Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g74 8/12 s. 13-16
  • Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 11. del

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 11. del
  • Vågn op! – 1974
  • Underoverskrifter
  • Selv i dødscellen gøres der disciple
  • Åndelig føde i koncentrationslejrene
  • En lettelse af presset mod dem der var i koncentrationslejr
Vågn op! – 1974
g74 8/12 s. 13-16

Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 11. del

Søster Appel fortsætter sin beretning:

„Til opmuntring for Walter kunne jeg fortælle ham at jeg havde fået et brev fra brødrene i Sachsenhausen, som havde hørt hvad der var overgået os. Broder Ernst Seliger skrev at om aftenen, når alt var blevet stille i lejren, bøjede mange hundrede brødre fra forskellige lande deres knæ for Jehova og nævnte os i deres bønner. Derefter blev min søn med magt taget med til Østpreussen, til den militærkolonne han var blevet indskrevet i. I den isnende kulde tog de hans tøj fra ham og lagde uniformen foran ham, men han nægtede at tage den på. Det varede to dage før han fik noget varmt at spise. Men han stod fast.

I Hamburg havde vi taget afsked med hinanden. Han sagde til mig at han ville gå samme vej som sin fader. Cirka syv måneder senere, efter at hans papirer var blevet forfalsket så man gjorde ham ældre end han egentlig var, blev han halshugget, uden nogen sinde at have været stillet for retten. Ifølge loven var han stadig mindreårig og under børneværnets myndighed.

En betjent fra Süderbrarup besøgte mig og læste politirapporten fra Østpreussen højt for mig. Selv fik jeg overhovedet intet. Selv om jeg ikke for alvor havde regnet med at min søn skulle gennemgå det samme som hans fader havde gennemgået — han var jo så ung og krigens afslutning var så nær — rettede jeg en takkebøn til Jehova, på trods af min store sorg. Jeg kunne nu sige: ’Tak, Jehova, fordi han faldt i kamp for dig.’

Så kom omvæltningerne i 1945. Med glæde kunne jeg byde mine tre andre børn velkommen tilbage i mine arme. De to yngste var blevet taget ud af børnehjemmet og havde i de tre sidste år boet hos direktøren for et arbejdskontor, hvor de skulle opdrages i nationalsocialismens ånd. Jeg fik kun lov at besøge dem én gang hver fjortende måned, hvor jeg kunne tale med dem i nogle timer, men altid med en anden til stede. Det lykkedes engang mine to piger at hviske til mig at de havde et lille eksemplar af Det nye Testamente, som de omhyggeligt holdt skjult. Når de var alene lyttede en af dem ved døren for at være sikker på der ikke kom nogen, og så læste den anden nogle vers. Hvor var jeg lykkelig!

Nu i 1945 begyndte de trofaste brødre at vende tilbage fra deres fængselsophold. Til Flensburg ankom et skib med mange brødre og søstre, hovedsagelig ovre fra øst. Så begyndte en periode med intens aktivitet. På det tidspunkt lærte jeg min nuværende mand, broder Josef Scharner, at kende. Han var blevet berøvet ni år af sin frihed. Begge havde vi i sandhed været igennem vanskelige tider, og vi havde det samme ønske om at bruge vore resterende år til at tjene Jehova med hele vor styrke.“

Selv i dødscellen gøres der disciple

Det forekommer svært at tro at det selv i en dødscelle var muligt at gøre disciple, men broder Massors fortæller i et brev til sin hustru, dateret 3. september 1943, hvordan dette kunne gå til:

„I 1928/30/32 var jeg pioner i Prag. Der blev holdt foredrag, og byen blev gennemarbejdet med bøger og blade. På det tidspunkt traf jeg en mand ved navn Anton Rinker som var udsendt af regeringen til at holde politiske foredrag. Jeg talte længe med ham. Han tog imod en bibel og adskillige bøger, men sagde at han ikke havde tid til at undersøge den slags ting nærmere, fordi han måtte sørge for sin familie og have noget at leve af. Han sagde imidlertid at alle hans slægtninge var meget religiøse, selv om de ikke gik i kirke.

