Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 25. del
Søndag eftermiddag den 10. august 1941 talte J. F. Rutherford, hvis helbred var meget dårligt, for sidste gang til stævnedeltagerne. Han talte ekstemporalt, uden notater, i omkring tre kvarter.
Angående spørgsmålet om hvem der var leder for Jehovas folk kom han med nogle betydningsfulde udtalelser: „Jeg ønsker at lade alle fremmede, som er her til Stede, vide, hvad I mener om, at et Menneske skulde være jeres Leder, og det paa en saadan Maade, at de ikke glemmer det. Hver Gang noget opstaar og tager til i Vækst, siger Folk, at det er et Menneske, der er Leder og har mange Tilhængere. Dersom der findes nogen blandt mine Tilhørere, som mener, at jeg, den Mand, der staar her, er Jehovas Vidners Leder, saa sig Ja. [Her lød der et enstemmigt NEJ.]
Saafremt I, som er her til Stede, tror, at jeg kun er en af Herrens Tjenere, og at vi arbejder sammen Skulder ved Skulder i Enhed for at tjene Gud og Kristus, saa sig Ja. [Her lød et enstemmigt JA.]
I behøver ikke mig som jordisk Leder for at faa en Skare som denne til at arbejde.“
Under sit afsluttende foredrag tilskyndede broder Rutherford flere gange sine tilhørere til at fortsætte og forøge forkyndelsen af Rigets budskab.
Den sidste tid i Beth-Sarim
I november blev broder Rutherfords sygdom kritisk, og han blev tvunget til at gennemgå en operation i Elkhart, Indiana. Efter operationen ønskede han at rejse til Californien, hvor han kom til at bo i San Diego, i et hus der kaldtes „Beth-Sarim“. Det stod efterhånden klart både for hans medarbejdere og de dygtigste læger at han ikke ville komme sig.
I al korthed kan det nævnes at broder Rutherford blev ramt af en alvorlig lungebetændelse efter sin løsladelse fra fængselet, hvor han i 1918-1919 havde været uretfærdigt indespærret på grund af sin trofasthed mod Jehova. Derefter fungerede kun den ene lunge normalt. Det var næsten umuligt for ham at blive boende i Brooklyn i New York om vinteren samtidig med at han skulle klare sine pligter som Selskabets præsident. I tyverne rejste han til San Diego, rådet dertil af den læge der behandlede ham. Klimaet dér er usædvanlig godt, og lægen opfordrede ham til at opholde sig i San Diego så meget han kunne, hvad broder Rutherford også gjorde til sidst.
Senere blev der modtaget et direkte bidrag til det formål at opføre et hus i San Diego til brug for broder Rutherford. Det blev ikke bygget for Vagttårnsselskabets midler. I bogen Frelse, der blev udgivet på engelsk i 1939, står der om denne ejendom: „I San Diego, Kalifornien, blev der i 1929 paa et lille Stykke Land bygget et Hus, som kaldes Beth-Sarim.“
Søster Hazel Burford var en af de sygeplejersker der tog sig af broder Rutherford under hans sidste sygdom i Beth-Sarim, hvortil han blev ført i november 1941. Hun fortæller: „Det var ikke kedeligt at være der, for han kom dertil hvor han sov hele dagen, og hele natten var han travlt beskæftiget med Selskabets anliggender og holdt os i gang hele tiden.“ En formiddag i midten af december kom der tre brødre, deriblandt broder Knorr, fra Brooklyn. Søster Burford husker: „De var sammen med ham i flere dage, hvor de gennemgik årsrapporten til Yearbook og talte om andre organisationsmæssige forhold. Efter at de var rejst tilbage blev broder Rutherford svagere og svagere, og omkring tre uger senere, torsdag den 8. januar 1942, fuldførte han trofast sit jordiske livsløb og overgik til større tjenesteforrettigheder hos sin himmelske Fader.“ Klokken 17.15 samme dag blev meddelelsen om broder Rutherfords død overbragt til hovedkontoret i Brooklyn.
