Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 23. del
Den 26. april 1938 blev Newton Cantwell arresteret sammen med sine to mindreårige sønner mens de var ude i forkyndelsen. Han var med til at spille grammofonpladen „Fjender“ og uddele bogen af samme navn. Sagen kom for domstolen i Connecticut efter at to katolikker havde anmeldt ham. Man hævdede at han havde forstyrret freden, og desuden at han havde overtrådt en lovbestemmelse udstedt af staten Connecticut, som forbød indsamling af bidrag til velgørende og religiøse formål uden forudgående tilladelse. Domstolen i Connecticut dømte ham skyldig, og om sagens videre forløb fortæller R. D. Cantwell: „Selskabet appellerede sagen, og den gik videre til De forenede Staters højesteret. . . . Kendelsen blev omstødt, og det afgjordes at det ville være imod grundloven at anvende Connecticut-loven på Jehovas Vidner — den lov der krævede at man skulle have tilladelse til salg at religiøse skrifter og til at modtage bidrag til religiøse formål. Endnu en sejr for Jehovas folk!“
Men Jehovas Vidner tabte en vigtig sag i den amerikanske højesteret, med dommerstemmerne 5 mod 4. Det var sagen Jones mod byen Opelika, den 8. juni 1942. Sagen drejede sig om bladarbejdet på gaden, og spørgsmålet var om Rosco Jones var skyldig i at overtræde en vedtægt i Opelika, Alabama, som forbød „salg af bøger“ uden at man først havde skaffet sig et vandrebrev og betalt den dertil knyttede afgift.
En „stor dag“ for Guds folk
Så kom den 3. maj 1943, en dag som med rette kunne kaldes en „stor dag“ for Jehovas Vidner. Hvorfor? Fordi tolv ud af tretten sager den dag blev afgjort til deres fordel. Her skal især nævnes sagen Murdock mod Pennsylvanien, en sag om vandrebrevsafgift. Med denne afgørelse omstødte den amerikanske højesteret sin egen dom i den tidligere sag Jones mod byen Opelika. I Murdock-sagen erklærede domstolen: „Man har imidlertid hævdet at det er uden betydning om vandrebrevsafgiften kan undertrykke eller kontrollere denne virksomhed, når blot den ikke gør det. Men derved ignorerer man denne afgifts beskaffenhed. Den er en vandrebrevsafgift — en ren og skær afgift der pålignes udøvelsen af en rettighed som garanteres af Bill of Rights. En stat [det vil sige en af de amerikanske enkeltstater] kan ikke påligne nogen en afgift for nydelsen af en grundlovsmæssig rettighed.“ Angående Jones-sagen udtalte domstolen: „Dommen i sagen Jones mod Opelika er dags dato omstødt. Befriet for dette fortilfælde, der virkede begrænsende, kan vi atter lade de friheder som omvandrende forkyndere har til gennem afsætning af litteratur at udbrede deres religiøse tro og læresætninger, indtage deres fremskudte plads i vor forfatning.“ Den gunstige dom i Murdock-sagen gjorde en ende på den strøm af anklager for overtrædelse af vandrebrevsloven som Jehovas folk var blevet udsat for.
Deres indsats havde været med til at forme den amerikanske lov. Meget passende er det blevet sagt: „Det er ganske åbenbart at de forfatningsmæssige garantier for den personlige frihed, således som De forenede Staters højesteret autoritativt har fortolket dem, er langt mere omfattende nu end de var før foråret 1938; denne forøgelse er først og fremmest en følge af Jehovas Vidners enogtredive retssager, i seksten af hvilke der faldt principielle afgørelser, og hvoraf sagen Lovell mod byen Griffin var den første. Hvis ’martyrernes blod er kirkens sæd’, hvad skylder de forfatningsmæssige bestemmelser da ikke denne særprægede bevægelses ihærdige kamp — eller måske skulle jeg sige opofrelse?“ — Minnesota Law Review, bind 28, nr. 4, marts 1944, s. 246.
