Zionismen — opfylder den Bibelens profetier?

MANDAG den 10. november 1975 skete det! Forvarslerne havde ellers været tydelige, men som et jordskælv rystede det hele kristenhedens og jødedommens verden. De forenede Nationers generalforsamling vedtog med dobbelt så mange ja- som nej-stemmer en resolution der erklærede zionismen for en form for racisme og raceforskelsbehandling.

Tooghalvfjerds medlemslande stemte for resolutionen, mens femogtredive stemte imod. Toogtredive nationer undlod at stemme, tre var fraværende. Blandt tilhængerne taltes de kommunistiske lande, med undtagelse af Rumænien, der var fraværende. De fleste asiatiske lande stemte ja sammen med Cypern, Tyrkiet, Guyana, Portugal og Mexico. De fleste afrikanske lande gik ligeledes ind for at fordømme zionismen.

Modstanderne af resolutionen mønstredes hovedsagelig i landene inden for kristenheden, deriblandt de ni nationer i det europæiske fællesmarked, de øvrige skandinaviske lande, adskillige lande inden for det britiske statssamfund samt De forenede Stater.

Hvad er zionismen? Hvorfor fordømte man den? Af de i denne forbindelse udsendte nyhedsmeddelelser fremgår det at zionismen er „bevægelsen til oprettelse af et nationalt hjemsted for jøderne i Palæstina, virkeliggjort ved dannelsen af Israel og søgt udbredt som den jødiske stats og dens tilhængeres hovedtanke“.

Synspunkter for og imod

Resolutionens indhold fik straks bølgerne til at gå højt. Den israelske ambassadør Chaim Herzog rev i raseri resolutionen i stykker for øjnene af hele forsamlingen. U.S.A.s tidligere ambassadør Daniel P. Moynihan anklagede vredt generalforsamlingen for at have øvet en „skændselsdåd“. Optøjer og demonstrationer opstod mange steder i protest mod FN-beslutningen.

Mange betragtede den som et direkte slag mod jøderne og jødedommen. Ambassadør Chaim Herzog knyttede således zionismen sammen med jødisk religion: „Det zionistiske ideal, som det fremgår af Bibelen, har været og er stadig en uadskillelig del af den jødiske religion.“ Og ved et konvent i Atlantic City fordømte 3000 ortodokse jøder resolutionen idet de karakteriserede den som „et forsøg på at nægte det jødiske folk dets gudgivne ret til det hellige land, og som sådan en afskyelig handling rettet imod hele det jødiske folk“.

Resolutionens tilhængere bestred imidlertid at afstemningen var vendt imod jødedommen og jøderne. De hævdede at i deres øjne er zionismen en politisk ideologi og ikke en religion. Det er den zionistiske politik, siger de, der tvang tusinder af palæstinensiske arabere bort fra deres hjemland. „Det der irriterer araberne mest,“ bemærkede Time magazine for 24. november 1975, „er den israelske hjemvendelseslov, ifølge hvilken borgerskab øjeblikkelig tilstås enhver jøde der kommer til Israel fra et eller andet sted i verden, mens de palæstinensiske arabere, der måtte forlade deres hjemland under krigen i 1948, i de allerfleste tilfælde stadig er udelukket fra at vende tilbage.“

Møder modstand fra religiøse jøder

Er zionismen en religiøs bevægelse? Har den noget at gøre med de bibelprofetier der taler om at jøder skal vende tilbage til deres hjemland?

De ældre jødiske rabbinerskrifter nævner rigtigt nok at jøderne engang i fremtiden skulle vende tilbage til det forjættede land under Messias’ ledelse. I begyndelsen af det nittende århundrede nåede visse jøder imidlertid til den opfattelse at dette kun kunne ske ved menneskers egen indsats, ikke ved en mirakuløs indgriben fra himmelen.

Rabbi Judah Alkalai (1798-1878) var en af dem der delte den opfattelse. Det fremgår af Encyclopaedia Judaica at Alkalai omkring midten af det nittende århundrede „blev overbevist om at messiastiden var inde og at forløsningen skulle opnås ved menneskers indsats . . . han søgte at få folk til at stille sig bag en organiseret bosættelse af jøderne, eller et udsnit af dem, i deres hjemland og at udstyre dem med de til en moderne stat hørende særlige kendetegn“.

Lige fra begyndelsen var der imidlertid mange jøder der af religiøse grunde tog afstand fra zionismen. Hvorfor det? The Jewish Encyclopedia udtaler: „Til at begynde med stillede den ortodokse jødedom i Europa sig meget reserveret . . . [zionismen] blev betragtet som et forsøg på at tvinge Forsynets hånd og at modarbejde den ortodokse jødedoms direkte lære om Messias’ komme og Guds styrelse i gennemførelsen af hjemvendelsen.“ Det er i dag den samme tankegang der er årsagen til at fanatisksindede ortodokse jøder forkaster den israelske stat og de mål som zionismen har sat sig i vor tid.

