Vi betragter verden
Statue af Hadrian
● I slutningen af juli sidste år fandt en amatørarkæolog en legemsstor bronzestatue af den romerske kejser Hadrian i en mark nær ved Bet-Sjan i Israel. Morton Leventhal, en besøgende børsmægler fra New York, hørte sin medbragte metaldetektor give lyd fra sig, hvorefter han begyndte at grave — og fandt hovedet af statuen fra det andet århundrede, liggende med ansigtet nedad. Statuen var i stykker, men det anses ikke for at være nogen vanskelig opgave at samle den igen. Den menes at være titusinder eller hundredtusinder af kroner værd. Den er foreløbig blevet dateret til et sted mellem år 117 og 138 e.v.t. (kejser Hadrians regeringstid).
To officielle sprog
● I Peru er der nu to officielle sprog — spansk og quechua. Millioner af indianere i Peru, Bolivia, Ecuador og det nordlige Argentina og Chile taler quechua, et gammelt sprog som spredte sig til hele området omkring Andesbjergene på inkaernes tid. I begyndelsen af juni sidste år blev det Perus andet officielle sprog. Peru er nu det andet land i Latinamerika som har to officielle sprog. I Paraguay benyttes nemlig både spansk og guarani.
Sent i seng?
● Folk har forskelligt søvnbehov, men de der gør det til en vane at gå sent i seng, ødelægger måske deres helbred. Ifølge New Orleans Public Service Inc. kan de komme ud for forstyrrelser af syn og hørelse, de kan blive mere irritable, og deprimerede. Sidst men ikke mindst kan resultatet blive totalt sammenbrud.
„Bortgået . . .“
● Et bureau for efterlysning af forsvundne personer i New York anslår at der hvert år er mellem 250.000 og 1.000.000 voksne i Amerika der forlader deres hjem. Det er mennesker som kommer til den slutning at de ikke kan hamle op med tingene mere, og så går de hjemmefra uden varsel. Af bureauets arkiver fremgår det at den typiske ’bortgåede person’ i New York, for mændenes vedkommende, er i fyrrerne eller først i halvtredserne, uddannet på college; han er aggressiv, har et administrativt job i „mellemklassen“ eller er sælger, og han tjener omkring 150.000 kroner om året. Faktorer som pres, økonomiske problemer, dårligt familieliv og utilfredshed med arbejdet spiller ind. Disse mænd der går bort, søger sædvanligvis en mere enkel tilværelse, men resultatet bliver ofte at de, på grund af økonomisk nød, ender i samme profession som de var i før. For kvindernes vedkommende er den typiske bortgåede person midt i trediverne, hun blev gift i en ung alder, fik flere børn tidligt i ægteskabet og har været husmoder i omkring 15 år.
Kontokøb i Sovjetunionen
● At købe på konto i forskellige forretninger har længe været meget udbredt i den vestlige verden. I Sovjetunionen tillades det nu også at købe visse varer på konto, især dyrere varer. Men der er en forskel: Når en kunde køber noget på afbetaling i Sovjetunionen, giver forretningen besked til vedkommendes arbejdsplads, hvor man så automatisk trækker afdragene fra i den ansattes løn indtil gælden er betalt.
Templer ødelagt af jordskælv
● Et jordskælv af 30 sekunders varighed som ramte det centrale Burma den 8. juli 1975, har fået mange religiøse templer til at synke i grus. Rystelserne voldte især ødelæggelser i Pagan, som ligger sydvest for Mandalay, ved den østlige bred af Irrawaddyfloden. I Pagan, som engang var kongelig hovedstad, var der i forgangne århundreder omkring 5000 templer, og over 2200 af dem kan stadig ses, enten som ruindynger eller som mere eller mindre velbevarede bygninger. Jordskælvet voldte skader på over halvdelen af de 500 vigtigste religiøse bygninger i Pagan, meddeles det. Til det ødelagte hører den gigantiske „siddende Buddha fra Thandawgya“; hovedet mangler, og torsoen er næsten knust.
„Katolikker falder fra i stigende tal“
● Denne overskrift stod i den katolske avis The Catholic Herald Citizen. I artiklen, som var skrevet af den katolske præst Andrew Greeley, stod der at „næsten en femtedel af dem der er opdraget som katolikker [i USA] ikke længere anser sig for at høre til kirken“. Præsten fortæller at der i 1955 skete et frafald på syv procent, men at tallet i 1973 var fordoblet til 14 procent. Han siger at frafaldet „åbenbart stadig stiger“. Han kalder det for „et dødsens alvorligt problem for katolicismen i Amerika“ og tilføjer: „Folk forlader simpelt hen kirken i skarevis, og det bliver tilsyneladende ved på den måde.“
Østersø-forurening
● På en kongres for Den nordiske Sportsfiskerunion fortalte miljøkonsulent Børge Christensen at seks ud af syv drægtige sæler i Østersøen aborterer på grund af forurening. Desuden er Østersøens iltindhold så lavt at stortorskens gydepladser er på vej til at blive ubrugelige. — Politiken, 2. november 1975.
