Problemet brok

VIDSTE De at brok er en af menneskehedens almindeligste lidelser? Det vil sige, i hvert fald blandt mænd, idet de tegner sig for 75-80 procent af tilfældene. Undersøgelser viser at så mange som én ud af tyve mænd, altså 5 procent, må slås med dette problem i lande som De forenede Stater og Canada. I Storbritannien sker mellem 10 og 15 procent af alle hospitalsindlæggelser på grund af brok, og i Nigeria er procenttallet endnu højere.

Det latinske navn for brok er hernia. Ved et brok forstår man i almindelighed ’en abnorm udposning af broksækken, hvori der i regelen, stadig eller til tider, findes et indhold bestående af dele af underlivsorganerne . . . Det mindre modstandsdygtige parti i underlivsvæggen hvorigennem brokket baner sig vej, kaldes brokporten’. (Efter Klinisk Ordbog) Et brok kan også være en sådan abnorm udposning et andet sted på legemet.

Denne sygdom har været beskrevet i lægelitteraturen i tusinder af år. Den har lige fra oldtiden været behandlet på mange forskellige måder, magiske, medicinske og kirurgiske, ofte meget smertefuldt og ikke altid lige gavnligt for patienten. I betragtning af sygdommens udbredelse vil det sikkert have interesse at se lidt på hvilke årsager der er til brok, om man kan gøre noget for at forebygge sygdommen, og hvilke måder den kan behandles på.

Årsagerne til brok

Der er forskellige årsager til brok ligesom der findes forskellige slags brok. Der forekommer således hjernebrok, gerne som følge af ulykkestilfælde eller svulster, og regnbuehindebrok i øjnene. Der findes også halsbrok, især hos musikere der spiller blæseinstrumenter, idet deres halsmuskler udsættes for et ret stort pres når de spiller disse instrumenter.

Brok forekommer af og til på steder hvor man tidligere er blevet opereret for et eller andet. Nogle læger hævder at dette næsten kunne undgås hvis alle kirurger var mere omhyggelige når de opererede og når de syede patienten sammen igen.

Brok skyldes ofte et mindre uheld. Hvis man for eksempel springer ned fra et højt sted og lander hårdt på benene, kan man godt risikere at få brok af det. Den mest almindelige form for brok, en udposning gennem bugvæggen i lyskeregionen, fremkaldes som regel ved overanstrengelse, for eksempel når man spænder bugvæggen kraftigt ved udtømning af afføring eller prøver at løfte noget tungt på en akavet måde. Det er denne form for brok, som kaldes lyskebrok, denne artikel især behandler.

Imidlertid er de fleste autoriteter enige om at disse årsager kun er sekundære og at den vigtigste årsag er en medfødt, eventuelt arvelig, svaghed i bugvæggen eller andre muskler. Dette synes at fremgå af den omstændighed at brok somme tider er en familiesvaghed. Den trompetist der får halsbrok får det således uden tvivl på grund af overanstrengelse mens han spiller; men det er ikke sikkert at han anstrenger sig mere end andre trompetister som ikke får denne skade. Nogle af hans halsmuskler er blot ikke så stærke som de skulle have været.

Forebyggelse

Kan man på en eller anden måde råde bod på en sådan medfødt svaghed, når det ikke lige drejer sig om spædbørn og ganske små børn? Kunne det måske også tænkes at nogle som ikke var født med denne svaghed, havde fået den fordi de havde forsømt deres helbred? Nogle autoriteter hævder at usunde levevaner, for eksempel at man får for lidt motion eller spiser for meget, kan være faktorer som bidrager til brok. De der siger at den rigtige pleje af legemet sikkert kunne forhindre en del broktilfælde, henviser til den forunderlige måde legemet er opbygget på. I bugvæggen findes der således flere lag muskler som krydser hinanden i forskellige vinkler — en opbygning der giver bugvæggen den maksimale styrke.

