Ulrich Zwingli og Guds ord
ÅRET 1969 er i protestantiske kredse i Schweiz blevet kaldt for Zwingliåret. Hvorfor? Fordi Ulrich Zwingli for 450 år siden, som præst i den romersk-katolske kirke, påbegyndte sin gerning i katedralen i Zürich. Det var den første dag i året 1519. Da han besteg prædikestolen forbløffede han sine sognebørn ved højtideligt at erklære at han ville forkynde Bibelen fra A til Z. Allerede næste dag begyndte han i De kristne græske Skrifter med Mattæus-evangeliet, kapitel 1.
Det var mærkelige ord at høre udtalt af en romersk-katolsk præst. Men Zwingli var heller ikke nogen almindelig præst. Han var født i Wildhaus den 1. januar 1484. Faderen var en respekteret borger i den lille alpelandsby, hvor han fungerede som en slags sognerådsformand, og han havde en stor familie. En onkel som var præst tog sig tidligt af Ulrichs skoleuddannelse — en uddannelse som førte ham først til Basel, derpå til Bern og Wien, hvor han blev indskrevet på universitetet i 1498. Endelig blev han i Basel magister i filosofi, og han var nu klar til at få sit første embede som lærer på en kirkeskole.
Zwingli blev snart interesseret i de lærde på hans tid der arbejdede energisk på at fremme kendskabet til de klassiske sprog: græsk og latin, og endog oldhebraisk. Han blev kraftigt påvirket af Thomas Wyttenbach, som var kommet til den konklusion at „Kristi død er den eneste genløsning for vore sjæle“. Vi behøver blot at tænke på det uvidenhedens mørke der var faldet over kristenheden i middelalderen, for at forstå hvor oplysende denne konklusion må have virket.
Kirkens munkeovertro og stærke verdslighed vakte Zwinglis afsky. Den unge lærer vidste at der var brug for en stor udrensning. Til sidst nåede han til det punkt da han var klar over at alle de lærdes filosoferen måtte vige pladsen for Guds ords ene autoritet. Han forkyndte også at Bibelen var sin egen fortolker og at dens indholds rigdomme ville blive deres belønning som med bønner og ærefrygt hengav sig til studiet af den.
I 1516 kom han i besiddelse af Det nye Testamente på græsk, udgivet af Erasmus. Han var da lærer og præst i Glarus. Med glubende appetit begyndte han at læse dette værk. Hans prædikener fik en ny form. Hver dag læstes og kommenteredes et stykke i Bibelen, og lidt efter lidt erstattedes gamle fabler og overtroiske forestillinger med sandhed. Han blev så kendt som bibellærer at han senere blev inviteret til Zürich da et præsteembede blev ledigt der.
Social og politisk reformator
Selv om det er rigtigt at Zwingli således erklærede sig selv for at være en forkæmper for sandhed bygget på Bibelen, bør det også nævnes at hans aktivitet på ingen måde var begrænset til fredeligt at udbrede Bibelens budskab. I modsætning til Kristus Jesus og hans apostle var Zwingli aktivt interesseret i tidens politiske spørgsmål. Ikke alene krævede han reformer inden for kirken, men han søgte også at lave om på de verdslige myndigheders styre.
På den tid var schweizere stærkt efterspurgte som lejesoldater, og mange var villige til at kæmpe for den der betalte mest. Zwingli glædede sig meget over at byen Zürich ved lov forbød borgerne at sælge sig selv som lejesoldater. Han talte heftigt imod pavens hvervning af schweiziske soldater til sine krige. Om lejesoldaterne skal han have sagt: „Med rette bærer de røde hatte og kapper; hvis du ryster dem falder der dukater og kroner ud af dem, og hvis du vrider dem drypper de af blodet af din søn, din broder, fader og ven.“
Hvis man havde haft aviser dengang sådan som vi har det i dag, kunne denne katolske præsts reformationer have fremkaldt overskrifter som disse: „Zwingli fjerner aflad og relikvier; afslår pavelige pensionstilbud; hans modstandere er forbitrede!“ „Zwingli bryder den hellige faste. Froschauer-trykkeriet indblandet. Biskoppen forfærdet. Zwingli svarer med den første trykte prædiken.“ „Heftig strid om præsters cølibat.“ „Zwingli ignorerer cølibatet; gifter sig med enken Anna Reinhard.“ (1522)
Så den 29. januar 1523 sammenkaldte byrådet i Zürich til et møde, en disputation, med det formål at få en afklaring på de stadig flere spørgsmål som voldte splittelse i kirken. Zwingli fremlagde en liste på 67 teser til debat. Fra alle sider blev der rettet kirkelige anklager mod Zwingli. Men der sad han ved et bord midt i salen, flankeret af byens rådsherrer, og med græske, hebraiske og latinske bibler lige ved hånden.
