tunger,+ medmindre han da oversætter det, så at menigheden kan få opbyggelse. 6 Men hvis jeg på dette tidspunkt, brødre, kom og talte i tunger til jer, hvad gavn ville jeg da gøre jer, medmindre jeg talte til jer enten med en åbenbaring*+ eller med kundskab+ eller med en profeti eller med en belæring?

7 Som det er med de livløse ting* der afgiver lyd,+ hvad enten det er en fløjte eller en harpe: hvis ikke de laver et interval mellem tonerne, hvordan kan man da vide hvad der spilles på fløjten eller harpen? 8 Nej, og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil da gøre sig rede til kamp?+ 9 På samme måde også med jer: hvis I ikke med tungen fremfører tale der er let at forstå,+ hvordan kan man da vide hvad der bliver sagt? Så taler I jo hen i vejret.+ 10 Der er så og så mange slags sproglyde i verden, og dog er ingen [slags] uden mening. 11 Hvis jeg nu ikke forstår betydningen af sproglyden, vil jeg være en fremmed for den der taler,+ og den der taler vil være en fremmed for mig. 12 Således skal I også selv, da I så nidkært tragter efter ånden[s gaver],*+ søge at få dem i overflod til menighedens opbyggelse.+

13 Lad derfor den der taler tungetale bede om at han må kunne oversætte det.+ 14 For hvis jeg taler tungetale i min bøn, er det min ånd[s gave] der beder,+ men min forstand er ufrugtbar. 15 Hvad skal der da gøres? Jeg vil bede med ånden[s gave], men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil lovsynge+ med ånden[s gave], men jeg vil også lovsynge med forstanden.+ 16 Hvordan skal ellers den der indtager den ukyndiges plads, når du lovpriser med en ånd[ens gave], kunne sige amen+ til din taksigelse, da han ikke ved hvad du siger? 17 Sandt nok siger du tak på en smuk måde, men den anden opbygges ikke.+ 18 Jeg takker Gud for at jeg taler mere i tunger end alle I andre.+ 19 Men alligevel vil jeg i en menighed hellere sige fem ord med min forstand, for at jeg også kan undervise andre mundtligt, end ti tusind ord i tungetale.+

20 Brødre, vær ikke børn i forstandighed,+ men vær spædbørn i slethed;+ vær derimod fuldvoksne i forstandighed.+ 21 I loven står der skrevet: „’Med fremmedes tungemål og med fremmedes læber*+ vil jeg tale til dette folk,+ og selv da vil de ikke give agt på mig,’ siger Jehova.“*+ 22 Tungetalen er altså til et tegn,+ ikke for de troende, men for de ikketroende,+ mens den profetiske tale ikke er for de ikketroende, men for de troende.+ 23 Når derfor hele menigheden kommer sammen og alle taler i tunger,+ og ukyndige eller ikketroende kommer ind, vil de så ikke sige at I er vanvittige? 24 Men hvis alle profeterer, og en ikketroende eller en ukyndig kommer ind, retledes han af alle,+ han bedømmes indgående af alle; 25 hans hjertes hemmeligheder bliver gjort kendt,+ og så vil han falde på sit ansigt* og tilbede Gud og bekende: „Gud er virkelig iblandt jer.“+

26 Hvad skal der da gøres, brødre? Når I kommer sammen, har én en salme,* en anden har en belæring, en anden har en åbenbaring, en anden har en tungetale, en anden har en fortolkning.+ Lad alt ske til opbyggelse.+ 27 Og hvis nogen taler tungetale, så lad det være begrænset til to eller højst tre, og efter tur; og lad en eller anden oversætte det.+ 28 Men hvis der ingen oversætter er, så lad ham tie i menigheden og tale til sig selv+ og til Gud. 29 Og lad to eller tre profeter+ tale, og lad de andre tyde meningen.+ 30 Men hvis en anden+ som sidder der, får en åbenbaring, så lad den første tie. 31 For I kan alle profetere,+ en ad gangen, så alle kan lære og alle blive opmuntret.+ 32 Og profeternes ånd[s gaver]* skal beherskes af profeterne. 33 For Gud er ikke uordenens+ men fredens [Gud].+

Som i alle de helliges menigheder: 34 lad kvinderne tie i menighederne,+ for det er dem ikke tilladt at tale, men lad dem underordne sig,+ sådan som også loven+ siger. 35 Hvis der er noget de ønsker at få at vide, så lad dem spørge deres mænd hjemme, for det er til skam+ for en kvinde at tale i en menighed.

