Hvem kan man stole på?

ETHVERT normalt menneske ønsker venner og naboer han kan stole på. Han ønsker også at de mænd der har myndighed i høje stillinger skal være nogle man kan stole på.

Dog er det sjældent sket i historien at så mange menneskers tillid er blevet så slemt rystet som i vor tid. Dette gælder mange steder, men et fremtrædende eksempel finder man i De forenede Stater.

Det drejer sig om sagen „Watergate“. Om denne affære har senator Sam Erwin jun. sagt: „Jeg mener at Watergate er den største tragedie der nogen sinde er overgået dette land“ — endog større end borgerkrigen. Det er en affære der har fået megen offentlig omtale verden over.

Watergate er navnet på en gruppe bygninger der indbefatter et hotel, samt lejligheder, butikker og kontorer. Det ligger i Washington, D.C., og husede det demokratiske partis nationalkomité under kampagnen for præsidentvalget i 1972.

Den 17. juni 1972, tidligt om morgenen, blev fem mænd pågrebet. De var på ulovlig vis trængt ind i demokraternes hovedkvarter i Watergate, men en embedsmand affærdigede indbruddet som „et tredjerangs tyveriforsøg“.

Men det var langt mere end det. Det viste sig at dette blot var toppen af et uhyre isbjerg.

En af de arresterede og fængslede mænd besluttede at fortælle en forbundsdommer hvad han vidste. Derved blev det afsløret at „indbrudstyvene“ arbejdede for republikanernes komité for genvalg af præsidenten (Nixon). Hurtigt voksede sagen da til at blive den største statsskandale i De forenede Staters historie.

Hvad dette virkelig indebærer rækker langt videre end noget De kan have læst i avisen eller hørt i radioen eller fjernsynet. Den dybere betydning af sagen berører Deres fremtid på den mest vidtrækkende måde.

Men lad os først se hvad andre siger om sagen.

Påståede forbrydelser

De der har haft med sagen at gøre har afsløret et, efter deres mening, uhyre opbud af forbrydelser. Disse forbrydelser påstås begået af mange embedsmænd på højt plan inden for statsadministrationen.

Senator Lowell Weicker jun., et republikansk medlem af den specielle senatskomité der blev udnævnt til at undersøge sagen, opregnede de påståede forbrydelser over det landsdækkende fjernsynsnet. Han hævdede at der var blevet „bevist eller tilstået“ overtrædelse af sytten forskellige love. Ydermere bemærkede han at embedsmænd havde begået mange „grove“ eller umoralske handlinger.

„Watergate“ er således blevet et ord der omfatter et vidtforgrenet net af påståede ulovlige, forfatningsstridige og grove handlinger, såsom indbrudstyveri, udspionering af borgere, bedrageri, mened, og sammensværgelse om at begå og dække over forbrydelser. Det indbefatter forsøg på at misbruge eller omgå forskellige regeringsinstanser, samt anvendelse af penge fra valgfonden til bestikkelse af dem der havde begået indbruddet i Watergate, i et forsøg på at få dem til at fortie sandheden.

Hvorfor er denne sag anderledes?

Som følge af hvad der er blevet afsløret har New York Times kaldt Watergate-skandalen for „et politisk jordskælv af så uhørt en størrelse og styrke at det ville belaste en hvilken som helst institution“.

Men hvorfor betragtes denne skandale som så meget alvorligere end andre i fortiden? En ledende artikel i bladet Express fra Easton, Pennsylvania, svarer:

„Watergate er vidt forskellig fra andre skandaler i Det hvide Hus i nationens historie. . . . Det der gør Watergate enestående er magtmisbrugets natur og hensigt. Næsten uden undtagelse har skandaler i fortiden haft at gøre med bedrageri og tilegnelse af offentlige midler eller værdier.

Men Watergates endelige mål synes at have været at undergrave selve den politiske proces, at ’ordne’ et præsidentvalg. Og med dette fulgte en foragt i den store stil for nationens og de enkelte staters love.“

Kommentatoren Walther Cronkite siger i Vital Speeches of the Day:

„Det var et forsøg, på nationalt plan, på at omstyrte to-parti-systemet, som er selve det centrale ved vort system. Det var et simpelt forsøg på at bruge magt for at bevare magten; når man følger den vej trives diktaturet, og demokratiet kan ikke overleve.

Det var et simpelt forsøg på at omgå det demokratiske lovsystem som gerningsmændene havde svoret at håndhæve.“

Mange mennesker rystet

Watergate-afsløringerne medførte at tilliden til landets styre smuldrede bort hos endnu flere.