Pøbeloverfald får ikke Jehovas lovprisere til at tie
Mens Jehovas Vidner førte en juridisk kamp for deres tilbedelsesfrihed og ret til at forkynde den gode nyhed, blev de undertiden stillet over for ophidsede pøbelsværme når de udførte deres tjeneste. Dette er ikke uden fortilfælde, for Jesus Kristus havde selv lignende erfaringer. (Luk. 4:28-30; Joh. 8:59; 10:31-39) Den trofaste Stefanus led martyrdøden for en vred menneskehobs hænder. — Apg. 6:8-12; 7:54 til 8:1.
Det verdensomspændende kristne stævne der blev afholdt 23.-25. juni 1939, blev af tvivlsomme personer set som en lejlighed til at chikanere Guds folk. Der var en direkte telefonforbindelse som forbandt stævnets hovedby, New York, med andre stævnebyer i U.S.A., Canada, Storbritannien og Australien samt på Hawaii. Mens Jehovas tjenere var ved at avertere J. F. Rutherfords foredrag „Herredømmet og Freden“, erfarede man at nogle grupper fra Katolsk Aktion havde planer om at forhindre afholdelsen af det offentlige møde den 25. juni. Guds folk forberedte sig derfor på vanskeligheder. Blosco Muscariello beretter: „Ligesom Nehemias, der stod for genopbygningen af Jerusalems mur, både forsynede sine folk med byggeredskaber og våben (Neh. 4:15-22), blev også vi bevæbnet. . . . Nogle af os unge mænd var ordenshavende og fik særlige instrukser. Vi fik hver en solid kæp som skulle bruges hvis nogen ville skabe uro under hovedforedraget.“ R. D. Cantwell tilføjer dog: „Vi blev instrueret om ikke at bruge den, undtagen til selvforsvar i yderste nødstilfælde.“
Det var ikke almindeligt kendt dengang, men broder Rutherford var temmelig syg da han besteg talerstolen i Madison Square Garden i New York den søndag eftermiddag, den 25. juni 1939. Snart var foredraget i gang. Blandt dem der kom for sent var omkring 500 tilhængere af den katolske præst Charles E. Coughlin, der i trediverne var berømt som „radiopræsten“, og hvis regelmæssige udsendelser millioner lyttede til. Eftersom de nederste afsnit af siddepladser i salen var reserveret og optaget af Jehovas Vidner, måtte Coughlins tilhængere, deriblandt flere præster, tage plads bagest på en balkon bag taleren.
„Ingen andre steder i salen blev der røget tobak,“ skrev en korrespondent for bladet Consolation, „men atten minutter efter at foredraget var begyndt, var der en mand forrest til venstre der tændte en cigaret, og så var der en forrest til højre der tændte en; så blinkede det elektriske lys, kun i denne del af salen, og i samme afdeling lød der nu hujen, skrigen og piften.“ „Jeg sad spændt og ventede på om forvirringen ville brede sig over hele salen,“ siger søster E. Broad. „Men efter nogle få øjeblikke kunne jeg se at uroen var begrænset til en gruppe der sad lige bag taleren. ’Hvad vil han nu gøre?’ tænkte jeg. Man skulle tro det var umuligt for nogen at blive ved med at tale når der hele tiden blev kastet noget ned på platformen og man ikke vidste hvilket øjeblik mikrofonen ville blive fjernet.“ Esther Allen husker at luften genlød af „vilde hyl og råb som ’Heil Hitler!’ ’Viva Franco!’ og ’Slå den forbandede Rutherford ihjel.’“
