Hvem tilhører Deres legeme?

DE VIL sikkert besvare ovenstående spørgsmål ligesom de fleste andre voksne: „Mit legeme tilhører mig.“

Hvad da hvis en anbefalede Dem at spise en bestemt slags føde som han mente ville gavne Dem, men De ikke havde lyst til det? Hvordan ville De se på det hvis han greb Dem og tvang denne føde ned gennem halsen på Dem?

Hvad nu hvis en kirurg anbefalede en operation for at fjerne en arm, et ben, et øje eller et indre organ fordi han mente det ville være godt for Deres helbred, og De så afslog det? Hvordan ville De se på det hvis han brugte magt og gjorde det alligevel?

Hvad nu hvis en læge anbefalede en medicin han mente ville gavne Dem, men De ikke ønskede at tage den? Hvad nu hvis De afslog at tage den fordi den, selv om den havde gavnet nogle, havde forårsaget tusinder af sygdomstilfælde og dødsfald, og det også stred imod Deres religiøse overbevisning? Hvordan ville De se på det hvis lægen lod Dem holde fast og tvang Dem til at tage medicinen?

Som voksent menneske ville De sandsynligvis blive rasende over en sådan behandling. Hvilken risiko der end er, ønsker De så afgjort at have det sidste ord med hensyn til hvad der skal ske med Deres legeme. Den tanke at nogen skulle gøre den slags ting imod Deres vilje får Dem sikkert til at føle Dem som en slave, en fange. Det minder om „den mørke middelalder“ eller om nazistisk koncentrationslejrtaktik.

I mange lande er den enkeltes ret over sit legeme beskyttet ved lov. I De forenede Stater erklærer forbundsforfatningens fjerde tilføjelse at „folkets ret til at være beskyttet med hensyn til deres person, hus, papirer og ejendele imod urimelige eftersøgninger og arrest ikke må krænkes“.

Den trettende tilføjelse fremholder: „Hverken slaveri eller ufrivillig tjeneste, undtagen som straf for en forbrydelse som vedkommende på rette måde er blevet domfældt for, må finde sted inden for De forenede Stater.“ Og den første og fjortende tilføjelse garanterer et menneske frihed til at have en religiøs overbevisning.

Vil ikke „spille Gud“

I almindelighed anerkender myndighederne et menneskes fundamentale ret til at bestemme over sit legeme. Da et hospital i Cincinnati og dets læger appellerede til en domstol i Ohio om at bemyndige dem til at amputere en sekstenårig piges ben der var angrebet af kræft, afslog domstolen det.

Dog hævdede lægerne at hun ville have en meget ringere chance for at overleve uden denne operation. Hvorfor afslog retten da? Fordi både pigen og hendes moder havde nægtet lægerne tilladelse til at udføre operationen.

Dommer Benjamin Schwartz, der forestod sagen, erklærede: „Pigen vidnede i retten om at hun hellere ville tage chancen og undgå operation. Hun sagde at hvis hendes ben blev fjernet ville hun blive genstand for medlidenhed resten af livet. Hun sagde at hun ikke ville kunne nyde livet, blive gift eller blot få råd til et kunstigt ben, og hendes moder var enig med hende.“

Dommer Schwartz tilføjede: „Jeg sagde at denne domstol ikke ville påtvinge modvillige mennesker sin vilje, . . . Jeg ville ikke give grønt lys for en sådan kendelse. Spørgsmålet om operation afgøres af moderen og pigen. Jeg vil ikke til at spille Gud.“ — Evening Independent, Massillon, Ohio., 9. juli 1971.

På lignende måde afgjorde en dommer i Miami, Florida, at en tooghalvfjerdsårig kvinde der havde fået en smertefuld lægebehandling havde „ret til at dø i fred“. Kvinden led af en dødelig blodsygdom og havde fået blodtransfusioner. Behandlingen medførte smertefulde kirurgiske indgreb i hendes blodårer, så hun tryglede lægerne om at holde op, selv om hun skulle dø. Hun sagde at hun ikke ønskede at blive „torteret mere“.