I Amerikas historie er det sjældent at så mange har haft en sådan følelse af at være blevet bedraget. En højtstående embedsmand beklagede: „Jeg kan ikke se hvordan nogen borger nogen sinde igen skal kunne tro på noget en regeringsembedsmand siger.“

Skønt dette synspunkt uden tvivl er en overdrivelse, så genspejler det den bitre stemning der råder blandt mange, også blandt embedsmænd. En artikel i National Observer siger: „Samtaler med bureaukrater på ethvert plan afslører en almindelig demoralisering.“

Ikke noget helt nyt

For De forenede Stater er Watergate-skandalen uden fortilfælde i omfang. Dog er korruption i den offentlige administration visselig ikke noget nyt. Los Angeles Times oplyser at allerede i begyndelsen af 1950erne sagde 42 procent af vælgerne ved et præsidentvalg at spørgsmålet om korruption havde haft størst indflydelse på hvordan de stemte.

Korruption er vidt udbredt på næsten ethvert plan. U.S. News & World Report skriver:

„Det er ikke blot Watergate. Over hele landet dukker bedragerier hos embedsmænd ustandselig op til overfladen — på nationalt plan, i de enkelte stater og på lokalt plan. Resultatet er, som en undersøgelse . . . har vist, en voksende mistillid til politikere i almindelighed. . . .

Mange anser politik for at være ’en tvivlsom beskæftigelse’ og indtager en hånlig holdning over for politikere i almindelighed. Nogle synes at betragte slet opførsel som regelen snarere end undtagelsen. . . .

Den kumulative virkning er den at folk tager mere og mere afstand fra politikere under ét.“

Men den voksende mistillid til de styrende er ikke blot noget man kender til i Amerika. Den er vidt udbredt i praktisk talt ethvert land på jorden. For eksempel var der to regeringsembedsmænd i England hvoraf den ene var en minister der tog deres afsked i juni 1973 på grund af deres forbindelse med prostituerede. Den ene blev fotograferet liggende i sengen med to skøger.

I Sovjetunionen har regeringen for nylig indrømmet at den havde løjet for befolkningen vedrørende et økonomisk anliggende. Den indrømmede at en uhyre sibirisk kraftgenerator som man havde oplyst skulle være ’taget i brug’ for fem år siden, overhovedet ikke var blevet installeret, men var brændt sammen på fabriksgulvet. Dog havde man afholdt en offentlig indvielsesceremoni med orkestermusik og taler på det pågældende tidspunkt.

Der er også en udbredt ustabilitet med hensyn til regeringer. I midten af 1973 trådte den italienske statsminister og hans ministerium tilbage. Hermed faldt Italiens fireogtredivte regering siden fascismens nederlag! I Japan havde statsministeren engang haft en solid støtte på 65 procent. Men midt i året viste opinionsundersøgelser at hans popularitet var faldet til kun en tredjedel heraf.

I næsten alle lande viser regeringerne en svigtende evne til at indgyde tillid. Dette til trods for at alle menneskelige styreformer er blevet prøvet i vor tid. Men ingen har virkelig kunnet tilfredsstille folkets behov. De har været ude af stand til at skaffe virkelig fred og sikkerhed. Korruption, forbrydelse, økonomisk usikkerhed, forurening, overfyldte byer, frygt og had vælder frem som en tidevandsbølge. I en rapport fra Washington, D.C., har lederskribenten James Reston sagt: „Ingen i denne by i noget [politisk] parti har noget klart svar på alle de komplicerede og forvirrende problemer nationen står over for hjemme og ude.“

Det er ikke anderledes i andre lande. Som National Observer har sagt: „Enhver større industrination gennemgår en ’tillidskrise’; dens befolkning er skuffet over de vedvarende problemer som deres regeringer synes ude af stand til at løse.“ Mindre lande har ikke vist sig i stand til at løse deres problemer på en bedre måde — det viser deres regeringers ustandselige kommen og gåen.

Alle slags institutioner svigter

Ikke blot regeringer viser sig ude af stand til at løse menneskets problemer. Institutioner af enhver slags står lige så magtesløse. Og følgelig bliver de udsat for angreb.

Los Angeles Times skriver: „Vor tids familier modtager ikke megen hjælp fra de institutioner der omgiver dem, herunder staten, skolen og kirkerne.“ Under indtryk af de skyhøje priser og vareknapheden er tilliden til forretningsverdenen og industrien også dalende.

Dr. Phillip Converse fra Michigan-universitetet har erklæret: „Der har været en stærkt fremadskridende, alarmerende forringelse af tilliden til vore institutioner. Man overvældes næsten af fortvivlelse når Watergate bliver stablet oven på det der allerede var slidt stærkt ned.“

Hvad der gør situationen så håbløs for befolkningen er at den tidligere, når en institution svigtede den, kunne vende sig til en anden efter trøst og vejledning. Men nu er fiaskoen åbenbar overalt. Det er intet under at dr. A. Spilhaus, tidligere formand for den amerikanske sammenslutning til videnskabens fremme, har konkluderet: „Der råder en dyb mistillid til mennesker og til at samfundet evner at løse sine problemer.“