Olie — en nøgle til verdensherredømmet

Hvor findes olien?

ALLE industrialiserede nationer har brug for olie. Den er deres vigtigste energikilde. Den bruges som brændstof i biler og flyvemaskiner og i elektriske generatorer, og med den smører man de maskiner der nu udgør en uadskillelig del af det moderne industrisamfund. Desuden bruges den som råstof i talrige produkter.

Det er en kendt sag at verdens rige nationer ville være yderst dårligt stillet uden olie. Disse landes livsform ville ikke kunne fortsætte ret mange måneder uden drastiske forandringer, og sådanne forandringer ville berøre hvert eneste menneske i disse samfund.

Men olien er mere end blot en energikilde, den er også en magtfaktor. Den der kontrollerer olien i verden i dag er samtidig i besiddelse af nøglen til verdens militære magt. De olieproducerende lande kan således påvirke, ja måske diktere, de oliefattige landes politik.

Inden for de sidste måneder er folk gennem nyhedsmedierne blevet underrettet om oliekrisen; de problemer den har forårsaget, og de mulige løsninger på disse problemer, er blevet kommenteret. Selv om Vågn op! indtager et standpunkt der er strengt neutralt i forhold til nationernes anliggender, er bladet dog interesseret i den situation som har udviklet sig.

De oliefattige lande

Hvilke af verdens store industrilande behøver at importere olie? Svaret er: Bortset fra de kommunistiske lande, næsten alle.

Japan er for eksempel et af verdens førende industrilande, men det må hente næsten al sin olie udefra, da det stort set ikke selv producerer noget.

Næsten hele Vesteuropa er afhængig af olieimport da olieproduktionen her er meget lille. Selv om man er begyndt at udvinde olie i Nordsøen, er det kun en brøkdel af behovet der vil kunne dækkes med denne olie.

De forenede Stater er i øjeblikket verdens største olieproducerende nation, men er samtidig også verdens største forbruger af olie. Den olie man udvinder er langtfra nok til at dække behovet. I løbet af 1973 havde De forenede Stater et dagligt olieforbrug på over 17.000.000 tønder, men man måtte hver dag importere over 6.000.000 tønder for at dække behovet. Man regner ikke med at den olie der til sin tid kan udvindes i Alaska vil ændre situationen betydeligt.

Desuden stiger industrilandenes behov for olie hastigt. Befolkningen vokser, og teknikkens fremskridt og stadig flere menneskers ønske om en højere levestandard får oliebehovet til at vokse. Med hvilket resultat? Bladet Time siger: „Verdens olieforbrug vil mere end fordobles i løbet af 1970erne. For at slukke denne kolossale tørst må der konstant ske en hurtig forøgelse i produktionen.“

Der er derfor ingen tvivl om at Vesteuropas, Japans og, i stadig større udstrækning, De forenede Staters olieforsyningssituation har nået et kritisk stadium. I disse lande er olie en nødvendighed for at holde det industrialiserede samfund i gang, og efterspørgselen er stadig stigende. Samtidig er disse lande helt eller delvis oliefattige.

Men det er kun én side af problemet. En anden og vigtigere side af problemet er de steder hvor olieforekomsterne findes.

Hvor kommer olien fra?

De største kendte olieforekomster findes i områder der ikke kontrolleres af den vestlige verden og dens allierede. Sandt nok findes der olie i sådanne lande som Venezuela, Indonesien og Nigeria, men i øjeblikket kender man kun to områder med olieforekomster der er store nok til at dække Japans og de vestlige industrilandes behov.

I de første af disse områder findes verdens største nukendte oliefelter. Det er i Mellemøsten og Nordafrika, i lande med arabisk og muhamedansk befolkning. De største producenter her er Algeriet, Abu Dhabi, Irak, Iran, Kuwait, Libyen, Qatar og Saudi-Arabien. En sammentælling af verdens oliereserver i 1973 viste at disse lande råder over næsten to tredjedele af verdens samlede oliebeholdning.

Og hvor findes så verdens næststørste olieforekomster? I Sovjetunionen, som råder over omkring 15 procent af verdens olie.