Hvordan modtog man denne meddelelse på betelhjemmet i Brooklyn? „Jeg glemmer aldrig den dag vi hørte at broder Rutherford var død,“ siger William A. Elrod. „Meddelelsen var kort. Der blev ikke holdt nogen taler.“
En overgang uden gnidninger
Torsdag den 8. januar 1942 afsluttede den tooghalvfjerdsårige Joseph Franklin Rutherford således sit jordiske liv. I femogtyve år havde han været præsident for Watch Tower Society. Da Selskabets første præsident, Charles Taze Russell, døde i 1916, var det et chok for bibelstudenterne, og mange af dem spekulerede på hvordan de skulle kunne fortsætte i tjenesten for Gud. Desuden søgte nogle selviske mennesker at tiltvinge sig ledelsen af Selskabet, og dette medførte i nogen tid visse problemer, selv om modstanden og intrigerne med Guds hjælp blev helt overvundet. J. F. Rutherfords død fik imidlertid ingen af disse virkninger. Selvfølgelig troede Guds folks fjender at Jehovas Vidners arbejde nu ville gå i stå, men de tog fejl. „Den teokratiske organisation fortsatte uden at vakle eller gå i stå,“ siger Grant Suiter.
Den 13. januar 1942 samledes alle medlemmerne af bestyrelsen for Pennsylvanien-selskabet og New York-selskabet, der benyttes som redskaber af Guds folk, til et møde på betelhjemmet i Brooklyn. Flere dage tidligere havde Selskabets vicepræsident, Nathan H. Knorr, anmodet disse brødre om oprigtigt at søge guddommelig visdom ved bøn og meditation, hvilket de også gjorde. Deres møde blev indledt med en bøn om Jehovas ledelse, og efter omhyggelig overvejelse blev broder Knorr indstillet og enstemmigt valgt til præsident for Selskabet. „Så vidt jeg kender til, blev der ikke sat det mindste spørgsmålstegn ved udnævnelsen af broder Knorr,“ siger C. W. Barber, „og alle var besluttede på at støtte ham skulder ved skulder og derved vise deres hengivenhed for Jehovas organisation. Der var også fuldstændig enighed blandt alle medlemmerne af Selskabets bestyrelse.“ Der blev modtaget mange telegrammer og breve som viste at Jehovas tjenere i hele verden arbejdede sammen i enhed og var fast besluttede på at fortsætte forkyndelsesarbejdet.
Nathan Homer Knorr fødtes i Betlehem, Pennsylvanien, i 1905 af amerikanskfødte forældre. Som sekstenårig tilsluttede han sig bibelstudenternes Allentown-menighed, og i 1922 overværede han konventet i Cedar Point, hvor han besluttede at melde sig ud af den reformerte kirke. Den 4. juli 1923 fik han lejlighed til at underkaste sig vanddåben som symbol på at han havde viet sit liv til Jehova Gud. Det skete under et besøg som Frederick W. Franz fra Brooklyn Betel aflagde i Allentown-menigheden. Broder Fred Franz holdt dåbsforedraget, og den attenårige Nathan H. Knorr var iblandt kandidaterne som den dag blev døbt i Little Lehigh-floden. Det er en dag man altid mindes med glæde, og det har været en fornøjelse for broder Knorr at arbejde nært sammen med broder Fred Franz nu i over treoghalvtreds år!
