Glæden ved at være sammen med børn

BØRN er søde og morsomme, hengivne og oprigtige; men de kan også være trættekære, udspekulerede og stædige. Deres spørgelyst kan drive de voksne til vanvid, og deres drillesyge kan være utrættelig. (Ordsp. 22:15) Dog takker vi Gud for børnene, som er til stor glæde for os.

Den engelske forfatterinde Mary Howitt skrev engang: „Gud giver os ikke børn blot for at slægten kan fortsætte — men også for at gøre vore hjerter større; og for at gøre os uselviske og fyldt med venlighed, forståelse og hengivenhed; . . . Min sjæl velsigner den store Fader hver dag, fordi han har gjort jorden gladere med små børn.“ Uden tvivl føler mange mennesker sig hver dag bevæget til på samme måde at takke Gud for de små børn som gør livet lysere og lykkeligere.

Der er noget uendeligt berigende ved at være sammen med børn. Der kan være øjeblikke hvor der opstår en særlig kontakt mellem fader og søn, moder og datter, måske i forbindelse med et eller andet de gør sammen, og sådanne oplevelser kan være uforglemmelige. Der var et hus med et højt spidst tag som ragede op over alle de omliggende huse og hvorfra man kunne se ud over havet. Næsten helt oppe ved tagryggen var der en lem og inde på loftet stod en stige op til denne lem. Børnene i huset legede tit oppe på loftet, men ingen af dem klatrede nogen sinde op ad stigen, for det havde de ikke fået lov til.

En dag da vejret var klart kom drengens fader op på loftet. Han kiggede på stigen og på lemmen oppe i taget. „Der må være en god udsigt der oppefra,“ sagde han til sin søn. „Skal vi prøve at kigge ud?“ Drengens hjerte begyndte at banke af spænding, og der var også et stænk af frygt i hans øjne da han så op ad stigen. Men faderen prøvede hurtigt om stigen stod fast. „Op med dig,“ sagde han. „Jeg kommer lige efter dig.“ Faderen løsnede lemmen og den gled til side. Et nyt og betagende syn lå udbredt for drengens undrende øjne.

Faderen havde været på taget mange gange, men han vidste at hans søn var spændt på at se udsigten der oppefra. Der lå havet, og hvilket hav! Vældigt i udstrækning, og strålende i solens glitrende lys. Mange år senere kunne drengen fortælle: „Jeg husker det øjeblik på taget sammen med min far som om det var i går.“ Også faderen huskede det. Det var et af disse øjeblikke hvor de oplevede en særlig samhørighed som ingen af dem siden kunne glemme.

Sådanne oplevelser lærer os at samværet med børn kan være gensidigt berigende. Når de voksne viser indsigt og kærlighed, bliver børnene lykkelige. Når børnene handler klogt og fornuftigt, bliver forældrene glade. „Den retfærdiges fader jubler,“ siger det inspirerede ordsprog. „Har man avlet en vismand, glædes man ved ham; din fader og moder glæde sig.“ (Ordsp. 23:24, 25) Der sker en vekselvirkning. „De gamles krone er børnebørn, sønners stolthed er fædre.“ — Ordsp. 17:6.

Dybere glæder

Kun ganske få vinder sig berømmelse som forfattere eller billedkunstnere, men enhver fader og moder kan erfare den langt større glæde at dele livet med deres børn. En fader der har tre sønner indrømmer at det er til stor glæde for ham at tage dem med til møderne i den kristne menighed og se dem holde små foredrag og være med i det hele. „Det fylder én med en vis stolthed,“ siger han.

En moder giver udtryk for at hun har oplevet den samme dybe glæde: „Jeg har haft den forret og velsignelse at hjælpe otte mennesker til kundskab om Gud og en personlig indvielse til ham. Men selv denne store forret kan ikke sammenlignes med den dybe glæde jeg erfarede da min ældste datter, som er sytten år, udtrykte sit personlige ønske om at indvi sit liv til at tjene Jehova. Det var et betagende øjeblik som jeg aldrig vil glemme så længe jeg lever. Det gjorde mig meget lykkelig at tænke på at min opdragelse og undervisning ikke havde været forgæves, men havde fået sandheden til at slå rod i min datters hjerte og ledet hende ind på vejen til livet.“

Når man får børn

Det er noget forunderligt der sker hver gang et barn kommer til verden, og glæden ved at blive fader eller moder er ubeskrivelig. At stå der med sit eget nyfødte barn i armene er en uforglemmelig oplevelse. En nybagt fader ville ikke tage sin datter op af vuggen, men han snakkede til hende og rørte forsigtigt ved hende for at se om hun ville smile. Hans ansigt strålede da hendes lille bitte hånd greb fat i hans finger.

Man lister ganske forsigtigt ind i soveværelset for at få et glimt af den yndige lille størrelse der ligger og sover, og man ser igen forundret på ansigtets fine og spinkle træk.

