Hvad skal man gøre når en naturkatastrofe rammer?

AUGUST sidste år hærgede orkanen Camille et område på 300 kilometer i diameter med vindstød på 350 kilometer i timen da den var på sit højeste. Det var „det største kendte uvejr der nogen sinde har ramt et tæt befolket område på den vestlige halvkugle“, ifølge dr. Robert H. Simpson, der er leder af De forenede Staters nationale orkancenter.

Camille kom ind fra Den mexicanske Golf natten til den 18. august, slap sine kræfter løs på Mississippis og Louisianas kyst, og styrede derpå hurtigt gennem Alabama, Virginia og West Virginia. Overalt raserede og dræbte den med en frygtelig voldsomhed. Biler og huse blev knust som legetøj; lastvogne rullede rundt og rundt. Store fragtskibe blev snurret rundt og sat på grund. Træer blev rykket op med rode eller vredet i stykker, veje og broer blev ødelagt. Ni meter højt tidevand skyllede ind i byerne. Tårnhøje bølger slog uafbrudt mod kysten og bygningerne. På få minutter blev byer lagt i ruiner; 41.000 familier fandt deres hjem ødelagt eller svært beskadiget, 25.000 personer blev hjemløse. Mere end 300 mistede livet, og de materielle skader blev anslået til 7.500.000.000 kroner.

Hvordan ville De have forholdt Dem hvis De havde oplevet dette uvejr? Hvad skal man gøre når en naturkatastrofe rammer? Hvad kan man gøre?

Orkanen Camille kom ikke som nogen overraskelse. Otteogfyrre timer før den ramte Golfkysten blev der udsendt orkanvarsel. Beboerne havde masser af tid til at slå brædder for vinduerne og søge væk til højereliggende steder. Ved middagstid, flere timer før uvejret kom, gjorde Camille desuden himmelen over Golfkysten kulsort — et yderligere varsel om den truende fare.

Mens cirka 200.000 forlod deres hjem og søgte højere op i landet for at blive der til uvejret var forbi, blev andre tilbage. „De fleste af disse mennesker har oplevet orkaner før, og vi havde ingen grund til at vente at denne ville blive så slem,“ sagde borgmester J. J. Wittmann fra byen Pass Christian i Mississippi. Folk troede simpelt hen ikke at en orkan kunne være så ødelæggende. Derfor ville mange „ride stormen af“ på den måde man normalt gør det langs Golfkysten. De skaffede sig en flaske whisky, satte sig ned og slappede af. Andre samledes i lejligheder ude ved kysten for at fordrive tiden med selskabelighed. Godt tyve mennesker mødtes i en sådan lejlighed. Politiet opfordrede dem indtrængende til at søge sikkerhed inde i landet, men de ville ikke. Kun tre af dem overlevede.

I Pass Christian, en by med cirka 4000 indbyggere, fandt man over 100 lig i mudderet. En hel familie på tretten mistede livet. Der blev fundet lig i buske, træer og på hustage. En overlevende som boede i et hus ved stranden, havde skiftet mening efter uvejret. Han sagde: „Fra nu af er jeg på vej nordpå når de siger ’orkan’.“ Men flere hundrede mennesker kommer ikke til at opleve næste orkanvarsel, for de ignorerede advarslerne.

De overlevende som ikke havde forberedt sig på uvejret, manglede både gas, elektricitet og drikkevand. De fleste veje var ufremkommelige, jernbaneskinner var skyllet væk, telefontråde var blæst ned. Ligstanken mærkedes alle vegne. Der var knapt med medicin. Byen Pascagoula i Mississippi blev invaderet af hundreder af giftige slanger som havde forladt sumpene på grund af vandet. Folk der plyndrede og sortbørsagenter gjorde elendigheden endnu værre. Benzin og drikkevand blev solgt for to-tre kroner literen, og brød for syv kroner stykket, indtil myndighederne begyndte at skride ind.

I nogle områder blev mondæne villaer evakueret. Ejerne kunne ikke tage meget med sig. Mange af husene blev næsten helt ødelagt af uvejret. Facademurene blev blæst omkuld, vinduerne blev trykket ind og møblerne knust til pindebrænde; vinden løftede tagene af og væltede træerne. Hvad uvejret ikke ødelagde, blev ofte stjålet. Et sted blev der stjålet sølv til en værdi af 90.000 kroner. Nationalgardister blev udkommanderet for at hindre yderligere tyverier.

Da de overlevende lidt efter lidt vendte tilbage, sov de i biler eller raserede bygninger og vogtede den smule der var tilbage af deres ejendele. Flygtningecentre blev oprettet og fyldt til trængsel. Her fik folk mad fra nødkøkkener. Nogle tiggede endog fra hus til hus. Det hele så ynkværdigt og håbløst ud.

