Hvad cellen fortæller

HVIS der har fundet en udvikling sted må nogle livløse kemiske stoffer på en eller anden måde have fundet sammen og dannet en levende celle. Videnskabsmanden Isaac Asimov siger i bogen The Wellsprings of Life at det fandt sted på denne måde:

„Engang for meget længe siden, måske for to og en halv milliard år siden, under en brændende sol, i et ammoniakholdigt hav og med en giftig atmosfære ovenover, midt i en suppe af organiske molekyler, skete det ved et tilfælde at der opstod et nukleinsyre-molekyle som på en eller anden måde var i stand til at frembringe et andet eksemplar magen til sig selv — og fra dette fulgte alt andet!“

Men er det nogen sinde blevet iagttaget at noget sådant er sket „ved et tilfælde“? Har selv de mest kompetente videnskabsmænd nogen sinde kunnet få det til at ske?

Hvad vidnesbyrdene peger på

Lærebogen Introduction to Geology siger: „Intet tilfælde af spontan opståen er nogen sinde blevet iagttaget.“ Sådan forholder det sig ganske enkelt. Aldrig i historien har nogen set at en levende celle „ved et tilfælde“ blev dannet af livløse kemiske stoffer.

Videnskabsmænd kan end ikke få dette til at ske i de mest veludstyrede laboratorier. Det er sandt at de har frembragt nogle kulstofholdige forbindelser, men dette er langt fra at være en levende celle der kan formere sig. I publikationen The Cell vedgår man at sådanne eksperimenter „egentlig ikke kan forklare hvordan liv er opstået af livløst stof“.

Disse kendsgerninger har fået en kemiingeniør ved navn M. S. Keringthan til at skrive følgende i Torontobladet Globe & Mail:

„Jeg vil anslå at en amøbe [et encellet dyr] består af cirka 100.000 billioner atomer, først og fremmest kulstof, brint, ilt og kvælstof, samt ubetydelige mængder af andre, såsom fosfor, kalcium og svovl. Alle disse forekommer i forbindelser der ikke så let kan nedbrydes.

Evolutionisten siger i virkeligheden at dette antal atomer, i det korrekte indbyrdes forhold, tilfældigvis har truffet sammen, udskilt sig fra eksisterende forbindelser, og samlet sig til en levende amøbe. . . .

Finder vi at der dannes amøber på denne måde? Kan vi hælde de kemiske stoffer i et reagensglas og fremstille en amøbe? Svaret er nej, så det er forkert at sige at det er sket i fortiden. . . . Evolutionsteorien falder sammen på spørgsmålet om livets oprindelse; der må findes en anden forklaring på hvordan livet er blevet frembragt.“

Det har desuden forbløffet videnskaben at opdage hvor kompliceret den levende celle er. Evolutionisten F. Salisbury fra Utah State University siger: „Nu ved vi at selve cellen er langt mere kompliceret end vi havde forestillet os.“ Han anslår at kernen i en enkelt af menneskets legemsceller „indeholder omkring 10⁹ enkelte genetiske oplysninger. Hvis disse oplysninger skulle skrives med typer af normal størrelse ville de fylde omkring 1000 bind af normal størrelse“.

Nøjere forskning af cellen har vist at alle dens mange dele udfører komplicerede og indbyrdes forbundne funktioner. Hvis alle disse funktioner ikke fandt sted samtidig, kunne cellen ikke leve. Derfor siger F. Salisbury: „Det er som om alting må begynde på én gang: hele systemet må blive til som en enhed, ellers er det værdiløst.“ Da noget sådant tydeligvis hverken kan ske ved et tilfælde eller ved menneskers indgriben, siger han beklagende: „Det kan godt være at der findes udveje af dette dilemma, men jeg kan ikke se dem i øjeblikket.“

Naturforskeren Joseph Wood Krutch har fremsat denne interessante iagttagelse om sagen:

„Der er blevet spildt en hel del blæk på spørgsmålet om ’det manglende led’ mellem [aberne] og [mennesket]. Men det er intet i sammenligning med alle de led der mangler — hvis de overhovedet har eksisteret nogen sinde — mellem amøben og hin første partikel af næppe levende stof . . .

Forskellen mellem det levende og det livløse . . . er stadig absolut.“

Bogen The Cell siger også: „På mange måder er det mere usandsynligt at der skulle opstå biologiske celler i en gold og fjendtlig verden, end at primitive celler derefter skulle kunne udvikle sig til dinosaurer og primater. . . . det grundlæggende videnskabelige spørgsmål om hvordan livet begyndte, forbliver uløst.“

Livløse kemiske stoffer kan altså ikke „ved et tilfælde“ frembringe levende, formeringsdygtige celler. End ikke mennesker, med al deres intelligens og viden, kan få dette til at ske. Encellede dyr som amøben kan kun blive til af allerede eksisterende encellede dyr — altså „efter deres arter“. Man har aldrig set nogen undtagelse fra denne regel.