Dommeren, David Popper, udtalte: „Et menneske har ret til ikke at lide smerte. . . . Jeg kan ikke afgøre om hun skal leve eller dø. Det afhænger af Gud.“ Han bestemte at hun havde ret til at afslå lægebehandling, og tvang lægerne til at holde inde.

Nægter at modtage blod

I ovenstående tilfælde gjorde kvinden ikke indvending mod blodtransfusion. Hun gjorde indvending mod den smertefulde behandling.

Men hvad nu hvis andre mennesker gør indvendinger mod blodtransfusioner? Skulle de ikke som voksne have ret til at nægte denne lægebehandling og vælge en anden?

En af grundene til at nogle ville afslå blod er blevet nævnt af Winfield Miller, medredaktør ved Medical Economics. Han siger: „Intet biologisk produkt der anvendes i lægepraksis indebærer så stor risiko for dødbringende fejltagelser som blod. Mere end én læge har med sorg måttet konstatere at hver eneste flaske blod i blodbankerne kan være lige så farlig som en flaske nitroglycerin.“

En leder i The Wall Street Journal for 14. juni 1971 bemærkede: „Man anslår at 180.000 amerikanere hvert år får leverbetændelse alene fra blodtransfusioner. Af disse dør 3000, og 30.000 andre er sengeliggende i ugevis.“

Denne tragiske tribut kommer af blot én komplikation af blodtransfusioner — leverbetændelse. Der er imidlertid andre. I bogen Complications in Surgery and Their Management læser vi under overskriften „Tiltagende dødelighed på grund af komplikationer ved blodtransfusioner“:

„Det årlige antal dødsfald på grund af kun tre komplikationer efter blodtransfusion, nemlig hæmolytiske reaktioner, overfyldning og serumhepatitis, er beregnet til at være 16.500. Skønt nogle af de antagelser der ligger til grund for dette tal muligvis kan anfægtes, kan man ikke bestride den kendsgerning at denne fremgangsmåde . . . er årsag til kolossale tab af liv samt påførelse af sygdomme. Udtrykt i invaliditet og tab af liv kommer blodtransfusioners følgesygdomme på højde med nogle af vore største sundhedsproblemer.“

Således afgjorde højesteretten i Illinois i begyndelsen af 1971 at hospitaler kan gøres ansvarlige når en patient pådrager sig leverbetændelse efter en blodtransfusion.

Mener De, i betragtning af alt dette, at en voksen bør tvinges til at modtage blod hvis han ikke ønsker det? Fornuftige mennesker vil anerkende at en voksen bør have ret til at vælge med hensyn til et produkt der indebærer en sådan faremulighed, især hvis det også er imod hans religiøse overbevisning.

Patienternes ønsker respekteres

Mange læger ser sådan på det og giver deres patienter ret til at vælge. For eksempel udførte hjertespecialisten dr. Charles W. Pearce i 1970 med godt resultat et kirurgisk indgreb på åbent hjerte uden anvendelse af blod, eftersom dette var patientens ønske. Iagttagere var forbavsede over at patienten kom sig så hurtigt. Sentry News i Slidell, Louisiana, berettede:

„Kirurgen har sagt at han er overbevist om at den anvendte metode har vist sig at være ideel, ikke blot for Jehovas vidner men for de fleste patienter der bliver underkastet operation på åbent hjerte. ’Vi anvendte for nylig denne teknik i 100 på hinanden følgende åbent-hjerte-operationer for medfødte hjertefejl,’ fortalte han, ’og der var kun ét dødsfald.’“

Dr. Pearce sagde at ved ikke at anvende blod udelukkedes faktisk muligheden for infektion med leverbetændelse og risikoen for allergisk reaktion. Yderligere bemærkede han at når blod anvendes bliver hjertets, lungernes og nyrernes funktioner somme tider svækket i den første periode efter et kirurgisk indgreb. Han udtalte: „Men med [den blodløse] teknik er disse organers funktion næsten altid tilfredsstillende.“

