Vær Gud til behag i skoleårene

SKOLER er en udmærket foranstaltning. De sørger for at eleverne kan få nyttig kundskab om en række emner. Og de underviser i mange vigtige færdigheder. Dog er verdslige skoler i dag samtidig en fare for unge mennesker der ønsker at behage Gud ved at leve i harmoni med Bibelens retfærdige principper.

I mange skoler er stofmisbrug almindeligt. Der ryges hash på toiletterne og forhandles måske ’hårde stoffer’ på gangene. Seksuel umoralitet grasserer også; på nogle skoler er ugifte gravide elever nu ved at være et almindeligt syn. For kristne unge frembyder skolerne andre farer der kan påvirke deres stilling over for Gud i ugunstig retning. En elev må derfor være agtpågivende hvis han skal have gavn af skolen og ikke blive fordærvet af dens verdslige indflydelse.

Det rette motiv

Der er forskellige grunde til at folk søger en verdslig uddannelse. Nogle unge ønsker en universitetsuddannelse for at kunne skaffe sig et godt betalt arbejde. Andre gennemgår de forskellige uddannelsestrin for at forbedre deres sociale status. Men hvad med et ungt menneske der ønsker at behage sin Skaber, Jehova Gud?

Et sådant ungt menneske forstår at der findes en højere form for kundskab og en ædlere færdighed end verdslige skoler kan tilbyde. Dette er kundskaben om Jehova og hans hensigter, og den færdighed at undervise andre deri. Når en ung kristen ønsker undervisning er hans motiv derfor helt anderledes end det er hos flertallet af hans skolekammerater. Han søger ikke ærgerrigt at komme frem i denne verden, økonomisk eller socialt. Han ønsker en uddannelse der gør ham bedre udrustet til hele livet at virke som en indviet Guds tjener.

Fordele og praktisk udbytte

Unge kristne bør derfor gå samvittighedsfuldt op i deres skolearbejde. En af fordelene ved at gøre dette er at det udvider ens evne til at tænke og ræsonnere over tingene. Unge vil også opdage at det livet igennem er en fordel for dem at de er dygtige til at læse og skrive. De vil også finde det nyttigt at kunne regne nøjagtigt og hurtigt, at have almen viden om samfundsforhold, historie, geografi og videnskab, såvel som kendskab til et andet sprog foruden deres modersmål.

Det er af stor praktisk værdi at have en god grundlæggende uddannelse. Dette vil hjælpe kristne unge til at tale og udføre deres tjeneste med forståelse i mangfoldige situationer. (1 Kor. 9:19-23) Apostelen Paulus’ tale på Marshøjen er et udmærket eksempel på kombination af bibelsk kundskab og andre ting man har lært. Som følge af sin omfattende kundskab kunne Paulus ved den lejlighed give et grundigt vidnesbyrd om Guds hensigter. — Ap. G. 17:22-31.

Når man uddanner sig er det godt at søge viden og færdigheder der kan sætte en i stand til at klare sig selv økonomisk. Dette er i overensstemmelse med det eksempel der blev sat af apostelen Paulus, som sagde: „I ved selv, at disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til.“ — Ap. G. 20:34.

I skoleårene kan der være lejligheder til at lære at snedkerere, male, arbejde med mekanik, sy kjoler, lave mad eller skrive på maskine. Unge kristne kan forberede sig til mange former for arbejde som kan sætte dem i stand til at klare sig selv økonomisk mens de bruger deres væsentlige indsats til at undervise andre i Guds ord.

Vær på vagt

Mens man søger at få størst mulig gavn af skolen, er det samtidig livsvigtigt til stadighed at være klar over farerne. Bibelen advarer tydeligt: „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder.’“ Den siger også: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), men hellere taksigelse.“ — 1 Kor. 15:33; Ef. 5:3-5.

Selv om skolekammeraterne ikke er utugtige eller narkomaner, betyder det ikke at de er gode at komme sammen med. De fortæller måske sjofle vittigheder, fører tåbelig tale og viger ikke tilbage for at snyde eller på andre måder være uærlige. I stedet for at komme sammen med sådanne, kan den kristne vælge at komme sammen med dem der har respekt for anstændighed og principper. Han må altid være på vagt over for kammerater eller aktiviteter der kunne få ham til at krænke de bibelske principper.

