Hvad menneskets Skaber har i sinde

DET har aldrig været Guds hensigt at mennesket blot skulle leve nogle få år på jorden og så dø. Bibelen viser klart at det han stillede de første mennesker i udsigt, var evigt liv på jorden. Et „livets træ“ i deres dejlige parklignende hjem tjente som et symbol på Skaberens uforanderlige garanti om liv til dem han dømte værdige til at få del i dets frugt. — 1 Mos. 2:9; 3:22.

I dag eksisterer der ikke noget bogstaveligt „livets træ“ noget sted på jorden. Borte er også det smukke paradisiske hjem som de første mennesker, Adam og Eva, kunne glæde sig over da de var fuldkomne. Betyder dette at Guds hensigt med mennesket har ændret sig?

De forhold vi ser i dag kunne godt få nogle til at mene at Gud har skiftet mening med hensyn til jorden og menneskeslægten. Men man skal ikke lade sig bedrage. Guds ord, Bibelen, giver os en positiv forvisning om at der ikke har været nogen ændring i Skaberens hensigt. Vi læser: „Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det?“ (4 Mos. 23:19) „Thi jeg, [Jehova], er ikke blevet en anden.“ — Mal. 3:6.

Det at mennesker har været døende i tusinder af år, bekræfter faktisk pålideligheden af hvad Gud har sagt. Hvordan det? Jo, Adam fik denne besked vedrørende følgerne af ulydighed: ’Du skal visselig dø.’ (1 Mos. 2:17) Idet Adam gav efter for sin hustrus overtalelse, overtrådte han Guds lov. Skaberen holdt sit ord og dømte Adam til døden den selv samme dag. Gud sagde: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mos. 3:19.

Da Adam og hans hustru fik lov til at leve en tid og sætte børn i verden, kom en døende menneskeslægt ind i tilværelsen. Da Adam havde mistet sin ret til at leve, kunne han ikke give den videre i arv til sit afkom. Det er grunden til at Bibelen siger: ’Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ — Rom. 5:12.

Guds dom over Adam har således vist sig at være sand, og vi føler stadig dens virkninger. Skulle vi så ikke forvente at den Almægtiges hensigt, at lade menneskeslægten leve for evigt på en paradisisk jord, også vil blive gennemført? Ganske givet!

I overensstemmelse med sin oprindelige hensigt om at mennesket skulle leve og ikke dø, giver Bibelen denne forsikring: „Han [Gud] opsluger døden for stedse.“ (Es. 25:8) Menneskeslægten vil derfor blive genrejst til den fuldkommenhed som Adam og Eva engang kunne glæde sig over.

Grundlaget for genoprettelse

For mange århundreder siden blev grundlaget for denne genoprettelse lagt af Gud selv. Eftersom Adam ved sin ulydighed forspildte menneskeslægtens ret til at leve, traf den Højeste foranstaltninger til at genløse den. Han overførte sin ypperste søns liv fra himmelen til den jødiske jomfru Marias moderskød. Lægen Lukas fra det første århundrede beretter hvad Maria fik at vide lige før sin mirakuløse undfangelse: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ — Luk. 1:35.

Denne søn, Jesus Kristus, bevarede en fejlfri lydighed over for sin Gud og Fader. Da han gav afkald på sit menneskeliv, blev han derfor i stand til at tilbagekøbe retten til at leve, en ret som Adam havde forspildt for alle sine efterkommere. Herom fortæller Bibelen: „Derfor, altså, ligesom følgen for mennesker af alle slags, ved én overtrædelse, blev at de fordømtes, således er også følgen for mennesker af alle slags, ved én retfærdiggørelseshandling, blevet at de erklæres retfærdige til liv. For ligesom de mange gennem det ene menneskes ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes lydighed blive stillet som retfærdige.“ — Rom. 5:18, 19.

At Jesus Kristus bevarede en fejlfri opførsel som menneske beviste at dette var muligt for fuldkomne mennesker. På dette grundlag kunne Gud betragte selv ufuldkomne mennesker som retfærdige, hvis de viste en lignende hengivenhed som hans Søn havde gjort. For hvis disse hengivne personer også var fuldkomne, ville de ligeledes være i stand til at bevare en absolut dadelfri opførsel. Fra nu af havde Jehova Gud et grundlag for at bringe menneskeslægten i enhed med sig gennem sin Søn.

