Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g70 22/3 s. 15-16
  • Er det fornuftigt at tro på sjælevandring?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er det fornuftigt at tro på sjælevandring?
  • Vågn op! – 1970
Vågn op! – 1970
g70 22/3 s. 15-16

„Dit ord er sandhed“

Er det fornuftigt at tro på sjælevandring?

HVORDAN kan det være at nogle mennesker kommer forholdsvis let gennem livet, har et godt helbred, er velstående og synes tilfredse, mens andre er ulykkelige, lever i yderste fattigdom eller har været invalide fra fødselen? Mange har spekuleret over grunden til denne ulige fordeling af godt og ondt. Koreanere såvel som millioner andre i de orientalske lande tror at de forhold hvorunder et menneske lever, er bestemt af vedkommendes adfærd i et tidligere liv.

2 Disse orientalere har denne opfattelse fordi de tror at sjælen forlader legemet ved døden og at den fødes igen som et andet menneske eller som et dyr. Hvis den pågældende har levet et pænt liv mener de at han vil blive født igen som en sund, rig eller smuk person; hvis han har levet et slet liv vil han blive genfødt i fattigdom og sygdom eller få et hæsligt udseende. Ja, de tror at han endog kan risikere at vende tilbage som et dyr, måske et insekt. De tror med andre ord på sjælevandring. Denne lære er ikke baseret på Bibelen men på den gamle hedenske og babyloniske opfattelse at menneskesjælen er udødelig. — Ez. 18:20.

3 Er det fornuftigt at tro på sjælevandring? Er de forhold vi lever under nu, en gengældelse eller straf for noget vi har gjort i en tidligere tilværelse? Hvis man vil have svar på disse spørgsmål må man først spørge sig selv: For at en straf kan siges at være retfærdig, må den der straffes da ikke i forvejen vide hvad en forkert handlemåde vil føre til og være klar over hvorfor han bliver straffet? Jo. Men véd de fattige og syge da hvilke fejltrin de har begået i et påstået tidligere liv, og at de fortjener at blive straffet? Er de i stand til at fortælle enkeltheder fra deres tidligere liv? Nej, ingen ærlige mennesker kan gøre dette. Hvad gavner en sådan ’straf’ da, hvis ikke folk ved hvorfor de får den? Hvordan kan de undgå at gentage de forkerte handlinger de har begået i deres ’tidligere liv’ hvis ikke de ved hvori de bestod?

4 Hvad er det for øvrigt der sker med alle mennesker, uanset hvor længe og under hvilke kår de har levet? Enhver ved at alle — den fattige såvel som den rige, den syge såvel som den sunde, tåben såvel som vismanden — efterhånden ældes og dør. Sådan er det gået til i flere tusind år, hvilket bekræftes af oldtidens orientalere, som var med til at nedskrive Bibelen. (Sl. 49:2, 3, 7-13) Hvis sjælevandring virkelig fandt sted ville det være meget uretfærdigt. Hvorfor? Fordi de gode og ærlige mennesker i så fald måtte gennemgå den samme ubehagelige prøve, døden, som de onde. Lyder det rimeligt?

5 Der er noget i læren om sjælevandring der ikke stemmer. For eksempel siges det at et menneske kan genfødes som et dyr. Peter, en af Bibelens skribenter, har udtalt at dyr er „fornuftløse“ og „af naturen . . . født til at fanges og forgå“. (2 Pet. 2:12) Dette bekræftes af videnskaben, som har fundet at dyr ikke kan tænke logisk men kun handle på et givet instinkt. Hvordan kan et dyr da bestræbe sig for at leve på en bedre måde, så det kan gøre sig fortjent til et liv på et højere plan? Hvordan kan et dyr kende forskel på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert? Hvis der virkelig fandt en sjælevandring sted, ville man, hvis man først én gang var blevet et dyr, være dømt til at forblive et dyr for evigt.

