Livet i Abidjan

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ ELFENBENSKYSTEN

ELEFANTER og elfenben! Kilimanjaro! Junglefeber! Guld! Løver! „Dr. Livingstone, formoder jeg.“

Dette er nogle af de tanker der måske melder sig når det afrikanske kontinent bringes på bane. Tiderne har imidlertid forandret sig siden Stanley rejste rundt i junglen og søgte efter Livingstone.

Men kom selv og se hvordan forholdene er i Afrika. Kom til en skinnende hvid by i Vestafrika, fuld af træer og blomster, til Abidjan, Elfenbenskystens hovedstad. Den breder sig indbydende om de blå laguner ved kysten. For at få mest ud af besøget må De stå op ved solopgang.

Når De løfter det hvide moskitonet til side, står ud af sengen og går hen til vinduet, vil De opdage at luften stadig er kølig og behagelig. Solen ligner en glødende kugle i en gylden dis. En stille brise rører træernes blade, og vi fornemmer en duft af brænderøg idet vore naboer er ved at lave morgenmad på deres gårdsplads. Vi skal også have morgenmad — friskbagt franskbrød og sort kaffe. Ja, endelig kaffe, for det er Elfenbenskystens vigtigste eksportvare. Kaffe, kakao, ananas og bananer holder landets økonomi oppe.

Til marked

Efter morgenmaden vil vi tage til markedet for at købe friske frugter og grøntsager. Der er ikke så langt, og det er ikke så varmt endnu, så vi spadserer derhen. Vi kommer forbi moskeen med de løgformede kupler. Skarer af muslimer sidder på fortovet med deres varer omkring sig. Iført deres lange hvide dragter og små fezer fremsiger de bønner sammen eller læser uddrag af Koranen for hinanden på arabisk. Befolkningen her består af 23 procent muhamedanere, 13 procent navnkristne og 61 procent åndedyrkere.

Her er markedet hvor køberne og sælgerne kommer. Først en dyb indånding, og vi smutter ind på pladsen hvor luften er fyldt med skarpe lugte. Vi passerer sandaler, slangeskind, tøjballer, lerkander, store kalabasser, tandbørster og tørrede firben. Endelig kommer vi til citronhandleren. Efter megen vippen med øjenbrynene og prangen om prisen får vi citronerne til spotpris. Kvinden giver os endda to ekstra som „cadeau“ (gave). Fransk er det officielle sprog, men der tales mere end 60 forskellige indfødte tungemål.

Når vi går forbi den afdeling hvor der sælges røgede flagermus og store levende skovsnegle, kommer vi til frugtboderne. Mens vi går og kigger på det væld af farverige friske frugter her er, kan vi ikke lade være med at tænke på Paradiset og dets mange frugttræer.

Dog et advarende ord. Alt hvad vi køber må vi først lægge i blegevand og derpå i rent vand for at dræbe de parasitter der sidder på skrællen og mellem bladene. Disse parasitter, samt den gule feber og malariaen, medførte tidligere en høj dødelighed. I dag har mange strenge hygiejniske foranstaltninger, daglige eller ugentlige malariapiller og vaccine mod gul feber imidlertid udrettet underværker. Men vi må stadig omhyggeligt blege hvert enkelt salatblad!

Gadebilledet

På hjemvejen lægger vi mærke til mange kvinder som allerede er kommet tilbage fra markedet og har travlt med at støde foo-foo til middagsmaden. De laver denne ret ved at knuse kogt pisang (banan) og maniokrod med en træstøder i en morter indtil resultatet er en blød, grødlignende masse. Kvinderne håndterer denne mægtige, køllelignende støder med stor effektivitet. Så det er måske godt for mændene at de stadig er meget respekterede her.

Et andet almindeligt syn er tiggerne der sidder i rækker på torvet. De ligner næsten ikke andet end bylter af gamle klude som skælvende rækker forvredne, deforme og hentærede lemmer frem mod de forbipasserende, og med jamrende stemme nedkalder velsignelse over dem der kommer forbi. De fleste af disse tiggere er ikke indfødte, men professionelle fra udlandet som er kommet for at få del i velstanden.

Der findes fattigdom og sygdom her, som i de fleste andre storbyer. Man har givet sig i kast med problemerne, men selv det voksende antal veludstyrede hospitaler er langtfra tilstrækkeligt. Mange af de børn man ser på gaderne er fulde af sår eller har øjensygdomme. Af landets befolkning på cirka fire millioner er næsten to millioner under femten.