Men der er andre farer kristne unge mennesker må være på vagt over for. Disse kan også føre til en handlemåde der er i modstrid med den deres Herre, Jesus Kristus, fulgte, og således på ugunstig måde påvirke deres status hos Gud.

Verdslig politik

Jesus deltog ikke i nogen som helst form for verdslig politik. Han sagde om sine sande efterfølgere: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ I overensstemmelse med sine egne ord sørgede Jesus med vilje for at undgå at blive presset ind i et politisk embede. — Joh. 17:16; 6:15.

Men hvordan er situationen i skolerne i dag? Er der en lignende fare for at blive indblandet i verdslig politik? Det ser ud til at skoleelever og studerende næsten overalt bliver indblandet i politiske stridsspørgsmål. Dette har ført til demonstrationer, optøjer og vold i skolerne verden over. Hvad enten de politiske aktiviteter giver sig udslag i disse udbrud eller foregår mere roligt i klasseværelset, er kristne under pres for at blive indblandet og deltage.

Hvad vil unge kristne gøre? De vil ønske at deres opførsel er i harmoni med Guds ords lære og Jesu Kristi eksempel. Det der betyder mest for dem skal ikke være hvad andre elever tænker, eller endog hvad deres lærere siger, men hvad deres Skaber, Jehova, tænker og siger.

Hvad er for eksempel hensigten med at klassen vælger tillidsmænd eller elevrådsrepræsentanter? Det tjener i virkeligheden til at oplære unge til at deltage i det verdslige politiske maskineri. Ønsker en ung kristen at blive oplært dertil? Ville Jesus Kristus der sagde: „Jeg er ikke af verden“, ønske at hans sande disciple skulle oplæres til at deltage i verdslig politik?

Unge kristnes trofaste standpunkt i disse sager gør ofte indtryk på lærere og skolekammerater og vinder deres respekt. For eksempel fortalte en ung mand ved et kristent stævne i Asahikawa, Japan:

„Da jeg gik i anden klasse på high school valgte klassen mig ind i sin bestyrelse. Så forklarede jeg at Jehovas vidner som kristne ikke kan deltage i verdslig politik. Mine klassekammerater fremførte mange indvendinger, men til sidst lod de mig modstræbende blive fri.

Kort tid efter henvendte min klasselærer sig til mig og sagde at han ønskede at vide noget om min tro. Han mente ikke der var nogen forbindelse mellem Guds eksistens og menneskelivet. Han sagde at tro på Gud kun er for svage folk. Imidlertid vidnede jeg for ham med fuld tillid til Jehova. Til sidst sagde han: ’Jeg kunne lide at vide alt om din tro,’ og gav med glæde et bidrag for noget bibelsk læsestof.“

Sange og flaghilsener

At synge sange der ophøjer mennesker, institutioner eller nationer er almindeligt i nogle skoler, og det samme er tilfældet med at hilse et eller andet nationalt symbol. Kristne finder glæde ved at synge sange og deltage i andre aktiviteter der lovpriser Jehova Gud. Men hvad med at lovprise mennesker, nationer eller institutioner?

Sande kristne har gavn af det eksempel der blev givet af Guds tjenere, de tre trofaste hebræere Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Det gamle Babylons hersker, kong Nebukadnezar, opstillede en uhyre guldbilledstøtte, og følgende ordre blev udstedt til alle tilstedeværende: „Når I hører horn, fløjter, citre, harper, hakkebrætter, sækkepiber og alle hånde andre musikinstrumenter klinge, skal I falde ned og tilbede guldbilledstøtten, som kong Nebukadnezar har ladet opstille. Og den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig kastes i den gloende ovn.“ — Dan. 3:5, 6.

Disse tre hebræere nægtede at ære dette billede eller symbol som staten krævede at alle skulle prise. Det var ikke fordi de var ungdomsoprørere; nej, de troede simpelt hen på at al ære og pris tilkommer Jehova Gud.

Efterhånden som nationalismen tager til over hele verden vil mange unge kristne komme i lignende situationer. Hvad kan de unge gøre hvis deres samvittighed, der er oplært af Bibelen, ikke tillader dem at hilse symboler eller synge sange der ophøjer nationer eller deres skole?