6 Denne menneskeskabte lære indbefatter den tanke at sjælen under sin vandring opad kommer nærmere og nærmere målet, nirvana, hvor der ifølge nogle ikke findes personlig bevidsthed, men, ifølge andre, evig lyksalighed. Det er dette mange søger. Hvis denne lære er sand, hvorfor gør de hvis forhold tilsyneladende bringer dem nærmere nirvana, da alt hvad der står i deres magt for at undgå døden? Hvis sjælevandring virkelig fandt sted, så burde de sunde og velstående ikke gøre noget for at holde døden på afstand, men snarere hilse den velkommen fordi det ville betyde at de kom nærmere nirvana. Ja, egentlig burde man kunne se i tusindvis af mennesker som tror på denne lære begå selvmord for hurtigere at nå deres mål. Men disse mennesker hænger ved livet, selv i alderdommen med alle dens besværligheder. Døden er en fjende; den er livets afslutning, ikke dets begyndelse. — 1 Kor. 15:26.

7 Ja, denne orientalske opfattelse er både ulogisk, ufornuftig og uretfærdig. Hvis man ønsker at kende sandheden om mennesket, sjælen og døden, må man undersøge hvad den ældste af alle orientalske bøger, Bibelen, har at sige om disse ting. Det Bibelen siger herom er logisk og fornuftigt, fordi det er Gud, menneskets Skaber, der har forfattet den. Den fortæller os at mennesket ikke er udødeligt, men dødeligt. (4 Mos. 23:10; Ez. 18:4) Den ikke så meget som antyder at mennesket har en udødelig sjæl som kan tage bolig et andet sted. (Sl. 89:49; Præd. 9:5, 10) Døden er et resultat af syndens virke i vort legeme, den synd som hele den menneskelige familie blev underlagt da Adam var ulydig mod Gud. — Rom. 5:12.

8 Guds ord lærer at enhver fremtidig eksistens for mennesket afhænger af Skaberens løfte om de dødes opstandelse og ikke af om sjælen vandrer videre. (Ap. G. 24:15) Gud vil ikke alene oprejse millioner af døde, men han fremholder også et vidunderligt håb for de levende. Nej, ikke håbet om en trist intethed i et indbildt nirvana, men udsigten til at leve evigt på en paradisisk jord hvor mennesket fuldt ud vil kunne nyde de skønne glæder som hans fuldkommengjorte sanser vil opfatte. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:1-4.

9 Hvis dette vidunderlige håb forekommer Dem mærkeligt, så husk på at menneskeheden begyndte sin tilværelse i sådanne paradisiske omgivelser. Jehova Gud skabte mennesket i en glædens have hvor det havde alt hvad hjertet kunne begære. (1 Mos. 2:7-9, 15) Mennesket kunne have levet i dette paradis for evigt hvis det havde fortsat med at adlyde Gud. Det var menneskets ulydighed, og den alene, som medførte døden.

10 Årsagen til det der i dag overgår mennesker i form af ulykke og sygdom, er synd, selviskhed, uforudsete tildragelser, korrupte regeringers dårlige ledelse og det at mennesker ikke har villet adlyde Guds love. (Rom. 6:23; Præd. 9:11) Ingen betaler for fejltagelser han har begået i et tidligere liv, for det liv han lever nu er det eneste han nogen sinde har haft. De der i dag ønsker at handle klogt, benytter sig af den mulighed Gud har åbnet for at mennesker kan opnå evigt liv. Vi opfordrer Dem indtrængende til at drage nytte af Guds foranstaltning. Begynd allerede nu at søge kundskab om Guds hensigter. Det kan De gøre ved at tage imod det seksmåneders bibelstudiekursus som Jehovas vidner tilbyder Dem i Deres eget hjem. — Joh. 17:3.

Kan De svare på følgende spørgsmål?

Svarene findes i ovenstående artikel.

 1. Hvilken forklaring giver nogle på den omstændighed at det gode og det onde er så ulige fordelt?

 2. Hvad tror mange orientalere der sker med menneskesjælen ved døden?

 3. Hvorfor er det ufornuftigt at tro at folk straffes for noget de har gjort i et tidligere liv?

 4. Hvad sker der med alle mennesker, uanset hvem de er?

 5. Hvorfor er det ikke rimeligt at tro at dyrene kan nå op på et højere plan ved sjælevandring?

 6. Hvilket paradoks ligger der i den adfærd et menneske der stræber efter nirvana, lægger for dagen?

 7. Hvor må vi vende os hen for at lære sandheden om mennesket, sjælen og døden at kende?

 8. Hvilken fremtid tilbyder Skaberen?

 9. Hvor havde menneskeheden sin begyndelse?

10. Hvorfor lider folk i dag, og hvad er det klogt at gøre?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del