Omkring to måneder senere, den 6. september 1923, blev broder Knorr medlem af betelfamilien i Brooklyn. C. W. Barber fortæller: „Da vi kom hjem til frokost den dag han ankom, så vi en ung broder der havde travlt med at lægge sit tøj og sine ting på plads i en af kommoderne på værelse A-9. Da ingen af os vidste at der var blevet foretaget et skifte og at han skulle træde i stedet for en broder der var blevet overflyttet til WBBR på Staten Island, faldt der et par bemærkninger i protest. ’Hvad laver du her?’ ’Vi har rigeligt på værelset i forvejen, her er alt for pakket.’ Vi tænkte at det blev for meget hvis der skulle være én mere på værelset, men der faldt ro over tingene, og den unge broder viste sig at være ingen anden end broder N. H. Knorr. Det var ikke ligefrem den mest passende velkomst, men siden har vi ofte moret os og leet hjerteligt over situationen når den kom på tale. Lige fra begyndelsen stod det os klart at han udelukkende var kommet til Betel for at anvende sin flid på det forhåndenværende arbejde. Han koncentrerede sig ihærdigt om arbejdet i forsendelsesafdelingen og gjorde hurtige fremskridt med hensyn til at påtage sig et ansvar og gøre hvad som helst han blev sat til.“
Senere tjente han i koordinationsafdelingen på Selskabets trykkeri, og blev den 8. februar 1928 udnævnt af broder Rutherford til medudgiver af tidsskriftet The Golden Age [Den Gylne Tidsalder]. Clayton J. Woodworth var redaktør, Robert J. Martin direktør, og Nathan H. Knorr sekretær og kasserer. Da lederen af trykkeriet, Robert J. Martin, døde den 23. september 1932, udnævnte J. F. Rutherford N. H. Knorr til at overtage denne post. Den 11. januar 1934 blev broder Knorr valgt til leder af Peoples Pulpit Association (nu Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.). Han blev gjort til selskabets vicepræsident den 10. januar 1935, efter E. J. Cowards død. Den 10. juni 1940 blev broder Knorr udnævnt til direktør og valgt som vicepræsident for Pennsylvanien-selskabet, Watch Tower Bible and Tract Society. Hans valg til præsident for begge selskaber fandt sted den 13. januar 1942. Desuden blev han gjort til præsident for International Bible Students Association. Om broder Knorrs indstilling til arbejdet siger J. L. Cantwell: „I 1940, da vi var udsat for megen forfølgelse og flere afdelingskontorer blev lukket og der skete pøbeloverfald, arbejdede vi en aften over på trykkeriet. Der blev varslet ’brandøvelse’, og broder Knorr, der var ordstyrer ved det efterfølgende møde, sagde blandt andet: ’Jeg ved det ser sort ud med hensyn til arbejdet. Men der er noget vi alle sammen gerne vil kunne se tilbage på, og det er: Hvis Harmagedon kommer i morgen vil vi ønske at trykkeriet har kørt hele natten.“
Mennesker oplæres til liv
Jehovas tjenere havde benyttet vidnesbyrdkortet og grammofonen i deres tjeneste på arbejdsmarken. Nu skulle de imidlertid få lejlighed til med deres egen mund at forkynde Bibelens ord. De skulle selv kunne begrunde deres håb; sådan så Selskabets nye præsident, N. H. Knorr, på det. C. James Woodworth ser tilbage på tiden dengang, og fortæller: „I broder Rutherfords tid hed det med eftertryk ’religionen er en snare og et svindlerforetagende’, men nu var der en ny æra med verdensomspændende vækst på vej, og man påbegyndte en oplæring — både hvad angår Bibelen og det organisationsmæssige — i et omfang Jehovas folk ikke hidtil havde kendt.“
I de følgende år blev der i endnu højere grad lagt vægt på bibelundervisning. Jehovas vidner var i sandhed kommet ind i en tidsalder med oplæring til liv.
Kursus i teokratisk tjeneste
„Godt og vel en måned efter at broder Knorr var blevet Selskabets præsident,“ siger Henry A. Cantwell, „tilrettelagde man det vi dengang kaldte ’Kursus i teokratisk tjeneste for viderekomne’.“ Og hvad var så det? En skole der blev åbnet på Brooklyn Betel i februar 1942.
C. W. Barber fortæller: „Alle mandlige medlemmer af betelfamilien i Brooklyn blev opfordret til at tilmelde sig skolen . . . I den første del af timen blev der holdt en forelæsning for alle deltagere i skolen. Søstrene blev opfordret til at overvære skolen, men blev ikke på det tidspunkt indskrevet som elever. Efter forelæsningen begav vi os til mindre lokaler hvor alle eleverne på tur holdt elevforedrag og blev vejledt af erfarne brødre.“ L. E. Reusch tilføjer: „En gang om måneden havde vi en repetition, tilrettelagt af skolens leder, broder T. J. Sullivan.“
Forekommer det os bekendt? Dersom du er et af Jehovas Vidner ved du hvad der påbegyndtes for mere end tre årtier siden på Brooklyn Betel — den teokratiske skole. Inden længe fik også andre tjenere for Jehova gavn af denne undervisning. Ved stævnet „Call to Action“ [„Opfordring til virksomhed“], der blev holdt i 247 byer i De forenede Stater den 17. og 18. april 1943, blev det meddelt at man ville påbegynde „Kursus i teokratisk tjeneste“, og det blev vist hvordan kursuset skulle foregå. Til de tilstedeværendes overraskelse blev der udgivet en 96-siders trykt brochure med samme titel som kursuset; den gav oplysning om hvordan den nye skole skulle ledes i hver menighed, og desuden indeholdt den det stof der skulle bruges ved de ugentlige forelæsninger. Den udnævnte skoletjener skulle virke som ordstyrer og skulle give belærende vejledning efter hvert seks minutters elevforedrag, holdt af de mandlige elever over forskellige bibelske emner.