Når vi således lægger ’gætteriet’ på hylden i spørgsmålet om den levende celles tilblivelse, hvad mener De så at beviserne taler for — Bibelens lære eller udviklingslæren?

Op ad stigen

Det næste trin er ifølge evolutionisterne at de ’simple’ encellede organismer, som amøberne, udviklede sig til flercellede organismer. Men er der noget der vidner om en gradvis udvikling hen mod mere komplicerede livsformer på dette område? Bogen Earth’s Most Challenging Mysteries siger:

„Der findes ingen tocellede eller trecellede overgangsformer fra protozoer [encellede dyr] til metazoer [flercellede dyr]. Og hele skelettet i udviklingslæren falder sammen hvis dette vigtige led ikke findes.“

Det er ikke blevet fundet. Man har ikke fundet nogen beviser på at encellede dyr kan gå over til at blive tocellede eller trecellede dyr. Der er til gengæld et spring fra de encellede protozoer til den laveste form for liv blandt de flercellede metazoer. Og der er intet som tyder på at protozoer kan blive til metazoer.

Det er også af interesse at sådanne livsformer i dag vedbliver at være som de er. Ingen af disse ’simple’ livsformer viser nogen tendens til at ’forbedre’ sig. Der er ingen tegn på at de stræber hen imod mere komplicerede former. Hvordan kan man da retfærdiggøre den idé at det skulle være sket i fortiden?

Det anerkendte tidsskrift Science har bragt en kommentar til en bog som argumenterede for at encellede livsformer på et tidligt tidspunkt skulle have udviklet sig til flercellede former, og det kaldte bogens forklaringer for „science fiction“. Vi citerer: „Hvordan de flercellede dyr opstod og hvorvidt dette skete én eller flere gange og på én eller flere måder er stadig vanskelige og evigt omdiskuterede spørgsmål, der måske, som John Corliss har sagt, ’i sidste instans er umulige at besvare’.“

Ja, set fra udviklingslærens synspunkt er det „science fiction“ og ’umuligt at besvare’. Men hvad nu hvis vi undersøger de foreliggende beviser og ser bort fra ’gætteriet’? Så passer kendsgerningerne nøje sammen med det man kunne forvente ifølge Bibelens beretning. De viser at de encellede livsformer og de flercellede livsformer blev skabt hver for sig og derefter efter fik afkom „efter deres arter“.

Mere komplicerede former

En sådan udvikling hen mod mere komplicerede former skulle ifølge udviklingslæren også vise sig på en anden måde, nemlig i selve cellens struktur. Man skulle forvente at finde et eller andet mønster der viste tegn på dette, efterhånden som cellerne bevægede sig ’op ad stigen’.

Kernen i de levende celler indeholder de dele der bærer de arvelige egenskaber. Disse dele kaldes kromosomerne. Hvis udviklingslæren er sand ville det være logisk at forvente en systematisk forøgelse af kromosomtallet efterhånden som livsformerne bliver mere komplicerede.

Angående dette fortæller professor Moore fra Michigan State University:

„Som professor for en klasse af kvikke, selvstændigt arbejdende elever der skulle undervises i evolutionsbegreber, har jeg ofte fået forevist lister med kromosomtal, fra forskellige lærebogsforfattere. . . .

Mine selvstændigt tænkende elever formulerede dette spørgsmål eller problem: Hvis dyrene har udviklet sig fra encellede former til komplicerede flercellede former (og de fremsatte samme tanker angående planter), er der så noget mønster for forøgelsen i kromosomtal?“

Er der det? Mennesker har 46 kromosomer i legemscellerne. Man skulle derfor tro at mindre komplicerede planter og dyr havde færre. Men vi finder at for eksempel en mus har 48 kromosomer, det stribede stinkdyr har 50, kapucineraben 54, koen 60 og æselet 62! Selv den beskedne kartoffelplante har 48, og bomuldsplanten har 52! Og de encellede protozoer der kaldes aulacantha har 1600 kromosomer!

De forskellige dyrs og planters kromosomtal passer altså ikke ind i noget mønster hvor tallet stiger jo mere kompliceret en livsform der er tale om, sådan som man skulle forvente hvis udviklingslæren var sand. Nej, vi finder at enhver gruppe har sin egen kromosomstruktur, som den beholder. Det er også hvad man må forvente hvis hver art er skabt for sig, med sine egne karakteristiske egenskaber, uden at være beslægtet med andre arter.

[Illustration på side 9]

En amøbe består måske af 100.000 billioner atomer. Kunne så mange atomer, i det rigtige indbyrdes forhold, ved et tilfælde træffe sammen og danne en levende amøbe?