Hvad siger Bibelen?

Er det forkert at lære judo eller karate?

MANGE steder på jorden har interessen for judo og karate taget et voldsomt opsving. Hvad er grunden hertil? Og hvad siger Bibelen med hensyn til at lære sådanne færdigheder?

Nogle steder bliver judo og karate udelukkende betragtet som former for „sport“ der giver gavnlig motion. Nogle som er interesseret i at holde sig i god fysisk form vil måske derfor mene at det kan sammenlignes med svømning eller gymnastik.

Der er dog ingen tvivl om at en væsentlig grund til interessen for judo og karate er håbet om at disse former for kampteknik om nødvendigt kan bruges i selvforsvar. I mange lande er folk bange for at blive slået ned eller overfaldet. Mange mænd og kvinder er af den opfattelse at det kan være en beskyttelse at have lært judo eller karate.

For at vurdere spørgsmålet på en afbalanceret måde er det godt at tænke på hvad judo og karate er, hvad der danner baggrund for disse færdigheder og hvad det indebærer at kunne mestre dem.

Judo og karate er former for en ubevæbnet nærkampteknik der kan spores tilbage til Japan. Disse former for nærkamp eller selvforsvar omtales som bushido, hvilket betyder „krigerens vej“. Et leksikon forklarer at bushido „har sin oprindelse i buddhismen, shintoismen og konfucianismen“. Før i tiden blev japanske krigere oplært i disse former for kampteknik, så de med deres bare hænder kunne besejre bevæbnede eller ubevæbnede fjender.

Både judo og karate har således deres rod i vold, anvendt enten til angreb eller forsvar. Encyclopædia Britannica (1971) beskriver jiu-jitsu, hvorfra den moderne form kaldet judo har udviklet sig, således: „Et kampsystem uden våben. Formålet er at gøre fjenden ukampdygtig eller om muligt dræbe ham.“ Og i Illustrated World Encyclopedia hedder det: „Formålet med judo er at dræbe eller i den grad lædere en angriber at han bliver fuldstændig forsvarsløs.“

Karate er endnu mere voldsom og farlig. Som E. J. Harrison siger:

„Karate ligner både jiu-jitsu og judo. Men som en ren og skær ’kampteknik’ der tager sigte på at gøre det af med en fjende på kortest mulig tid, idet alle kneb gælder, mener jeg vi må indrømme at den overgår dem begge med hensyn til dødbringende virkning. Grunden til dette er at et eneste karateslag der tildeles for alvor, er i stand til at dræbe offeret sikrere og hurtigere end både jiu-jitsu og judo.“ — The Fighting Spirit of Japan, s. 74.

Der er ingen tvivl om at antallet af voldshandlinger tiltager overalt i verden; det kan og bør vi ikke ignorere. Men skal en der ønsker at indrette sin tankegang og handlemåde efter Bibelen føle sig tvunget til at ty til sådanne former for kampteknik? Og selv om man først og fremmest er interesseret i at holde sig fysisk i form, er det så tilrådeligt at dyrke netop denne slags træning?

Bibelen fordømmer ikke kategorisk selvforsvar, end ikke brugen af magt, om nødvendigt. Men de der er autoriteter med hensyn til hvordan man bør beskytte sig mod forbrydelser, understreger ofte at det ikke er det klogeste at sætte sin lid til et våben — hvad enten det er et gevær, en kniv eller forskellige former for kampteknik som for eksempel judo eller karate. I de fleste tilfælde er det først og fremmest nødvendigt at man træffer rimelige forholdsregler for at undgå farlige situationer. Sund fornuft er sædvanligvis en langt større beskyttelse end fysisk overlegenhed eller våben. Bibelen tilskynder ikke den kristne til at stole på sin egen styrke, men til at sætte sin lid til Jehova i erkendelse af at Han, selv i kritiske tider, er i stand til at skænke sine tjenere den fornødne visdom. — Jer. 17:5; Fil. 4:6, 7.

I Ordsprogene 3:31 hedder det: „Misund ikke voldsmanden, vælg heller ikke nogen af hans veje.“ (NW; dansk rev. overs. af 1871) Kristi vejledning og eksempel viser at han var af samme opfattelse og at han handlede i overensstemmelse med dette ordsprog. (Joh. 8:59; 10:39; Matt. 10:23) Kristne søger derfor at undgå situationer hvor de kan blive udsat for vold. Når de står over for truslen om vold vælger de at flygte hvis det kan lade sig gøre. Derved viser de at de ikke søger at gengælde „ondt med ondt“ eller tager retten i deres egen hånd, men at de venter på at Jehova skal udøse sin vrede over de onde. — Rom. 12:17, 19.

Et lignende princip som Jehova også med hensigt indbefattede i sit ord, er: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Rom. 12:18; 1 Pet. 3:11) Den der følger dette råd vil afgjort tage i betragtning hvordan det gælder i forbindelse med en oplæring i „krigerens vej“. Han eller hun vil også tage hensyn til hvad naboer og andre vil tænke når de ser at en kristen som går ind for ikke at opøve sig til krig, vælger at lære den ubevæbnede nærkamps militaristiske eller martialske teknik. (Es. 2:4) Nogle har ganske vist fremført at man udelukkende ville lære denne teknik for at kunne forsvare sig. Men selv inden for militæret bliver mange af de våben og de træningsøvelser (deriblandt judo og karate) som er beregnet til „selvforsvar“, også anvendt til angreb.

I Japan har man i de senere år krævet at børn i skolen lærer judo og kendo (fægtekunst). I japanernes bevidsthed er disse former for kampteknik imidlertid umiskendeligt forbundet med militarisme. Unge indviede kristne Jehovas vidner undlader derfor at tage del i denne oplæring. Nogle skolemyndigheder har taget det fornuftige standpunkt ikke at tvinge disse elever til at deltage i noget de betragter som værende i konflikt med formaningen om at ’smede sværd til plovjern og ikke øve sig i våbenfærd mere’. — Mika 4:3.

Hvad enten man betragter oplæring i judo eller karate som et middel til selvforsvar eller blot som legemsøvelse, er der en anden faktor man ikke bør overse. En japansk skribent forklarer: „Jiu-jitsu-kunsten er en vigtig forbundsfælle på slagmarken. Selv når man træner bør man prøve at forestille sig at ens modstander er en virkelig fjende.“ Jesus Kristus gav imidlertid følgende råd: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ — Matt. 5:44, 45.

Uanset hvilket motiv man har til at overveje at lære judo eller karate, bør man tænke på hvordan denne oplæring kan påvirke ens udsyn. Vil det hjælpe en til at anvende Jesu ord om at ’elske sine fjender’ eller snarere forstærke den modsatte indstilling?

Den enkelte må selv afgøre om han vil udføre særlige legemsøvelser for at holde sig i form, og hvilke sportsgrene han vil vælge. Apostelen Paulus’ vejledning til Timoteus lød: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Tim. 4:8.

Sport eller legemsøvelser bør derfor ikke få lov til at fortrænge eller overskygge ens interesse for det åndelige. Fysiske adspredelser bør ikke indtage førstepladsen i ens liv. Den kristne ved at det der giver løfte om evigt liv, hverken er legemlig opøvelse, økonomisk position eller noget lignende. Det der fører til evigt liv er en oprigtig værdsættelse af Bibelens principper, et liv i gudhengivenhed, og fred med Gud. — 1 Tim. 6:6-8, 11, 12.