Der er meget man kan gøre for at styrke og forbedre bugmusklernes spændstighed. Blot det at vænne sig til at have en god holdning når man går, står og sidder, vil gavne meget. Og eftersom overvægtighed og en overfyldt fordøjelseskanal er brokfremmende, bør man også spise og drikke med måde. Det er klart at der er større risiko for brok hvis musklerne er slappe og overbebyrdede med fedt.

Da brok ikke er ualmindeligt blandt sportsfolk, er det tydeligt at man ikke med en hvilken som helst legemsøvelse kan råde bod på en medfødt skavank der kunne føre til brok. Det må være øvelser der specielt tager sigte på at styrke bugmusklerne. Motion af denne slags får man ved at gå op ad trapper, ved at løbe i luntetrav, ved at ride, ved at cykle og ved at gøre armbøjninger liggende med håndfladerne støttet på gulvet. Alt dette medvirker til at styrke bugmusklerne, og gavner ens helbred i almindelighed.

Det gamle ord om at det er bedre at forebygge end at helbrede gælder også problemet brok. Hvis alle kirurger var mere omhyggelige ville det sikkert formindske antallet af broktilfælde efter operationer. Hvis alle lærte at løfte tunge genstande på den rigtige måde, kunne det også forhindre mange tilfælde af brok. I stedet for blot at bøje overkroppen og lægge hele belastningen på lændemusklerne når man prøver at løfte noget tungt, bør man også bøje ned i knæene således at man sætter benmusklerne i arbejde. Og endelig kan nævnes betydningen af legemsøvelser der ikke alene styrker armenes og benenes muskler men også bugvæggens muskler.

Hvad der kan gøres ved brok

Det gælder her som ved behandlingen af menneskets andre fysiske skrøbeligheder, at der er meget delte meninger om hvilken behandlingsmetode der er den bedste. En hel del tyr til et brokbind. Brugen af brokbind går omkring fem hundrede år tilbage. Nogle autoriteter anbefaler brokbind til midlertidig brug og til behandling af ganske små børn, blandt hvem der er god grund til at tro at brokket vil gå i orden af sig selv. Brokbind anbefales også af nogle til meget gamle mennesker, dog ikke så meget mere som tidligere. Nogle mænd foretrækker brokbind fordi de er bange for en operation eller, i nogle lande, fordi de ikke har råd til at betale den, men brokbind lader meget tilbage at ønske da de er ubehagelige at have på (især i varmt vejr), sjældent virker helbredende og somme tider endda forværrer tilstanden.

Enkelte læger behandler brok ved at give indsprøjtninger med bestemte kemiske stoffer som bevirker at der dannes rigeligt bindevæv. Det er så hensigten at dette bindevæv skal lukke brokporten og helbrede brokket. Nogle siger at denne behandlingsmåde er fordelagtig i visse tilfælde.

Ellers anbefaler de fleste læger operation. Det er dog ikke altid at resultaterne af denne behandlingsmåde tjener til ros for kirurgerne. Dr. A. A. Koontz, en autoritet i De forenede Stater på dette felt, skriver således i sin bog Hernia (1963) om antallet af tilbagefald efter brokoperationer. Ifølge ham ligger antallet af tilbagefald på fra 10 til 30 procent eller derover, afhængigt af operationens art.a Åbenbart er ikke alle som opererer for brok, så dygtige som de burde være. Han siger at selv om situationen er ved at forbedre sig, er antallet af tilbagefald stadig alt for højt, og han henviser til at han selv kun har mindre end en halv procent tilbagefaldstilfælde. Han giver dette råd til kirurger der opererer for brok: „Tilpas operationen til patienten. Prøv ikke at tilpasse patienten til operationen.“

Dr. S. H. Wass har skrevet i Guy’s Hospital Reports, nr. 3, 1968: „Vore resultater lader meget tilbage at ønske. Max Page (1934) som var kirurg på St. Thomas’ Hospital fordømte selvtilfredshed og henledte opmærksomheden på de dårlige resultater den rutinemæssige brokkirurgi kunne opvise. Til trods for de utallige ændringer der er sket i brokoperationens teknik i løbet af de sidste tredive år, er tilbagefald stadig alt for almindelige.“

Den praksis at operere for brok går helt tilbage til oldtiden da man gjorde det i orienten. I det sekstende århundrede var A. Paré en af dem der klarede operationen bedre end de fleste; han skal have sagt: „Jeg skærer i dem og Gud helbreder dem.“ I dag bygger man stort set på de metoder som omkring 1890 blev udviklet af en italiensk kirurg, E. Bassini, og en amerikansk kirurg, W. Halsted.

