„Hvad var det mon jeg sagde?“

DE FLESTE af os tager vores sprog for givet. Hvis vi har brug for noget, beder vi bare om det; hvis vi skal forklare eller beskrive noget, behøver vi som regel ikke at lede efter ordene.

Men for missionærer der kæmper for at lære et nyt sprog i et fremmed land, er det helt anderledes; selv når de skal forme den enkleste sætning kan de risikere at dumpe i en fælde.

Heldigvis er de latinamerikanske folk almindeligvis meget høflige over for en nyankommen. Så når man siger noget forkert, prøver de at lade være med at le. Men mange gange kan de alligevel ikke skjule et lille smil. Når det er tilfældet spørger man sig selv: „Hvad var det mon jeg sagde?“

Jeg har selv gjort ikke så få lærerige erfaringer. Min hustru og jeg havde været i Peru i adskillige uger før vores ejendele ankom med skib. Da vi gik ned til godsterminalen for at udpege sagerne blev vi hilst af adskillige toldbetjente. Vi ville naturligvis meget gerne gøre et godt indtryk, og jeg var ivrig efter at vise hvor godt det gik med at tale sproget. En af betjentene, som var særlig høflig og venlig, spurgte mig i samtalens løb (troede jeg) hvor gammel jeg var, idet dette på spansk udtrykkes som ’Hvor mange år har De?’ (¿Cuántos años tiene?) Her mente jeg at have min store chance til at vise ham at jeg udmærket kendte denne specielle måde at formulere sætningen på. Men da jeg så det glimt i hans øjne som jeg efterhånden kendte så godt, vidste jeg at jeg på en eller anden måde havde gjort noget forkert. I virkeligheden havde han spurgt mig hvor mange børn jeg havde (¿Cuántos niños tiene?), og ja, jeg havde faktisk fortalt ham at jeg havde otteogtyve og at min hustru havde niogtyve.

Efter en udflugt til stranden ville jeg forklare en af mine venner at jeg ikke kunne være med til at spille fútbol (fodbold), fordi jeg havde sandaler på. Da jeg sagde at jeg havde sandías på, lagde jeg mærke til at han først så noget desorienteret ud; så lyste hans øjne op, og han sagde: „Nå-å, du mener sandalias.“ Da jeg ikke var tilfreds med denne oplysning, spurgte jeg ham hvad sandías var. Han fortalte at det var en slags frugter.

„Nå,“ sagde jeg, „hvilken slags frugter?“

„Jo, de er grønne og nærmest runde, og . . .“

Efter en lidt nærmere forklaring gik det op for mig hvilken frugt det var han mente. Hvordan mon det ville se ud at spille fodbold med vandmeloner på fødderne?

Når jeg så går og slikker mine sår efter en eller anden frygtelig brøler, finder jeg ofte trøst i at tænke på hvor uheldige andre missionærer har været i deres sammenstillinger af ord.

Der er visse almindelige fejl som næsten alle før eller senere begår. Således har mange bedt Gud om at hjælpe dem med at overvinde deres fisk (pescados) i stedet for deres synder (pecados).

Og tænk på den stakkels missionær der løb sur i ordene „casado“ (som betyder „gift“) og „cansado“ (som betyder „træt“). Et latinamerikansk Jehovas vidne spurgte uskyldigt en ung kvindelig missionær om hun var gift. Da missionæren troede at hun blev spurgt om hun var træt, svarede hun lige så uskyldigt: „Nej, kun om aftenen.“

Det er almindeligt at folk i Sydamerika er interesserede i andre og ivrige efter at hjælpe. Men en ung pige blev alligevel overrasket over at opdage hvor omsorgsfulde de kan være. Hun satte sig på en lidt vakkelvorn stol, som pludselig brød sammen. Siddende på gulvet udbrød hun grådkvalt: „Jeg er så flov!“ (¡Me siento tan abochornada!) — det troede hun i hvert fald at hun sagde. Alle blev straks ekstra opmærksomme og hjælpsomme. Først senere opdagede hun at hun i virkeligheden havde sagt: „Jeg er gravid!“ (¡Estoy embarazada!)

På trods af at missionærerne har hakket og kludret i sproget, har Jehova velsignet deres anstrengelser. På grund af deres villige ånd er andre blevet hjulpet til at lære Guds kærlige hensigt med menneskeheden at kende. En kvindelig missionær har fortalt at hun havde så mange problemer med at tale spansk da hun kom, at hun ved sit første bibelstudium måtte bede eleven om at læse spørgsmålet, besvare det og derefter læse paragraffen. Ikke desto mindre er denne kvinde nu en indviet, døbt forkynder af Guds rige.

Ja, der har været øjeblikke hvor vi ledte efter ordene — og bagefter ønskede at vi alligevel ikke havde fundet dem — men vi har erfaret at hvis vi ikke er bange for at le en lille smule ad os selv, kan vi godt more os over vore egne fejl. Vi har i hvert fald fået os en stor samling minder som varmer os om hjertet. — Indsendt.