Hvorfor er der gået så mange hundrede år?

Men hvorfor finder vi, århundreder senere, at vi stadig plages af svagheder og ufuldkommenheder? Grunden til dette er at Gud har en bestemt tid hvor han vil gribe ind. Jesus Kristus sagde til sine loyale disciple efter sin opstandelse fra de døde: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ — Apg. 1:7.

Vi må derfor vente tålmodigt på Guds tider og stunder, og ikke se på tingene ud fra et menneskeligt synspunkt. Hvis et menneske gerne vil nå et bestemt mål, må det handle inden for et forholdsvis kort tidsrum. Da levetiden er begrænset, kan det ikke tillade sig at udsætte en sag i det uendelige.

Skaberen er imidlertid ikke på nogen måde begrænset af tid. For ham er tusind år „som dagen i går, der svandt, som en nattevagt [fire timer]“. (Sl. 90:4) Han er „fra evighed til evighed“. (Sl. 90:2) Han skal ikke kæmpe med usikkerhedsmomenter. Fremtiden er ikke noget ubeskrevet blad for ham. Bibelen taler om ham som den „der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. (Es. 46:10) Jehova Gud kan derfor tage fortiden, nutiden og fremtiden i betragtning når han skal afgøre hvornår det er bedst at gribe ind til gavn for menneskeslægten. Eftersom han også kan oprejse fra de døde, så kan det ikke være til varig skade for menneskeslægten at han endnu ikke har fuldført den lovede genrejsning. Der er derfor intet som tvinger den Højeste til at handle før hans tid er inde, den rette tid.

Kan vi på nogen måde få at vide præcis hvornår vi kan forvente udfrielse fra vore svagheder og ufuldkommenheder? Bibelen viser at dette vil finde sted når det nuværende ugudelige system er tilintetgjort og erstattet med en retfærdig ny orden. „Dagen og timen“ for eksekveringen af Guds dom over den nuværende ordning er ikke blevet åbenbaret i Bibelen. (Matt. 24:36-42) Men Bibelen fortæller om den situation der ville foreligge lige før denne begivenhed.

Vi læser: „Men dette skal du vide, at i de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed.“ (2 Tim. 3:1-5) Er det ikke sandt at de forhold der her omtales, virkelig findes i dag og at de gør livet mere og mere vanskeligt for mennesker? Viser dette ikke at Guds tid til at bringe disse „sidste dage“ til afslutning er meget nær?

En storslået hensigt skal virkeliggøres

Efter afslutningen på denne ordning har Jehova Gud i sinde at genrejse den menneskelige familie til fuldkommenhed gennem sin søn, Jesus Kristus, og et råd af himmelske herskere, hvis medlemmer er blevet købt fra jorden. De der udgør denne regering er mænd og kvinder der har vist sig urokkeligt loyale over for Gud og uselvisk interesseret i deres medmennesker. — Åb. 14:5.

Jesus Kristus og hans dadelfri medregenter vil tage sig af jordens anliggender umiddelbart efter at den nuværende ufuldkomne tingenes ordning er fjernet fra denne jord. Det betyder at de der ødelægger jorden, selv vil blive ødelagt. (Åb. 11:18) Derefter vil de der overlever tilintetgørelsen af dem der ødelægger jorden, komme til at opleve vidunderlige forandringer. De vil blive genstand for Jesu Kristi og hans medregenters omsorg „i tusind år“. (Åb. 20:6) I løbet af denne tid vil jorden blive forvandlet til et paradis. Alle fortidens vanskeligheder og lidelser er borte. Og de døde vil blive oprejst. Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, beskriver hvad Gud vil gøre ved hjælp af sin himmelske regering:

„Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ — Åb. 21:4.

Ja, hvor vidunderlig er ikke udsigten til at erfare opfyldelsen af Guds oprindelige hensigt — at se menneskeslægten genrejst til fuldkommenhed og denne jord forvandlet til et smukt paradisisk hjem! Er der noget De kan gøre nu for at få del i den sikre opfyldelse af denne hensigt?

[Illustration på side 9]

Jehova Gud skabte mennesket til at leve, ikke til at dø, og anbragte de første mennesker i et dejligt, parklignende hjem, et paradis