Vandet vi drikker
’DRIKKEVANDET,’ skrev Leonardo da Vinci engang, ’kan være sundt eller usundt, afførende, svovlholdigt, trist, dystert, rødt, gult, grønt, sort, blåt, fedtet, tyktflydende eller tyndtflydende.’
I dag har drikkevandet sjældent mange af disse egenskaber, men alligevel oplyses det at der konstant er omkring en halv milliard mennesker som er syge på grund af det vand de drikker. Det medfører hvert år døden for cirka ti millioner.
Selv udviklede lande, som ellers sætter en ære i at have „rent“ drikkevand, har nu problemer. Moderne landbrug og industri tilfører grundvandet og overfladevandet stadig flere potentielt farlige kemikalier, som er vanskelige at fjerne igen. „Det lader til at alt hvad der gør livet lettere, gør vandet mere snavset,“ sagde en amerikansk ekspert for nylig ved en senatsdrøftelse af problemet.
Livet afhængigt af det
Vand er et af de forunderligste stoffer der findes. Vi kan simpelt hen ikke undvære det. Selve livets eksistens er baseret på det. Det er hovedbestanddelen i næsten alt levende. Omkring to tredjedele af menneskets legeme, tre fjerdedele af dets hjerne og muskler, består af vand.
Det betyder naturligvis at livet fungerer bedst inden for den forholdsvis snævre temperaturramme hvori vandet findes i flydende form. Et sådant miljø hvori der kan eksistere liv, findes, så vidt man ved, ingen andre steder i rummet. Skønt videnskabsmændene mener at der kan være millioner af planeter i rummet, siger bogen Water: The Web of Life:
„Efterhånden som det går op for os hvor usædvanlige forholdene på jorden egentlig er . . . tvivler vi på om vi, selv blandt millioner af planeter, kunne finde et sidestykke til jorden. . . . Øjensynlig er det en ganske særlig række begivenheder der resulterer i en planet med vand i flydende form på overfladen.“
Hvad vandet gør for at opretholde livet i vort legeme, viser hvilken forbløffende væske det er.
Vandets funktion i os
Blodet sidestilles ofte med selve livet. Og interessant nok består over fire femtedele af blodet af vand. De enestående egenskaber vandet er i besiddelse af, gør det velegnet som grundbestanddel i denne livgivende væske. For eksempel kan der opløses flere stoffer i vand end i nogen anden væske. Det har også den særlige evne at det frit kan bevæge sig frem og tilbage gennem legemets cellevægge og medføre de stoffer der er nødvendige for livets opretholdelse. Samtidig tjener det som det middel hvori de komplicerede kemiske reaktioner i cellerne foregår.
Ved disse reaktioner forbrændes den mad vi spiser, og derved udvikles varme, ligesom der udvikles varme ved benzinforbrændingen i en bilmotor. Hvordan kan legemet da hele tiden holde sin normaltemperatur nede på 37° C? På grund af vandet. Hvis vandet i vort legeme var en anden væske — kviksølv, for eksempel — ville varmen i cellerne hæve legemstemperaturen tredive gange så hurtigt som nu! Vandet virker stabiliserende fordi det kræver langt mere varmeenergi end de fleste andre stoffer for at stige i temperatur.
Også på en anden måde tjener vandet til at holde legemets temperatur stabil. Blodets hurtige kredsløb sørger for at varmen fordeles forholdsvis jævnt over hele kroppen, og fører straks overskydende varme ud til huden så den kan afgives til luften. Fryser man derimod, vil de kolde dele af kroppen snart blive tilført velkommen varme fra den varmeenergi der er bundet i legemsvæsken.
Men selv med dette forbløffende system kommer legemet som regel ikke hurtigt nok af med den varme det udvikler. Her kommer endnu en forbløffende egenskab ved vandet ind i billedet — dets evne til at fordampe.
Når vand fordamper, forbruger det omkring 600 gange så meget varme som der skal til for at hæve dets temperatur blot én grad. Man føler den kølende virkning når huden udsættes for en stille brise en varm sommerdag. Eftersom der hver dag fordamper omkring en liter legemsvæske fra os, både gennem huden og gennem lungerne ved åndedrættet, er det store mængder overskydende varme der hele tiden frigøres på denne måde.
På varme dage eller ved anstrengende virksomhed udsondrer svedkirtlerne også væske, måske adskillige liter om dagen. Hvis sveden får lov at sidde på huden og fordampe, fører den store mængder varme med sig væk — et fantastisk kølesystem!