Det vil sige at disse nationer råder over 75 til 80 procent af verdens olie; og disse landes politiske og religiøse overbevisning deles ikke af de lande som har brug for olien, nemlig Vesteuropa, Nordamerika og Japan.

Det største oliefelt

Af alle olieproducerende lande er det Saudi-Arabien der råder over det største kendte oliefelt. Man anslår dette felts størrelse til et hundrede og halvtreds milliarder tønder. Nogle eksperter mener endog at det måske er endnu større. Mange oliefattige lande håber derfor at de vil kunne få deres behov dækket med saudi-arabisk olie.

I løbet af det meste af 1973 producerede Saudi-Arabien mere end 8.000.000 tønder olie om dagen. Det er forbrugernes håb at produktionen inden 1980 vil nå op på 20.000.000 tønder pr. dag. I virkeligheden menes det at produktionen nødvendigvis må stige så meget hvis de oliefattige industrilandes behov skal dækkes.

I øjeblikket lader det ikke til at noget andet olieland er i stand til at øge produktionen så drastisk. Da Saudi-Arabien råder over så store oliereserver der samtidig er let tilgængelige, og da olieproduktionen dér kan forøges kraftigt på forholdsvis kort tid, venter man at dette land vil tage føringen blandt olielandene inden for nogle få år. På nuværende tidspunkt kender man ikke noget andet land med et så stort og et så let tilgængeligt olieforråd. Som der stod at læse i U.S. News & World Report:

„De eksperter som gennemgår listerne med alternativer til saudi-arabisk olie er ret modfaldne. Canada som indtager førerstillingen som Amerikas leverandør af råolie har ændret sin traditionelle eksportpolitik og har nu anlagt en ’hjemmefronten først’-indstilling. Nigeria, som også er storleverandør, menes snart at være færdig, i det mindste for en tid. Dette gælder også Indonesien. I Venezuela mener man at de nye oliefund vil være ret dyre at udvinde.

I forbindelse med det ikke-arabiske [men muhamedanske] Iran, . . . hævder autoriteterne at det ’ingen chance’ har for at dække U.S.A.s behov.“

Vesteuropa, Japan og Nordamerika har derfor indset at de i stadig større udstrækning må hente deres olie i det arabisk-muhamedanske Mellemøsten og Nordafrika, især i Saudi-Arabien. Det er det eneste kendte område der vil kunne producere en så enorm mængde olie som disse nationer behøver i den nærmeste fremtid.

Men spørgsmålet er om de olieproducerende lande vil udvinde tilstrækkelige mængder. Og hvad med priserne?

De olieproducerende lande ændrer indstilling

DER var engang da industrilandene ikke behøvede at bekymre sig om olie. I tiden efter den anden verdenskrig producerede De forenede Stater mere end landet havde behov for, og olieproduktionen i resten af verden kunne med lethed dække efterspørgselen i Vesteuropa og Japan.

Industrilandene behøvede derfor ikke at bekymre sig om de arabiske olieproducenters meninger. Hvis araberne af en eller anden grund ikke ønskede at sælge deres olie, kunne man blot henvende sig et andet sted.

Men som årene gik øgedes behovet for olie hurtigt. På grund af befolkningseksplosionen og den øgede industrialisering af de større nationer, skete der også en ’eksplosion’ i olieefterspørgselen. Med tiden forsvandt overskuddet. Vesteuropa og Japan blev mere og mere afhængige af olieimport fra Mellemøsten og Nordafrika, og modtog efterhånden størstedelen af deres forsyninger derfra.

Det kom til at stå klart at Vesteuropa og Japan på grund af deres afhængighed af arabisk olie kunne hente sig alvorlige problemer hvis de vendte de arabiske lande ryggen. Da Oktoberkrigen i 1973 brød ud mellem araberne og Israel, besluttede næsten alle de vesteuropæiske lande at forholde sig neutrale i den opståede konflikt selv om de hidtil havde støttet Israel mod araberne. Den arabiske olie ændrede således de oliefattige landes udenrigspolitik.

