„Dit ord er sandhed“
Bibelen, en sammentrængt beretning — hvorfor?
DER kan ikke være tvivl om at Bibelen indeholder en meget sammentrængt historisk beretning. Alene om Jesu Kristi jordiske tjeneste skrev apostelen Johannes: „Der er også meget andet, som Jesus har gjort, og hvis det skulle nedskrives i enkeltheder, mener jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.“ — Joh. 21:25.
Et værk som omtalte alle enkeltheder i menneskenes historie fra begyndelsen og frem til det første århundrede, ville indeholde langt mere stof end et gennemsnitsmenneske kunne nå at læse i et helt liv. Kun få ville have råd til at købe et sådant værk, og det ville sikkert ikke kunne udkomme på alle de hovedsprog jordens indbyggere taler, sådan som Bibelen. Hvis alle som ønskede at få personlig gavn af Guds ords indhold skulle have mulighed for det, måtte beretningen altså være sammentrængt.
At Bibelen er en forkortet beretning øger dens værdi. Vigtige punkter fordunkles ikke af mange betydningsløse detaljer. Bibelens budskab er enkelt og direkte, hvilket fremgår af dens allerførste kapitel. I dette kapitel fastslås det at Gud er himmelens og jordens Skaber, og det han har skabt på jorden opregnes i kronologisk orden. Men der siges intet om hvordan det materielle univers er sammensat, om de love der styrer det, eller om hvordan Gud bar sig ad med at frembringe det. Alligevel kan man ikke sige at Bibelens tavshed om disse emner forringer den. I betragtning af hvor svært mennesker almindeligvis har ved at forstå langt simplere videnskabelige emner, ville vi overhovedet ikke kunne fatte en detaljeret beretning om sådanne ting som vi slet ikke er fortrolige med.
På den anden side giver de enkle og direkte oplysninger i Første Mosebogs første kapitel os grund nok til at gøre Guds vilje. De bør tilskynde os til af hjertet at sige det samme som de fireogtyve ældste som apostelen Johannes så i et syn: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ — Åb. 4:11.
At Bibelen ikke indeholder en omfattende beskrivelse af skabelsen kan ikke med rette tydes som et bevis på at Jehova Gud gerne vil holde menneskene nede i uvidenhed. Hvis det havde været hans formål, ville han ikke have udrustet menneskene med evnen til at tænke og ræsonnere. Nej, Skaberen ønsker at menneskene skal bruge deres hjerne; det fremgår af at han lod det første menneske, Adam, give alle dyrene navne. (1 Mos. 2:19, 20) Dette viser også at den almægtige Gud ikke behøvede at oplyse menneskene om ting som de selv kunne finde ud af ved at bruge deres gudgivne evner.
Den vigtigste kundskab kan man imidlertid ikke få ved at granske verdslige værker og iagttage det skabte. Uanset hvor meget man studerede det materielle univers ville man aldrig lære den usynlige Gud at kende. Man ville stadig være uvidende om Skaberens egenskaber, navn og hensigter og hans vilje med dem der ønsker at opnå hans gunst. Her er det at Bibelen kommer ind i billedet. Den tjener først og fremmest det formål at tilvejebringe disse vigtige oplysninger. Så selv om Bibelen på ingen måde er udtømmende, indeholder dens beretning alt hvad vi behøver for at opnå Guds godkendelse og livet. Derfor kunne apostelen Johannes skrive: „Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple. Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.“ — Joh. 20:30, 31.
I betragtning af at der kunne skrives meget mere om Kristus Jesus, undrer nogle sig måske over hvorfor de andre evangelieforfattere, Mattæus, Markus og Lukas, ofte omtalte de samme begivenheder. Men grunden hertil bliver indlysende når vi tænker på at evangelieberetningerne er skrevet for at vi skal tro at Jesus Kristus er Guds søn. Denne tro er uundværlig for dem der gerne vil opnå evigt liv. (Joh. 3:16) At godtage eller forkaste vidnesbyrdet om Jesus Kristus er faktisk et spørgsmål om liv og død. I harmoni med det princip at alvorlige sager skal afgøres på to eller tre vidners udsagn, sørgede Jehova Gud kærligt for at fire forskellige mænd skrev en beretning om Jesu jordiske tjeneste. (5 Mos. 19:15; Matt. 18:16) De fire vidneudsagn danner et solidt grundlag for troen på Kristus Jesus.
Når der er fire vidner må vi regne med at finde variationer i beretningerne, foruden supplerende detaljer som kan hjælpe os til at få et mere fuldstændigt billede af begivenhederne. Variationerne er i sig selv et yderligere grundlag for troen, for de viser at der ikke var nogen hemmelig forståelse mellem Bibelens skribenter.
Det forhold at Bibelen ikke oplyser alle detaljer, tjener et formål mere. Det „sorterer“ dem fra som ikke oprigtigt ønsker at gøre Guds vilje. Det fremgår af noget der skete i det første århundrede. Ved en lejlighed sagde Jesus til sine tilhørere: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.“ (Joh. 6:53) På det tidspunkt forklarede han ikke hvordan man kunne leve af hans kød og drikke af hans blod. Denne manglende detalje fik mange til at afbryde forbindelsen med ham. De glemte fuldstændig alle de storslåede ting han havde sagt og gjort. (Joh. 6:60-66) De søgte ikke nogen forklaring på Jesu udtalelse, og det viser at de ikke virkelig værdsatte Jesus og hans budskab. De fortjente at blive „sorteret fra“.
Det samme kan ske for folk i dag. De læser måske en passage i Bibelen om nogle der bliver straffet af Gud, og fordi alle enkeltheder ikke er anført begynder de at tvivle på om Gud virkelig var retfærdig da han eksekverede sin dom i det pågældende tilfælde. De glemmer at de ikke selv var til stede da det skete, og de overser de mange vidnesbyrd der findes andre steder i Bibelen om at Gud er retfærdig, og derfor tager de anstød. Det ville være meget bedre om sådanne mennesker betragtede hvad Bibelen som helhed siger om sagen. For eksempel var Gud villig til at skåne de berygtede onde byer Sodoma og Gomorra for ti retfærdige menneskers skyld. Og da der ikke engang fandtes så mange, sørgede han for at den retfærdige Lot og hans døtre blev udfriet. (1 Mos. 18:22-32; 19:15, 16) Kan man i lyset heraf med rette drage Guds retfærdighed i tvivl når en beretning ikke indeholder alle detaljer? Det Gud gjorde i dette tilfælde var afgjort et tilfredsstillende svar på Abrahams spørgsmål: „Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?“
Lad os derfor aldrig komme til at høre til dem der tager anstød fordi Bibelens beretning er sammentrængt. Lad os hellere høre til dem der skønner på at Bibelen giver os de vigtige oplysninger vi behøver for at opnå Guds godkendelse og livet.