Til månen — og hvad så?
„MÅNEN er blot den første milepæl på vejen til stjernerne. . . . himmelens døre er nu ved at åbne sig.“ Således udtalte den engelske forfatter Arthur C. Clarke sig om menneskets rejse til månen.
En overskrift i New York Times lød: „Johnson siger at bedriften viser at ’vi kan gøre alt’.“ Avisen tilføjede: „Den heldige landing på månen har overbevist tidligere præsident Lyndon B. Johnson om at Amerika ’kan gøre alt hvad der skal gøres’.“
Efter astronauternes månevandringer siger mange altså i realiteten: ’Når videnskaben kan nå månen, er intet umuligt for den. Hele universet tilhører nu mennesket.’
Der er imidlertid nogle som ikke udtrykker den samme begejstring. En kontormand i Chicago sagde: „Jeg synes at det er spild af penge. Der er fattigdom overalt og alligevel bruger vi milliarder af dollars på at rejse til månen.“ En amerikansk husmoder sagde rent ud: „Det er noget værre pjat.“
Menneskets vandring på månen er en forbløffende teknologisk bedrift. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Men man har lov til alvorligt at betvivle nogle af de påstande der er fremsat: Er mennesket virkelig ’på vej til stjernerne’? Er selve „himmelens døre“ ved at åbne sig for mennesket? Kan menneskene „gøre alt“ hvad de vil? Og man må spørge: Hvilken indvirkning får sådanne videnskabelige bedrifter på vort dagligliv her på jorden?
Hvad der kræves
Før vi begynder at planlægge vor første ferie på månen, vil det være fornuftigt at tænke på hvad der kræves til en sådan rejse.
For det første kræver enhver sådan rumrejse en fantastisk indsats i form af arbejdskraft og penge. Da Apollo-programmet i 1966 kørte på højeste gear omfattede det omkring 400.000 personer, 120 universiteter og laboratorier, og 20.000 industrivirksomheder. Det år alene var budgettet på 5,9 milliarder dollars.
Saturn-raketterne og de tilhørende „rumskibe“ er kolossalt komplicerede. Apollo-Saturn-fartøjet der har bragt astronauter til månen er 110 meter højt og 10 meter i diameter. Det vejer 2900 tons og består af mere end femten millioner dele!
Før et Apollo-fartøj godkendes til en rumrejse bliver det grundigt prøvet og kontrolleret. Dette tager omkring fire måneder. I løbet af denne proces følges en forskrift der fylder 25.000 sider, og alt checkes med minutiøs omhu. Lige så omhyggelig er man med den lange og hårde træning som astronauterne får.
Alt dette gør at driftsomkostningerne er uhyre store. Det siges at det i øjeblikket koster 48.870 dollars for hvert kilo der skal transporteres til månen. Det er klart at en sådan indsats af arbejdskraft, tid, penge og uddannelse ikke gøres blot for at vi kan tage en ferie på månen.
Og så er man med denne gigantiske indsats kun i stand til at rejse ud til jordens nærmeste nabo, månen. Hvad kræves der hvis man skal endnu længere ud?
På opdagelsesrejse i solsystemet
Sandheden er at i sammenligning med verdensrummet er menneskets rejse til månen praktisk talt ingenting! Dette ses når man overvejer hvad det vil sige at rejse til planeten Mars, der er det næste mål for en bemandet rumrejse. Et medlem af et råd som De forenede Staters regering har nedsat i forbindelse med fastsættelse af U.S.A.’s rumforskningsmål for 1970erne, har sagt:
„Månen befinder sig i vores baghave. . . .Alt andet vil være 100 gange længere borte. Det næste hop til en planet er så enormt målt i energi og tid at det repræsenterer et kolossalt problem for mennesket med hensyn til udholdenhed, opfindsomhed, navigation og kommunikation. . . . Der er et så enormt svælg mellem månen og Mars at man simpelt hen ikke fatter det.“
Månens middelafstand fra jorden er omkring 380.000 kilometer. Når Mars er nærmest ved jorden er afstanden til den 54.400.000 kilometer. Mars er altså mindst 150 gange så langt borte fra jorden som månen!
