4D „Tartaros“

2Pe 2:4: — „kastede dem i Tartaros“

Gr.: Tartarōʹsas; lat.: detracʹtos in Tarʹtarum;

syr.: ’agen ’enun beThachtajatha’

Ordet „Tartaros“ findes kun i 2Pe 2:4. Her bruges det græske udsagnsord tartaroʹō, som på dette sted kan gengives „kastede dem i Tartaros“.

I Iliaden af oldtidsdigteren Homer anvendes ordet tarʹtaros om et underjordisk fængsel der lå lige så dybt under Hades som jorden er under himmelen. Det var ikke menneskesjæle der var indespærret her, men underguder, ånder, nemlig Kronos og de andre titaner som havde gjort oprør mod Zeus (Jupiter). Det var det fængsel som de mytiske guder havde oprettet til ånderne som de havde fordrevet fra de himmelske regioner, og det lå placeret under Hades, hvor man forestillede sig menneskesjælene indespærret efter døden. I mytologien var tarʹtaros den nederste af de nedre regioner og et sted med mørke. Det omfattede hele underverdenen ligesom himmelen omfattede alt hvad der var over jorden. I den hedenske græske mytologi blev tarʹtaros altså regnet som et sted hvor titanerne, ånderne, ikke menneskesjæle, blev holdt indespærret, et sted med mørke og fornedrelse.

I Job 40:20 i LXX læser vi om Behemot: „Og når han er steget op på et knejsende bjerg, vækker han glæde hos de firføddede i dybet [ἐν τῷ ταρτάρῳ („i tartaros“)].“ I Job 41:23, 24 i LXX (jf. 41:31, 32) læser vi om Livjatan: „Han får dybet til at koge som en messinggryde; og han betragter havet som en salvekrukke og den nederste del af dybet [τὸν δὲ τάρταρον τῆς ἀβύσσου („afgrundens tartaros“)] som en fange: han regner dybet for sit domæne.“ Brugen af tarʹtaros i disse vers i LXX viser at ordet blev anvendt til at betegne et sted dybt nede, ja „den nederste del“ af afgrunden.

De inspirerede skrifter henviser ikke nogen menneskesjæle til tarʹtaros men kun åndeskabninger, nemlig „de engle som havde syndet“. At de kastes i tarʹtaros betegner at de erfarer den dybeste fornedrelse endnu mens de er i live. Dette tjener som straf for deres oprørssynd mod den højeste Gud. Apostelen Peter forbinder deres fornedrede tilstand med mørke, idet han siger at Gud „overgav dem til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom“. — 2Pe 2:4.

Hedningerne havde i deres mytologiske overleveringer om Kronos og de oprørske titanguder et forvansket billede af de oprørske ånders fornedrelse. Når Peter benytter udsagnsordet tartaroʹō, „kaste i Tartaros“, er det ikke udtryk for at „de engle som havde syndet“ skulle være kastet ned i det mytologiske Tartaros sådan som hedningerne opfattede det, men det betyder at de af den almægtige Gud blev forvist fra deres privilegerede plads i himmelen og fornedret til en tilstand i det dybeste mentale mørke med hensyn til indsigt i Guds strålende hensigter. Det betyder også at udsigterne for deres eget endeligt kun er mørke, for Bibelen viser at der venter dem evig udslettelse sammen med deres hersker, Satan Djævelen. Tartaros betegner således den tilstand af den dybeste fornedrelse som disse oprørske engle befinder sig i.

I de inspirerede skrifter har Tartaros ikke noget at gøre med Hades, som er de døde menneskers fælles grav. De syndige engle og de døde menneskesjæle befinder sig ikke sammen i et tarʹtaros hvor skabninger holdes ved bevidsthed og pines for evigt. Bibelens Tartaros vil forsvinde når den øverste Dommer udsletter de oprørske engle som nu befinder sig i denne fornedrede tilstand.