Er det ’for dyrt at dø’ i Japan?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I JAPAN

HVAD enten man bor i Japan eller et andet sted viser døden ingen personsanseelse.

Den venter heller ikke på at dens ofre får råd til at dø. Ofte kommer den uventet og efterlader en sørgende familie, der sjældent har andet valg end at følge de lokale begravelsesskikke, hvad det end koster.

Lad os betragte nogle af skikkene og omkostningerne ved en begravelse her i Japan. Hvis du aldrig har overværet en sådan vil du sandsynligvis finde det interessant at sammenligne den med begravelser i dit hjemland. Det er sjældent at nogen i forvejen planlægger deres egen eller en af deres kæres begravelse. Men når du ser hvad mange japanske begravelser indebærer, kan det være at du vil finde det fornuftigt at tænke over hvilke valgmuligheder der er dér hvor du bor.

Hvor meget en begravelse her kommer til at koste afhænger af den dødes stand og sociale stilling. Det kan være mindre end fyrre tusind yen eller det kan løbe op på millioner af yen.a Bedemanden vil normalt foreslå hvor meget man skal ofre. I Japan vil naboer og mange andre overvære begravelsen og tale om den bagefter, så de fleste føler sig nødsaget til at sørge for at den afdøde bliver „sendt af sted med manér“.

Bedemanden

I nogle japanske områder følger man stadig gamle skikke. For eksempel tager folk der bor i det samme kvarter ofte vare på enkelthederne ved en begravelse. I større byer er det imidlertid mere almindeligt at lade bedemanden ordne det hele. Han skaffer kiste, ligvogn og (til buddhister) et alter. Han vil også sørge for et sted hvor man kan holde begravelsen, for blomster og gravsted, og for taxaer til og fra krematoriet. Hjælp vil desuden blive ydet til anskaffelse af en passende gravsten og et husalter, hvis den buddhistiske familie ikke allerede har et.

De fleste bedemænd er indregistreret hos ministeriet for erhverv og udenrigshandel, men registreringen er ikke obligatorisk. En ret typisk brochure fra en indregistreret bedemand indeholder to tilbud på begravelser, hvortil hører alter, kiste og andet tilbehør. Det første tilbud koster 200.000 yen, mens det andet fås for omkring halvdelen. Af tilbehøret bliver kun tre ting tilbage efter begravelsen: et register med navnene på de sørgende, en tavle med det navn den afdøde får efter døden, og en gravurne med en træske til asken.

Naturligvis behøver man ikke at føle sig bundet af priserne i denne brochure. Nogle synes måske at den afdødes stand eller sociale stilling kræver noget der er dyrere. For eksempel vil en almindelig kiste, der er lavet af rødt lauantræ (en art mahogni) med en finering af paulownia, koste 20.000 yen. En dyrere, for eksempel en af cypres, koster 200.000 yen.

Antallet af selvbestaltede bedemænd vokser, og hver enkelt har sin egen pris. De har ikke noget afbetalingssystem som de indregistrerede bedemænd, og deres grundhonorar er cirka 300.000 yen. Når man ved dette overraskes man ikke over at høre at ved en nylig begravelse var alene bedemandens honorar på 2.000.000 yen.

Begravelsesceremonien — hvor skal den holdes?

Hvad enten man bekender sig til buddhismen, shintoismen eller kristendommen, vil ceremonien sædvanligvis foregå i den afdødes hjem. Men folk der bor i små lejligheder synes måske at de bør leje noget større. Af hensyn til det store antal der forventes at komme, lejer nogle et lokale i et tempel. Således betalte en familie for nylig 6.000.000 yen for at bruge et lokale i et berømt tempel. Gymnastik- og udstillingshaller er særlig velegnede til store japanske begravelser.

Nattevagt hos den afdøde

Den nat hvor døden er indtruffet, eller natten før begravelsen finder sted, holder de nærmeste slægtninge og venner vagt hos den afdøde. I gamle dage varede denne vagt i en uge. I løbet af denne tid festede og dansede man i håbet om at den afdødes sjæl ville vende tilbage. Et lignende motiv lå bag en skik som blev fulgt indtil for nylig: Man klatrede op på taget af den afdødes hus og råbte hans navn højt.

Begravelsen fandt sted om natten. Det må have været en sælsom oplevelse dengang at være med i et sådant ligtog der langsomt bevægede sig op til gravstedet langt oppe i bjergene, med nogle få lanterner og en buddhistpræst eller to der messede og ringede med små klokker. I vor tid foregår begravelser i fuldt dagslys, og ligtoget kører i biler til krematoriet. Men man våger stadig hos den døde, dog kun i en nat.

Begravelsesceremonien

Buddhistiske begravelser foregår næsten alle på samme måde. I et lokale står alteret med et fotografi af den afdøde. Kisten står bag ved alteret, og foran den røgelseskarret og røgelsesbrænderen.

Den nærmeste familie, dernæst andre slægtninge, og til sidst venner og bekendte, går hen for at vise den afdøde den sidste ære. Ved store begravelser udarbejdes en navneliste som læses højt, for at denne del af ceremonien kan forløbe planmæssigt. Hvad forventes der at en der kommer til en buddhistisk begravelse skal gøre? Med en rosenkrans i sin venstre hånd bøjer han sig først for præsterne og den nærmeste familie. Så vender han sig mod alteret, og bøjer sig for fotografiet af den afdøde. Idet han rykker nærmere tager han noget røgelse fra røgelseskarret og drysser det over i brænderen. Med hænderne i siden bøjer han til sidst hovedet for at vise den afdøde den sidste ære.