Hvis du er tilmeldt den teokratiske skole i dag, husker du sandsynligvis hvor nervøs du var da du skulle holde dit første elevforedrag. Men tænk så på da skolen var ny, i begyndelsen af fyrrerne. Hvordan var det dengang? Det kunne godt være lidt af en prøvelse for en broder der skulle holde sit første elevforedrag på skolen. „Mine knæ hamrede mod hinanden, mine hænder rystede og tænderne klaprede i munden på mig,“ indrømmer Julio S. Ramu. „Jeg brugte slet ikke de seks minutter jeg havde til rådighed men holdt hele foredraget på tre minutter. Det var første gang jeg talte fra et podium, men jeg gav ikke op.“ „Evighedens Konge“ hed Angelo Catanzaros første elevforedrag. „Jeg glemmer det aldrig,“ siger han. „Min moder sagde jeg holdt det foredrag i søvne hver nat i adskillige nætter.“ Men bøn og tillid til Jehova betød meget. „De var villige og gjorde et forsøg,“ bemærker Louisa A. Warrington, „og det var vidunderligt at se hvordan Jehovas ånd hjalp dem . . . til at blive dygtige og optræde med en vis sikkerhed når de holdt foredrag.“
Fra og med begyndelsen af 1959 fik søstrene i Guds folks menigheder den forret at tilmelde sig den teokratiske skole. Det virkede som en udfordring for dem at de nu skulle vise hvordan man holder seks minutters prædikener for folk i deres hjem. Nu var det deres tur til at blive nervøse! Grace A. Estep holdt en prædiken den første aften efter at søstrene var blevet tilmeldt den teokratiske skole i menighederne. „Åh, jeg var skrækslagen!“ siger hun. „Men emnet var let og meget almindeligt, og på en eller anden måde kom jeg igennem det. Det kostede stor overvindelse at gå i gang med opgaven, men hvor var jeg dog bagefter taknemmelig over denne yderligere velsignelse fra Jehova!“ Er det også sådan du føler det?
Det begyndte altså alt sammen på Brooklyn Betel dengang i februar 1942. Men i dag er den teokratiske skoles program en fast del af den kristne undervisning som gives i de 38.256 menigheder af Jehovas Vidner der findes jorden over. I den tid den teokratiske skole har bestået, har den betydet meget for Jehovas folk. I løbet af kort tid viste det sig at mange elever var blevet langt dygtigere til at tale. Efter 1944 blev grammofonen, som vi havde brugt i ti år, således erstattet af mundtlige vidnesbyrd som teokratiske forkyndere aflagde ved dørene og i folks hjem.
Et bemærkelsesværdigt træk ved den teokratiske skole er gennemlæsningen af Bibelen. Denne har været en fast del af programmet. En af de første bøger specielt beregnet til brug i den teokratiske skole, „Dygtiggjort til al god Gerning“, blev udgivet i 1946. Mabel P. M. Philbrick siger om denne bog at den „gav os mulighed for bedre at forstå hvordan Bibelen var blevet skrevet og bevaret, såvel som hvordan det var gået til at de apokryfiske bøger var blevet føjet til. Jeg lærte for første gang noget om Talmud, den masoretiske tekst og meget andet. Det bedste af det hele var gennemgangen af hver eneste bog i Bibelen“.
I de følgende år udarbejdede man forskellige bøger med den teokratiske skole i tanke. Blandt disse kan nævnes „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“, der udkom i 1963 og har samme format som Vagttårnet. Alice Babcock kalder den meget passende „en formelig guldgrube af åndelige skatte“, og giver uden tvivl dermed udtryk for hvad mange mener. Her var endnu en bog der grundigt behandlede hver eneste af de seksogtres bøger i Bibelen og især lagde vægt på hvorledes hver enkelt bog i Bibelen er gavnlig for kristne i dag.
