Hvordan går det til?

ENDNU et problem som vi må tage stilling til er dette: Hvis udviklingslæren er sand, hvordan er udviklingen da gået for sig? Hvad kunne få levende organismer til at ændre sig så meget at encellede planter og dyr blev til højere og højere livsformer?

Ifølge evolutionisterne skyldes det visse ændringer i cellekernen. De mener at det først og fremmest har at gøre med generne, de kromosomdele som bærer de arvelige anlæg.

Disse forandringer i generne kaldes mutationer. De menes at være årsagen til at der frembringes nye egenskaber og til at encellede livsformer kunne udvikle sig hele vejen op til mennesket. Professor P. Koller, en engelsk arvelighedsforsker, siger: „Mutationer giver mulighed for ændringer, og af den grund er de nødvendige for at evolutionen kan skride frem.“

Frembringer de noget NYT?

Men kan disse mutationer virkelig frembringe nogen nye egenskaber? Nej. Professor Moore påpeger: „En genmutation indebærer intet mere end en ændring af allerede eksisterende eller kendte træk.“ Hver genmutation er altså blot en variation af et træk som allerede eksisterer. Mutationerne giver variation, men tilføjer intet der er helt nyt.

Mutationer i generne kan for eksempel ændre farven, strukturen eller længden af et menneskes hår. Men håret forbliver hår. Det vil aldrig blive til fjer. Et menneskes hånd kan måske ændres ved en mutation, men det vil altid være en hånd, ikke en fuglevinge. I øvrigt kan sådanne ændringer kun give variationer inden for et vist afgrænset område, på begge sider af et vist gennemsnit. For at tage et eksempel kan mennesker blive 2,10 meter høje (som watusierne) eller 1,20 meter høje (som pygmæerne). Nogle ganske få bliver højere end de 2,10 meter (Bibelen omtaler en sådan mand, nemlig Goliat, som var 2,90 meter høj), og nogle få dværge bliver mindre end 1,20 meter. Men mutationer kan aldrig resultere i at et menneske bliver så højt som 6 meter, eller så lille som 15 centimeter. De fleste vil nå en højde der ligger et sted mellem 1,50 meter og 1,90 meter.

I øvrigt er de variationer som mutationerne frembringer, sædvanligvis meget små, og de resulterer aldrig i at der opstår træk som er helt anderledes. Af denne grund skriver forfatteren til bogen Darwin Retried følgende angående den højt respekterede, nu afdøde arvelighedsforsker Richard Goldschmidt: „Efter at have iagttaget mutationer hos bananfluer i mange år blev Goldschmidt overvældet af håbløshed. Han sagde beklagende at forandringerne var så fortvivlende små at selv om der skete tusind mutationer i et enkelt forsøgsindivid, ville der alligevel ikke fremkomme nogen ny art.“

Et større problem

I denne forbindelse er der imidlertid et andet problem, som er endnu større. Det drejer sig om arten af de ændringer der forekommer fra det normale. Hvad enten der er tale om kromosom- eller genforandringer, er forandringerne som regel ikke ønskværdige.

Angående kromosomforandringer står der for eksempel i bogen Chromosomes and Genes: „Mange fremkalder både fysiske og mentale handicap.“ Når et menneske fødes med syvogfyrre kromosomer i stedet for seksogfyrre, kan han eller hun være mongolid eller have andre mentale eller fysiske mangler. Otteogfyrre kromosomer gør et menneske mentalt tilbagestående og fysisk misdannet.

Det samme gælder mutationer i generne. Evolutionisten P. Koller indrømmer: „De fleste genmutationer er vigende og skadelige, og de kan være dødbringende.“ Han siger også: „Omfattende studier har . . . vist at størstedelen af alle mutationer er skadelige for det individ som bærer det muterede gen. Ved eksperimenter har man fundet at der for hver af de heldige eller nyttige mutationer, er mange tusind som er skadelige.“

Det er altså almindeligt anerkendt at mutationer gør de pågældende organismer svagere, mindre frugtbare og mindre levedygtige end de normale individer. G. L. Stebbins fortæller at resultatet altid blev det samme når muterede insekter blev sat op mod normale i „konkurrence“: „Efter et større eller mindre antal generationer er mutanterne elimineret.“ De kunne ikke leve videre, for de var degenererede.

Hvis mutationerne er så betydningsfulde for udviklingens forløb, skulle vi hilse dem velkommen, eller ligefrem prøve at fremkalde dem. Læg imidlertid mærke til hvad Isaac Asimov siger: „Udsættelse for øget stråling kan ikke undgå at forøge antallet af mutationer. Det er foruroligende, for de fleste mutationer er til det værre.“ Efter at have indrømmet dette konkluderer han imidlertid: „I det lange løb er det afgjort sådan at mutationerne får evolutionen til at skride fremad og opad.“ Synes De det lyder fornuftigt?

Er det logisk at alle de forbløffende komplicerede celler, organer, lemmer og processer i de levende organismer er blevet bygget op gennem en proces som bryder ned? Som vi husker har en evolutionist indrømmet at ’for hver af de heldige eller nyttige mutationer er der mange tusind som er skadelige’.