Kærlig omsorg

Men man blev også vidne til noget andet i det uvejrsramte område. Man så kærlighed, omsorg og offervillighed komme til udtryk i handling. En af Jehovas vidners menighedsforstandere skriver for eksempel fra Gulfport i Mississippi: ’Så snart vi var nogenlunde sikre på at uvejret havde retning mod os, satte vi os i forbindelse med vore kristne brødre og søstre for at de skulle hjælpe os med at nå ud til alle i menigheden. De blev instrueret om hvad de skulle spørge de enkelte om, som for eksempel: „Hvor tager du hen hvis orkanen kommer her? Får du brug for transportlejlighed? Hvilken hjælp får du brug for? Sørg for at få købt kolonialvarer. Køb noget der ikke behøver at tilberedes. Køb madvarer som er tørrede eller på dåse. Få også fat i beholdere med vand og tag dem med dig. Sørg for at din bogstudietjenera ved hvor du tager hen eller hvilken hjælp du får brug for. Hvis du laver om på dine planer må du fortælle os det så hurtigt du kan, så vi kan hjælpe dig eller du kan hjælpe andre der trænger til det.“ Vi ringede til andre menigheder for at høre om de var blevet advaret og hvilke forholdsregler de var ved at træffe. Ved aftenstid vidste vi nogenlunde hvor alle vore kristne brødre opholdt sig. Intet blev overladt til tilfældighederne. Vi bad til Jehova Gud om han ville hjælpe os.’

Den samme kærlige omsorg kom til udtryk blandt Jehovas vidner andre steder, og den blev højt værdsat. I Mobile i Alabama blev et vidne vækket af telefonens kimen. „Det var et af vidnerne der ringede for at sige at Camille var på vej mod Mobile,“ fortæller han. „Der gik ikke lang tid før bogstudietjeneren også ringede for at advare os. Tilsynsmandenb havde allerede ringet til ham. Det var betryggende at vide at vore kristne brødre havde så stor omsorg for os.“ Mange andre kunne sige det samme.

Guds ord udvirker noget godt

Denne kærlige omsorg var dybt forankret i kærligheden til Gud og var et resultat af sand kristen oplæring. I et brev fra Theodore i Alabama står der: „Vi forberedte os på at evakuere og derved adlyde kejserens lov, sådan som Guds ord Bibelen siger vi skal. Nogle af vore naboer gjorde det ikke. De blev spærret inde på første sal med halvanden meter vand i underetagen.“

I såvel rigssalec som private hjem blev bibler og bibelske skrifter omhyggeligt pakket ned i vandtætte beholdere. Fra Gulfport skriver et vidne om sine bibelske bøger og blade: „De er mine kostbareste ejendele.“ En anden kom med en lignende udtalelse: „Som under hver eneste orkan jeg har oplevet, gjaldt min første tanke mine indbundne årgange af Vagttårnet og Vågn op! Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at beskytte dem. Alle mine nye bøger fra stævnet og min bibel pakkede jeg ned og tog med i bilen.“ Et tredje vidne skriver: „Kundskab om Bibelen og Jehovas løfter betyder virkelig noget for en i sådanne situationer. Vi var så rolige og fattede at vore naboer troede vi havde oplevet orkaner før.“

Bønnens betydning

I Gulfport tog cirka tredive vidner sammen med tilsynsmanden hen til rigssalen for at være der under uvejret. Et af disse vidner skriver: „Flere træer væltede, men blæsten var så kraftig at vi næppe kunne høre dem falde. Nu og da brølede vindstød der lød som et mægtigt godstog, hen over salens tag. [En luftvåbenbase i Biloxi i Mississippi talte syvogfyrre tornadoer i området.] Vi bad. Uvejret viste mig klart behovet for at bede til enhver tid, uden ophør. Om morgenen kunne vi se den hærgende ødelæggelse overalt, men rigssalen havde ikke lidt skade. Hvor var vi alle taknemmelige for at vi havde fulgt tilsynsmandens kloge eksempel og var blevet i Jehovas hus.“

En anden sagde: „Vi blev opfordret til at tage op til et af Jehovas vidner som boede elleve kilometer længere nordpå. Der kom i alt sytten. Hver enkelt opmuntrede de andre. Uvejret var frygtindgydende. En del af træhusets tag blev revet af. Min søn vågnede. ’Mor,’ sagde han, ’Jehova vil ikke lade orkanen gøre os noget, vel?’ Jeg bad sammen med min søn. Da morgenen endelig kom og vi betragtede ødelæggelserne udenfor, vidste vi at Jehova havde beskyttet os.“

En rejsende tilsynsmand skrev: „Bortset fra skæret fra stearinlys var der bælgmørkt i den toetages bygning vi opholdt os i. Vandet begyndte at stige. Køleskabet begyndte at sejle rundt sammen med de andre møbler vi ikke havde taget med ovenpå. Det så skræmmende ud. Vi bad alle ni stille til Jehova. Ved tre-tiden om morgenen begyndte vandet at trække sig tilbage. Faren var ovre. Vi takkede alle Jehova i bøn.“