Til konstant brug i den teokratiske skole og ved personligt studium har man udarbejdet et opslagsværk der repræsenterer seks års studieundersøgelser. Omkring to hundrede og halvtreds brødre i over halvfems lande har medvirket til indsamling af stoffet; derefter har en udvalgt stab gennemarbejdet materialet på Selskabets hovedkontor i Brooklyn. Resultatet blev et 1700 siders bind der omhandler bibelske emner, lige fra „Aaron“ til „Zuzim“. Titlen? Aid to Bible Understanding, fuldført i 1970. Dette værk har været en sand gave fra Jehova.
En offentlig foredragskampagne
Den teokratiske skole havde allerede i 1940rne uddannet mange velkvalificerede brødre som kunne holde offentlige foredrag. I januar 1945 indledtes således en verdensomspændende offentlig foredragskampagne. Talerne udarbejdede selv deres foredrag, men for at sikre at der lød et ensartet budskab fra talerstolene, havde Vagttårnets selskab valgt emnerne og udarbejdet dispositioner til disse én-times foredrag. Kampagnen indledtes med en serie på otte foredrag, hvoraf det første hed „Kan mennesker opbygge en ny verden?“
Foruden foredragsholderen tog andre forkyndere af Riget del i kampagnen. De delte løbesedler ud på gaden og fra hus til hus og averterede dermed foredraget. Til tider averterede man også foredraget på plakater, som forkynderne bar rundt samtidig med at de uddelte trykte indbydelser. Som oftest blev foredraget holdt i rigssalen, men man kunne også tilrettelægge en foredragsrække i lejede lokaler eller hvor man måtte ønske det i afsidesliggende områder af menighedens distrikt. Hvis du regelmæssigt overværer de kristne møder, får du også gavn af sådanne offentlige foredrag.
Dengang, da det hele var så nyt, var det naturligvis også noget af en udfordring at holde et offentligt foredrag. W. L. Pelle siger: „I mange, mange år, knælede jeg, aftenen før jeg skulle holde et offentligt foredrag, ned ved min seng og bad Jehova give mig evne og styrke til at holde foredraget på en måde der behagede ham. Jeg råder de unge brødre i den teokratiske skole til at gøre det samme, for Jehova har altid hørt min bøn, og han vil også høre deres.“ — Sl. 65:2.
Jehova foranstalter at et verdensomspændende vidnesbyrd aflægges
For godt tredive år siden var menneskeheden inddraget i den anden verdenskrig. Mange ville sikkert have anset det for umuligt at gennemføre en international udvidelse af Rigets forkyndelse. Men ved sin ånd gav Jehova sine tjenere styrke til at gå fremad. Det var af stor betydning at der blev iværksat en oplæring til liv.
I september 1942 godkendte broder Knorr og de øvrige ledere af Vagttårnets selskab enstemmigt oprettelsen af en skole til oplæring af missionærer, som skulle udføre forkyndelse i forskellige lande overalt på jorden. Hvor skulle skolen have til huse? I Selskabets ejendom i Finger Lake-distriktet i den nordlige del af staten New York — Kingdom Farm i nærheden af South Lansing.
Her lå der en stor treetages murstensbygning som Vagttårnets selskab havde opført i 1941. Den var blevet bygget som tilflugtssted for medlemmer af betelfamilien i Brooklyn, ifald en kraftig forfølgelse måtte gøre det nødvendigt at overflytte dem dertil. Men bygningen havde aldrig tjent dette formål. Måske havde Jehova hele tiden ledet forholdene og haft en bestemt hensigt med denne bygning. Nu gik man i gang med at planlægge et nyt teokratisk undervisningscenter. Skolen skulle hedde Vagttårnets bibelkollegium Gilead. Senere ændredes navnet til Vagttårnets bibelskole Gilead.
Der var røre og aktivitet. I oktober 1942 gik A. D. Schroeder, Maxwell G. Friend og Eduardo F. Keller i gang med at tilrettelægge de kurser som det styrende råd havde givet dispositioner til; de udarbejdede forelæsninger, samlede lærebøger og sammensatte en bibliotekssamling. Samtidig foretog man forandringer i de bygninger der var på Kingdom Farm, så der blev et bibliotek, en foredragssal, klasseværelser, elevværelser og hvad der ellers skulle til. Det var nogle spændende måneder!