36 Eller er det fra jer at Guds ord er udgået,+ eller er det kun til jer det er kommet?

37 Hvis nogen mener han er profet eller har fået ånden som gave,* så lad ham anerkende det jeg skriver til jer, for* det er Herrens bud.+ 38 Men hvis nogen er uvidende, så lad ham forblive uvidende. 39 Derfor, mine brødre, bliv ved med nidkært at stræbe efter at profetere,+ og forbyd dog ikke tungetalen.+ 40 Men lad alt ske sømmeligt og med orden.*+

15 Nu, brødre, gør jeg jer opmærksomme på den gode nyhed+ som jeg har forkyndt for jer,+ som I også har modtaget, som I også står i,+ 2 som I også frelses ved,+ nemlig den tale hvormed jeg forkyndte den gode nyhed for jer, hvis I da holder fast ved den; medmindre I er blevet troende til ingen nytte.+

3 Jeg har nemlig overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget,+ at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne;+ 4 og at han blev begravet,+ ja, at han er blevet oprejst+ på den tredje dag+ ifølge Skrifterne;+ 5 og at han viste sig for Keʹfas,+ så for de tolv.+ 6 Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her,+ men nogle er sovet ind [i døden]. 7 Derefter viste han sig for Jakob,+ så for alle apostlene;+ 8 men til allersidst viste han sig også for mig+ som for en der er født i utide.*

9 Jeg er nemlig den ringeste+ af apostlene, og jeg er ikke god nok til at blive kaldt apostel, fordi jeg har forfulgt+ Guds menighed. 10 Men ved Guds ufortjente godhed+ er jeg det jeg er. Og hans ufortjente godhed mod mig har vist sig ikke at være forgæves,+ tværtimod, jeg har slidt mere end dem alle,+ dog ikke jeg, men Guds ufortjente godhed som er med mig.+ 11 Men hvad enten det er mig eller dem: således forkynder vi og således var den tro I fik.+

12 Når det nu om Kristus bliver forkyndt at han er blevet oprejst fra de døde,+ hvordan kan det så være at nogle iblandt jer siger at dødes opstandelse* ikke finder sted?+ 13 Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst.+ 14 Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.+ 15 Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud,+ fordi vi har vidnet+ imod Gud at han har oprejst Messias,+ hvem han ikke har oprejst hvis døde i virkeligheden ikke oprejses.+ 16 For hvis døde ikke oprejses, er Kristus heller ikke blevet oprejst. 17 Og hvis Kristus ikke er blevet oprejst, så er jeres tro forgæves; så er I stadig i jeres synder.+ 18 Ja, også de som er sovet ind [i døden] i samhørighed+ med Kristus, er gået tabt.+ 19 Hvis vi alene for dette liv har håbet på Kristus,+ er vi de ynkværdigste af alle mennesker.

20 Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde,+ førstegrøden+ af dem der er sovet ind [i døden].+ 21 For eftersom døden+ er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse+ også kommet ved et menneske. 22 For ligesom alle dør i Adam,+ således vil alle også blive gjort levende i Messias.+ 23 Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus,+ derefter, under Messias’ nærværelse,*+ de der tilhører ham. 24 Derpå kommer enden,* når han overgiver riget til sin Gud og Fader, når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet.+ 25 For han må nødvendigvis herske som konge indtil [Gud]* har lagt alle fjenderne under hans fødder.+ 26 Den sidste fjende der tilintetgøres,* er døden.+ 27 For [Gud] „har lagt alt under hans fødder“.+ Men når han siger at ’alt er blevet underlagt’,+ er det klart at det er med undtagelse af Ham som har underlagt ham alt.+ 28 Men når alt er blevet ham underlagt,+ så vil også Sønnen selv underlægge sig* Ham der har underlagt ham alt,+ for at Gud kan være alt for alle.*+

29 Hvad vil ellers de gøre som bliver døbt for [at være]* døde?+ Hvis døde slet ikke oprejses,+ hvorfor bliver de da døbt+ for [at være] sådanne? 30 Og hvorfor er vi i fare hver time?+ 31 Daglig står jeg ansigt til ansigt med døden.+ Dette forsikrer jeg ved den stolthed som jeg i Kristus Jesus, vor Herre, har af jer, brødre.+ 32 Hvis jeg på menneskers vis* har kæmpet med vilde dyr i Eʹfesus,+ hvad gavner det mig så? Hvis døde ikke oprejses, så „lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø“.+ 33 Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger* gode vaner.+ 34 Vågn op til ædruelighed+ i retfærdighed, og øv ikke synd, for nogle er uden kundskab om Gud.+ Jeg siger det for at få jer til at føle skam.+

35 Dog vil nogen sige: „Hvorledes oprejses de døde? Ja, med hvilken slags legeme kommer de?“+ 36 Du ufornuftige! Hvad du sår, bliver ikke gjort levende medmindre det først dør;+ 37 og med hensyn til det du sår, så sår du ikke det legeme som skal komme, men et nøgent korn,+ det kan være hvede eller en hvilken som helst af de andre [kornsorter]; 38 men Gud giver det et legeme+ sådan som han ønsker,+ og hver slags sæd sit eget legeme. 39 Ikke alt kød er det samme kød, men ét er menneskenes, og et andet er kvægets kød, og et andet fuglenes kød, og et andet fiskenes.+ 40 Og der er himmelske*+ legemer og jordiske* legemer;+ men de himmelske legemers glans+ er af én art, og de jordiske legemers af en anden art. 41 Solens glans+ er én, og månens glans+ en anden, og stjernernes glans+ en anden igen; ja, stjerne er forskellig fra stjerne i glans.