Vort vandbehov
Da vandet er så nødvendigt for vor eksistens, må vi hele tiden holde legemet velforsynet med det. Mens man kan klare sig i helt op til firs dage uden føde, kan de færreste klare sig længere end omkring ti dage uden vand. Ved selv et meget lille fald i legemets vandindhold vil man hurtigt føle sig tørstig. Et vandunderskud på blot en eller to procent kan medføre utilpashed eller smerter. En mangel på fem procent forårsager hudskrumpning, udtørring i munden, og hallucinationer. Et væsketab på 15 procent er som regel dødbringende.
Legemet mister hele tiden vand. Foruden den ene liter om dagen man normalt afgiver gennem huden og ved åndedrættet, udskiller man yderligere halvanden liter eller mere gennem nyrerne og med afføringen. Det man mister ved transpiration og i form af tårer, må lægges til de henved tre liter der normalt skal erstattes hver dag for at man kan opretholde legemets væskebalance.
Vil det sige at man er nødt til at drikke tre liter væske om dagen? Ikke medmindre man sveder stærkt. En tredjedel af det vand man behøver, indtager man i form af „fast“ føde, som ofte hovedsagelig består af vand. Selv brød er cirka en tredjedel vand. Og det er interessant at cellerne selv fremstiller næsten en halv liter vand (H2O) ad kemisk vej når de ved hjælp af ilt (O) forbrænder brinten (H) i den mad man spiser. Af den grund behøver man kun at drikke fem-seks glas væske om dagen — mælk, kaffe, frugtsaft, vand eller andet.
Selv om vand er et af de stoffer der er rigeligst af på jorden, er det dog noget af et job at skaffe drikkevand nok. Da der som nævnt kan opløses mange forskellige stoffer i vandet, må det som regel renses før man kan drikke det.
Hvordan vand gøres til drikkevand
Drikkevand kan sjældent kaldes „rent“ i kemisk forstand, da der næsten altid er opløst nogle luftarter og mineraler i det. For at behandle vand så det bliver både ufarligt og velsmagende, behøver man ikke at fjerne alle urenheder. Nogle af de stoffer der er nødvendige for at vandet kan være sundt og smage godt, er ofte naturligt til stede i godt drikkevand.
Grundvand fra kilder og brønde er ofte — skønt ikke altid — så rent at man uden videre kan drikke det, på grund af den filtrering og rensning der finder sted mens vandet siver ned gennem jordlagene. Selv overfladevand har en tendens til at rense sig selv. Når vand er i bevægelse nedbryder det eventuelle affaldsstoffer ved at opløse og fortynde dem så de bliver uskadelige, og ved at lade de tungere partikler bundfælde sig. Vindens og vandets bevægelser er med til at udlufte vandet så det afgiver uønskede luftarter og optager ilt.
Optagelsen af ilt har betydning for en forbløffende „udrådningsproces“ der foregår trin for trin i både rindende og stillestående vand. Ilten kan direkte ilte eller „forbrænde“ affaldsstoffer og neutralisere dem, eller — og det er det almindeligste — den kan holde liv i nogle bakterier der nedbryder affaldsstofferne og uskadeliggør dem.
Processen fortsætter med at mikroskopiske livsformer fortærer bakterierne og derved renser vandet yderligere. Sollyset kan nu lettere trænge igennem; dette fremmer væksten af grønne alger, som også fortærer visse forurenende stoffer og samtidig afgiver store mængder ilt. Små vanddyr lever af algerne og fuldfører således kredsløbet. Det er på den måde fersk vand kan rense sig selv.
Men ligesom ens mave kan komme i uorden hvis man spiser for meget af de forkerte ting, kan der også komme uorden i dette forbløffende rensningssystem i naturen. Når regnen falder på markerne, optager vandet ofte kemiske rester af kunstgødning og skadedyrsbekæmpende midler, og hvor vandet samles får disse urenheder tilmed selskab af en lang og ny række affaldsstoffer fra industrien, med det resultat at vandreserverne overfyldes af kemikalier i en variation og mængde som ofte langt overstiger den kapacitet naturens rensningssystem har. At vandet kan rense sig selv, siger bladet Preventive Medicine and Public Health, er derfor „i bedste fald kun den halve sandhed, og det er før i tiden alt for ofte blevet brugt som en undskyldning for at acceptere farligt vand“. Næsten alle byer og kommuner i de udviklede lande behandler nu vandet før det sendes ud til forbrugerne.
Ofte efterligner man den rensningsproces der foregår i naturen. Det første led i behandlingen er som regel luftningen. Ved at give vandet et frit fald gennem luften, ved at sprede det i kaskader eller ved at lade luft boble gennem det, sørger man for at det optager så meget rensende ilt som muligt. Derefter tilsættes nogle kemikalier som får urenheder og bakterier til at klumpe sig sammen i såkaldte fnug. Som følge af denne koagulering synker urenhederne lettere til bunds, hvilket fuldføres ved en decideret bundfældningsproces. Derefter bliver vandet filtreret, som regel gennem sandfiltre, der fjerner de resterende fnug og de fleste andre urenheder. Til sidst desinficeres vandet, som regel med klor, som dræber de fleste levende organismer der er tilbage.
