Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g70 22/2 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1970
  • Underoverskrifter
  • Trafikdrab i Danmark
  • DDTs dræbende virkning
  • „Bort-fra-Rom“-kampagne
  • Teologi og politik
  • Marihuana i kirken
  • En „tilstand af kraftesløshed“
  • Tredobbelt grokraft i månestøv
  • Mod fri abort
  • Flere fosterdrab
  • LSD — ingen børn
  • Flere stofmisbrugere
  • Heroin slår børn ihjel
  • Amnesty International og Jehovas vidner
  • Bispesynoden i Rom
Vågn op! – 1970
g70 22/2 s. 22-23

Vi betragter verden

Trafikdrab i Danmark

● Statistikken viser at der hver dag dræbes gennemsnitlig tre mennesker i trafikken i Danmark. Fabrikant Svend Bergsøe skriver i Politiken for 9. november 1969: „Situationen er nu den, at vi i vort lille land årligt har 26.000 tilskadekomne og 1100-1200 dræbte, og der er ikke nogen sandsynlighed for, at disse tal vil blive mindre.“ I antallet af dræbte er medregnet dem der dør inden for tredive dage efter ulykken. Hvad kan man gøre for at mindske dette tal? Svend Bergsøe går stærkt ind for sikkerhedsseler, og skriver: „De sidste undersøgelser fra USA viser, at der snart er sikkerhedsseler i tre fjerdedele af bilerne i visse stater, men bælterne bliver ikke brugt. Man anslår, at kun mellem 10 og 15 pct. af forsædepassagererne benytter seler. Sagkyndige mener . . . at hvis alle førere og bilpassagerer brugte bælterne, ville man kunne redde 10.000 menneskeliv om året! Dette høje tal ligger på linje med, hvad man tidligere fra forskningscenter har anslået.“

DDTs dræbende virkning

● Som insektmiddel siges DDT at være et vidunder. Det er billigt, let at bruge og effektivt. Og det er kumulativt, hvilket betyder at det er dødbringende ved berøring i lang tid. Men det gør også DDT farligt for andre livsformer. Det hober sig op i fugle, pattedyr og fisk. Og der er stigende vidnesbyrd om at koncentrationer af denne insektgift i fugle, fisk eller pattedyr kan skade mennesker som spiser deres kød. For nylig blev et parti amerikansk dåselaks kasseret fordi det indeholdt for meget DDT. Man har fundet DDT i komælk og i drikkevand. I staten Alberta i Canada indeholder fasaner og agerhøns så meget DDT at man har talt om at annullere en jagtsæson. Flere og flere kræver at de kemiske fabrikker skal holde op med at producere DDT og gå over til at fremstille „mere ufarlige“ insektgifte.

„Bort-fra-Rom“-kampagne

● Østrigere i tusindvis forlader romerkirken, og årsagerne hertil er mange. Da nazisterne besatte Østrig pålagde Hitler katolikker og protestanter en tvangsskat som skulle betales direkte til kirkerne. Efter krigen havde de religiøse samfund ikke særlig lyst til at ophæve denne skat. Dette har skabt uvilje, men kirkeskatterne er kun én af flere grunde til at folk forlader kirkerne. Præsten Josef Zeininger siger: „Det der virkelig giver os hovedpine er frafald af troende som foruroliges over det der sker inden for kirken, og, i den senere tid, en chokerende ’bort-fra-Rom’-kampagne.“ Flere og flere østrigske katolikker nægter at anerkende Vatikanets myndighed. Zeininger fortæller at kirken bruger en umådelig mængde tid og penge på at holde fast på såkaldte grænsekatolikker, men „indtil nu har vi ikke kunnet standse tendensen“. I Wien, der har 1.800.000 indbyggere hvoraf 90 procent er katolikker, er frafaldet steget med 35 procent i forhold til 1967.

Teologi og politik

● I det norske studenterblad Mellom brødre skriver Ernst Båsland om indtryk fra Tübingen. Vi gengiver i uddrag: „Det der undrer en udenforstående, er at teologerne er de deciderede anførere ved de fleste studenteraktioner . . . teologerne [er] den bedst repræsenterede fakultetsgruppe i Tübingens SDS (Rudy Dutschkes politiske studentergruppe). De tre ledende er alle teologer (bl.a. en videnskabelig assistent). De ledende i demonstrationer og strejker er teologer. Den hovedskyldige for brandstiftelsesforsøget på Amerika-Haus i Tübingen var teolog osv.“

Marihuana i kirken

● Mange væmmes ved religionen nu om stunder på grund af det der foregår i kirkerne. I september erklærede den episkopale præst Robert Cromey i en retssal at han troede at marihuana godt kunne bruges som sakramente, ligesom brød og vin, i den „kristne“ gudstjeneste. Han indrømmede at han selv røg det illegale stof og sagde at mange af de religiøse oplevelser der er omtalt i Bibelen efter hans mening skyldtes brugen af euforiserende stoffer. Det er ikke så mærkeligt at folk i flokkevis flygter fra de religiøse samfund når de udsættes for sådan noget nonsens.