Ville broder Rutherford, hvis helbred i forvejen var svigtende, give efter for de voldsomme fjender? „Jo højere de råbte for at overdøve talerens stemme, jo kraftigere lød dommer Rutherfords røst,“ beretter søster A. F. Laupert. Aleck Bangle bemærker: „Selskabets præsident blev ikke bange men erklærede modigt: ’Læg mærke til hvordan nazisterne og katolikkerne i dag kunne tænke sig at afbryde dette møde, men ved Guds nåde kan de ikke gøre det.’“ „Det var netop den lejlighed vi havde brug for til at bryde ud i et stormende bifald for at vise vor begejstrede støtte til taleren,“ skriver Roger Morgan og tilføjer: „Broder Rutherford holdt skansen hele timen ud. Senere var det en glæde for os hver gang vi afspillede grammofonoptagelsen af foredraget i folks hjem.“
C. H. Lyon oplyser: „De ordenshavende gjorde deres arbejde godt. Et par stykker af de mere uregerlige coughlinitter fik et rap over hovedet med en stok, og alle blev uden videre parlamenteren ekspederet ned ad tribunerne og ud af salen. Dagen efter fik en af coughlinitterne en vis presseomtale i et formiddagsblad, som bragte et billede af ham hvor man så ham med en turbanlignende forbinding om hovedet.“
Tre brødre der virkede som opsynsmænd blev arresteret og anklaget for „overfald“. Deres sag kom for en særlig domstol i New York med tre dommere (to katolikker og en jøde) den 23. og 24. oktober 1939. Det kom frem ved retssagen at de tre opsynsmænd var gået hen til den afdeling af Madison Square Garden hvor uroen brød ud, for at fjerne fredsforstyrrerne. Da spektakelmagerne begyndte at overfalde opsynsmændene, gjorde disse modstand og tog sig håndfast af nogle af fanatikerne. Anklagerens vidner kom med mange modsigende udtalelser. Domstolen frikendte de tre opsynsmænd, og erklærede oven i købet at de havde været i deres gode ret.
Voldsomhederne blusser op
Voldsomme elementer havde således prøvet at forstyrre Jehovas Vidners stævne i 1939. Men voldsomhederne mod dem skulle snart blusse endnu mere op, idet verden begyndte at drage i krig. Først i slutningen af 1941 erklærede De forenede Stater krig mod Tyskland, Italien og Japan, men længe før var der en stærk nationalistisk ånd i hele U.S.A.
I de første måneder af den anden verdenskrig sørgede Jehova på enestående vis for sit folk. I nummeret for 1. november 1939 bragte den engelske udgave af Vagttårnet en artikel der hed „Neutralitet“. Som undertitel stod disse ord af Jesus Kristus, som han udtalte om sine disciple: „De er ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.“ (Joh. 17:16, overs. af 1907; artiklen blev bragt på dansk i Vagttaarnet for den 1. januar 1940.) Denne bibelske behandling af emnet kristen neutralitet kom netop i rette tid og forberedte Jehovas Vidner på de hårde tider der lå forude.
Trusler om brand på Kingdom Farm
Landbruget Kingdom Farm, som lå i nærheden af South Lansing i staten New York, gjorde god fyldest ved at forsyne medarbejderne ved Selskabets hovedkontor med frugt, grøntsager, kød, mælk og ost. David Abbuhl arbejdede på Kingdom Farm i 1940, da freden og roen på gården pludselig en dag blev forstyrret. „Om aftenen på ’flagdagen’, den 14. juni 1940,“ fortæller broder Abbuhl, „fik vi at vide af en gammel mand der hver dag kom forbi på vej hen til kroen i South Lansing for at købe sin whisky, at byens folk sammen med folk fra American Legion havde planer om at brænde alle vore bygninger af og ødelægge vore maskiner.“ Sheriffen blev underrettet.