Hvis De gerne ville have et hus bygget, ville De så antage en entreprenør som for hvert rigtigt udført stykke arbejde udførte tusinder af forkerte? Hvis en bilist under kørselen traf tusinder af forkerte afgørelser for hver rigtig afgørelse, kunne De da tænke Dem at køre med ham? Hvis en læge under en operation gjorde tusinder af forkerte bevægelser for hver rigtig bevægelse, kunne De da tænke Dem at blive opereret af ham?

Kan et øje opstå ved mutationer?

Kunne menneskets øje for eksempel blive til ved en så tilfældig proces? Hvis øjet skal kunne se, må alle dets mange forskellige dele være til stede og i fuldt funktionsdygtig stand. Hvis der er den mindste ting i vejen eller en af delene er ufuldstændig, kan øjet ikke fungere. Det er nytteløst.

Ifølge evolutionisterne antager „naturen“ kun de forandringer som kan være til umiddelbar gavn eller fordel for organismen. Ifølge evolutionisternes egen teori kunne øjet altså aldrig være blevet til.

Tænk også på at der findes forskellige typer af øjne, idet øjnene er forskellige hos mennesker, insekter, fugle, fisk og andre dyr. Denne variation indebærer at øjets udvikling måtte have fundet sted, ikke bare én gang, men mange gange, på forskellige måder. Har De nogen sinde hørt om at forskellige fotografiapparater er blevet til på den måde, „ved et tilfælde“? Nej, de skal udtænkes og fremstilles. Og et fotografiapparat er kun en simpel mekanisme sammenlignet med øjet.

Det er derfor meget forståeligt at F. Salisbury, der er tilhænger af udviklingslæren, har sagt angående øjet: „Det er svært nok at forklare hvordan sådanne ting er opstået én gang, men den moderne [evolutions]teori om at det skulle være sket flere gange, får det til at svimle for mig.“

Hvor ofte indtræffer mutationerne for øvrigt? I opslagsværket World Book hedder det: „Naturlige mutationer indtraf så sjældent at forskerne kun gjorde ringe fremskridt.“ For at mutationerne kunne undersøges måtte disse fremkaldes ved hjælp af røntgenstråler og ad kemisk vej. Evolutionisten G. L. Stebbins siger: „Mutationernes hyppighed varierer meget . . . men er altid ringe. Direkte forsøg for at fastslå årsagen til ’spontane’ mutationer er næsten umulige at foretage, fordi sådanne mutationer forekommer så sjældent.“ Og P. Koller siger: „Sandsynligheden for at der skulle ske en sådan fejltagelse i et gen, er som én til et hundrede millioner.“

Evolution — eller degeneration?

En mutation kaldes altså for en „fejltagelse“. Sandsynligheden for at den forekommer er „som én til et hundrede millioner“. Og med hensyn til disse sjældne mutationer gælder det at ’for hver af de heldige eller nyttige mutationer er der mange tusind som er skadelige’.

Tyder alt dette efter Deres mening på at den omtalte proces virker forbedrende på de levende organismer? Eller lyder det snarere som om denne proces nedbryder organismerne? Er der tale om forbedring eller degeneration?

I bogen Chromosomes and Genes læser vi: „Muller anslår at omkring 6 procent af alle mennesker fødes med en eller anden mærkbar svaghed på grund af genmutationer. Det er derfor ikke overraskende at nogle biologer mener at samtidig med at vores kulturelle og tekniske udvikling fortsætter, er menneskeheden i biologisk henseende ved at degenerere i stedet for at udvikles.“

Hvad kan man konkludere med disse vidnesbyrd i tanke? Er teorien om mutationerne, selve kernen i udviklingslæren, velfunderet? Eller forekommer det ikke mere sandsynligt at individerne inden for de levende organismers grundlæggende arter skades af mutationer? Og viser kendsgerningerne ikke at de forandringer til det bedre der måske forekommer, kun medfører en vis variation inden for en grundlæggende art?

For at sammenfatte spørgsmålet om mutationerne, udviklingslærens vigtigste støttepille, kan vi lægge mærke til hvad professor Moore fra Michigan State University siger:

„Eftersom mutationsforandringerne i DNA’et er fejltagelser, resulterer de hovedsagelig i tab eller degeneration eller forringelse af kendte fysiske egenskaber. Nedsat levedygtighed, nedsat formeringsevne, ja selv dødbringende tilstande, kan let påvises som resultater af de fleste genmutationer. . . .

Nogle genmutationer vil man måske være tilbøjelig til at kalde ’gunstige’. En farveændring hos et møl eller et ændret næringsbehov hos bakterier kunne anføres som resultat af ’gunstige’ genmutationer. Disse ændringer i forbindelse med møl eller bakterier foregår imidlertid kun inden for en art af levende organismer, og ikke på tværs af artsgrænserne. . . .

Ved en grundig undersøgelse og analyse vil enhver dogmatisk hævdelse . . . af at genmutationerne er råmaterialet til en evolutionsproces . . . vise sig at være det samme som at fortælle en myte.“

[Illustration på side 11]

Hvis en bilist under kørselen traf tusinder af forkerte afgørelser for hver rigtig afgørelse, kunne De da tænke Dem at være hans passager? Men for hver gunstig mutation er der mange tusind som er skadelige

[Illustration på side 12]

Kan menneskets øjne være blevet til ved en tilfældig mutationsproces?