Et andet vidne gik på sin mands ønske hen til en nærliggende skolebygning sammen med sine børn. Hun siger: „Stadig bøn til Jehova var vor eneste hjælp. Under en pause i orkanen gik vi fra klasseværelset hen til bygningens midte. Netop da styrtede taget sammen dér hvor vi havde været. Lokalet blev helt ødelagt. Det var en vidunderlig velsignelse fra Jehova at vi overlevede. Jeg vil takke ham så længe jeg er til, for jeg ved at det kun skyldes Jehovas barmhjertighed at vi lever.“

Kærlighed vist i gerning

Sand kristen kærlighed stod også sin prøve i hjælpearbejdet efter katastrofen. En beretning fra Moss Point i Mississippi lyder: „Vores by var ødelagt . . . et mareridt. Det kunne ses på folks ansigter at de var lamslåede, chokerede. Alle følte sig deprimerede, hjælpeløse, men vi Jehovas vidner var ikke uden håb. Vi var Jehova taknemmelige fordi vi var i live og fordi alle i menigheden havde det godt.“

„Så snart vi kunne komme ud, skyndte vi os at finde ud af hvordan alle vore kristne brødre havde det,“ siger en beretning fra Gulfport. „Nogle var det svært at komme i forbindelse med, men snart vidste vi at alle havde det godt.“

En tilsynsmand fra Gulfport rapporterer: „Efterhånden som vore kristne brødre dukkede op for at se hvordan det gik os, begyndte det at strømme ind med mad og tøj. Vidner fra hele verden gjorde hvad de kunne for os. Ja, hjælpen kom så hurtigt og var så omfattende at vi fik nogle af tingene den allerførste dag efter uvejret. New Orleans sendte fire vognladninger. Jacksonville i Florida sendte en hel sættevogn med mad, tøj, vand og flaskegas. Vi overlevede uvejret, men vore kristne brødre næsten druknede os i deres kærlighed. De blev ved med at sende vognladninger med forsyninger, indtil vi måtte bede dem holde inde. De sendte krydsfinér, tagpap, tjære, betonbyggeblokke til at få bygningerne tilbage på deres fundamenter med, søm, benzin til bilerne, petroleum til lygter, og generatorer til fremstilling af elektricitet. De sendte alt hvad vi havde brug for.“

En anden beretning fortæller at vidner kom langvejsfra, fra steder der lå helt op til 500 kilometer borte, for at hjælpe med oprydningsarbejdet. Arbejdshold blev dannet. Nogle hold gik fra det ene til det andet af vidnernes huse og reparerede tagene. I nogle tilfælde satte de nyt tag på husene. Et øjenvidne beretter: „Jeg talte femten som var i færd med at tække et enkelt hus. De klarede opgaven på cirka 2¹/₂ time. De gjorde rent i våde huse, desinficerede dem og ryddede op rundt om dem. Det var imponerende at se på.“

Også penge strømmede ind som en hjælp til dem der behøvede det. En særlig bankkonto under mærket „Jehovas vidners hjælpefond.“ blev oprettet. Tre vidner stod for denne konto.

Vidnerne sendte så meget dåsemad og tøj til Gulfport-området at tilsynsmanden kunne invitere nogle af byens indbyggere som var hårdt ramt af orkanen, til at komme hen i rigssalen og få nogle af forsyningerne. Mange kom. For de flestes vedkommende var det første gang de nogen sinde havde været i rigssalen.

Nogle mænd som havde været imod at deres hustruer læste Bibelen sammen med Jehovas vidner, var glade for at se den kærlighed og det samarbejde der var blandt Jehovas vidner. En ikke-troende ægtemand sagde til sin nabo: „Man kan sige hvad man vil, men Jehovas vidner var de første der kom til os for at se om alt var i orden.“ Nogle iagttagere som stadig er hildet i racefordom, blev temmelig forbløffede over at se arbejdshold bestående af hvide Jehovas vidner rense mudder og murbrokker ud af huse som tilhørte deres farvede kristne brødre.

Ligesom andre blev Jehovas vidner imidlertid også ramt hårdt af uvejret. Flere rigssale blev svært beskadiget. Mange huse og beboelsesvogne led stor skade eller blev helt ødelagt. Men Jehovas vidner var meget taknemmelige over for Jehova fordi ikke et eneste vidne omkom.

Nogle så i denne oplevelse værdien af teokratisk oplæring. Andre følte „Jehovas beskyttende hånd“. „Vi kunne til en vis grad se hvordan Jehova måske vil beskytte os i Harmagedon,“ sagde en. Noget som gjorde indtryk på andre igen, var deres kristne hyrders kærlige omsorg og deres kristne brødres kærlighed, der kom til udtryk i en øjeblikkelig og overvældende hjælp i form af arbejde og gaver. „En sådan kærlighed finder man ikke andre steder end i Jehovas organisation.“ „Jeg er så taknemmelig for at høre med til Jehovas vidunderlige organisation,“ sagde de. Uden tvivl bevirkede uvejret at Jehovas vidner i området i endnu højere grad følte Guds synlige organisations tilstedeværelse, bønnens vidtrækkende kraft og den kristne kærligheds ubrydelighed. Derfor var de stolte og lykkelige over at være Jehovas vidner. — Joh. 13:34, 35.

[Fodnoter]