Så gjorde fjenden sin entré. Broder John Bogard, som dengang var farmbestyrer, har engang skrevet en øjenvidneberetning om episoden: „Omkring klokken seks om aftenen begyndte banderne at samles, den ene bil efter den anden, indtil tredive eller fyrre bilfulde var ankommet. Så kom sheriffen og hans folk, og de begyndte at standse alle bilisterne for at undersøge deres kørekort og advare dem mod at foretage sig noget som helst mod Kingdom Farm. De blev ved med at køre frem og tilbage på den hovedvej der gik lige forbi vores ejendom, til langt ud på natten, men politiets tilstedeværelse betød at de måtte blive på hovedvejen og spolerede deres planer om at ødelægge farmen. Det var en spændende nat for alle os der var på farmen, men Jesu forsikring til sine disciple randt os tydeligt i hu: ’I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn. Og dog vil ikke et hår på jeres hoved gå tabt.’ — Luk. 21:17, 18.“
Sådan blev overfaldet og den planlagte ildspåsættelse forhindret. Man anslår at tusind biler med måske i alt så mange som 4000 mennesker var kommet fra hele den vestlige del af staten New York for at tilintetgøre Kingdom Farm — men forgæves. Kathryn Bogard siger: „Imidlertid slog deres hensigt fejl, og nogle af de samme mennesker som var med i pøbelskaren dengang er nu selv Jehovas Vidner, ja endog heltidstjenere!“
Optøjer i Litchfield
Omtrent samtidig med at der blev rettet trusler om overfald og brandstiftelse på Kingdom Farm, flammede modstanden op mod Jehovas Vidner i Litchfield i Illinois. „På en eller anden måde fik spektakelmagerne i Litchfield opsnuset hvilke planer vi havde, så da vi kom for at gennemarbejde byen ventede de på os,“ husker Clarence S. Huzzey. „Den lokale præst ringede med kirkeklokkerne som startsignal, og så indledte de jagten på brødrene — for at tage dem med til det lokale fængsel. Nogle af brødrene blev kraftigt gennembanket, og pøbelen truede endda med at brænde fængselet af. Blandt pøbelen var der nogle der fandt brødrenes biler og begyndte at splitte dem ad, så der til sidst ikke var andet end en bunke skrammel tilbage.“
Walter R. Wissman siger: „Efter at brødrene var blevet gennembanket af hoben blev de, af hensyn til deres egen sikkerhed, drevet ind i det lokale fængsel af færdselspolitiet. En af brødrene, Charles Cervenka, blev slået til jorden da han nægtede at hilse flaget, flaget blev trukket hen over ansigtet på ham, og han blev sparket og slået i hovedet og på kroppen. Han var den af brødrene der var kommet mest til skade, og han kom aldrig helt over slagene. Nogle få år senere døde han. Efter episoden fortalte han at mens han blev slået tænkte han ved sig selv at det var godt at det skete med ham og ikke med en af de nye brødre, for han vidste at han selv kunne holde det ud, mens en af de nye måske ville være blevet svag og have givet efter.“
„Byen Litchfield var vældig stolt af sin bedrift,“ bemærker broder Wissman. „Flere år senere, engang i halvtredserne, havde Litchfield et optog i anledning af sin hundredårsdag, hvor der var fladvogne med tableauer som skildrede fremtrædende begivenheder i byens hundredårige historie. En af disse fladvogne skildrede pøbeloverfaldet på Jehovas Vidner i 1940. Byens ledende folk anså det altså for at være en mindeværdig begivenhed i deres historie. Måtte Jehova lønne dem!“
Opfordringer der ikke blev fulgt
Så alvorlige og talrige var de voldelige overfald på Jehovas Vidner i De forenede Stater at både den amerikanske rigsadvokat, Francis Biddle, og præsidentfruen, Eleanor Roosevelt (gift med Franklin D. Roosevelt), rettede offentlige henvendelser til befolkningen om at holde inde med den slags aktioner. Den 16. juni 1940, samme dag som episoden i Litchfield fandt sted, sagde rigsadvokaten i en radiotale der blev udsendt over alle landets stationer:
„Jehovas Vidner er gentagne gange blevet overfaldet og slået ned. De havde ikke begået nogen forbrydelse, men pøbelen anså det for bevist at de havde, og lynchede dem. Justitsministeren har beordret iværksat en øjeblikkelig undersøgelse af disse voldshandlinger.
Befolkningen må være årvågen og på vagt og fremfor alt rolig og fornuftig. Eftersom pøbeloverfald vil vanskeliggøre regeringens opgave umådelig meget, vil de ikke blive tålt. Vi bekæmper ikke nazismen ved at efterligne dens metoder.“
Men sådanne henvendelser formåede ikke at dæmme op for den bølge af fjendtlighed der vældede ind over Jehovas Vidner.
