Lovløshed, vold og krig fjernes — fred og tryghed i hele verden
HVAD ville det betyde for Dem hvis De kunne kaste Deres låse og nøgler bort og aldrig behøvede at være bange for indbrudstyve?
Hvad ville De sige til at kunne gå en tur og, uanset stedet og tidspunktet, være sikker på at enhver De traf var en ven?
Ville det ikke være en stor glæde og trøst for Dem at vide at krig for evigt var noget der hørte den onde fortid til?
Der er ikke kun tale om en drøm. Sand fred og ægte tryghed vil komme, men først når Guds rige er her.
Nogle vil ganske vist sige at det er urealistisk at tro på dette. Selv bliver de imidlertid ved med at sætte deres lid til ufuldkomne mennesker som ikke holder hvad de lover og hvis løsninger aldrig bliver gennemført. Er det realistisk? Nej, de realistiske ser kendsgerningerne i øjnene og sætter ikke deres lid til svage og ufuldkomne mennesker, men til Gud, „der ikke lyver“. — Tit. 1:2.
De onde fjernes
Hvordan vil Gud skride ind mod den voksende lovløshed? Ja, hvad gør en landmand når han gerne vil dyrke noget på en mark som er overgroet med ukrudt? Han rykker ukrudtet op eller pløjer det ned. Han fjerner det altså med magt! Ordsprogene 2:22 siger: „Men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“
Men hvorfor skulle magtanvendelse kunne virke i dette tilfælde når det ikke har været nogen løsning under menneskenes styre? Fordi Gud har fuldkommen kontrol over sin magt. Første Mosebog 18:25 siger: „Det være langt fra [Gud] . . . at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse.“ Hvor ulig denne verdens nationer som i deres krige myrder løs i flæng!
Vi skal dog ikke tro at der kun er få onde som udryddes. Meget af det der accepteres af flertallet i dag, er afskyeligt i Guds øjne. Derfor viser Bibelens profetier at de onde som fjernes vil være mange: „[Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden.“ (Jer. 25:31-33) Det vil være retfærdigt, for Jehova er dommeren og kan læse hvad der bor i menneskenes hjerter.
Med et enkelt tag vil Jehova altså rense hele jorden og befri den for al lovløshed og vold! Men hvordan ved vi at lovløsheden ikke vil komme tilbage?
En retfærdig hersker
For at bevare retfærdigheden må man have en retfærdig hersker. Det må være en hersker som selv overholder Guds normer for lov og orden.
Hvor er der en sådan leder som kan styre vor jord? Findes der en som til enhver tid har talt sandhed, som urokkeligt har forsvaret retfærdigheden, som altid har talt de fattiges og undertryktes sag, og som har næret en sådan kærlighed til andre at han har givet sit liv for dem?
Den eneste der kan stå mål med alle disse krav, er Jesus Kristus, ham der blev „fristet i alle ting“ men dog var „uden synd“. — Hebr. 4:15; Joh. 3:16.
Da Jesus var på jorden, selv mens han led en pinefuld død, beviste han at han var tro mod Guds normer for sandhed og retfærdighed. Gud belønnede ham ved at oprejse ham til liv i himmelen og ved at give ham retten til at herske i Guds rige. (1 Pet. 3:18; Sl. 110:1) Da dette himmelske rige så blev oprettet her i „endens tid“, begyndte Kristus at herske. „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ — Åb. 11:15.
Eftersom Kristus selv sætter det bedste eksempel med hensyn til at holde Guds lov, opfordres hans undersåtter til at gøre det samme. Oprigtige mennesker vil desuden føle sig tilskyndet til at overholde loven og tjene denne retfærdige hersker loyalt, for han behandler sine undersåtter meget hensynsfuldt. Han sagde: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ (Matt. 11:28-30) Ja, det vil være en glæde at adlyde en sådan hersker!