Det må have været i 1940/41 at en ny fange blev indsat i min celle, som det så ofte skete. Han var meget nedtrykt, men det er man altid i begyndelsen. Først når celledøren smækkes i bag en, går det pludselig op for en hvor man er. ’Mit navn er Anton Rinker, og jeg er fra Prag,’ sagde min nye cellekammerat til mig. Jeg genkendte ham straks og sagde: ’Anton, ja Anton, kan du ikke kende mig?’ ’Jo, det forekommer mig at jeg har set Dem før, men . . .’ Inden længe huskede han at jeg havde besøgt ham i 1930/32 og at han dengang modtog en bibel og nogle bøger af mig. ’Hvad!’ sagde Anton, ’er du her på grund af din tro? Det kan jeg ikke forstå; ingen af præsterne gør noget af den art. Hvad tror du egentlig?’ Det fik han så at vide.

’Men hvorfor fortæller præsterne os ikke disse ting?’ spurgte han. ’Dette er sandheden. Nu ved jeg hvorfor jeg er kommet til dette fængsel. Jeg skal sige dig, kære Franz, at før jeg kom ind i denne celle bad jeg Gud om han ville sende mig til en der troede, for ellers tænkte jeg på at begå selvmord. . . .’

Ugerne og månederne gik. Så sagde Anton til mig: ’Før jeg forlader denne verden, måtte Gud da hjælpe min hustru og mine børn til at finde sandheden, så jeg kan gå herfra i fred.’ . . . En dag modtog han et brev fra sin hustru, hvori hun skrev:

’ . . . Hvor ville vi være lykkelige hvis blot du kunne læse Bibelen og de bøger som du købte af en tysk herre for nogle år siden. Alting er sket præcis som bøgerne sagde. Dette er den sandhed som vi aldrig havde tid til.’“

Åndelig føde i koncentrationslejrene

I disse år hvor brødrene, og især de der var i koncentrationslejrene, var isolerede, havde de ikke ret mange muligheder for at få en bibel eller andre publikationer. Så meget des mere anstrengte de sig for at huske indholdet af vigtige artikler fra Vagttårnet, når de måtte stå i timevis i fængselsgården, eller om aftenen når der var lidt fred i barakken. Deres glæde var særlig stor når det på en eller anden måde var muligt at skaffe en bibel.

Jehova benyttede somme tider interessante metoder til at give sine tjenere en bibel i hænderne. Franz Birk fra Renchen i Schwarzwald husker at han en dag i Buchenwald blev spurgt af en verdslig fange om han kunne tænke sig at få en bibel. Den anden fange havde fundet den i en papirfabrik hvor han arbejdede. Broder Birk tog naturligvis med tak imod tilbudet.

Broder Franke husker også at der i 1943 var en ældre SS-mand (en mand som under tidens pres havde meldt sig ind i SS) der på sin fridag besøgte en række præster og spurgte efter en bibel. De beklagede alle at de ikke længere havde en bibel. Det var blevet aften før han endelig fandt en præst som fortalte ham at han havde en lille Luther-bibel som han havde beholdt af særlige grunde. Men præsten blev så lykkelig over at en SS-mand viste interesse for Bibelen, at han sagde at denne bibel skulle være hans. Næste morgen gav den gråhårede SS-mand bibelen til broder Franke, tydeligvis glad over at han kunne give denne gave til en fange der var i hans varetægt.

Med tiden blev det muligt at smugle nye artikler fra Vagttårnet ind i koncentrationslejrene. I Birkenfeld-koncentrationslejren blev det gjort på denne måde: Blandt fangerne var der en broder som havde kendskab til arkitektur og derfor arbejdede sammen med en civil der var venligt indstillet over for Jehovas vidner. Gennem denne venlige mand fik broderen kontakt med brødre uden for lejren, som snart forsynede ham med de nyeste numre af Vagttårnet.

Vores brødre i Neuengamme havde lignende muligheder. De fleste af de cirka halvfjerds brødre i lejren blev sat til at rydde op i Hamburg efter luftangrebene. Dér i Hamburg lykkedes det dem at skaffe bibler, ja engang fandt de tre i løbet af nogle få minutter. Willi Karger, der selv var med til dette, beretter: „Jeg vil gerne fortælle hvordan en søster fra Döbeln bragte os ekstra åndelig føde. Måtte dette aldrig blive glemt. Hendes broder, Hans Jäger, hørte til vores arbejdshold i Bergedorf i nærheden af Hamburg og blev sat til at arbejde i jernfabrikken Glunz. Det var hårdt arbejde, og vi var under strengt opsyn. Ikke desto mindre lykkedes det broder Jäger at smugle et brev ud og underrette sin søster om hvor han ville være i sin middagsstund. Hans søster tog et tog til Hamburg og ’følte sig’ forsigtigt frem til det sted hvor han arbejdede. Her havde hun held til at give os de ønskede blade i hænde; så på trods af SS-vagterne og takket være Jehovas ledelse kom de værdifulde blade ind i lejren uden at blive opdaget.“