Kristne møder afbrudt
I disse stormfulde år kunne det ske at kristne i U.S.A. blev overfaldet mens de var fredeligt forsamlet til et bibelsk møde. Det skete for eksempel i Saco, Maine, i 1940. Engang da de lokale Jehovas vidner var samlet i deres rigssal på en førstesal og var ved at fremføre en grammofonindspilning af et bibelsk foredrag, samlede der sig nedenfor en hob på 1500 til 1700 mennesker, fortæller Harold B. Duncan. Han husker tydeligt at der sammen med mængden var en katolsk præst, som sad i en bil foran huset. „Manden i radioværkstedet [som lå lige op til rigssalen] tændte for hver eneste radio han kunne finde og skruede op på fuld styrke for at overdøve foredraget,“ siger broder Duncan. „Så begyndte folk at kaste sten mod vinduerne. Civilklædte politifolk hjalp til ved at rette projektørlys mod de forskellige ruder der skulle knuses. Politistationen lå kun halvanden husblok derfra. Jeg gik derhen to gange og fortalte dem hvad der skete. De sagde: ’Når I begynder at hilse det amerikanske flag skal vi nok hjælpe jer!’ Hoben knuste 70 små vinduesruder i salen, og en sten på størrelse med en knyttet næve fløj lige forbi søster Gertrude Bobs hoved og slog noget puds af på hjørnet af en væg.“
Der forekom også pøbelvold under et stævne i Klamath Falls i Oregon i 1942. Ifølge Don Milford blev de telefonledninger der overførte et foredrag fra en anden stævneby, kappet over af ophidsede borgere, men en broder der lå inde med en kopi at foredraget trådte straks til, og programmet fortsatte. Til sidst brød pøbelen ind i salen. Vidnerne forsvarede sig, og da døren blev lukket igen lå en af angriberne — „en stor og stærk mand“ — bevidstløs inde i bygningen. Han var politibetjent, og der blev taget et fotografi af ham med hans politiskilt liggende ved siden af hans hoved. „Vi tilkaldte Røde Kors,“ bemærker broder Milford, „og de sendte to kvinder som bar ham ud på en båre. Senere hørte man ham sige: ’Jeg troede ikke de ville forsvare sig.’“ Politiet nægtede at hjælpe brødrene, og det varede over fire timer før mængden blev spredt af militsfolk.
Overfald under gadearbejde
Nogle steder var der altså politifolk der ikke beskyttede Jehovas Vidner, men dette var langtfra tilfældet alle vegne. Broder L. I. Payne fortæller for eksempel at der altid var en betjent inden for synsvidde når han for mange år siden gik på gadearbejde i Tulsa i Oklahoma. „En dag spurgte jeg ham så hvorfor han altid var lige i nærheden,“ siger broder Payne. „Hans svar var at han ganske vist havde et stort distrikt at holde øje med, men han sørgede altid for at være i nærheden fordi han ikke ville have at nogen jog mig væk eller bankede mig. Han havde læst hvordan Jehovas Vidner blev behandlet i de små byer og kunne ikke forstå hvorfor nogen kunne tænke sig at lægge hindringer i vejen for dette arbejde.“
Jehovas tjenere blev dog ofte overfaldet af voldsomme pøbelsværme når de gik på gadearbejde med deres blade. George L. McKee fortæller for eksempel at der et bestemt sted i Oklahoma var pøbelskarer på mellem 100 og godt og vel 1000 rasende mennesker som den ene uge efter den anden overfaldt forkyndere på gadearbejde. Borgmesteren, politimesteren og andre myndighedspersoner nægtede at give nogen beskyttelse. Ifølge broder McKee blev pøbelen som regel anført af en kendt læge som var leder inden for American Legion, en fætter til den berygtede kvindelige bandit Belle Star. Først sørgede de for at nogle berusede håndlangere anstiftede optøjer. Så kom hele hoben, bevæbnet med stokke, køller, dolke, slagterknive og skydevåben. Hvad var deres hensigt? At få Jehovas Vidner ud af byen. Men hver lørdag havde forkynderne i forvejen aftalt hvor længe de ville være på gadearbejde, og selv om pøbelskaren hurtigt samledes, lykkedes det altid forkynderne at holde stand den tid de havde aftalt. Der blev afsat mange blade til folk der gik på indkøb.