En „tilstand af kraftesløshed“

● Hvordan går det med kirken i England, hvor man har en statskirkeordning? En iagttager som skriver for Austin-bladet Statesman (Texas), fortæller: „Kirken . . . er blevet et museum. Når man har oplevet alt det vitale og spændende der er i Storbritannien, får man det indtryk at dens kirke er en sørgelig affære. . . . Desværre er der stor tomhed. Der er ingen folk. Turisterne kommer ikke for at dyrke Gud, og de rejsende indtager ikke de faste medlemmers pladser. Statskirken, Englands kirke, har godt med kirkegods. Alligevel befinder gejstligheden, de ledende lægfolk og den store masse af medlemmer sig i en rystende tilstand af kraftesløshed.“

Tredobbelt grokraft i månestøv

● Videnskabsmændene i rumcenteret i Houston har med forbløffelse konstateret at visse planter vokser betydeligt hurtigere i månestøv end i jordisk muld. En lille plante, kaldet levermos, der normalt vokser på klipper eller i skove, har i små fade med månestøv nået en højde på 7,5 cm. Ved siden af dem står nogle fade med samme plante dyrket i jordisk jord. Disse mosplanter er ganske små — end ikke to cm høje — og blege. Grokraften i månestøvet er således for denne plante mere end tredobbelt. Nogle unge bregner der også vokser hurtigere i månestøvet, vækker lignende opmærksomhed. — Politiken, 15. november 1969.

Mod fri abort

● Overlæge Søren Stamer har bidraget til abortdebatten med følgende tankevækkende kommentarer: „I kvindelægernes konsultation ser vi gang på gang fortvivlede kvinder, der nu ønsker børn, men ikke kan få dem, fordi de har fået foretaget en abort, legal eller kriminel som unge, umodne og dumme. De har ikke villet høre på, hvilke risici der er i forbindelse med en abort. . . . De tårer, jeg har set, når jeg har sagt til mine patienter, at de ikke kan få børn, er mange, og mange fortryder bitterligt deres tidligere abort. . . . Man kan skyde fire politibetjente på Amager, man kan dræbe mange andre, hele pressen og folket oprøres herover, og forbryderne, der fanges, bliver straffet hårdt, men kvinderne, mødrene, der dræber 23.000 liv om året, frikendes. Er det ikke ved at være Untergang des Abendlandes, en mangel på respekt for livet, et degenerationstegn og et farvel til civilisationen?“ — Berlingske Tidendes kronik, 6. november 1969.

Flere fosterdrab

● På en måned har 116 piger under seksten år i England og Wales fået afbrudt deres svangerskab, hvilket er en rekord, oplyser London-bladet Daily Express. Avisen nævner også at der nu foretages næsten dobbelt så mange svangerskabsafbrydelser på offentlige hospitaler som på private klinikker.

LSD — ingen børn

● „Hvis De tager LSD . . . skal De ikke blive gravid,“ siger dr. Elizabeth Tylden, en af Englands førende narkotikaeksperter, til sine patienter. „Hvis De gerne vil have et barn, bør De vente til et år efter Deres sidste LSD-dosis.“ Rapporter viser at mødre som bruger dette stof har født vanskabte børn. Nogle er blevet født med åben rygsøjle. „Beviserne for kromosomskader på grund af LSD er meget foruroligende,“ siger hun. „Stoffet er lige så farligt som thalidomid.“

Flere stofmisbrugere

● Ifølge Politiken for 18. november 1969 oplyser kulturminister Helveg Petersen at de unges forbrug af euforiserende stoffer er alarmerende. Antallet af misbrugere er seksdoblet siden 1966. Alene i det første halvår af 1969 er der indlagt 144 unge stofmisbrugere, mod 57 i hele 1966. Og man regner med at antallet stiger med endnu større hast i den kommende tid. Ministeren mener at det er af den største betydning at man finder frem til „hensigtsmæssige præventive foranstaltninger“.

Heroin slår børn ihjel

● Dr. Michael Baden, der virker som assisterende embedslæge i New York, anslår at 250 teenagere i denne by vil være døde af stofmisbrug ved udgangen af 1969. Indtil november var der i alt, i alle aldersgrupper, indtruffet 700 dødsfald i 1969 som følge af heroinbrug. Man kritiserer de programmer der er iværksat for narkomanerne. Mrs. Beraneece Sims, der er formand for en antifattigdomsforening i Harlem, beretter at man har fundet en fireårs dreng som gned heroin på sit tandkød. Hun fortæller at hun kender til tre tilfælde hvor narkomaner har solgt deres børn til seksuel udnyttelse for at få penge til euforiserende stof. Blandt de unge i Harlem, siger hun, „er det nu en undtagelse hvis en ikke er stofbruger“.

Amnesty International og Jehovas vidner

● Amnesty International, som begyndte i London i 1961 og nu har sektioner i tyve lande, er en organisation som arbejder for eller „adopterer“ samvittighedsfanger i de fleste lande i verden. Formålet er at skaffe fangerne friheden tilbage, eller i hvert fald at søge at lempe tilværelsen for dem og deres familie. I november sidste år havde Amnesty adoptioner i 72 lande. Organisationen adopterer også „Jehovas Vidner i Spanien, når de p.g.a. militærnægtelse idømmes urimeligt hårde fængselsstraffe“, oplyser overlæge Erik Kiørboe, Slagelse.

Bispesynoden i Rom

● U.S. News & World Report for 20. oktober 1969 beretter: „Stemningen var oprørsk og krisepræget da de ledende romersk-katolske prælater fra hele jorden samledes i Rom til åbningen af Biskoppernes Verdenssynode den 11. oktober.“ Man drøftede i hvor stor udstrækning paven skulle dele sin myndighed med biskopperne. Der deltog 147 biskopper i mødet. En iagttager beretter: „I grunden er pave Paul lige så meget en reformator som sin forgænger. Men når kravene om forandringer kommer hurtigt efter hinanden, næsten samtidig, og fra alle sider, frygter han at medmindre han slår bremserne i, vil hele kirkens struktur måske styrte sammen og følgen blive kaos.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del