Araberne ændrer indstilling

Tidligere har de arabiske lande stort set været venligt stemte mod Amerika og de andre vestmagter og samtidig antikommunistiske. Dette gjaldt især regeringerne i Kuwait og Saudi-Arabien.

Siden den israelske stat blev oprettet har der imidlertid været krig i Mellemøsten fire gange, og hver gang er Israel blevet støttet af De forenede Stater. Dette har gjort sin virkning i den arabiske verden. I denne forbindelse bemærkede U.S. News & World Report følgende:

„Overalt står araberne uforstående og nedslåede over for U.S.A.s indstilling til problemerne i Mellemøsten. De spørger om hvorfor De forenede Stater fortsætter med at modarbejde et folk der er 40 gange større end israelerne og som kontrollerer de olieressourcer som U.S.A. vil få brug for inden for de næste ti år.“

Som følge heraf har de arabiske regeringer i de senere år været tilbøjelige til at vende sig bort fra De forenede Stater. Selv i tidligere pro-amerikanske lande som Kuwait og Saudi-Arabien er der gradvis sket en ændring.

I de seneste år har de arabiske lande gang på gang advaret om at hvis de af Israel besatte arabiske territorier ikke blev rømmet, ville man slå igen på det ømmeste punkt, nemlig olieforsyningerne.

Kong Faisal af Saudi-Arabien havde gennem mange år været De forenede Staters ven, men nu lød især hans advarsler ildevarslende. I 1973 advarede han i en udsendelse over De forenede Staters fjernsynsnet om at han inden længe kunne blive tvunget til at ændre sin politik og ophøre med at sælge De forenede Stater, Vesteuropa og Japan al den olie de behøvede. På denne måde kunne olien bruges som et politisk våben der kunne lægge pres på andre nationer; og af alle de arabiske lande var Saudi-Arabien i stand til at ramme hårdest med olien som våben.

Kort tid før krigen i Mellemøsten kunne man i det engelske blad The Guardian for 15. september læse følgende:

„Én arabisk regering alene er nok til at omdanne olien til et effektivt våben, nemlig kong Faisals. Han råder egenhændigt over de nødvendige økonomiske midler. Men indtil for nylig har han som Amerikas bedste ven i den arabiske verden manglet den fornødne politiske vilje. . . .

En af [den ægyptiske] præsident Sadats få uomtvistelige bedrifter er at han har kunnet ændre Faisals indstilling. . . .

I april i år lod den saudi-arabiske olieminister amerikanerne vide at Saudi-Arabien ikke agtede at øge sin olieproduktion ’kendeligt’ hvis de ikke ændrede deres pro-israelske mellemøstpolitik.

Siden da har der lydt flere advarsler fra Faisal, der ellers ikke plejer at kritisere sine venner offentligt.“

Det er interessant at de arabiske lande, og især Saudi-Arabien, ikke behøvede at standse olieproduktionen for at bruge olien som våben. Hvorfor ikke? De oliefattige landes oliebehov stiger fra dag til dag, så blot det at holde den arabiske olieproduktion på det samme plan ville hurtigt medføre vanskeligheder for disse lande.

Oliestramningen

De olieforbrugende nationers situation efter krigsudbruddet i 1973 var meget forskellig fra situationen i 1967. Under krigen mellem araberne og israelerne i 1967 afbrød flere arabiske lande olieleverancerne til De forenede Stater og England på grund af deres støtte til Israel. Men da der ikke var oliemangel på verdensmarkedet blev denne boykot kun kortvarig.

Men i 1973 var situationen anderledes. Som følge af industrilandenes store forbrug og begrænsede lokale olieforekomster var de ikke længere i besiddelse af noget olieoverskud. I 1973 var det derfor araberne der „havde fat i den lange ende“ hvad olien angik.