Medregenter
Bibelen viser at Kristus Jesus som herskeren over Guds himmelske rige har mange duelige medregenter i himmelen. (Åb. 20:6) Der er i alt 144.000. (Åb. 14:1) Et så stort antal vil være tilstrækkeligt til at sørge for at Guds normer for lov og orden overholdes på hele jorden under den nye ordning.
Disse medregenter har stort set de samme egenskaber som Jesus. Hvordan ved vi det? Fordi de alle har været hans loyale efterfølgere på jorden; de har bevist at de elsker retfærdighed idet de har været loyale mod Guds love under forfølgelse, selv om det har kostet nogle af dem livet. Som følge heraf får de også den belønning at blive oprejst til liv som åndeskabninger så de kan herske fra himmelen sammen med Jesus. (Åb. 3:21) Og hvilken indstilling har de som medregenter? Jesus sagde til de første af dem der skulle få denne opgave:
„I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.“ — Matt. 20:25-28.
Kunne De ikke tænke Dem at leve under en regering hvis medlemmer er ærlige og ydmyge, holder sig til sandheden og uselvisk tjener menneskenes interesser? Kristus og hans medregenter har vist at de vil opfylde dette. Under deres styre vil folk aldrig igen blive grebet af skuffelse, utilfredshed eller håbløshed fordi de føler at regeringen ikke tager sig af dem eller ikke har deres interesser på sinde.
Flere positive sider
Også andre sider af Guds riges styre vil virke fremmende på lov og orden. I dag er meget had og megen splittelse opstået på grund af politisk og nationalistisk propaganda. Mange forbrydelser og umoralske handlinger skyldes film, fjernsynsudsendelser og læsestof som vækker de lavere følelser hos folk. Men i Guds nye ordning vil ethvert kommunikationsmiddel blive viet til det der er sandt, sundt og opbyggende, „for jorden skal visselig fyldes med Jehovas kundskab“. (Es. 11:9, New World Translation) Dette vil bidrage til at der overalt skabes en helt ny atmosfære, en helt ny ånd som tilskynder folk til at handle ret.
Noget andet som vil lægge en kraftig dæmper på lovløsheden, er det forhold at ingen lovbryder vil ’slippe godt fra det’. Selv om man i dag benytter elektronisk apparatur, er der lovbrydere man ikke fanger. Men Bibelen siger: „I Himlen er [Jehovas] trone; på jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskens børn.“ (Sl. 11:4) Ingen forbrydelser vil være skjult for Gud og dem der repræsenterer hans rige.
Enhver som egenrådigt og genstridigt nægter at vende om fra en uret handlemåde i Guds nye orden vil blive afskåret fra livet, for hans adfærd kunne bringe andres fred og tryghed i fare. Regelen vil være: „Over synderen skal der nedkaldes ondt, selv om han når de hundrede år.“ (Es. 65:20, New World Translation) Han vil altså blive udslettet. Hvilken beskyttelse det vil være for dem der ønsker at handle ret!
Kan vi nære fuld tillid til at denne himmelske administration af lov og orden virkelig vil fungere? Ja, det kan vi. Og vi behøver ikke at vente med at se beviserne til Guds nye ordning er oprettet. Vi kan se dem i dag.
Guds normer følges — i dag!
Bibelens profetier viser at Guds himmelske regering trådte i funktion under ledelse af Guds søn da „de sidste dage“ begyndte i 1914. Enhver regering har undersåtter. Hvem er da undersåtter under Guds riges regering? De der erkender at „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge“. (Es. 33:22, New World Translation) Det er dem der tilbeder Jehova Gud og vidner for andre om ham og hans rige. — Es. 43:10.
Guds himmelske regering har altså undersåtter på jorden i dag — trofaste vidner for Jehova. I 200 forskellige lande og områder findes der nu over en million som aktivt går ind for dette rige. — Matt. 24:14.
Hvad gør de for at opnå lov og orden allerede nu? Først og fremmest finder de den rette grundvold. Regelmæssigt tilegner de sig kundskab om Guds love gennem hans ord. (Joh. 17:3) Det gør de ved privat studium, ved familiebibelstudium, og ved møderne i deres godt og vel 25.000 menigheder jorden rundt. Ved disse møder lærer de hvad Bibelen indeholder og hvordan dens principper kan følges i det daglige liv.