En lørdag blev omkring femten forkyndere overrasket af pøbelskaren. „Vi indså at vi kun havde Jehova og vores egen dømmekraft at stole på hvis vi skulle undslippe med livet i behold,“ fortæller broder McKee. „Uden mindste varsel begyndte de at overfalde tre af os brødre med deres knive og køller. . . . Med vores brækkede arme, læsioner i hovedet og andre skrammer gik vi til fire forskellige læger i omegnen, men de nægtede alle at give os den behandling vi havde brug for. Vi måtte rejse til et sted firs kilometer borte for at finde en medfølende læge der ville hjælpe os. Både vores skrammer og vores bitterhed var snart forsvundet igen, og den følgende lørdag stod vi igen på gadehjørnet med Rigets gode nyhed. Denne indstilling varede ved hele vejen igennem de vanskelige tider i forfølgelsens hede.“
Connersville går amok
Blandt de mange tilfælde af pøbeloverfald er episoderne i Connersville i Indiana særlig bemærkelsesværdige; de fandt sted i 1940. Nogle kristne kvinder var stillet for retten og anklaget for „sammensværgelse om optøjer“. Da broder Rainbow, en zonetjener, sammen med Victor og Mildred Schmidt forlod retsbygningen på sagens første dag, var der en snes mænd der gjorde udfald mod deres bil, truede med at slå dem ihjel og prøvede at vælte bilen.
På retssagens sidste dag brugte anklageren det meste af sin tid til at ophidse til optøjer, idet han undertiden talte direkte til bevæbnede mænd der opholdt sig i salen. Omkring klokken 21 faldt kendelsen — „skyldig“. Så udbrød der et sandt uvejr af vold. Søster Schmidt fortæller at hun og hendes mand Victor, der som sagfører havde været med i sagen, sammen med to andre brødre blev afskåret fra de øvrige forkyndere og grebet af en hob på mellem to og tre hundrede. Her følger hendes beretning:
„Næsten øjeblikkelig begyndte en lavine af al slags frugt, grøntsager og æg at regne ned over os. Vi fik senere at vide at de rasende mennesker havde kastet en hel vognladning efter os.
Vi prøvede at løbe hen til vores bil, men blev forhindret i det og skubbet hen til hovedvejen der fører ud af byen. Så trængte hoben ind på os og slog brødrene og mig i ryggen ligesom med piskeslag. Der var nu brudt et rasende uvejr løs. Regnen styrtede ned og vinden piskede imod os. Men elementernes rasen var intet i sammenligning med denne dæmonbesatte hobs raseri. På grund af uvejret søgte mange tilflugt i deres biler og kørte ved siden af os, mens de råbte og forbandede os og hele tiden tog Jehovas navn med i deres forbandelser. Hvor det dog skar os i hjertet!
Men til trods for uvejret tror jeg at der alligevel var mindst hundrede mænd til fods der drev os af sted. På et tidspunkt prøvede nogle venner i en bil, kørt af søster Jacoby (nu søster Crain) fra Springfield i Ohio, at redde os, men pøbelen fik næsten væltet bilen og sparkede til den og rev i dørene. Resultatet blev at vi fik endnu flere slag mens folkene rev os væk fra bilen. Vennerne var tvunget til at køre videre uden os. Mens vi blev drevet af sted og uvejret fortsatte med uformindsket styrke, blev hoben ved med at skrige og råbe i kor: ’Smid dem i floden! Smid dem i floden!’ Disse uophørlige råb gjorde mig skrækslagen, men da vi nærmede os broen der fører over floden, holdt råbene pludselig op. Og snart var vi kommet over floden. Det var som om Jehovas engle havde lukket pøbelens øjne for hvor vi befandt os! ’Tak, Jehova!’ sagde jeg til mig selv.“
(Fortsættes)
[Illustration på side 15]
Vogne væltet under pøbeloverfald i Litchfield, 16. juni 1940