Da Oktoberkrigen brød ud var der ingen tvivl om at man kunne vente arabiske repressalier i form af olieboykot. Som Kuwaits ambassadør i De forenede Stater sagde: „Vi vil ved hjælp af olien lægge pres på de nationer der stiller sig på Israels side. Hvis vi får bevis for at et land følger en sådan kurs vil det blive udsat for boykot. Vi vil da sikre os at et sådant land hverken modtager råolie eller raffineret olie fra os.“

Til alles overraskelse blev sanktionerne iværksat omgående. De arabiske olieproducerende lande enedes om at nedskære produktionen med 5 procent straks i oktober måned. De blev også enige om at fortsætte nedskæringen med 5 procent yderligere hver af de følgende måneder. Hvor længe? The Wall Street Journal skrev: „De arabiske olieministre sagde at nedskæringen i produktionen ville gælde og fortsætte indtil de arabisk-israelske grænser fra før krigen i 1967 blev genoprettet, og indtil palæstinensernes rettigheder blev sikret.“

Men det var den største af de arabiske olieproducenter der beredte vestlandene og Japan det største chok. Saudi-Arabien bekendtgjorde at det ville nedskære produktionen ikke blot med 5 procent men med 10 procent. Dette eksempel blev fulgt af flere andre olielande.

Hvis disse gradvise månedlige nedskæringer af produktionen fortsatte ville Vesteuropa og Japan i løbet af få måneder blive ramt af svære økonomiske problemer, da disse lande hovedsagelig får deres olieforsyning fra Mellemøsten og Nordafrika.

Men dette chok blev hurtigt efterfulgt af flere. De arabiske olielandes næste træk var at bekendtgøre en total olieboykot mod De forenede Stater. I løbet af 1973 kom en tredjedel af De forenede Staters olieimport fra Mellemøsten, og behovet ville stige år for år.

Denne totale olieboykot af De forenede Stater var ikke medregnet i den fem og ti procents nedskæring i produktionen. Der var således oprindelig planlagt en betydelig nedskæring i de arabiske landes olieeksport fra oktober måned. I slutningen af oktober blev også Holland ramt af boykot. De arabiske lande påstod at hollænderne havde støttet Israel og at de derfor ikke ville få mere olie. Dette betød en yderligere nedskæring for den vestlige verden og for Japan, idet en stor del af olien hidtil var blevet omskibet i Holland.

Tidligt i november besluttede de arabiske lande imidlertid at de med øjeblikkelig virkning ville nedskære deres olieproduktion med 25 procent og endvidere med 5 procent pr. måned. Nu blev også Portugal, Rhodesia og Sydafrika ramt af boykot. I de efterfølgende måneder blev oliestrømmen tilpasset i overensstemmelse med de skiftende forhold.

Men efter disse hårde slag kom der endnu et. Oliepriserne steg.

Konsekvenserne af højere oliepriser

I de forløbne år havde olien været forholdsvis billig, men i oktober 1973 hævede de arabiske olielande priserne med hvad bladet Time kaldte „70 lammende procent“. Dette blev i de følgende måneder fulgt op af flere prisstigninger. De uhyre omkostninger som dette betød for forbrugerlandene fik naturligvis en uheldig virkning på disse landes betalingsbalance.

De forhøjede oliepriser fik forskellige følger. For producentlandene betød de at de store olieindtægter kunne bevares, selv om produktionen blev nedskåret. Enhver virksomhed der anvendte olie måtte forlange højere priser for sine varer. Endvidere måtte folk i Europa, Amerika og Japan nu betale mere for benzin, fyringsolie og andre olieprodukter.

Selv om de arabiske lande nedskar produktionen ville de altså på grund af de højere oliepriser ikke lide økonomisk tab. De havde ingen grund til at bekymre sig. I New York Times blev situationen beskrevet således:

„Nogle af de store producentlande, især dem med tyndtbefolkede ørkenområder som Saudi-Arabien, Kuwait og Libyen, er blevet mere stemt for at holde igen på deres olie.

Disse lande tjener allerede så meget på deres nuværende olieproduktion som de med rimelighed har mulighed for at bruge. Derfor foretrækker de at lade den overskydende olie blive i jorden hvor den stiger i værdi, fremfor at ophobe et kolossalt overskud af ubrugte dollars der er udsat for devaluering og inflation.