Alle fandt på forskellige metoder, og efterhånden var der adskillige bibler i lejren. En broder skrev til sin hustru i Danzig at han ville være glad for at få en „Elberfelder-honningkage“, og i den næste fødevarepakke (det var mens brødrene i denne lejr endnu kunne modtage sådanne pakker) fik han en bibel, Elberfelder-oversættelsen, omhyggeligt indbagt i en honningkage. Der var nogle som havde kontakt med de fanger der arbejdede i krematoriet. De fortalte at der blev brændt mange bøger og blade dér, så brødrene ordnede det i al hemmelighed sådan at de kunne få bibler og blade i bytte for en del af deres madration.

I Sachsenhausen var der bibler som kom i hænderne på brødre som endnu var i „isolation“. Hvor mærkeligt det end kan lyde viste isolationen sig i dette tilfælde at være en beskyttelse, for det var ikke alene en broder som havde opgaven med at vogte døren der førte ind til isolationsområdet, men denne havde også nøglen, og skulle derfor åbne og lukke døren. Der var syv store borde i et lokale hvor der var plads til seksoghalvtreds brødre. I et godt stykke tid praktiseredes det at en broder gav en kommentar på femten minutter til et skriftsted, mens de andre brødre spiste deres morgenmad. Opgaven gik på skift mellem bordene og de brødre der sad ved dem. Kommentaren var så samtaleemne når brødrene blev tvunget til at stå i timevis ude i gården.

Under den hårde vinter 1939/1940 bønfaldt vidnerne Jehova om åndelig føde, og se — et mirakel! Jehova lagde sin beskyttende hånd over en broder så han, på trods af omhyggelig undersøgelse, var i stand til at smugle tre numre af Vagttårnet ind i „isolationen“ — skjult i sit træben. Brødrene måtte kravle ned under deres senge og læse ved skæret af en lommelygte, mens andre stod vagt både til højre og til venstre, men det var alligevel et bevis for Jehovas vidunderlige ledelse. Som den gode hyrde han er, lader han ikke sit folk i stikken.

I vinteren 1941/1942, da brødrene var blevet løsladt fra „isolation“, ankom på én gang de syv numre af Vagttårnet som behandlede Daniels bog, kapitlerne 11 og 12, det første af dem der behandlede Mikas bog, en bog med titlen „Kreuzzug gegen das Christentum“ (Korstog mod kristendommen), og et nummer af Bulletin (nu Rigets Tjeneste). Det var en sand gave fra himmelen, for de kunne nu sammen med deres brødre i andre lande få en klar forståelse af hvem „Sydens konge“ og „Nordens konge“ er.

Takket være den omstændighed at de fanger der ikke var i „isolation“ havde fri søndag eftermiddag, og fordi lederen af den politiske blok gik hen til de andre barakker for at besøge sine venner denne eftermiddag, var det i adskillige måneder muligt for brødrene at afholde et vagttårnsstudium hver søndag. I gennemsnit var 220 til 250 brødre med til studiet, mens 60 til 70 holdt vagt hele vejen op til lejrindgangen og gav et bestemt tegn når der opstod fare. På denne måde blev de aldrig overrasket af en SS-mand under deres studium. Det studium der blev afholdt i 1942 er uforglemmeligt for alle der var til stede. De vidunderlige forklaringer af profetien i Daniels bog, kapitel 11 og 12, gjorde så dybt indtryk på brødrene at de som afslutning i muntert marchtempo sang Rigets sange, foruden nogle folkesange som de tog med for ikke at give den soldat der stod vagt i et tårn nogle få meter fra barakkerne, grund til mistanke. Det var snarere sådan at han nød den smukke sang. Forestil jer blot: To hundrede og halvtreds mænd som i virkeligheden var fri skønt de var fængslede, sang af hele deres sjæl til Jehovas pris. Mon englene i himmelen sang med?