Der er forskellige meninger om hvor lang tid det vil tage for mennesker at rejse til den planet. U.S. News & World Report siger: „Rumfartseksperter siger at det vil tage omkring tre år at landsætte mennesker på Mars — et år til selve rejsen dertil, et år til at lande på planeten og søge efter liv der, og et år til rejsen tilbage til jorden.“ World Book Encyclopedia siger: „En rejse til Mars og tilbage igen vil tage omkring 17 måneder.“ En beregning går imidlertid ud på at man med en kraftigere raket kan rejse frem og tilbage på omkring 400 dage.
Uanet hvilket overslag der nu er rigtigt, så er det klart at rejsen vil tage mindst et år. Og omkostningerne? Man regner med at en sådan rejse vil koste fra 50 milliarder dollars til mere end det dobbelte.
Problemerne med at holde astronauterne i live på en sådan rejse er overvældende. Tænk på hvad der skal til for at de kan have mad nok til den tid. Så er der de sanitære problemer i forbindelse med at skaffe affald og lignende af vejen, de trange pladsforhold i rumskibet, og virkningen af lang tids vægtløshed. Alt dette og meget andet er allerede nu, hvor astronauterne blot er ude i rummet nogle få uger, alvorlige problemer.
Det er også blevet foreslået at der kan oprettes stationer på den ene planet efter den anden, indtil den yderste planet i solsystemet er blevet nået. Men yderste planet, Pluto, er mere end 15.000 gange så langt borte fra jorden som månen. Hvis der er så kolossale problemer i forbindelse med at rejse til Mars, forestil Dem så hvad der kræves for at kunne sende mennesker i et rumskib til Pluto.
På vej til stjernerne?
Og dog er disse kolossale problemer for intet at regne imod det der skal til for at kunne rejse uden for solsystemet, ud „til stjernerne“.
Bortset fra solen er den nærmeste stjerne Proxima Centauri. Hvor langt er den fra jorden? Den er mere end 100.000.000 (ja 100 millioner) gange så langt borte som månen!
Proxima Centauri er omkring 40.000.000.000.000 (40 billioner) kilometer fra jorden. Den kraftigste raket i øjeblikket kan opnå en hastighed på cirka 40.000 kilometer i timen (11 kilometer i sekundet). Selv hvis denne hastighed kunne holdes på hele rejsen, så ville det tage næsten 115.000 ÅR at nå ud til Proxima Centauri — enkelttur! Og det er den stjerne der er nærmest vort solsystem.
Men måske kan videnskabsmændene sætte rumskibenes fart op? Lad os sige at det var muligt at give rumskibet samme fart som lyset, den største hastighed videnskabsmændene kender. Denne hastighed er på 300.000 kilometer I SEKUNDET. Til sammenligning tjener at den kraftigste raket man har nu, som nævnt kan opnå en hastighed på 11 kilometer i sekundet. Men selv med lysets hastighed vil en tur/retur rejse til Proxima Centauri tage næsten ni år.
Men for at kunne rejse med lysets hastighed må raketten være 26.000 gange kraftigere end den Saturn 5-raket der har bragt mennesker til månen!
Dog er Proxima Centauri en meget nær nabo hvad stjernerne angår. Vor galakse, som kaldes Mælkevejen, hævdes at bestå af omkring 100.000.000.000 stjerner. Hvor langt er der fra den ene ende af vor galakse til den anden? Der er så langt at hvis videnskabsmændene kunne få en raket til at bevæge sig med lysets hastighed, Så ville den være 100.000 år om en ENKELTREJSE fra den ene ende af galaksen til den anden!
Husk så også på at universet ikke blot består af vor mælkevej. Den er blot en af måske milliarder af galakser i universet. Skulle mennesket blot begynde at tage på opdagelsesrejser i universet, måtte det forlade sin egen galakse og rejse til den næste. Men afstanden fra vor galakse til en af de nærmeste naboer, Andromeda-galaksen, er så stor at det ville tage omkring 2.000.000 år at gøre turen med lysets hastighed!