En senere metode blev udviklet under første verdenskrig af nu afdøde E. E. Shouldice i Toronto, hvor hans klinik stadig specialiserer sig i brokoperationer. Han udviklede en metode til at forstærke det svage sted ved hjælp af ståltråd (til voksne) og tarme (til børn). Det lykkedes ham at komme ned på mindre end én procent tilbagefald, og han følte sig så sikker på sin metode at han tilbød at operere alle gratis som fik tilbagefald, og det gør hans klinik den dag i dag.

I dag regnes en brokoperation i almindelighed ikke for at være noget farligt eller vanskeligt indgreb. I de fleste tilfælde udføres den under lokalbedøvelse. Patienten er i stand til at gøre gymnastik allerede første dag efter operationen og kan vende hjem efter tre dages forløb. Det bidrager sikkert også til succesen på ovennævnte klinik at man forlanger at overvægtige patienter skal tabe sig før man opererer og at man beder rygere om at ryge mindre i to uger før operationen.

Nogle anbefaler legemsøvelser

Nogle anbefaler visse legemsøvelser til kurering af brok hos forholdsvis unge mennesker i de tilfælde hvor broksækken glider tilbage i bughulen ved et let tryk eller ved at patienten lægger sig ned. Hvis broksækken ikke forsvinder under disse betingelser taler man om indeklemt brok, som er en farligere tilstand.b

Unge mænd hvis helbredstilstand i øvrigt er god og hvis brok ikke er for farligt eller volder dem for meget besvær, vil måske have lyst til at prøve at løse deres problem ved hjælp af de rigtige legemsøvelser. Alle de former for motion vi tidligere har nævnt og som styrker bugmusklerne, vil naturligvis være med til at modvirke et brok. Men dertil kommer et særligt sæt øvelser som er absolut nødvendige hvis man skal bekæmpe et brok, nemlig nogle øvelser der styrker lyskemusklerne.

Det er en stor hjælp til disse øvelser at have en skråtstillet plade. Pladen skal være knap to meter lang og en halv meter bred, og mens den ene ende kan hvile på gulvet skal den anden være løftet cirka tredive centimeter i vejret. Der skal være en rem omkring den løftede ende som man kan stikke fødderne ind under. Med hænderne foldet under nakken løfter man overkroppen til siddende stilling. I siddende stilling prøver man at dreje kroppen så langt man kan til højre og derefter så langt man kan til venstre, mens man stadig holder hænderne foldede under nakken.

En lignende øvelse består i at man fra liggende stilling på den skrå plade løfter overkroppen, den ene gang drejet til højre og den næste gang drejet til venstre. Sådanne vrideøvelser styrker lyskemusklerne. Man kan også lægge sig på ryggen fladt på gulvet og bevæge benene, let løftede, på samme måde som ved rygsvømning. Endelig kan man sidde på en stol og lægge højre hånd på venstre knæ og venstre hånd på højre knæ og, idet man med hænderne skubber knæene udad, stemme kraftigt imod dette tryk med benene. Det kræver naturligvis beslutsomhed at gennemføre alle den slags øvelser, men de der gør det siger at det hjælper.

Eftersom brok er blevet kaldt en af menneskehedens mest almindelige sygdomme, synes det som om der burde gøres mere for at forebygge og effektivt helbrede den. Det ser også ud til at man skal vise omtanke i valget af kirurg hvis det er nødvendigt at operere. Enhver der står over for dette problem gør derfor klogt i at overveje alle faktorer grundigt før han træffer afgørelse om hvad han vil gøre for at løse det.

[Fodnoter]