Besøg i Banco’en

Da vi forlader huset over middag stiger den trykkende hede op fra brolægningen, og solskinnet reflekteres af de hvide bygninger og blænder os næsten. Sådan er her næsten konstant i den varme årstid.

I en vens bil kører vi over lagunen ad den gamle bro, over det funklende vand som tro gengiver den skyfri himmels klare blå farve. Vi er på vej til Banco’en, byens park, hvor der er anlagt veje dybt ind i skoven så folk kan vove sig derind. Vær ikke bange, her er ingen løver. Men her er slanger. Af de 3000 slags vi har, er kun 600 giftige, og kun få kan dræbe et menneske.

Her er skoven, en tropisk regnskov. Forandringen er dramatisk da vi kommer ind i den. Pludselig mærker man ikke mere solens glød og føler ikke den trykkende hede. Alt er køligt, grønt og dunkelt. Vældige bambusskud vokser på begge sider af vejen og lukker sammen over vore hoveder. Et sted er et vandløb opstemmet og danner en dam hvor man kan tage sig en svømmetur. De høje mahognitræer står tæt ved vandkanten og spejler sig i overfladen som grønne skygger. Det virker ildevarslende på den uindviede.

Overtroiske mennesker her på Elfenbenskysten troede før i tiden at der fandtes onde og grusomme skovguder. Folkegruppen baouleerne, for eksempel, har ment at døden aldrig kom naturligt. En som døde var uden tvivl blevet forgiftet af en anden, eller var blevet straffet af guderne, hvis vrede han havde pådraget sig. For få år siden var baouleerne bange for at se for længe på månen fordi de frygtede at dæmontrommeslageren Konan Djeti, som de mente boede på månen, ville spille en dødsmelodi for dem der var for nysgerrige.

Senoufoerne, en af stammerne i den nordlige del af landet, tror at urskoven er beboet af små alfer, „badegalerne“, små groteske ånder som jager landsbyboerne og hvis fødder antages at vende bagud. Sådanne opfattelser har stadig et stærkt tag i de uvidende. Visse steder i Abidjan kan man stadig finde gadehandlere som sælger amuletter af enhver slags som beskyttelse mod ånderne.

Uanset om man er botaniker eller amatør med „grønne fingre“ har skoven her meget at tilbyde. Alle slags planter venter på at man skal undersøge dem. Højt, højt oppe ser man trækronerne, bundet sammen med slyngplanter og lianer, ofte besat med svampe af forskellig art. Og gennem små åbninger i det grønne tag skinner solen ned på den mørke underskov og giver det hele et gyldent skær og gennemborer vandet med lysstråler. Rådnende planter og friske grønne blade forener deres dufte. I nærheden af skovbunden ser vi søgrønne skygger, her og der afløst af farverne fra insekter og blomster som oplyses af en solstribe.

På hjemvejen mærker vi at aftenluften er fyldt med den dejlige duft af stegt pisang og yams som folk sidder udendørs og tilbereder på deres varmebækkener. Man kan høre trommerne fra de små orkestre som spiller på hvert gadehjørne, og de nyeste melodier fra den afrikanske hitliste drøner fra musikforretningernes højttalere. Men nede ved vandet er der stille og fredeligt.

Problemer som skal løses

Den besøgende synes måske at Abidjan er noget nær et paradis. Der er liv og farve og skønhed, men der er også sygdom og fattigdom, analfabetisme og andre problemer. Naturligvis er Abidjan ikke hele Elfenbenskysten. Og Elfenbenskysten er heller ikke hele Afrika, men dens problemer og dens skønheder er typiske. De afrikanske stater har problemer alle sammen. Selv om de ikke har kvalificerede folk nok, søger de at løse disse problemer.

Elfenbenskysten har en stabil regering. Men som andre steder i verden er stabiliteten kun relativ. På nuværende tidspunkt har dette land en livskraftig økonomi og nyder godt af en mængde naturlige ressourcer som kun venter på at blive udnyttet. Men mennesket ’kan ikke leve af brød alene’, det kan ikke nøjes med jordens frugt. Nej, det har også et åndeligt behov, behov for kundskab om den allerhøjeste Guds ord. (Matt. 4:4) Vil Elfenbenskystens indbyggere skaffe sig denne vigtigere form for føde?

Svaret skal findes i den tjeneste Jehovas kristne vidner udfører på Elfenbenskysten og i nabolandene. Samvittighedsfuldt rejser vidnerne rundt i området, i byerne, i landsbyerne og i landdistrikterne, med budskabet om Guds rige — et rige som afgjort vil løse alle problemer, et rige hvor retfærdselskende mennesker vil erfare fred i overmål og nyde jordens frugt.