Religion har ikke vist sig at være drivkraften bag zionismen. Om „de første pionerer“ der slog sig ned i Palæstina ved århundredskiftet skriver den israelske forfatter Amos Elon i bogen The Israelis: Founders and Sons: „Nogle søgte, det var uundgåeligt, at forklare og begrunde deres handlinger med en henvisning til deres religiøse tilhørsforhold; men de fleste var så afgjort irreligiøse. En svoren ateist skrev kort tid efter sin ankomst i 1907: ’Hvad jeg foretager mig, har intet med Guds vilje at gøre — for jeg tror ikke på Gud — men er simpelt hen min moralske pligt og i praksis en absolut nødvendighed.’“

Men hvis det ikke var religion der var den egentlige bevæggrund, hvad var det så? Hvad var det der fik tusinder af jøder til at forlade de lande hvor de var født og slå sig ned i Palæstina?

Zionismens „væsentligste faktor“

Encyclopaedia Britannica (1974-udgaven) erklærer at det var „for at værge sig imod zardømmets jødeforfølgelser“, at jøderne i Østeuropa „dannede Hoveve Zion (Zionsvennerne), der skulle arbejde på at fremme jødiske landbrugeres og håndværkeres bosættelse i Palæstina“.

I det nævnte konversationsleksikon hedder det endvidere: „At zionismen fik en politisk drejning skyldtes Theodor Herzl, en østrigsk journalist der betragtede assimileringen [af jøderne i andre samfund] som det mest foretrukne, hvilket dog var umuligt at virkeliggøre på grund af antisemitisme. Han hævdede således at hvis jøderne som følge af ydre kræfters pres blev tvunget til at danne en nation, ville de kun kunne føre en normal tilværelse såfremt de samledes inden for et bestemt territorium.“ Denne betragtning får medhold i følgende bemærkninger i Encyclopaedia Judaica:

„Den væsentligste faktor i bestræbelserne for at samle mange flere immigranter til Palæstina end der nogen sinde var blevet tilladt indrejse lå ikke i zionistisk tankegang, i hvert fald ikke i dens kulturelle, ’syntetiske’ form,a men i den tiltagende angst for antisemitismen, på et tidspunkt da andre døre til sikkerhed var ved at lukke sig eller var blevet lukket forsvarligt i for jøderne. Katastrofestemningen havde allerede sat sig dybt i de europæiske jøders bevidsthed på grund af de begivenheder der fulgte umiddelbart efter afslutningen af den første verdenskrig.“

Kristenhedens rolle

De fleste knytter jo nok zionismen sammen med det jødiske folk, men ansvaret for at tusinder af jøder er vendt hjem til Palæstina i de senere år må lægges på kristenheden. En bibellærd der har tilbragt mere end tyve år af sit liv i staten Israel har i et interview sagt følgende:

„Muhamedanske arabere og hebræere er helt enige om at det var kristenheden der gav stødet til jødernes tilbagevenden til deres fortids hjemland. Kristenhedens romersk-katolske Vest og ortodokse Øst satte skub i bevægelsen ved deres umenneskelige religionsforfølgelser.

Da jøder således strømmede til fra Rusland i den sidste del af det nittende århundrede, var det ikke af udpræget religiøse grunde de kom. De flygtede for at undgå de pogromer [jødeforfølgelser] som den russiske zar under indflydelse af den ortodokse kirke havde iværksat. Senere var det kristenhedens protestantiske system der gav anledning til at jøderne i stort tal rejste til Palæstina. I kraft af Balfour-erklæringen tilvejebragte Storbritannien efter den første verdenskrig grundlaget for oprettelsen af et jødisk hjemsted i Palæstina.“

Opfylder det Bibelens profetier?

I De hebraiske Skrifter er der adskillige profetier der taler om at Israel skal vende tilbage til det forjættede land. Mange jøder såvel som et betydeligt antal medlemmer af kristenheden venter at disse profetier skal få en bogstavelig opfyldelse.

Er zionismen og staten Israel en opfyldelse af Bibelens forudsigelser om at israelitterne skal vende tilbage til deres hjemland? Lad os se hvad Bibelen virkelig siger. Om jødernes udfrielse fra fangenskabet i det gamle Babylon forudsagde Gud følgende gennem profeten Esajas:

„Det er mig som siger om Jerusalem: ’Det skal blive beboet,’ og om Judas byer: ’De skal blive opbygget på ny; og jeg vil genrejse deres ruiner.’ . . . [Jeg] er den der siger om Kyros [Persiens konge]: ’Han er min hyrde; han skal fuldbyrde alle mine hensigter! Han skal sige om Jerusalem: „Det skal blive opbygget på ny,“ og til templet: „Du skal atter grundes.“’“ — Es. 44:26-28, Jewish Publication Society, 1973.