Lov og orden nu!
Hvad har dette resulteret i? Først og fremmest i at denne profeti er blevet opfyldt: „Folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ (Mika 4:3) Ja, blandt Jehovas vidner har man allerede løst krigsproblemet! Ingen af dem går i krig! — 1 Joh. 3:10-12; 4:20, 21.
Dette gælder også forbrydelser og voldshandlinger. Disse ting eksisterer praktisk talt ikke blandt Jehovas vidner. De har lært at respektere andres liv, ejendom og rettigheder. — Rom. 14:19; Gal. 5:19-23.
Andre som betragter Jehovas vidners samfund, der er grundlagt på Bibelen, lægger mærke til den fred og fordragelighed der gør sig gældende iblandt dem.
En mand som overværede en del af Jehovas vidners internationale stævne „Fred på jorden“ i København, sagde: „Det er opmuntrende at se at der findes et sted på kloden hvor folk kan være enige og omgås hinanden i fred. Det er jo ellers altid uenighed man finder.“ I forbindelse med en kongres i Pasadena i Californien udtalte en embedsmand: „Det er forbløffende at der kan være over 100.000 besøgende [Jehova vidner] i en by i over en uge uden at der anmeldes en eneste episode til politiet.“
Grunden til at det lykkes
Hvorfor er det lykkedes Jehovas vidner at gennemføre det denne verden ikke har kunnet klare? Fordi de har Bibelen som ’grundlov’ og lever efter den. Når den siger at de skal være fredelige og lovlydige uanset hvor de bor, og således give „kejseren, hvad kejserens er“, retter de sig efter det. Men de ønsker også at rette sig efter ordene om at give „Gud, hvad Guds er“. Når „kejseren“ forlanger noget der er Guds, adlyder de derfor „Gud mere end mennesker“. — Matt. 22:21; Ap. G. 5:29.
Guds love virker så godt fordi de er grundlagt på kærlighed. Jesus sagde: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind,“ og: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:37-39) Denne dybt rodfæstede, sande kærlighed til Gud og næsten, som opdyrkes ved den rette bibelundervisning, er den allerstærkeste hindring for krig, lovløshed og vold. Denne kærlighed udspringer nemlig af hjertet, den berører selve motivet, og får folk til at ønske at gøre det der er rigtigt.
Selv under den hårdeste forfølgelse forbliver Jehovas vidner loyale mod Guds love. Jehovas vidner i Tyskland nægtede for eksempel at rette sig efter nazisterne, som forlangte at de skulle overtræde Guds love. Derfor blev de sendt i koncentrationslejre. En tidligere koncentrationslejrfange, N. Gun, skriver i sin bog The Day of the Americans: „Det må siges at medlemmerne af Jehovas vidner udviste et sådant mod, en dristighed, dyd og ligevægtig ro i modgang at de fortjener en særlig hyldest. De var som klipper i et hav af mudder.“
En regerings værdi skal ikke måles i regeringsbygninger eller hærstyrker. I stedet skal man se på hvad regeringen udretter og i hvor vid udstrækning borgerne slutter op om den. Hvilken regering i vor tid har indført så ordnede forhold blandt sine undersåtter at der ikke er brug for politi og soldater? Hvilken regering modtager en så helhjertet støtte at dens undersåtter er villige til at lide og dø for ikke at overtræde dens love? Kun Guds riges regering.
Når Bibelen taler om lov og orden i Guds nye ordning, taler den altså ikke om noget der muligvis ikke vil blive realiseret. Nej, det er noget der allerede er ved at blive realiseret! Og de synlige virkninger vil blive endnu mere udtalte når de onde er blevet fjernet og deres indflydelse ikke mere gør sig gældende. Så skal „de sagtmodige . . . arve landet, de fryder sig ved megen fred“. — Sl. 37:11.