Dette svarer til hvad den velkendte hjertekirurg dr. Denton Cooley og hans hold af Texas-læger har foretaget. The Arizona Republic for 6. december 1970 fortæller om det:

„Blandt alle de mange ting der kan fejle under hjertekirurgi, har et af de største problemer altid været komplikationer ved blodtransfusioner. En patient risikerer leverbetændelse, reaktioner der fører til chok og muligheden for at det overførte blod er uforeneligt med hans eget. Nu synes dette problem at være løst af en gruppe Houston-læger. De undlader simpelt hen transfusioner.

’Vi har en overenskomst med Jehovas vidner om ikke at give transfusion under nogen omstændigheder,’ siger Cooley. ’Patienterne bærer da denne risiko idet vi end ikke holder blod i beredskab til dem.’ . . .

’Vi blev så imponerede over resultaterne med Jehovas vidner,’ siger Cooley, ’at vi begyndte at anvende fremgangsmåden på alle vore hjertepatienter. Vi har haft forbavsende gode resultater og har ligeledes anvendt den ved vore [hjerte]transplantationer.’“

Sådanne læger lytter til deres patienters ønsker. De forstår at dette er det eneste rigtige at gøre. De har også selv haft gavn af det, eftersom de har lært noget de ikke vidste før. Og hvis der er nogen risiko ved at nægte at modtage en eller anden lægebehandling, så tager patienten den. Han bærer ansvaret, hvilket er som det skal være.

Middelalderlig kendelse

Over for alt dette står en helt modsat handlemåde fulgt i juli 1971 af New Jerseys højesteret. Den stadfæstede underrettens kendelse som gennemtrumfede en blodtransfusion på et voksent menneske der var ved fornuftens fulde brug, den toogtyveårige Delores Heston, som havde været ude for en ulykke.

Gentagne gange fortalte frøken Heston sin læge og andre at hun ikke ønskede blod under nogen omstændighed. Hun havde endog et kort på sig der oplyste det samme i tilfælde af at hun var bevidstløs. Men hendes ønsker blev fuldstændig ignoreret. Underretten traf bestemmelse om tvungen transfusion. Et øjenvidne, Thomas Keeney, giver denne notarialbevidnede beretning om hvad der skete da hun med magt blev ført til operationsstuen:

„Mens hun blev flyttet hen til sengen blev hun ved at hyle: ’Lad mig være — lad mig være!’

Da de kørte Delores hen ad gangen, råbte hun hele vejen: ’Lad mig være!’

Hun råbte også på at nogen skulle hjælpe hende for at få dem til at holde inde. Hun sagde gentagne gange at de skulle lade hende være. Hun så Bob DiNardo [en ven] stå i gangen da de kørte hende forbi ham, og hun sagde til ham: ’Bob, hjælp mig.’ Hun råbte hele vejen til operationsstuen.“

Et andet øjenvidne har bevidnet at man kunne høre at hun gjorde modstand selv efter at dørene til operationsstuen var lukket. Men ingen hjælp var mulig, da retskendelsen kunne gennemtvinges med fysisk vold, endog ved politiets hjælp, om nødvendigt.

Således blev frøken Hestons legeme grebet og hun blev tvunget til at modtage en lægebehandling hun absolut ikke ønskede. Loven kalder en person der griber og krænker en kvinde for en forbryder, en voldtægtsforbryder. Hvad da med disse læger og medhjælpere der gjorde det samme, greb og krænkede denne kvindes legeme imod hendes vilje? Det lyder nærmest som en beretning fra „den mørke middelalder“ eller fra en nazistisk koncentrationslejr.

Ganske vist havde frøken Heston været ude for en ulykke. Lægerne mente at hun ville dø hvis hun ikke fik en blodtransfusion. Men ikke så få har fået denne besked af læger, og de fleste af dem der nægtede at modtage blod har overlevet. Og selv om de ikke havde, var det alligevel deres sag at bestemme.