Nej, mennesket, som har en levealder på mellem 70 og 80 år, er ikke ved at tage på opdagelsesrejser i universet. Sandheden om den slags praleri er ganske enkelt at det er det rene vrøvl.
Hvad ville man opdage?
Selv om man kunne tilbringe en ferie på månen eller Mars eller en anden planet, hvad ville man så opdage?
Månen ser ganske vist meget smuk ud når den ses på en klar nattehimmel, lysende hvid. Men en nærmere undersøgelse viser at der ingen ilt, ingen atmosfære som vi kender den, findes på månens overflade. Man måtte selv tage den nødvendige luftforsyning med.
Eftersom der ikke er nogen luft, er der ingen lyd at høre, for lyden høres ved at luft bringes i svingninger og den vibrerende luft rammer menneskets øre. På månen er alt derfor stille. En meteorit kan slå ned på månens overflade, springe op igen og slå ned igen, gå i stykker og spredes som mindre sten uden at den mindste lyd høres. Mennesker kan ikke tale sammen på normal måde under de forhold, men må bruge radio eller meddele sig til hinanden ved hjælp af tegnsprog.
Temperaturerne på månen byder også på et stort problem. På den del af månen der belyses af solen bliver der meget varmt, 115° C. Det er nok til at et menneskes blod rent bogstaveligt vil koge. På den anden side af månen bliver der meget koldt, minus 150° C.
Desuden er der ikke noget vand på månens overflade. Det vil sige at man må tage alt det vand med man skal bruge. Og hvad med mad? Det måtte man også tage med. Der findes ingen vegetation på månens kraterfyldte overflade, intet man kan spise.
Hvordan med de planeter der er nærmest jorden, Mars og Venus? Om dem har Scientific American for marts 1969 sagt:
„Hovedbestanddelen af atmosfæren på både Mars og Venus er kuldioxyd. . . . fri ilt er der meget lidt af, ja måske slet intet; . . . Hvad med vand, som der er så meget af på jorden? Hvis jorden var lige så varm som Venus, ville havene fordampe, . . . I atmosfæren på Mars er det næsten ikke muligt at påvise vanddamp.“
De andre planeter i vort solsystem er endog mere ugæstfri. Bortset fra at de kan være genstand for videnskabens nysgerrighed er månen og de andre planeter i vort solsystem således fuldstændig uegnede som bosteder for mennesker.
Desuden kunne blot én fejl i de millioner af dele som et rumskib består af, eller i ens rumdragt, betyde at man mistede livet. Ens rumkapsel kunne også blive ramt af et meteor. Og i forbindelse med rejser uden for jordens beskyttende atmosfære og jordens magnetfelt er der strålingsfaren som følge af udbrud på solen. En del af denne stråling består af kosmiske stråler, som er særlig farlige. Man har ingen mulighed for at forudsige sådanne udbrud på solen. Jo længere rejsen varer, jo større er faren for at blive ramt af en sådan stråling.
Klog brug af ressourcer?
Selv om det var muligt at rejse til planeterne og stjernerne, og selv om det kunne gøres på en sikker måde, ville det så være klogt nu? Er det klogt at bruge så megen tid, energi og så mange penge på rumprojekter i betragtning af at samfundet på jorden er ved at gå i opløsning?
Den der lever i en storby kan for eksempel spørge sig selv: Har menneskets vandring på månen gjort det muligt for mig at gå på byens gader efter mørkets frembrud uden fare for voldsmænd og røvere?
Den der er fattig kan spørge sig selv om nogle af rumrejserne har hjulpet ham til at få klæder, mad, et ordentligt sted at bo eller en uddannelse.
Den der er syg kan spørge om bestræbelserne for at sende mennesker ud i rummet på nogen måde har gavnet ham lægevidenskabeligt? Har det hjulpet til at forlænge menneskers liv, helbrede kræft, overvinde hjertesygdomme?
