En stemme fra ødemarken
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I CANADA
GODDAG! Må jeg præsentere mig? Mit navn er Ursus Horribilis. Jeg er en gråbjørn, og jeg er talsmand for en delegation af gråbjørne. Grunden til at vi gerne vil påkalde os jeres opmærksomhed er at der lader til at være stor mangel på kommunikation mellem os og jer mennesker. Vi bjørne mener at forholdet mellem os kunne forbedres meget ved et venligt møde. Må vi komme indenfor? . . . Tak.
Lad os allerførst forklare at skønt I mennesker altid har jaget os, nærer vi så godt som ingen uvenlige følelser mod jer. Vi vil gerne være venner med jer, hvis I vil lade os være det. Misforståelsen mellem jer og os skyldes ikke os, og vi synes det er på tide at I holder inde med skydningen og begynder at optræde mere venligt.
Lad os fortælle jer historien fra begyndelsen. Det vil hjælpe jer til at se at vi har en rimelig grund til at fremføre vor sag. Først og fremmest drejer dette sig ikke kun om os canadiske gråbjørne. Vor protest omfatter hele dyreverdenens klager og indestængte følelser, og den fremsættes i håb om at det vil hjælpe jer mennesker til at begynde på et nyt kapitel og lade os dyr få en bedre behandling.
Samtidig anerkender vi dog at I har gjort brug af visse rettigheder I har fået overdraget, til at bruge os for at få føde, husly og klæder. Det er ikke dette vi indvender noget imod. Men behøver I være så hensynsløse i jeres nedslagtning? Lige siden Nimrods tid — den store blodsudgyder — har der været nogle iblandt jer der synes at være fast besluttede på at udrydde hver eneste af os.
Historie
Før den industrielle revolution i det nittende århundrede, dengang våbnene var håndgjorte, stod vi næsten lige, for vi kunne i almindelighed løbe fra jer eller narre jer. Men med maskinens indtog så vi begyndelsen til enden, og vi begyndte at blive færre og færre.
Siden den tid er det blevet oplyst at hundreder af fugle og andre dyrearter er blevet meget sjældne eller fuldstændig er udryddet. Har I til hensigt at fortsætte på den måde? Ønsker I virkelig at tilintetgøre os? Tænk over det.
Indtil for cirka hundrede år siden strejfede millioner af bøfler om på de vidtstrakte nordamerikanske sletter. De indfødte kunne således rigeligt dække deres behov for mad og andre fornødenheder. Imidlertid blev de snart systematisk nedslagtet af professionelle jægere der dræbte dem for sportens skyld, idet de tog dyrenes hoveder som trofæer og lod kroppen ligge og rådne på jorden. Hvis det ikke havde været fordi nogle få mennesker der var tilhængere af fredning havde lagt sig imellem, ville den amerikanske bøffel være uddød i dag.
Ligesom med bøffelen, sådan har det også været med andre dyrearter. Når mennesker krydsede kontinenterne blev forskellige dyrearter drevet bort foran dem. Nogle dyr kunne tilpasse sig forandringerne, men andre blev drevet ud i tilintetgørelsen eller jaget ind i landet og bort fra deres naturlige bosted.
Menneskers indtrængen
Efterhånden som sumpe blev drænet og marskland indvundet, kom flere og flere hektarer under plov indtil det vrimlede med mennesker, og de vilde dyr måtte fortrække. Sandhøjtranerne, præriehønsene, canadagæssene samt de endeløse skarer af vildænder som på én gang formørkede himmelen i store flokke, blev drevet længere og længere mod nord, til permafrosten og tundraen.
I hundreder af år levede Amerikas oprindelige indbyggere, indianerne, side om side med dyrelivet der omgav dem. De slog de dyr ihjel de skulle spise, og lod nogle blive tilbage til senere. De hvide mænd jagede imidlertid i flæng, ikke blot til deres eget behov, men for vindings skyld, for at dække verdensmarkedets endeløse efterspørgsel.
I sin bog Wildlife Crises har prins Philip skrevet: „Havfiskeriet er et typisk eksempel på den hensynsløse udnyttelse af dyrelivet. Det samme kan siges om jagten på vilde krokodiller eller leoparder for skindets skyld. Dette er intet mindre end en primitiv skraben til sig mens det går godt, i den naive tro at forsyningerne er uudtømmelige.“ Men der er dog grænser for hvor mange vi er, og jeres videnskabsmænd og kloge folk skulle indse dette før der sker ubodelig skade.
Tænk blot på det I allerede har gjort! De stålfælder der blev brugt mod os gråbjørne havde dobbelte fjedre og var næsten to meter lange. Nogle vejede helt op til femogtredive kilo og havde kæber der kunne knuse knoglerne, og takkede tænder der holdt fast. I dag bruger jægere flyvemaskiner og helikoptere og forfølger os uden barmhjertighed. Hvordan forventer I at vi skal kunne overleve når I sådan trænger os op mod en mur?
Man har påstået at vi var vilde rovdyr og farlige dræbere. Men kendsgerningerne viser at en sådan opførsel som regel er resultatet af grov provokation og frygt for hvad mennesker vil gøre, på baggrund af bitre erfaringer. Der er ikke ret mange af os der frivilligt søger at møde mennesker, og hvis vi har mulighed for det tager vi uvægerlig flugten for at komme i sikkerhed. Er der noget at sige til det?