Vist er der risici — enten man vælger det ene eller det andet — som det klart fremgår af den frygtelige tribut blodtransfusioner kræver i form af 180.000 smittede og 3000 døde alene på grund af leverbetændelse. Men det sagen drejer sig om her er at den enkelte burde have ret til at afgøre hvilken risiko han vil løbe, og så tage konsekvenserne.

Manglende konsekvens

New Jerseys højesterets kendelse blev skrevet af den præsiderende dommer, Joseph Weintraub. Det er derfor interessant at læse følgende artikel der blev offentliggjort i Easton, Pennsylvanien, i bladet Express for over tre år siden, den 3. december 1968:

„New Jerseys højesteretspræsident kritiserede i mandags stærkt hospitaler og kommercielle blodbanker for ’at bruge snavsede kilder’ med blod til transfusioner.

Kritikken fra højesteretspræsident Joseph Weintraub kom da han hørte argumenterne i sagen med fru Fanny Lou Jackson fra Plainfield.

Fru Jackson, der hævdede at hun fik leverbetændelse som følge af blodtransfusioner, sagsøger Muhlenberg-hospitalet i Plainfield og Eastern Blood Bank i Newark. . . .

’I tager blod fra drankere og menneskevrag i slumkvarterer der ikke ville tøve med at lyve om deres tidligere sygehistorie for at få fingre i nogle få dollars,’ sagde højesteretspræsidenten til hospitalets og blodbankens sagførere. . . .

Højesteretspræsidenten sagde at han var særlig bekymret ved anvendelse af blod fra narkomaner der udsætter sig for leverbetændelse ved at bruge sprøjte på sig selv.“

Men så i 1971, i tilfældet med med frøken Heston, kaldte den samme dommer blodtransfusion for en „enkel, anerkendt fremgangsmåde“! Han burde have vidst bedre, især i betragtning af sit eget vidnesbyrd tre år tidligere, og i betragtning af hvad der er blevet skrevet vidt og bredt i lægetidsskrifter af mere kompetente autoriteter.

I sin kendelse påpegede dommer Weintraub også at ’forsøg på selvmord er en forbrydelse ifølge sædvaneretten og nu betragtes som en utilbørlig personlig overtrædelse af New Jerseys love’. Men hvor var der noget vidnesbyrd om forsøg på selvmord? Der var ingen. Frøken Heston ønskede ikke at dø. Hun forsøgte ikke at tage sit eget liv. Hun ønskede lægehjælp, endog kirurgisk indgreb om nødvendigt. Hun var villig til at modtage lægemidler som hun kunne godtage, herunder et hvilket som helst af de eksisterende alternativer til blod.

Men når der tales om at tage liv, hvad så med de tusinder der hvert år dør af at modtage blod? Hvis risikoen for at dø ved ikke at modtage blod kaldes en overtrædelse af loven, og en retskendelse udstedes, hvorfor så ikke udstede en retskendelse om at pågribe de læger hvis patienter er blevet dræbt ved blodtransfusioner? Når det kommer til stykket har sådanne læger været ansvarlige for at tage liv og skade tusinder af mennesker hvert år. Skal nægtelse af at modtage en blodtransfusion anses for at være imod loven, men at lemlæste og dræbe tusinder af mennesker hvert år anses for at være lovligt? Er det rimeligt at betragte en der afslår at modtage blod som en forbryder, men ikke den der er drabsmand?

Ikke altid rene motiver

De fleste læger, herunder dem der tror på anvendelsen af blodtransfusioner, er oprigtige i deres meninger. Men de kan tage fejl; og det gør de. Så er der læger der simpelt hen er uvidende om de nyeste lægevidenskabelige opdagelser, især om hvad der kan gøres uden blod. Andre er for stolte til at indrømme at de ikke er ufejlbarlige, og atter andre er simpelt hen ligeglade med deres patienters rettigheder.