Måneprojektet har kostet De forenede Stater 24.000.000.000 dollars. For det beløb kunne man have bygget 2.400.000 huse til 75.000 kroner stykket, hvilket i de fleste lande vil være et luksuriøst hjem. Mon de 2.400.000 fattige familier er lykkeligere over at mennesket har kunnet gå på månen, end de ville have været hvis de kunne have flyttet ud af deres rotte- og kakerlakbefængte slumkvarterer og ind i et dejligt hus?
Newsweek for den 7. juli 1969 skrev: „Apollo 11’s dristige mission . . . minder mennesket om hvor sørgeligt dets andre missioner er slået fejl — i Vietnam, i byerne, i ghettoerne, med hensyn til at bevare naturen, på universiteterne, og i de fantasiforladte forstæder.“
Filosoffen Lewis Mumford har kaldt rumprojektet et „kolossalt misbrug af energi, tænkeevne og andre kostbare menneskelige ressourcer“. Han tilføjer: „En hvilken som helst kvadratkilometer af den beboede jord har større betydning for menneskets fremtid end alle planeterne i solsystemet.“ Han har også sagt: „Menneskets rejser ud i rummet er, når de bedømmes realistisk, blot et raffineret forsøg på at flygte fra realiteterne på jorden; drevet af en tankegang der hører pyramidealderen til, udnytter mennesket atomalderens teknologi til at få opfyldt sine ungdommelige — eller rettere barnlige — drømme om at kunne udøve absolut herredømme over naturen og menneskeheden.“
Lad Dem ikke vildlede
Den sande videnskabs bestræbelser må anerkendes. De har ført til at man har fået en bedre forståelse af jorden, og de har bidraget til fremstillingen af mange ting der har hjulpet mennesket.
Men at menneskeheden i vor tid befinder sig i en farlig situation er også for en stor del videnskabens skyld. Dens kanoner, flyvemaskiner, tanks og kernevåben har allerede bragt død over millioner af mennesker i vor tid. Dens kemikalier forurener nu luften vi indånder, vandet vi drikker og jorden vi dyrker.
Lad Dem ikke vildlede af løfterne om hvad videnskaben vil gøre for menneskeheden i fremtiden. Selv hvis videnskabsmændenes løfter kunne blive opfyldt, ville det først ske så langt ude i fremtiden at De ikke nåede at opleve det. Sandheden er som professor H. S. Commager ved Amherst College har sagt ifølge Saturday Review:
„Efter en generation med videnskabelige og teknologiske fremskridt uden lige, fandt menneskene hungeren mere udbredt, voldshandlingerne mere hensynsløse og livet mere usikkert end på noget andet tidspunkt i dette århundrede.“
Den pralende udtalelse om at menneskeheden ved hjælp af videnskaben nu kan „gøre alt“, at ’himmelens døre nu er ved at åbne sig’, ligner meget de pralende ord som det gamle babelstårns bygmestre brugte. De sagde: „Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn.“ (1 Mos. 11:4) Disse bygmestre udrettede imidlertid ikke noget godt for det jævne folk, men arbejdede blot på at bevare deres magt og prestige, uanset hvilken pris det jævne folk måtte betale. Gud misbilligede deres selviske planer og skred ind over for dem.
Hvad kendsgerningerne viser
Før den første månevandring så nogle videnskabsmænd med meget stor forventning frem til at analysere de klippestykker der ville blive bragt med tilbage til jorden. Men måneprøverne viste sig at skuffe dem idet de ikke indeholdt noget tegn på liv, hverken fortidigt eller nutidigt.
Efterhånden som man kommer i besiddelse af flere og flere kendsgerninger, bliver det tydeligt at månen og andre planeter er livløse, og helt uegnede som bosteder for mennesket. Det bliver tydeligere og tydeligere at jorden er en juvel, en enestående klode, den eneste hvorpå livet er muligt.