Læs den forfærdende beretning om hvordan vi er blevet behandlet, sådan som en af jeres egne historikere skriver i The World of the Grizzly Bear:
„I det gamle vesten (i Amerika) blev de vilde dyr udnyttet. De havde mange fjender og kun få venner. Uvidenheden var stor, så selv de katolske kirker undlod at anerkende dyrenes rettigheder. Man ikke blot godkendte grusomhed, man opmuntrede endog dertil. Man opførte dyrekampe (mellem tøjrede gråbjørne og tyre) på helligdage og søndage, på spanske missionsstationer og andre steder. Og præster og kirkegængere flokkedes sammen med mængden for at nyde blodige dødsscener, ligesom romerne der jublede over massakrerne på de første kristne.“
Den samme forfatter fortsætter:
„Så godt som alle de såkaldt fredløse var blevet såret af mennesker. ’Blodige Pote’, en gråbjørn fra Wyoming, havde tre gamle skudsår da den blev dræbt. ’Gamle Moses’ fra Colorado var undsluppet fra en stålfælde men måtte efterlade to tæer mellem jernkæberne. ’Tretå’ havde mistet to af sine tæer i en fælde. ’Røde Røver’ var en bjørn fra Utah: Da den blev flået fandt jægerne to gamle skudsår, et pilehoved der sad i ryggen på den, og mange ar på hovedet, halsen, brystet og siderne. ’Banditten’, en gråbjørn fra Oregon der blev dræbt i Idaho, havde et nyt skudsår højt oppe på venstre skulder. En gråbjørn der blev dræbt i Idaho havde et nyt skudsår øverst på bagdelen og endnu et på endebalden.“
En jæger fortalte at han havde set en bjørnemoder og hendes to unger. Han skød moderen, hvorefter hun angreb ham. I den kamp der fulgte skar han maven op på hende med sin jagtkniv, og da hun havde mistet så meget blod at hun ikke længere kunne stå oprejst, kravlede hun tilbage til sine unger og kærtegnede dem ømt i et sidste forsøg på at trøste dem indtil hun var død, Jægeren tilstod: „Jeg var ked af at jeg havde skudt en så kærlig moder.“
Sønderlemmelse og fangenskab
Jeres kæmpestore dæmninger opdæmmer vore floder, jeres monstrummer af bulldozere der flytter omkring med jorden, forandrer det naturlige terræn og ødelægger vore huler og skjulesteder. Jeres forurenende spildolie og sprøjtemidler ødelægger vore spisepladser og afskærer os fra at skaffe mad til livets opretholdelse. Og affaldet fra jeres byer, miner, fabrikker og smeltehytter forurener vore vandløb og gør livet utåleligt. I giver os ikke en chance!
Hvor har I været tankeløse og ubarmhjertige! I har taget vores pelse til at klæde jeres smukke damer med, og vores hoveder har I sat op som trofæer i jeres billardstuer og saloner. Hvor stor medfølelse viste I da I slagtede millioner af forsvarsløse sælhundemødre og deres nyfødte unger på de frosne isflager i havet? Og hvad med gejrfuglen, denne fugl der ikke kan flyve, som I jægere dræbte til den sidste var udryddet, blot på grund af dens eftertragtede fjer? Vi gråbjørne synes godt I mennesker kunne have været mere menneskelige.
Ved I desuden hvordan det føles for os at blive overladt til at fryse i en fælde, med brækkede knogler, mens vi venter i pinefuld angst måske i dagevis før vi bliver aflivet af et skud fra jeres gevær? Vi umælende dyr har kun få forkæmpere der kan tale vores sag, og der er ingen lægehjælp for vores sårede, der må kravle bort for at dø i tavs elendighed. Vi anerkender jeres ret til at jage os, men vær så venlige at være mere skånsomme eller nøjes med at „skyde“ os med et fotografiapparat!
Og viser I empati når I tager os til fange i jeres zoologiske haver i trange bure for at folk kan kigge på os? Hvordan tror I vi føler?
Hvad med fremtiden?
Dyr har ingen sans for hvad der er rigtigt og forkert ifølge loven; sådan noget forstår vi os ikke på. Imidlertid påstår I mennesker at I har en højere intelligens, og I hævder at I håndhæver retfærdige love. Derfor må I også være blevet udstyret med en forstand og et ansvar der ligger langt over vores fatteevne. Hvis det er sandt ville vi ønske I ville vise disse egenskaber.
Vi indrømmer åbent og ærligt at I ikke er skyldige alle sammen. Nogle af jer har været meget venlige, og det er vi taknemmelige for. Men stort set føler vi gråbjørne at I har været grusomme — og ikke kun over for os! Det kunne have været helt anderledes.
Vi henleder jeres opmærksomhed på denne sag fordi jeres nuværende kurs hvis den ikke ændrer sig — meget let kan føre til at alt liv bliver udslettet og jorden lagt fuldstændig øde. Så alvorligt er det, og vi er meget bekymrede. Vi elsker jorden, som jo er vort hjem, og hvis I mennesker vil holde op med at være så grådige vil vi med glæde dele den med jer. Så hvad med at gøre noget for at vi kan få mere plads?
Der er allerede sket nogle fremskridt med hensyn til fredning, men resultaterne er stadig utilstrækkelige. Der er store arealer rundt om i verden hvor terrænet er sådan at de er uegnede til industri eller til opdyrkning. Sådanne steder kunne omdannes til store fredede områder hvor dyrene kunne leve i frihed og hvor I kunne sørge for en vis kontrol med antallet af os, og hvor vi til gengæld kunne få besøg af jer i vore egne omgivelser. Ser I hvor vi vil hen?
Derfor, kom os i møde, mennesker. Lad os give pote og være venner.