Man ser barnet vokse. De små hænder som greb så fast om ens fingre og famlende undersøgte ens ansigt, begynder snart at række ud efter og gribe fat i alt hvad der skal undersøges. De runde, buttede knæ og bløde, usikre ben bliver snavsede og får skrammer når børnene klatrer i træer, sjipper og leger ’tagfat’. De pludrende lyde som en dag formede et „mor“ og „far“, bliver til en evig spørgen om dit og dat.

En fader indrømmer at hans første barn har ændret hele hans syn på livet. „Når jeg kommer hjem efter en dags hårdt arbejde og min dreng kommer løbende imod mig med udstrakte arme og råber ’far! far!’ — nå ja, så får han mig til at føle at livet er værd at leve.“ Han tilføjer: „Somme tider er det en fornøjelse bare at sidde ved bordet og se børnene spise og høre dem snakke om det der er sket i dagens løb. Det er et tidspunkt hvor man kan snakke med dem og spørge dem om hvordan de har haft det og hvad de har lavet. Det er en glæde at erfare at den tugt og opdragelse man giver dem bærer frugt.“

En anden fader udbryder: „Hvilken glæde at tage sine børn op, føle deres arme om sin hals og favne dem ømt og kærligt! Det giver også en indre tilfredshed at vide at de savner en når man er væk, at de elsker en og ønsker at være sammen med en. At se børn tumle og le og lege, lykkelige, uden onde tanker, hævet over verdens bekymringer, er virkelig et under i sig selv som jeg er kommet til at værdsætte.“

Naturligvis kan små børn også give anledning til ængstelse og uro somme tider. En moder sukker træt at ’det synes som om man hele livet render bag efter sine børn, samler deres legetøj op, råder bod på de ulykker de laver, og tager skarpe ting ud af hænderne på dem’. Selv drengen Jesus var engang årsag til at hans forældre ængstedes. Alligevel forstår vi hvor ubeskriveligt lykkelig Maria var, når der siges at hun „gemte alle [drengens] ord i sit hjerte“. — Luk. 2:41-52.

Lær af børn

Den amerikanske forfatterinde Lydia H. Sigourney siger: „Vi taler om at undervise vore børn. Ved vi at vore børn også underviser os?“ Det forbløffer mange voksne når det går op for dem at det forholder sig sådan. Jesus Kristus satte stor pris på børn, deres enkle ligefremhed og uforstilte oprigtighed. Han sagde at børn har visse egenskaber som voksne gør klogt i at efterligne. Ved en lejlighed gav Jesus sine apostle en lektion i ydmyghed ved at henvise til et lille barn! „Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.“ — Matt. 18:1-6.

Børn bør lære selvbeherskelse af deres forældre. Men en fader som havde tre børn lærte denne smukke egenskab af sin søn. En aften skændtes de tre børn med hinanden. Faderen vejledte dem strengt om at sådan kunne kristne ikke opføre sig. Kort tid efter diskuterede faderen og moderen heftigt et eller andet ligegyldigt spørgsmål. Den niårige dreng afbrød: „Du siger at vi ikke må skændes, men nu skændes I jo.“ Der var tårer i drengens øjne. „Min søns ord ramte mig meget hårdt,“ indrømmer faderen. „Han havde ret. Jeg havde prædiket noget som jeg ikke selv rettede mig efter. Nu passer vi på hvordan vi taler til hinanden, og det har gjort vort hjem lykkeligere takket være vore børn.“

Holder os unge

Børns selskab kan i høj grad hjælpe voksne mennesker til at holde sig unge af sind. Et ægtepar fortæller: „Vi finder at det at omgås børn holder os fysisk og mentalt aktive og vågne for ting af interesse. I forbindelse med skoleundervisningen kommer børnene ud i forskellige parker og zoologiske haver, til museer og andre interessante steder. Hvis det gør indtryk på børnene opfordrer de os til at gøre disse steder til mål for en familieudflugt, og det gør naturligvis livet mere forfriskende og inspirerende. Og selv om vi er kommet lidt op i årene er vi med til at spille bold, sjippe, bygge sandslotte ved stranden, vi tumler os på græsset med børnene, danser og synger, noget som vi ikke ville gøre hvis vi ikke havde børnene omkring os til at holde os i vigør.“

Når børn leger, går de helt op i det. Ved at lege træner de deres fantasi og prøver deres kræfter. Voksne som leger sammen med dem opdager at noget af denne iver og livsglæde smitter af på dem selv — de bliver oprømte og ivrige.

Når voksne skal lege med børn er det desuden nødvendigt at de er sådan som børnene kan lide det, ellers nægter de måske at lege med. Børn, og for den sags skyld også voksne, kan lide at man er venlig, interesseret, munter, men ikke påtrængende. Alt dette gør det meget inciterende for voksne at lege med børn.