Problemer
Man skulle tro at denne proces var tilstrækkelig til at fjerne alle farlige urenheder fra drikkevandet. Men en række undersøgelser foretaget af det amerikanske miljøbeskyttelsesvæsen har for nylig vist at små mængder af mange forskellige kemiske forbindelser alligevel når frem til vandhanerne i en række større byer. Nogle få af disse forbindelser vides at fremkalde kræft. Og ironisk nok mener man at flere af dem stammer fra det klor man netop tilsætter vandet for at gøre det drikkeligt!
Nogle læger fremfører endda vidnesbyrd om at klor kan være medvirkende til at fremme kolesterolaflejringen i menneskets blodkar, en tilstand der menes at være årsag til slagtilfælde og hjertesygdomme. Dr. Joseph M. Price siger i sin bog Coronaries/Cholesterol/Chlorine at det er „et af historiens største paradokser“ at en sundhedsforanstaltning der redder mange menneskeliv, „også utilsigtet er skyld i mange af de kroniske lidelser der kommer med alderen“.
Skønt der ikke er fuld enighed om disse konklusioner foretrækker hundreder af byer i Europa, Sovjetunionen, Canada og Japan at benytte alternative metoder til at desinficere deres vandforsyning. I Nice i Frankrig begyndte man for eksempel at benytte ozon i stedet for klor allerede i 1906, og i Paris har man gjort det siden 1968. Ozon er en ustabil iltform der reagerer voldsomt i forbindelse med vand, hvorved eventuelle urenheder hurtigt iltes; og der bliver ikke noget spor af ozon tilbage i vandet. I Danmark benyttes denne metode, kombineret med tilsætning af en vis mængde klor, af Gentofte kommunes vandværk ved Sjælsø.
Andre går ind for at benytte korn af aktivt kul i stedet for, eller foruden, det almindeligt brugte sand i filtrene. Aktivt kul har en særlig kemisk evne til at tiltrække eller „adsorbere“ urenheder. Blot et enkelt kilo siges at have en overflade på omkring 800.000 kvadratmeter som tiltrækker urenheder.
Lægebehandling via vandforsyningen
Skal borgerne underkastes tvungen lægebehandling via drikkevandet? Over halvdelen af U.S.A.s borgere drikker nu fluortilsat vand, og børnene i de pågældende områder siges at have under halvt så mange huller i tænderne som andre børn.
Metoden har dog stadig sine modstandere. De indvender at flertallet ikke har nogen glæde af fluor i drikkevandet, fordi det kun gavner unge mennesker. Og fordi nogle drikker mere vand end andre, udsættes de i højere grad for de farer der hævdes at være — mongolisme, kræft, nedsættelse af levealderen, med mere. De fleste lægelige autoriteter afviser ganske vist disse anklager, men modstanderne siger at folk i det mindste bør have frihed til selv at vælge.
Nogle er for en sikkerheds skyld gået over til at købe vand på flasker. Nylige undersøgelser tyder imidlertid på at man ikke engang kan gå ud fra at alt vand på flasker er helt ufarligt. I bladet Medical World News foreslår en læge at man koger sit drikkevand for at drive eventuelt frit klor ud af det. Men selv ved at koge vandet er det ikke sikkert at man kommer af med alle skadelige stoffer i det.
Et ligevægtigt syn
Det er derfor klogt at have et ligevægtigt syn på det vand man drikker. Det er trods alt begrænset hvad man kan gøre for at sikre sig at det er helt rent. Nogle steder er luften jo også så forurenet at det nedsætter levealderen, men derfor er det alligevel upraktisk at gå med gasmaske.
I stedet for at gå så højt op i den slags at man mister det egentlige af syne, bør man i disse problemer se et bevis på at menneskenes bestræbelser altid slår fejl når de ikke er i harmoni med de vidunderlige kredsløb der er nedlagt i naturen. Samtidig kan vi dog nære tillid til at den der har skabt disse kredsløb, snart vil sørge for at de atter kommer til at virke i overensstemmelse med hans hensigt, nemlig når han ’ødelægger dem der ødelægger jorden’. — Åb. 11:18.
Til den tid vil jordens vandbeholdning opretholde menneskers og dyrs liv uden at volde smerte, sygdom eller død. Og den foranstaltning Gud har truffet for at mennesker til den tid kan leve evigt på jorden, skildres rammende som „en flod med livets vand, klar som krystal“, og der siges: „Lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ — Åb. 21:1-5; 22:1, 17.