42 Således er det også med de dødes opstandelse.+ Der sås i forgængelighed, der oprejses i uforgængelighed.+ 43 Der sås i vanære,+ der oprejses i herlighed.+ Der sås i svaghed,+ der oprejses i kraft.+ 44 Der sås et sjæleligt* legeme,+ der oprejses et åndeligt legeme.+ Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt. 45 Således står der også skrevet: „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.“*+ Den sidste Adam blev til en levendegørende+ ånd.+ 46 Dog, det første er ikke det åndelige, men det sjælelige; derefter det åndelige.+ 47 Det første menneske er fra jorden, dannet af støv;+ det andet menneske er fra himmelen.+ 48 Som den der er dannet af støv [er],+ sådan [er] de der er dannet af støv også; og som den himmelske+ [er], sådan [er] de himmelske også.+ 49 Og ligesom vi har båret billedet+ af den der blev dannet af støv, skal vi også bære* billedet+ af den himmelske.

50 Men dette siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige,+ og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden.+ 51 Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind [i døden], men vi skal alle forvandles,+ 52 i et nu, i et øjeblik, under* den sidste trompet. For trompeten+ skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles. 53 For dette forgængelige må iføre sig uforgængelighed,+ og dette dødelige+ må iføre sig udødelighed.* 54 Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og* dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: „Døden+ er opslugt for evigt.“*+ 55 „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?“*+ 56 Dødens brod+ er synden, og syndens kraft er loven.*+ 57 Men tak til Gud, for han giver os sejren gennem vor Herre Jesus Kristus!+

58 Derfor, mine elskede brødre, vær faste,+ urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning+ og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves*+ i forbindelse med Herren.

16 Angående indsamlingen+ til de hellige,+ gør da I også sådan som jeg har givet besked om til menighederne i Galaʹtien.+ 2 Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted når jeg kommer. 3 Men når jeg indfinder mig, skal jeg sende dem som I ved breve godkender,+ så de kan bringe jeres venlige gave til Jerusalem. 4 Og hvis det er værd at jeg også rejser dertil, kan de rejse sammen med mig.

5 Men jeg vil komme til jer når jeg er rejst gennem Makedoʹnien, for jeg rejser gennem Makedoʹnien;+ 6 og måske bliver jeg eller overvintrer endog hos jer, så I kan følge mig på vej+ hvor jeg så rejser hen. 7 Jeg ønsker nemlig ikke nu kun at se jer på [min] gennemrejse, for jeg håber at blive nogen tid hos jer,+ hvis Jehova*+ tillader det.+ 8 Men jeg bliver i Eʹfesus+ indtil pinsen; 9 for en stor dør ind til virksomhed står åben for mig,+ og der er mange modstandere.

10 Hvis Timoʹteus+ imidlertid kommer, så sørg for at han kan være fri for frygt iblandt jer, for han gør Jehovas* gerning,+ ligesom jeg. 11 Lad derfor ingen se ned på ham.+ Følg ham på vej i fred, så han kan komme til mig, for jeg venter på ham med brødrene.

12 Nu med hensyn til Apolʹlos,+ vor broder, så bad jeg ham meget indtrængende om at komme til jer med brødrene, og dog var det slet ikke hans ønske at komme nu; men han vil komme når han har lejlighed til det.

13 Hold jer vågne,+ stå fast i troen,+ vær mandige,+ bliv* stærke.+ 14 Lad alt hos jer ske i kærlighed.+

15 Nu tilskynder jeg jer,* brødre: I ved at Steʹfanas’ husstand er førstegrøden+ i Achaiʹa* og at de har stillet sig til tjeneste for de hellige.+ 16 Måtte I til stadighed underordne jer sådanne mennesker og enhver som arbejder med og slider i det.+ 17 Men jeg glæder mig over Steʹfanas’+ og Fortunaʹtus’ og Akaʹikus’ nærværelse,* fordi de har udfyldt savnet af jer. 18 For de har givet min ånd og jeres ånd ny styrke.+ Anerkend derfor sådanne mennesker.+

19 Menighederne i [provinsen] Asien sender jer deres hilsener.+ Aʹkvila og Prisʹka sammen med menigheden i deres hus+ hilser jer hjerteligt i Herren. 20 Alle brødrene hilser jer. Hils hinanden med et helligt kys.+

21 [Her er] min, Paulus’, hilsen med min egen hånd.+

22 Hvis nogen ikke holder af Herren, så lad ham være forbandet.+ Vor Herre, kom!*+ 23 Måtte Herren Jesu ufortjente godhed være med jer. 24 Måtte min kærlighed være med jer alle i samhørighed med Kristus Jesus.