Før og efter denne del af ceremonien er der som regel en eller flere præster der messer fra den buddhistiske sutra. Det beløb præsten modtager for sin indsats varierer i forhold til hans rang, den slægt han tilhører og det tempel han kommer fra. Ved en nylig begravelse fik en præst 500.000 yen. Så selve den religiøse ceremoni ved en begravelse kan være dyr.

Ligbrænding eller begravelse

Ved slutningen af begravelsesceremonien sættes kisten ind i en kunstfærdig ligvogn, og den køres hen for at blive brændt eller, i enkelte tilfælde, begravet. Ved ligbrænding begraves resterne sædvanligvis i en lille grav.

Hvor meget koster en grav? I Japan er der mangel på jord, og jorden er dyr. Et stykke på 90 × 90 centimeter, der er den almindelige gravstørrelse for tiden, koster omkring 200.000 yen. Men ikke nok med det, dertil kommer så gravstenens pris. Den koster fra 200.000 til 800.000 yen, afhængigt af dens kvalitet, størrelse og udformning. Den mest almindelige slags består af fire firkantede dele. Den øverste del er en rektangulær sten som på forsiden bærer den afdødes familienavn, og på siden det navn han får efter sin død.

Et navn efter døden

„Efter sin død?“ spørger du måske. Ja, det er almindeligt at en buddhistpræst navngiver den afdøde. Men det er en bekostelig affære at følge denne skik. Dette navn, som japanerne kalder kaimyo, kan koste fra tyve tusind til en million yen eller mere. Prisen afhænger af de kinesiske skrifttegn der vælges og som præsten skriver på en tavle der købes hos bedemanden, og desuden af præstens rang og af hvilken sekt han tilhører. Man mener at dette navn gavner den afdøde i en anden verden, men nogle er begyndt at spekulere på om så dyr en skik er nødvendig.

De der følger denne skik lægger tavlen med navnet ind i en butsudan. Hvad er det? Det er et buddhistisk husalter — som også kan være meget dyrt. Gennemsnitsprisen er 300.000 yen, men det kan koste op til tredive millioner yen. Før dette transportable husalter blev opfundet byggede man et tilbedelsessted ind i væggen i et værelse. Det blev kaldt tokonoma. Mange huse har stadig en sådan, men denne niche, der ofte optager det meste af en væg, bliver nu hovedsagelig brugt til blomsterdekorationer.

Hvis man lægger mærke til de forskellige udgifter som kan løbe på ved en japansk begravelse, tænker man at der pålægges familien en stor økonomisk byrde. Det er sandt. Men det er også skik og brug at andre er med til at bære byrden, for i nogen grad at hjælpe familien økonomisk. Den skik at andre giver pengegaver kaldes koden, der bogstaveligt betyder „offerrøgelse“.

Uden for huset hvor begravelsen finder sted er der sat et lille telt og et bord op; her står én og modtager denne koden. Som et tegn på anerkendelse bliver nogle af pengene senere brugt til at købe en gave til denne. Resten bruges til at afholde nogle af begravelsesomkostningerne. Det er først efter at koden’en er modtaget at en navneliste over deltagerne bliver udfærdiget.

Mindre dyre begravelser

Indregistrerede bedemænd bliver undertiden anmodet om at ordne en begravelse hvor den afdøde har været tilmeldt den offentlige sygesikring. For en sådan begravelse betaler staten et fast beløb på 51.700 yen. Som man vil forstå er disse begravelser ganske enkle. De efterlader ikke familien bebyrdet med gæld, men er dog værdige.

De begravelser der holdes af de kristne vidner for Jehova koster sædvanligvis meget mindre end traditionelle buddhistbegravelser. Det skyldes deres forståelse af den bibelske lære om døden, og desuden den beskedenhed og rimelighed som Bibelen tilråder. Tag for eksempel en nylig begravelse i en af Jehovas Vidners rigssale.

Bedemanden skulle kun sørge for kisten og for ligvognen til at køre liget til krematoriet. De fleste buddhister som får en af deres kære brændt eller begravet bruger mange penge til en gravsten, men den kristne familie i dette tilfælde syntes ikke at det var nødvendigt. De forstod at det vigtigste er forholdet til Skaberen, der, når hans tid er inde, vil oprejse dem der er løskøbt ved Kristi offer. Desuden ønskede familien ikke at foretage den årlige pilgrimsrejse til gravstedet, sådan som buddhisterne gør.

„Men blev der ikke holdt nogen begravelsestale?“ spørger du måske. Jo, efter ligbrændingen, på et tidspunkt der passede de fleste, blev der holdt en tale i rigssalen. Der var ikke noget kostbart alter, intet fotografi og ingen røgelse. De besøgende skulle heller ikke give koden. Taleren der holdt et foredrag om det kristne opstandelseshåb forventede ikke betaling. Medlemmer af menigheden havde anonymt skænket de smukke blomster på platformen. Mange buddhistiske venner og slægtninge gav udtryk for deres værdsættelse af den enkle ceremoni som, efter en sang om opstandelseshåbet, sluttede med en bøn til den eneste der kan oprejse de døde.

Noget at tænke over

Denne gennemgang af en traditionel buddhistisk begravelse viser hvorfor det for manges vedkommende næsten kan siges at være for dyrt at dø. Dog forstår man at ikke alle omkostningerne er nødvendige, men at de blot er et resultat af at følge en skik. Det er sandt at døden endnu er ’en del af livet’. Men hvis de efterladte nøjes med at gøre hvad der virkelig er nødvendigt eller hvad der synes at være bedst, fremfor at følge skik og brug, vil de ikke få en større gæld føjet til deres sorg.

[Fodnote]