Trafikdød
● Hvert år kræver trafikken omkring en kvart million menneskeliv verden over. Mere end syv millioner bliver såret i sværere eller lettere grad. Et spørgsmål som trafikforskere endnu ikke helt har opklaret, er hvorfor unge i alderen mellem 15 og 25 år kommer ud for flere alvorlige ulykker end ældre. De unges reaktionsevne og deres fysiske og psykiske tilstand skulle teoretisk gøre dem til bedre motorførere end de ældre. Men statistikken siger noget andet.
Kaffemangel ventes
● I 1975 blev kaffetræerne i Brasilien stærkt medtaget af frost. Det forventes at høstudbyttet i de to derpå følgende år vil være nedsat, så kaffepriserne vil stige over hele verden. Høsten i 1975, som blev indsamlet før frosten satte ind, anslås til at være omkring 23 millioner sække. Man forventer kun 8 til 12 millioner sække i år.
Militærudgifter
● Japan bruger efter sigende mindre til rustning end noget andet industriland i verden undtagen Danmark, nemlig under én procent af nationalindkomsten. I gennemsnit pr. indbygger bruger Japan 198 kroner om året, Sovjetunionen 2112 kroner, De forenede Stater 2424 kroner, og Israel 2808 kroner.
Svenske præsters ægteskab
● En svensk teologistuderende, Kenneth Landelius fra Lund, har spurgt den svenske kirkeminister om denne vil omstøde en afgørelse fra biskopperne om samvittighedsægteskab hos præster, så han kan blive ordineret til præst selv om han kun bor „papirløst“ sammen med sin „hustru“. Kirkeministeren svarede nej; svenske præster skal altså fortsat være lovformeligt gift med deres hustru. Kenneth Landelius er skuffet men vil ikke „lade sig tvinge ind i noget kirkeligt velsignet ægteskab“. Han siger: „Jeg fortsætter mine teologiske studier i håb om en ændring. Vores kirke og kristenhed behøver en total forandring og et helt nyt ansigt i en verden, som bløder.“ (Kristeligt Dagblad, 4. november 1975) I Danmark er der som bekendt præster som lever i „papirløst ægteskab“ sammen med deres mand/hustru.
Unødige operationer på grund af hysteri
● Ifølge overlæge Vagn Zahle foretages der en hel del operationer som ikke er nødvendige; årsagen er at visse patienter viser nogle symptomer som ikke er reelle men skyldes hysteri. Hos kvinder kan indbildte underlivslidelser resultere i fjernelse af livmoderen og æggestokkene. Indbildte symptomer kan også medføre at patienterne indtager alt for store mængder af stærk medicin. Hysteri er langt hyppigere end man tror, siger overlæge Zahle og fortsætter: „Det er farligt at miskende hysteri, fordi patienten bliver behandlet for en mængde sygdomme, han ikke har. Man kan dø af hysteri, fordi man kan dø af de behandlinger, det giver anledning til. Der kan også ske det, at når de pågældende patienter virkelig bliver syge, erkender lægen det ikke, fordi han fortsat tror, der er tale om hysteri. Man hjælper ikke hysteriske patienter ved at gå ind på deres ideer. Tværtimod må den egentlige sammenhæng gøres dem klar.“ — Politiken, 8. december 1975.
Disciplinen i skolerne
● Ifølge Berlingske Tidende har Gallup-Instituttet foretaget en undersøgelse af hvad forældre til skolesøgende børn mener om disciplinen i skolerne. Resultatet var at 71 procent ønskede mere disciplin, og 70 procent mente at lærerne skulle have mulighed for at straffe børnene. — Kristeligt Dagblad, 10. december 1975.
Melder sig ud af hensyn til eksamen
● Elever i gymnasierne i Danmark kan fritages for at deres årskarakter i faget religion tæller med til studentereksamen, hvis de er udmeldt af folkekirken. Ifølge Kristeligt Dagblad den 10. december 1975 har det resulteret i en del udmeldelser. Formanden for religionslærerforeningen i gymnasieskolerne, H. M. Holt, siger at det er noget der „nærmest finder sted lokalt og da af epidemisk karakter. Når dillen griber om sig, kan en hel klasse blive sur“. Han tilføjer: „Men når en lærer skal opleve, at en elev truer med at udmelde sig, hvis han ikke får mindst syv i årskarakter i religion, er vi inde på et misbrug af en fritagelseslov. Der har visse steder været grelle eksempler, hvor elever, dagen før de skulle have deres karakter efter at have deltaget i undervisningen hele tiden meldte sig ud og ønskede at blive strøget af listen.“
Destruktion af fisk
● I løbet af de første otte måneder af 1975 blev der landet 167.000 tons fisk i danske havne. Men 6500 tons blev ødelagt ved hjælp af rød farve, fordi fisken ikke kunne opnå Fællesmarkedets mindstepriser. — Politiken, 6. november 1975.