Denne og lignende profetier fik en bogstavelig opfyldelse i det sjette århundrede før vor tidsregning. Hvordan? Kong Kyros udstedte i sit første regeringsår (538-537 f.v.t.) et dekret der frigav jøderne efter halvfjerds års babylonisk fangenskab. Læg mærke til hvordan ordlyden i dette dekret stemmer med den lige nævnte forudsigelse gennem Esajas: „Således siger Kyros, Persiens konge: Alle jordens riger har HERREN, himmelens Gud, givet mig; og Han har pålagt mig at bygge Ham et hus i Jerusalem, som er i Juda. Hvem iblandt jer der er af hele Hans folk — HERREN hans Gud være med ham — lad ham drage op.“ — 2 Krøn. 36:23, JPS, 1917.

Hvad foretog israelitterne sig da de var vendt tilbage til det forjættede land? Bibelen forklarer: „Og de anbragte alteret på dets fundament; for frygt havde grebet dem på grund af folkene fra landene, og de bragte brændofre derpå til HERREN, ja brændofre morgen og aften.“ (Ezra 3:3, JPS, 1917) Derpå genopførte de templet i Jerusalem og optog på ny gudsdyrkelsen som foreskrevet i Moseloven. — Ezra 3:8-13; 6:14-16.

Markerer zionismen en nutidig opfyldelse af disse forhåbninger, eller er den måske det første skridt dertil? Har vore dages store tilstrømning af jøder til deres gamle fædreland medført genindførelsen af den gudsdyrkelse der forudsættes i Bibelens love? Det Israel som Gud skulle genoprette i sit hjemland skulle ifølge Bibelen blive „et lys for nationerne, at min frelse kan nå til jordens ender“. (Es. 49:6, JPS, 1973) Anser nationerne i vore dage staten Israel for at være en kilde til åndelig oplysning?

Kendsgerningen er at jøderne slog sig ned i Palæstina fordi de måtte flygte fra pogromer og masseudryddelsesprogrammer iværksat af lande der gav sig ud for at være kristne. Disse flygtninge og deres efterkommere har i Palæstina oprettet en politisk stat, ikke en religiøs. De arabisk-israelske problemer der er opstået som følge heraf, er af politisk art.

Indgår i et „tegn“, synligt i hele verden

Zionismen og staten Israel opfylder ikke Bibelens profetier om jødernes tilbagevenden til deres hjemland, men begivenhederne i Det mellemste Østen optræder dog i de bibelske forudsigelser der gælder for vore dage. Hvordan? Fordi konflikten i Mellemøsten indgår i et „tegn“ der er synligt for hele verden og som markerer afslutningen på den nuværende tingenes ordning og den snarlige indførelse af en ny orden, hvor Guds styre vil erstatte menneskers styre.

Umiddelbart før Jesus døde som menneske spurgte hans disciple ham: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Matt. 24:3) Jesus svarede: „I vil komme til at høre krige og rygter om krige; se til at I ikke bliver opskræmte. For dette må nødvendigvis ske, men enden er der ikke endnu. For nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet.“ (Matt. 24:6, 7) Så føjede han til at der overalt på jorden skulle optræde „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind . . ., mens mennesker besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord“. — Luk. 21:25, 26.

Har disse tilstande ikke grebet mere og mere om sig på hele jorden i denne generation, især efter den første verdenskrig? De giver os lov til at tro at der i nær fremtid vil ske noget meget glædeligt. Hvilket? Vi læser i Daniel 2:44:

„I hine kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige, der aldrig skal blive styrtet; ej heller skal riget overlades til noget andet folk; det skal sønderknuse og fortære alle disse riger, men det skal bestå for evigt.“ — JPS, 1917.

Vil det sige at jorden og livet på den skal blive til intet? Slet ikke, for når Guds rige „skal bestå for evigt“ må det have sine undersåtter på jorden. I Daniel 2:34, 35 skildres dette rige ved en „sten“ som „blev til et stort bjerg og fyldte hele jorden“. (JPS, 1917) Disse ord er ensbetydende med at menneskets herredømme på jorden må vige for Guds herredømme når dette udstrækkes til hele jorden.

Begivenhederne rundt omkring i verden i dag opfylder Bibelens profetier, hvilket tilkendegiver at det er den generation der lever nu som skal se disse storslåede løfter indfriet. (Matt. 24:34) Ved hjælp af denne regering eller dette rige i himlene vil Gud gennemføre hvad ingen menneskers anskuelser, ideologier eller regeringer har formået — at forene menneskene i én stor familie.

[Fodnote]