Efter den første månevandring skrev Michael Collins, den astronaut der blev i kommandosektionen mens de to andre var nede på månen, følgende, citeret fra Berlingske Tidende den 24. august 1969:
„Jeg tænkte meget på min familie, men derudover tænkte jeg på planeten Jorden og på hvilket vidunderligt sted, den er, . . . Jeg tænkte på, hvor rart det ville blive at komme tilbage til Jorden igen og at kunne se det blå hav til afveksling fra denne yderst sterile, lufttomme verden [månen], som jeg bevægede mig rundt og rundt omkring. . . . Vi er fantastisk heldige, at vi har luften til at ånde i og havet til at tage op i vore hænder og hælde ned over os.“
New York Times for den 16. september 1969 skrev i en leder at „månens og Mars’ livløse øde understreger mere end nogen sinde hvor vidunderligt det er — og hvor lidt videnskaben forstår om årsagerne til det — at jorden . . . som noget enestående, er grøn, dirrende af og fyldt med liv“.
Videnskaben forstår det måske ikke, men den ydmyge, gudfrygtige forstår det. Han tror på ordene i Esajas 45:18: „Thi så siger [Jehova], himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos.“
Overalt takker ydmyge mennesker Jehova, fordi han har skabt denne vidunderlige jord som menneskets hjem og fordi han har givet os livets ånde. De forstår at det er en stor ting at man kan sende mennesker til månen, men samtidig forstår de at det er uendelig mere storslået at Skaberen har kunnet anbringe det store „rumskib“, jorden, i en bane om solen, og har indrettet den så genialt at alle de interessante og mange forskellige former for liv kan leve her, idet der er luft, vand og føde til alle.
Mange videnskabsmænd ville gøre vel i at lære lidt ydmyghed og anerkende dette. De ville gøre vel i at anerkende at de er i gæld til Gud, også ud fra et andet synspunkt, nemlig dette, at hvis ikke Gud havde nedlagt præcise love for fysikken i universet ville videnskabsmændene aldrig have kunnet sende mennesker til månen.
Af langt større betydning
Der er en anden vigtig grund til ikke at lade sig optage af videnskabens løfter med hensyn til fremtiden. Guds ord viser klart at det ikke er videnskaben der bestemmer menneskets eller denne planets fremtid. Den er nemlig allerede blevet bestemt — af Jehova Gud.
Alle de mange bibelske profetier som er gået i opfyldelse i vor tid viser at dette er „den sidste time“ for denne onde slægt. Ifølge Jehovas bestemmelse er tiden næsten udløbet, og denne ordning med menneskers styre som har forårsaget så meget ondt, vil med magt blive fjernet fra jorden. (Dan. 2:44) Som Bibelen siger: „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — 1 Joh. 2:17.
Intet — hverken en vandring på månen, en rejse til Mars, eller noget som helst andet — kan forhindre det som Gud vil gøre i den nærmeste fremtid. „I mands hjerte er mange tanker, men [Jehovas] råd er det, der står fast.“ — Ordsp. 19:21.
Mennesker som virkelig elsker livet her på jorden ønsker at ’blive til evig tid’ på jorden, og de vil ile med at skaffe sig kundskab om Skaberen, Jehova Gud, da det er ham der bestemmer deres fremtid. Han vil afgøre hvem der skal dø når denne ordning ophører, og hvem der skal overleve og få liv i den nye tingenes ordning under Guds administration. I den nye ordning vil der ikke som nu være krige, lovløshed, fattigdom, ulykkelige forhold og misbrug af jordens ressourcer.
Når et skib er ved at synke, er det klogeste man kan gøre at arbejde på at overleve og ikke lade sig opsluge af skibets teknologiske finesser. Denne tingenes ordning er ved at gå ned nu. Er man viis vil man gøre som Guds ord siger i Zefanias 2:3: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“
Derefter, i Guds nye orden, vil vi se hen til himmelens og jordens Skaber for at få at vide hvad hans hensigt er med disse andre himmellegemer i verdensrummet.
[Grafisk fremstilling på side 5]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Menneskets rejse til månen er næsten intet sammenlignet med afstandene i verdensrummet. Den nærmeste stjerne er 100 millioner gange så langt borte som månen
JORDEN
MÅNEN
MARS: Mere end 150 gange så langt væk som månen
PLUTO: Mere end 15.000 gange så langt væk som månen
PROXIMA CENTAURI: Mere end 100 millioner gange så langt væk som månen
(Ikke målestokstro)