Hvor sådanne situationer forudses, vil det være passende at de unge i forvejen forklarer deres skolelærer eller skoleleder hvad de tror. Det vil gøre indtryk på læreren hvis man gør rede for sagen med sine egne ord. En fornuftig lærer der respekterer den enkeltes samvittighed vil sørge for at eleven fritages for sådanne ceremonier. En ung kristen fra Sapporo i Japan fortæller hvordan han greb situationen an:

„I løbet af mit andet år i mellemskolen blev der afholdt et gymnastikstævne, og dette indbefattede en flaghejsningsceremoni. Da jeg vidste dette i forvejen gik jeg straks efter timen hen til lærerens værelse, gjorde min stilling klar over for ham og fortalte at jeg ikke kunne tage del i flaghejsningsceremonien. Læreren syntes overrasket og sagde til mig at dette ikke var tilbedelse af flaget men blot et spørgsmål om at vise det respekt.

Jeg forklarede at når man tog sin hat af for flaget eller foretog andre symbolske handlinger over for det, var det ensbetydende med tilbedelse, og den kunne jeg kun give Jehova Gud. Til sidst, efter nogen drøftelse, var læreren så venlig at fritage mig. Ved gymnastikstævnet deltog jeg ikke i ceremonien, men kun i konkurrencerne. Senere var jeg i stand til at vidne ud fra Bibelen for mine skolekammerater og begrunde hvorfor jeg ikke deltog i ceremonien. Jeg var meget glad for at læreren viste respekt for mit standpunkt.“

Legemlig opøvelse

Skønt sport er gavnlig for den legemlige udvikling, er oplæring af sindet og værdsættelse af åndelige ting af langt større betydning. Som Bibelen siger: „Thi legemlig opøvelse er kun nyttig til lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.“ — 1 Tim. 4:8.

Antag imidlertid at skolerne gør deltagelse i judo, boksning eller andre krigeriske idrætter obligatorisk; hvad skal den kristne så gøre? Han vil følge sin samvittighed der er oplært af Bibelen. Følgende oplevelse fra en ung mand der tog eksamen fra et gymnasium i byen Fukui, Japan, og blev heltidsforkynder, belyser hvilken velsignelse der kan tilflyde den der gør det.

„Jeg gik i forvejen til gymnastiklæreren og forklarede at eftersom kristne ikke kæmper med hinanden, ønskede jeg at læse i den time der var judo. Han gav imidlertid ikke denne tilladelse. Derfor forklarede jeg ham ordene i Andet Timoteusbrev 2:24 om at ’en Herrens tjener ikke bør leve i ufred, men må være mild imod alle’ og Esajas 2:4, at ’de ikke skal øve sig i våbenfærd mere’. Men stadig nægtede han at godkende mit standpunkt og fremholdt at judo blev krævet som gruppeøvelse, og at jeg ikke kunne få min eksamen hvis jeg ikke deltog.

Da min beslutning stod fast, forklarede jeg igen mit standpunkt. Jeg fik læreren til at læse artiklen ’I unge, bevar jeres uangribelighed i skoleårene!’ i Vagttårnet for 15. september 1964. Da han forstod at der ikke var noget oprørsk i min indstilling, foretog han derefter nogle undersøgelser. Til sidst sagde han til mig: ’Det er i orden at holde sig fra det. Tag blot judodragten på, og det vil være tilstrækkeligt.’ Imidlertid ville det for andre have set ud som om jeg deltog i judo. Det smagte af kompromis. Derfor nægtede jeg at tage uniformen på. For en tid holdt læreren på sit, men da han så mit faste standpunkt sagde han ikke mere. Jeg fik meget lave karakterer i sport, men det hindrede mig ikke i at få min eksamen.“

Forberedelse til en varig fremtid

Unge kristne må omhyggeligt vogte deres skridt for at behage Gud i skoleårene. (Sl. 16:8) Hvis de gør det, kan den verdslige undervisning tjene som en værdifuld hjælp til at bistå dem med at bruge deres liv til ære for Skaberen, Jehova Gud. Ved at bevare ligevægten mellem den verdslige undervisning og den mere betydningsfulde bibelske undervisning, kan unge mennesker i dag ligesom Bibelens unge Timoteus samle sig skatte, „der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv“. — 1 Tim. 6:19.

Det ufuldkomne menneske der lever halvfjerds eller firs år er kun i stand til lige at strejfe kundskabens overflade. Men de der træder ind i „det virkelige livs“ evighed vil finde en uendelighed af muligheder for at lære. Det er vel værd at række ud efter, ikke blot en god verdslig uddannelse, men også efter kundskab og forståelse af Guds hensigter der fører til evigt liv. — Joh. 17:3.