Påskønnet fortrolighed

Børn reagerer følelsesmæssigt på det der sker omkring dem. Hvis man kan behandle disse følelser med forståelse og fasthed, uden at blive ophidset og irriteret, kan et fortroligt og lykkeligt forhold opbygges og man undgår bitterhed og strid. En moder fortæller at hendes datter var blevet bedrøvet over at hun ikke fik så mange gaver som sin broder. Moderen tog pigen i sine arme og forsikrede hende om at hun elskede hende lige så højt som broderen, men at nu var fordelingen altså blevet sådan og en anden gang var det måske omvendt. Barnet var tilfreds med denne forklaring. Hun omfavnede sin moder og var bagefter smilende og glad igen. Det eneste hun behøvede var en forsikring om at der ikke var sket noget brud på forholdet imellem dem. Moderen var opmærksom på sin datters bekymring.

En fader fortæller om en dag da det regnede og familien skulle have været på skovtur. Hans søn var skuffet og græd. Faderen tog ham til side og forklarede: „Det er ikke fars skyld at det regner, vel? Det går heller ikke altid sådan som far gerne vil have det, men vi må lære at tage tingene som de kommer.“ Nu var drengen ikke ked af det længere. Han behøvede blot en forsikring om sin faders deltagelse og omsorg.

„Da jeg var syg og lå i sengen,“ fortæller en moder, „frydede det mig at se min otteårige Sharon komme og spørge om jeg havde brug for noget. Hun lavede te som hun gav mig på sengen. Hun vaskede op og gjorde rent. Hendes husmoderlige optræden fik mig til at stråle af stolthed.“

Uforglemmelige øjeblikke

Kristne forældre forstår hvilken indre glæde det kan være når en søn eller datter viser interesse for Gud. „Hvorfor vil du gerne med mor når vi går ud for at tale med andre om Bibelen?“ blev en treårig pige spurgt. „Fordi jeg gerne vil tjene Jehova,“ sagde hun. „Hendes svar er måske ikke noget særligt for andre, men os glædede det meget. Vi kunne se at hun allerede havde udviklet nogen værdsættelse af Gud,“ siger moderen.

Og en fader fortæller glad: „En aften da jeg skulle til at bede med min dreng før han skulle sove, sagde han: ’Far, du behøver ikke at bede for mig i dag. Jeg vil selv bede til Jehova.’ I aner ikke hvilken vidunderlig følelse der fyldte mig. Min søn vil tale til Jehova, tænkte jeg ved mig selv. Man har ingen mulighed for at vide hvordan ens undervisning virker, før børnene kommer med en sådan spontan udtalelse.“

Tugt hjælper til at bevare glæden

På grund af den menneskelige ufuldkommenhed er „dårskab . . . knyttet til ynglingens hjerte“, siger Ordsprogene 22:15. Dette er altså den anden side af sagen. Børn lærer meget hurtigt at de kan udnytte forældrenes følelser til at få deres vilje. Et lille barn finder snart ud af om det kan dirigere sine forældre eller ej. Hvis det kan, vil det gøre det. Det der skal til er tugt. Børn skal vide at der er nogen i familien der er stærkere og klogere. Selve tugten er jo ikke særlig glædelig. Men inderst inde kan børnene godt lide at forældrene er faste og bestemte over for dem og har dømmekraft og styrke til at beskytte dem mod deres egen dårskab og manglende erfaring.

Imidlertid bliver børnene ved med at prøve hvor meget de kan slippe af sted med og hvor langt forældrene vil lade dem gå. De håber egentlig ikke at forældrene vil lade dem gå for vidt. De forældre som prøver at vinde barnets gunst ved at give det alt hvad det beder om og lade det gøre ligesom det selv vil, står en dag som tabere. En dag når barnet er i vanskeligheder vil det sige: „Hvorfor lod I mig gøre det? Hvad er det for nogle forældre jeg har?“ Forældrene anklages for ikke at have tugtet i retfærdighed. Men der hvor tugt gives med kærlighed, dér bliver resultatet som regel lykkeligt. — Hebr. 12:11.

Man siger at man ikke savner vandet før brønden er tom. Hvor er dette sandt når det gælder børn. Når de er borte bliver hjemmet stille og føles lidt tomt. Børn forstår kun lidt hvor stærk en hengivenhed deres forældre føler for dem. Selv om forældre forventer at deres børn skal vokse op og leve deres eget liv, er de aldrig helt forberedt på det tomrum der bliver når børnene tager af sted. Det hjælper dog lidt på det når børnene kommer hjem nu og da for at få et råd eller for at besøge far og mor. Børn, for jeres forældres skyld må I ikke glemme dette, for de glæder sig over at være sammen med jer.

„Hør, I sønner, på en faders tugt, lyt til for at vinde forstand; thi gavnlig viden giver jeg jer, slip ej, hvad jeg har lært jer. Da jeg var min faders dreng, min moders kælebarn og eneste, lærte han mig og sagde: Lad dit hjerte gribe om mine ord, vogt mine bud, så skal du leve; køb visdom, køb forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min munds ord; slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig! Køb visdom for det bedste, du ejer, køb forstand for alt, hvad du har; . . . Jeg viser dig visdommens vej, leder dig ad rettens spor; når du går, skal din gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke; hold fast ved tugt, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ — Ordsp. 4:1-13.