Så bliver det Zwinglis tur til at tale, nu skal han svare på de mange anklager. Der bliver uro i salen. Mange ser ham for første gang nu — middelhøj, med rødblondt hår, mager, men robust at se til. Han taler roligt og velovervejet mens han ser ud over sine tilhørere: „Mine herrer! Hvis De finder noget kættersk ved disse teser — ja, i Guds navn, så er jeg her!“
Allerede ved middagstid var mange af rådsherrerne overbevist om at Zwingli ikke var nogen kætter. Og næste dag spredtes nyheden hurtigt blandt folk. Zwingli havde vundet en smuk sejr og blev bemyndiget til at fortsætte som præst. Joachim Vadian, borgmesteren i St. Gallen, var meget tilfreds med dette. Sebastian Meyer, reformationens nidkære forkæmper i Bern, var henrykt. Han beskrev denne udvikling som ’en strålende sejr for evangeliseringen af hele Forbundet’ [Det schweiziske Edsforbund].
Hvad Zwingli udrettede
Derefter udviklede begivenhederne sig hurtigt. Som den varme, tørre føhnvind der blæser fra bjergene ned i de schweiziske dale, fejede kirkerevolutionen nu frem. Efter forbillede af Israels profeter invaderede Zwinglis disciple kirkerne og fjernede og ødelagde billeder, krucifikser og andre „hellige“ genstande. Man kendte ikke eller gav ikke agt på de inspirerede ord som Jesu Kristi apostel Paulus skrev til de kristne: „En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt.“ (2 Tim. 2:24) Man havde glemt at ’vore stridsvåben ikke er verdslige’ eller kødelige, og at det ikke er med fysisk styrke vi som kristne skal nedbryde den falske religions åndelige „fæstningsværker“. — 2 Kor. 10:3-6.
I Zürich blev katedralen lukket i et stykke tid mens den fik et nyt udseende. Skridt for skridt rykkede reformationen frem. Messen blev erstattet af Herrens nadver, hvor deltagerne fik tilbudt både brød og vin. Nonner og munke begyndte at forlade klostrene. Klostre blev lavet om til hospitaler og skoler. Nonner giftede sig eller begyndte at udføre socialt arbejde. Præster opgav det cølibate liv og giftede sig. Og alt dette skete i året 1523 — ikke som et efterspil til det andet vatikankoncil!
Det bør nævnes at Zwingli ikke havde til hensigt at starte noget nyt. Det var hans mål at rense grundigt ud i tilbedelsesformen og de overtroiske og verdslige skikke der var udbredt i den romersk-katolske kirke. Han planlagde skridt for skridt sin reformation af kirken inden for rammerne af den bestående ordning. Han sikrede sig rådsherrernes og byfædrenes støtte. Han arbejdede fra toppen og nedefter, og gennemførte i løbet af seks år en omfattende religiøs og politisk reformation.
En anden væsentlig bedrift var en bibeloversættelse, som han lavede i samarbejde med Leo Jud, hans gamle ven fra tiden i Basel. Denne bibel, i datidens tyske dialekt, udkom før Luthers bibel. Selv om den er noget ringere i kvalitet end Luthers oversættelse, havde den ikke desto mindre en iøjnefaldende virkning på folk da de begyndte at læse Guds ord på deres eget modersmål.
Andre højdepunkter
I begyndelsen af sit virke kunne Zwingli glæde sig over at se nogle af dem der ivrigt lyttede til hans prædikener drage ud til andre dele af Edsforbundet for at udbrede den bibelkundskab de havde fået. Men adskillige kantoner holdt sig strengt til Roms autoritet. Man prøvede at bringe Zwingli til tavshed og gøre hans gerning til intet. Han blev indbudt til en disputation i et af de stærkt katolske centre, men byrådet i Zürich nægtede ham tilladelse til at udsætte sig for fare blandt sine bitre fjender. De huskede uden tvivl hvordan den bøhmiske reformator Jan Hus var blevet lokket i en fælde og brændt på bålet hundrede år tidligere.
Bern og Zürich var to af reformbevægelsens højborge. Og i 1528 tog Zwingli villigt til Bern. Her ville man diskutere flere forskellige spørgsmål, ikke mindst hans syn på Herrens nadver. Også ved denne lejlighed havde han heldet med sig, og han fulgte sejren op ved at holde en prædiken i katedralen i Bern. Efter prædikenen lagde han sit ornat og erklærede højtideligt: „Hvis det forholder sig sådan med messen, da vil jeg ikke celebrere den i dag eller på noget andet tidspunkt.“ Dermed var det slut på Roms herredømme i Bern-katedralen.