Det er i denne tilbageholdenhed hos producenterne med hensyn til at producere så meget som markedet er i stand til at aftage, undtagen mod store økonomiske eller politiske fordele, at problemet består i forbindelse med en eventuel verdensomspændende energikrise.“

Som følge af oliens betydning for de industrialiserede lande føler mange oliefattige nationer at udenforstående er ved at bringe deres vante livsform i fare. Selv om olien stadig kan fås, frygter de at gigantiske prisstigninger vil befænge dem med et uvæsen som de har nok af i forvejen, nemlig inflation. En løbsk inflation kan medføre et økonomisk sammenbrud.

Hvordan vil problemerne blive endeligt løst?

ISÆR én af de løsninger der er blevet foreslået har affødt forbitrede kommentarer. En af De forenede Staters senatorer, J. W. Fulbright, var blandt dem der i forbindelse med oliekrisen advarede om at „de der i øjeblikket former og påvirker vor politik vil måske drage den slutning at en militær indgriben fra vor side kan blive nødvendig for at sikre olieforsyningerne fra Mellemøsten og således beskytte en sårbar pulsåre.“

De fleste autoriteter var dog meget hurtige til at fordømme et sådant synspunkt.

Før i tiden ville det sikkert have været en forholdsvis let sag at okkupere et olieland. Det var kun få af de mindre lande som havde ressourcer og venner nok til at forhindre en okkupation. De europæiske lande har for eksempel i de forgangne århundreder været i stand til at udstykke det meste af Afrika, Asien og Sydamerika imellem sig.

Men tiderne har skiftet. Det er ikke længere sådan at en hvilken som helst nation frit kan besætte de lande den ønsker. De fleste af de olieproducerende lande dækker et mægtigt område i Nordafrika og Mellemøsten. Det ville kræve umådelige militærstyrker og ressourcer at indtage og besætte alle disse lande. Til denne mulighed har The Guardian knyttet følgende kommentar:

„Hvis Kuwait [eller et andet olieland] blev besat ville det medføre en sådan opstandelse at man blev nødt til at besætte hvert eneste oliefelt i den arabiske verden, og samtidig overvåge hver eneste rørledning, olietank og oliehavn fra Den persiske Golf til Algeriet.

Resultatet ville ifølge Elmer F. Bennett, der er assisterende direktør ved U.S. Office of Emergency Preparedness, ’få Vietnam til at ligne en skovtur’.“

En anden vigtig faktor er kæmpen mod nord, Sovjetunionen. Om denne faktor har The Wall Street Journal skrevet: „Da Rusland har meget at vinde i dette spil hvor indsatserne er så store, har det god grund til at støtte sine arabiske allierede. Dette er måske nøglen til at kontrollere Mellemøstens olie, olie som De forenede Stater kan få hårdt brug for i de kommende år.“

Ville Sovjetunionen mon sidde med hænderne i skødet hvis oliefelterne i dens nabolande blev besat? Mange sagkyndige mener at Sovjetunionen ville betragte det som en krænkelse af sine vitale interesser, og Ruslands talstærke hærstyrker befinder sig kun få timers vej fra Mellemøsten. Så for første gang i historien bliver de forholdsvis svage arabiske stater støttet af et land der er i stand til at true verdens stærkeste nation.

Som følge af Sovjetunionens støtte til de arabiske lande er dens indflydelse og prestige vokset i Mellemøsten mens De forenede Staters er dalet. Dette er meget betydningsfuldt, for det indebærer at Mellemøstens og Nordafrikas uundværlige olierigdomme nu kontrolleres af magter der længe har betragtet De forenede Staters og Israels politik med voksende uvilje.

Under den sidste krise i den mellemøstlige situation samarbejdede Sovjetunionen med araberne ved at sende dem våbenhjælp og støtte dem diplomatisk, og fremkom endog med indirekte trusler om at sende tropper. De arabiske stater følte sig derfor sikre til at bruge deres stærkeste våben, olien. U.S. News & World Report havde følgende at berette om udviklingen:

„I Europa havde man allerede stillet et spørgsmål som var af vigtighed for dette kontinent: Var krigen i Mellemøsten mon i virkeligheden Ruslands oliekrig som så længe havde været frygtet i Vesteuropa?