Tænk på hvor overraskende det må have været for mange pionerer at modtage et ansøgningsskema til den nye skole. Og endnu mere spændende var det sikkert når de fik besked på at deres ansøgning var blevet godkendt. „Vi følte os temmelig inkompetente men dog taknemmelige over dette privilegium,“ bemærker broder og søster Charles Eisenhower. „Vore ansøgninger blev godkendt. Vi solgte vores bil og campingvogn og tog af sted til skolen. Det var Gileadskolens første klasse. Skolen var ny, klassen var ny, alt var nyt for både lærere og elever.“
Den med spænding imødesete dag kom — mandag den 1. februar 1943. Sneen dækkede markerne omkring Kingdom Farm. Det var vinter og koldt. Men indenfor i administrationsbygningen mødtes niogfyrre mænd og enoghalvtreds kvinder — nogle gift, andre enlige — og glæden var stor. I anledning af skolens indvielse var en del af Selskabets ledende brødre til stede, foruden medlemmerne af familien på Kingdom Farm, samt venner og slægtninge — i alt 161.
Blandt dem der holdt taler var F. W. Franz og W. E. Van Amburgh. Broder Knorr holdt selv velkomst- og indvielsestalen. Alle de tilstedeværende var uden tvivl fuldstændig enige med ham da han sagde: „Jehova Gud har sørget for at dette sted og denne bygning, ’Gilead’, kunne stå parat til at tjene hans formål. Vi lader al vor tak og lovprisning gå til ham.“ At denne skoles oprettelse var et væsentligt led i den teokratiske udvikling kan slet ikke benægtes!
Bibelforskning, teokratisk tjeneste, offentlig foredragsvirksomhed, den højeste lov, bibelske sandheder — det var nogle af de emner som de flittige elever koncentrerede sig om under det fem måneders kursus. Til kursuset hørte også undervisning i et fremmed sprog — spansk for den første klasses vedkommende. Der var virkelig meget at lære. Men gileadeleverne havde også nogen tids arbejde på farmen og i huset hver skoledag; det hjalp dem til at frigøre sig for nervøse spændinger. Hverdagsaftenerne var beregnet til personligt studium, og i weekenderne var der rig lejlighed til at forkynde Riget til frelse for andre. Såvel lærere som elever deltog i tjenesten på arbejdsmarken.
Den anden verdenskrig rasede endnu da den første Gileadklasse havde afslutning. Eftersom det på det tidspunkt bogstavelig talt var umuligt at sende missionærer til Europa og vestpå til øerne i Stillehavet og til de asiatiske lande, sendte man de første missionærer til Cuba, Mexico, Costa Rica, Puerto Rico, Canada og Alaska. Siden da har man sendt andre missionærer til jordens fjerneste egne for at forkynde den gode nyhed om Riget „til et vidnesbyrd“. — Matt. 24:14.
Afgangshøjtideligheden for Gileadskolens femogtredivte klasse fandt sted på Kingdom Farm den 24. juli 1960. Mandag den 6. februar 1961 rykkede den seksogtredivte klasse ind i nyindrettede lokaler i Vagttårnsselskabets bygning, Columbia Heights 107, Brooklyn, New York. Det er en fordel at have skolen anbragt så nær Selskabets afdelingskontor. Eleverne kan nu høre foredrag holdt af flere brødre som er tilknyttet Selskabets stab, deriblandt medlemmer af Jehovas Vidners styrende råd.
Der er nu gået over tredive år siden Vagttårnets bibelskole Gilead blev oprettet. Indtil nu har over 5500 elever søgt dette center for teokratisk undervisning. Af disse virker 2500 stadig i heltidstjenesten og forkynder den gode nyhed om Riget rundt omkring i hele verden.
Rigets tjenesteskole
Denne understregning af den teokratiske undervisnings betydning med henblik på evigt liv er fortsat i årenes løb. I 1958 begyndte Selskabet at udarbejde planer og materiale til en ny form for undervisning. Det var en skole for tilsynsmænd. Den blev kaldt Rigets tjenesteskole og bestod oprindelig af fireogtyve skoledage, som omfattede seksoghalvfems klassedrøftelser og tyve forelæsninger. Der blev givet undervisning i fag som disse: lærepunkter om Riget, tjenesten på arbejdsmarken, kunsten at holde foredrag, og tilsynsmænds pligter.
(Fortsættes i næste nummer)