For nogle lægers vedkommende må deres motiver, deres oprigtighed, betvivles. Hvorfor? Fordi alt imens de siger de giver blod med ønsket om at redde liv, så vender de lige omkring og udfører eller godkender svangerskabsafbrydelser der tager liv — 165.000 i byen New York alene på et år! Forestil Dem ramaskriget og retskendelserne hvis 165.000 spædbørn var døde fordi mødrene havde nægtet blodtransfusion! Men især fordi de der bliver dræbt ved svangerskabsafbrydelser ikke er store nok til at protestere, udføres dette legaliserede mord af mange læger.

Cigaretrygning forårsager lungekræft og dræber tusinder af mennesker. Alkoholisme forkorter livet for yderligere tusinder. Men skaffer læger sig retskendelser for at kunne anholde tobaksrygere og alkoholikere og påtvinge dem lægebehandling? Nej, selv sådanne indlysende skadelige handlinger overlades til den enkelte, skønt de dræber mange tusind gange flere mennesker end der muligvis dør fordi de nægter blodtransfusion. Har nogen i alvor foreslået retten at afsige en kendelse der forbyder folk at køre bil fordi mere end et tusind bliver dræbt og fyrre gange så mange skadet i gennemsnit hver uge, ved færdselsulykker i De forenede Stater?

Der er således mange handlinger, på godt og ondt, der indbefatter risici. Den enkelte har ret til at afgøre om han vil tage dem. Hvorfor da udsøge en enkelt kvinde der afslår blod, for at tvinge hende til at modtage en behandling hun ikke ønsker, især når behandlingen i sig selv indebærer en risiko, er imod hendes religiøse overbevisning og hun er villig til at få alternativ lægebehandling?

Den indstilling som nogle læger har over for deres patienters rettigheder blev bemærket for nylig i en artikel i Newsweek for 9. august 1971. Den fortalte følgende efter at dr. Christiaan Barnard fra Sydafrika havde transplanteret et hjerte og to lunger fra en person til en anden:

„Senere samme dag fortalte Rosaline Gunya, den afdøde donors hustru, grædende journalisterne at [hospitalet] end ikke havde fortalt hende om hendes mands død før hans organer blev fjernet, endsige bedt hende om tilladelse til transplantationen. ’Jeg ville aldrig have givet tilladelse til at hans hjerte skulle tages ud af hans legeme,’ hulkede hun. ’Det er noget frygteligt der er sket.’“

Skønt hospitalsmyndighederne hævdede at de ikke vidste at hr. Gunya var gift, fik man oplyst at fru Gunya havde besøgt sin mand aftenen før han døde. Og journalisterne var ikke mere end 30 minutter om at finde den døde mands familie. Kunne lægerne ikke også have gjort det, hvis de havde ønsket det? Sydafrikas Cape Times sagde i en leder: „Det er beklageligt at [professor Barnard] skulle citeres for at have sagt: ’Vi mente han var ungkarl.’ Selv afrikanske ungkarle har brødre og søstre.“

Mens således mange læger og deres medhjælpere har rette motiver og respekterer deres patienters ønsker og rettigheder, findes der nogle som ikke gør og som tramper på dem i stedet. At en sådan holdning kan eksistere i dag er noget der vækker til nøgtern eftertanke. Det viser at nogles tankegang ikke er langt fra mentaliteten i „den mørke middelalder“ og de nazistiske koncentrationslejre.

Men de der nægter patienten hans guddommelige ret til at vælge, især når det berører hans forhold til Gud, vil en dag komme til at stå til regnskab for hvad de har gjort. De skal stå til regnskab for Gud selv. Og til den tid vil ingen kunne løbe efter en retskendelse, for en sådan vil være betydningsløs. I stedet for vil de støde direkte sammen med universets øverste Dommer, til skam og evigt tab for dem. — 5 Mos. 32:35, 41.