En anden vigtig begivenhed i Zwinglis liv var hans første møde med Martin Luther. På dette tidspunkt var hans tidligere begejstring for reformatoren fra Wittenberg kølnet noget. Sandt nok havde Luthers frimodige fremtræden inspireret Zwingli i samme retning. Men Zwingli erklærede senere: „Jeg lærte ikke Kristi læresætninger af Luther, men af selve Guds ord.“ De to mænd var stærke modsætninger. Luther havde haft en hård ungdom og var ofte grebet af pessimisme og sjælekvaler. Zwingli, derimod, var et livsglad barn af Alperne, en jovial og optimistisk natur. Stridsspørgsmålet om Herrens nadver og dens betydning tårnede sig til sidst op imellem dem, og de kunne ikke nå til enighed.
For at afværge en splittelse indbød landgrev Filip af Hessen hovedtalsmændene for de to synspunkter til en disputation på hans slot i Marburg. Det var i 1529. Zwingli og Ökolampadius fra Basel repræsenterede det ene synspunkt, mens Luther og Philipp Melanchthon fremholdt det andet. Man diskuterede frem og tilbage, men Luther var ubøjelig. Lige fra begyndelsen havde han understreget sit synspunkt ved med kridt at skrive ordene „Dette er mit legeme“ på forhandlingsbordet.
Zwingli erklærede at det var hans overbevisning at Kristus Jesus aldrig havde ment at nadverens brød og vin var hans bogstavelige legeme, ikke engang i en eller anden mystisk betydning. Snarere, sagde reformatoren fra Zürich, havde Jesus haft den tanke at brødet og vinen skulle betyde eller repræsentere hans legeme som symboler til ihukommelse af hans store offer. Men Luther var hårdnakket af en anden mening. For at redde situationen overtalte Filip af Hessen dem til at formulere de grundlærdomme som de var enige om.
Alle som griber til sværd . . .
Imens trak mørke skyer af had og modstand sammen over Det schweiziske Edsforbund. De fem katolske kantoner modstod bittert de to mægtige kantoner Bern og Zürich. I foråret 1531 besluttede de styrende i Bern at lægge pres på de katolske kantoner ved at nægte dem fødevareforsyninger. Zwingli arbejdede energisk på at undgå en katastrofe og søgte at få en fredelig løsning på striden. Men udviklingen tog fart og Zürich kom for sent i gang med at mobilisere sit forsvar. De katolske styrker gik til angreb, og Zürich blev tvunget i kamp ved Kappel før tropperne fra Bern kunne komme til undsætning. Den protestantiske hærs nederlag var uundgåeligt.
Hvordan stillede Zwingli sig til dette? Han drog med hæren som feltpræst. På denne måde støttede han dem der valgte det bogstavelige sværd i stedet for „Åndens sværd“, som er Guds ord. (Ef. 6:17) Han må fra sin egen bibeloversættelse have kendt Jesu advarsel til sine efterfølgere om at „alle, som griber til sværd, skal falde for sværd“. (Matt. 26:52) Og netop sådan skulle reformatoren fra Zürich ende sine dage. Morgenen efter slaget fandt den jublende fjende hans lig på slagmarken. Det blev skåret i stykker, et stykke for hver af de fem katolske kantoner, og derpå brændt.
Tilbageblik
Man må indrømme at Zwingli havde dyb respekt for Guds ord så vidt som han kunne forstå dets budskab. Men tiden var endnu ikke inde til at der skulle blive fuld klarhed over Bibelens lære, sådan som det er forudsagt i Bibelen selv. Zwingli forstod ikke at en sand Kristi efterfølger på ingen måde har ansvar for verdslige politiske problemer. (Joh. 15:19; 17:16; Jak. 4:4) Han forstod ikke behovet for at holde sig adskilt fra verdslige bevægelser og fremgangsmåder og i stedet søge Guds rige og hans retfærdighed først. (Matt. 6:33) Selv inden for de reformerede menigheder vandt hedenske ideer og holdninger atter indpas. Guds ord blev igen undertrykt og ugyldiggjort af menneskers traditioner.
Hvis Zwingli havde levet i dag kunne han være blevet velsignet af Guds ånds oplysende kraft, som lukker op for forståelsen af Guds ord. Han ville måske have indset at al falsk religion er en del af „Babylon, den store“, som Jehova Gud har dømt til snart at forgå. Babylon den Store er veget så langt bort fra Guds hellige ord at det ikke længere er muligt at reformere den. Den vil derfor blive fjernet helt ved Guds almagt. — Åb. 18:1-4, 20.