En lettelse af presset mod dem der var i koncentrationslejr

Skønt blodet af trofaste vidner for Jehova stadig flød ved nazisternes eksekutionscentre helt frem til regimets fuldstændige sammenbrud, begyndte våbnene at blive svagere i hænderne på dem som gang efter gang havde svoret at Jehovas vidner ikke skulle få lov at forlade koncentrationslejrene på anden måde end gennem krematoriets skorstene. Der var også problemer i forbindelse med krigen. Så specielt fra 1942/1943 og fremefter var der perioder hvor Jehovas vidner fik lov at være nogenlunde i fred.

Krigen, som nu var en total krig, havde ændret sig sådan at alle til rådighed stående styrker blev mobiliseret. Af denne grund begyndte man i 1942, i den udstrækning det var muligt, at tage fanger med i projekter som virkede fremmende på økonomien. I denne forbindelse kan anføres en interessant kommentar som SS-føreren Pohl gav til sin chef, Himmler, angående „koncentrationslejrenes tilstand“:

„Krigen har fremkaldt en synlig ændring i koncentrationslejrenes struktur og har fundamentalt ændret deres funktion med hensyn til anvendelsen af fangerne.

Det er ikke længere de rent sikkerhedsmæssige, uddannelsesmæssige eller forebyggende grunde der er de fremherskende grunde til indespærringen af fanger [masseudslettelse nævnes overhovedet ikke]. Hovedvægten lægges nu på den økonomiske side af sagen. Mobiliseringen af alle fanger, i første række til krigsforbundne arbejder (forøgelse af våbenproduktionen) og i anden række til fredsforbundne sager, bliver mere og mere den fremherskende faktor.

De nødvendige skridt der tages er et resultat af denne erkendelse, som kræver en gradvis ændring af koncentrationslejrene fra deres tidligere ensidigt politiske tilsnit til en organisation der opfylder de økonomiske krav.“

Denne ændring forudsatte naturligvis at fangerne skulle have bedre mad hvis de i højere grad skulle bruges til arbejde. Det betød en lindring for brødrene. Myndighederne var også, med få undtagelser, kloge nok til ikke at prøve at anbringe brødrene i våbenfabrikker, men brugte dem i forskellige værksteder, i overensstemmelse med deres færdigheder.

I mellemtiden havde Jehova gjort sin del, for han kan lede menneskenes hjerter — også fjendernes — ganske som det er hans vilje. Himmler er et slående eksempel. I mange år mente han at han alene kunne bestemme over Jehovas trofaste tjeneres liv, men med ét begyndte han at skifte holdning til „bibelstudenterne“. Hans personlige læge, en finsk læge ved navn Kersten, spillede en vigtig rolle.

Massøren Kersten begyndte at få stærk indflydelse på Himmler, der altid var temmelig svagelig. Han hørte at Jehovas vidner blev grusomt forfulgt, og en dag bad han Himmler om at give ham nogle kvinder til at arbejde for sig på hans landsted i Harzwalde, omkring halvfjerds kilometer nord for Berlin. Efter nogen tøven gik Himmler med til det, og senere sagde han ja til endnu en anmodning fra Kersten, denne gang om at løslade en søster fra en koncentrationslejr så hun kunne arbejde i Kerstens andet hjem, som lå i Sverige. Det var først fra disse søstre at Kersten hørte sandheden om forholdene i koncentrationslejrene og om de ubeskrivelige lidelser man især havde udsat Jehovas vidner for, og dét i mange år. Han var ulykkelig over at tænke på at hans massagebehandlinger gang på gang gjorde denne djævel rask nok til at fortsætte sin morderiske fremfærd. Han besluttede derfor at gøre brug af sin indflydelse til i hvert fald i nogen grad at mindske lidelserne for alle disse fanger. Det kan således tilskrives hans indflydelse at titusinder, specielt henimod krigens slutning, blev skånet for tilintetgørelse. Især for Jehovas vidner viste hans påvirkning sig at være yderst gavnlig. Dette kan fremgå af et brev som Himmler skrev til sine nærmeste medarbejdere, de højtstående SS-førere Pohl og Müller. I dette brev, som er stemplet „Hemmeligt“, forekom følgende passager:

„Vedlagt følger en rapport om ti bibelstudenter som arbejder på min læges gård. Jeg har haft lejlighed til at studere sagen om bibelstudenterne fra alle vinkler. Fru Kersten har fremsat et godt forslag. Hun siger at hun aldrig har haft så gode, villige, trofaste og lydige ansatte som disse ti kvinder. Disse mennesker gør meget af kærlighed og venlighed. . . . En af kvinderne fik engang 5,00 rigsmark som drikkepenge af en gæst. Hun tog imod pengene fordi hun ikke ønskede at stille huset i et dårligt lys, og gav dem så til fru Kersten, da det var forbudt at være i besiddelse af penge i lejren. Kvinderne gjorde frivilligt alt det arbejde man forlangte af dem. Om aftenen strikkede de, om søndagen blev de holdt travlt beskæftiget med forskellige andre ting. Om sommeren lod de ikke lejligheden gå fra sig til at stå op to timer tidligere end sædvanlig og samle champignoner, selv om de skulle arbejde ti, elleve og tolv timer om dagen. Disse omstændigheder udfylder mit billede af bibelstudenterne. De er utroligt fanatiske, villige og opofrende. Hvis vi kunne anvende deres fanatisme til gavn for Tyskland eller indgive vore folk en sådan fanatisme, ville vi være stærkere end vi er i dag. Men eftersom de afviser krig, er deres lære naturligvis så skadelig at vi ikke kan tillade den uden at gøre Tyskland den største fortræd. . . .

Der opnås intet ved at straffe dem, for de taler blot om det med begejstring bagefter. . . . Hver afstraffelse tæller som en fortjeneste de har indlagt sig til den anden verden. Det er grunden til at enhver sand bibelstudent uden tøven vil lade sig henrette. . . . Enhver indespærring i et fangehul, enhver sultens lidelse, enhver kuldestraf er en fortjeneste; hver afstraffelse, hvert slag er en fortjeneste de har indlagt sig hos Jehova.

Skulle der i fremtiden opstå problemer i lejren i forbindelse med bibelstudenterne, forbyder jeg lejrkommandanten at idømme nogen straf. Sådanne tilfælde skal indberettes til mig med en kort beskrivelse af omstændighederne. Fra nu af har jeg i sinde at gøre det modsatte og sige til vedkommende: ’Det forbydes Dem at arbejde. De skal have bedre mad end de andre, og De skal ikke lave noget.’

For ifølge disse godmodige galninges tro vil det fortjenstfulde da ophøre, ja tidligere indlagte fortjenester vil blive trukket fra af Jehova.

Det er nu mit forslag at alle bibelstudenter skal sættes i arbejde — for eksempel på en gård, arbejde som intet har at gøre med krigen og alt dens vanvid. Man kan efterlade dem uden bevogtning hvis de får tildelt det rette arbejde; de løber ingen vegne. De kan få tildelt arbejde uden opsyn, de vil vise sig at være de bedste administratorer og arbejdere.

Et andet formål som fru Kersten foreslår at de kan bruges til: Vi kan ansætte bibelstudenter i vore ’Lebensbornheime’ [huse som blev opført til opfostring af børn som SS-folk havde sat i verden for at frembringe et herrefolk], ikke som sygeplejersker eller barneplejersker, men hellere som kokkepiger, husholdersker eller til at arbejde i vaskeriet eller lignende. De steder hvor vi stadig har mænd til at tjene som portnere, kan vi bruge stærke kvindelige bibelstudenter. Jeg er overbevist om at vi i de fleste tilfælde ikke vil have ret mange vanskeligheder med dem.

Jeg er også indforstået med det forslag at bibelstudenter skal fæstes til store familier. Bibelstudenter som er kvalificerede og har de nødvendige evner skal findes, og meddelelse om dem gives til mig. Jeg vil så personligt fordele dem blandt store familier. I sådanne husholdninger skal de ikke bære fængselstøj, men civilt tøj, og deres ophold skal arrangeres på samme måde som tilfældet er med de frie og internerede bibelstudenter i Harzwalde.

I alle disse tilfælde hvor fanger er delvis fri og har fået tildelt sådant arbejde, vil vi undgå skriftlige optegnelser og underskrifter og blot træffe aftalerne med et håndslag.

Send venligst Deres forslag til igangsættelsen af denne aktion, og en rapport derom.“

(Fortsættes i næste nummer)

[Illustration på side 15]

Koncentrationslejren Sachsenhausen

SS-barakker

Mønstringsplads

Cellebygning

Isolation

Aflusning

Gaskammer

Henrettelsesplads

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del