Hvis araberne opmuntret af Rusland ville fortsætte med at nedskære oliestrømmen, ville det først og fremmest gå ud over U.S.A., Japan og Vesteuropa, som alle er ikke-kommunistiske. . . .

De fleste europæere indså at arabisk kontrol over de tilgængelige oliereserver og arabisk afhængighed af russisk våbenhjælp hørte til den slags hårde realiteter der ikke står til at ændre uden med overlegne magtmidler.“

Men som allerede nævnt er anvendelsen af „overlegne magtmidler“ en risikabel affære. De færreste nationer er indstillet på at trodse både Sovjetunionens voksende militærmagt og den økonomiske magtfaktor som ligger i den arabiske olie.

Del af et større mønster

Begivenhederne i Mellemøsten har haft indirekte følger over hele jorden og har dermed understreget hvor vigtig olien er for vor mekaniserede verden. Men hele situationen udgør kun en del af et langt større mønster af begivenheder, som for lang tid siden blev forudset af de bibelske profeter.

I Daniels bog i Bibelen finder vi en bemærkelsesværdig profetisk oversigt over verdensrigernes march fra det babyloniske verdensriges dage; profetien beskriver Medo-Persien, Grækenland og Rom, og afsluttes med „endens tid“ og de magter som i dag kæmper på verdensskuepladsen. Denne inspirerede profeti forudsiger at to supermagter kaldet „Nordens konge“ og „Sydens konge“ vil kappes om verdensherredømmet.

Som det påpeges i bogen „Ske din vilje på jorden“, som Jehovas vidner udgav i 1958 [på dansk 1961], passer den bibelske beskrivelse af „Nordens konge“ på den totalitære gruppe af nationer som i de seneste år er blevet anført af den kommunistiske blok, mens beskrivelsen af „Sydens konge“ passer på den demokratiske blok af nationer som er blevet anført af De forenede Stater og Storbritannien (til tider kaldet den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt).

En del af profetien om den voldsomme magtkamp mellem disse rivaliserende verdensmagter lyder: „Men ved endens tid skal Sydens konge prøve kræfter med ham, og Nordens konge stormer imod ham med vogne, ryttere og skibe i mængde og falder ind i landene, oversvømmer og overskyller dem. . . . Han bliver herre over guld- og sølvskattene.“ (Dan. 11:40-43) Det er tydeligt at den kommunistiske „Nordens konge“ har gjort store indhug i menneskehedens verden, idet den på nuværende tidspunkt hersker over en tredjedel af verdens befolkning. Denne verdensmagt har samtidig fået herredømme over mange af verdens ressourcer, hvilket har skabt vanskeligheder mange steder på jorden, især for nogle af de demokratiske nationer. Oliekrisen er blot ét af de mange dårlige resultater som striden om verdensherredømmet har medført.

Men de bibelske profetier i Daniels bog antyder ikke at den symbolske „Nordens konge“ vil få held til fuldstændig at overtage magten på jorden og indføre et kommunistisk verdensdiktatur. Når man undersøger alle de bibelske profetier samlet, ser man at både de kommunistiske og de demokratiske nationer vil bestå indtil de udslettes af en tredje magt. (Dan. 2:44; 11:44, 45; 8:19, 25) Den magt som vil besejre dem er Guds regering ved hans søn. Som forudsagt vil Kristus Jesus snart ’vogte folkeslagene med jernspir’ og knuse deres selviske styre over jorden. (Åb. 19:11-16) Han vil derved udfri dem der oprigtigt elsker retfærdighed, fra alle de genvordigheder og lidelser som verdensmagternes grådige politiske, militære og økonomiske kappestrid har påført jordens befolkning. Da vil jordens råstoffer blive anvendt til alles gavn af mennesker som i lydighed og taknemmelighed mod Jehova Gud, alle gode gavers Giver, ønsker at gøre alt til pris for ham.

[Illustration på side 12]

Araberne nedskar straks olieproduktionen med 25 procent og tilpassede derpå oliestrømmen efter de skiftende forhold

[Illustration på side 13]

Oliepriserne er steget med raketagtig hast i de forløbne måneder