Jeg ser ved hjælp af ultralyd

I OVER 30 år af mit liv har jeg levet i mørke. Jeg er en af de over 30.000 blinde der bor i Canada. Men selv om begge mine øjne er fjernet og jeg ikke har spor mulighed for at opfatte lys, kan jeg med glæde sige til mine venner: „Jeg kan se igen! Jeg kan se ved hjælp af ultralyd!“ Lad mig forklare hvordan det gik til at jeg blev blind.

Den anden verdenskrig nærmede sig sit højdepunkt. De allierede tropper trængte igennem Frankrig ind i Holland, og slaget om Antwerpen var på sit højeste. Jeg havde gjort tjeneste som chauffør og mekaniker ved artilleriet og var nu, i en alder af 19, blevet overført til infanteriet. Den 1. november 1944 var min første dag ved fronten. Kun fem minutter senere viste den sig at blive min sidste. Min enhed rykkede frem langs et dige mod Antwerpen, da der pludselig eksploderede en granat foran mig.

Efter at jeg var kommet til mig selv igen lykkedes det mig, skønt hårdt såret, at slæbe mig tilbage til vore egne linjer, hvor jeg sank bevidstløs sammen. Sytten dage senere vågnede jeg op i en hospitalsseng i England, næsten fuldstændig blind. Med mit venstre øje kunne jeg kun skimte utydelige omrids, og mit højre øje var så stærkt beskadiget at det måtte fjernes. Efter tre måneder på hospitalet blev jeg udskrevet. Snart mistede jeg også hele synet på venstre øje, og fra da af har jeg levet mit liv i mørke.

I juni 1945, da krigen i Europa var slut, blev jeg sendt tilbage til Canada, hvor jeg måtte til at opbygge en ny tilværelse som blind. Jeg måtte også lære at tale igen, for eksplosionen havde ødelagt den nederste del af mit ansigt. Ved hjælp af plastiske operationer var lægerne i stand til at genopbygge mit ansigt, hvilket jeg var meget taknemmelig for.

Det var underligt at skulle lære at orientere sig ved hjælp af en anden gudgiven sans, følesansen. Det er virkelig forbløffende som fingerspidserne bliver ekstra følsomme idet legemets vidunderlige mekanisme søger at råde bod på det der er gået tabt. Det tog mig ikke lang tid at lære at bevæge mig omkring udelukkende ved hjælp af følesansen og en lang stok. Først i 1974 lykkedes det mig at få en førerhund. Denne hund, der hedder Leland, har været min trofaste ledsager siden.

En ny holdning til livet

I 1954 fik jeg overbragt et budskab der ikke alene ændrede min tankegang, men hele min livsform. To meget venlige mennesker ringede på min dør, og ud fra Guds ord, Bibelen, begyndte de at fortælle mig om en storslået fremtid for menneskeheden. Jeg lærte at Jehova Guds rige ved hans søn, Kristus Jesus, for evigt vil befri jorden for al den smerte, lidelse og sorg der er blevet forvoldt af krig, vold og undertrykkelse i de sidste 6000 år.

Under Rigets herredømme vil ikke alene ’de døves ører blive lukket op og den stummes tunge juble’, men også ’de blindes øjne blive åbnet’! (Es. 35:5, 6) Hvilke fremtidsudsigter! Og det bedste ved det hele var at disse ting, ifølge Guds løfte, vil blive gennemført i den nuværende generations levetid. — Matt. 24:7-14, 32-35; Luk. 21:28.

Imidlertid forstod jeg at jeg måtte udnytte tiden godt mens jeg ventede på denne vidunderlige nye ordning. Da man gjorde mig opmærksom på at en newzealænder havde opfundet et apparat der kunne sætte blinde i stand til at orientere sig godt, besluttede jeg mig til at forsøge denne mulighed. Derved blev jeg den første blinde i Canada der blev oplært i brugen af dette elektroniske hjælpemiddel. Det sætter mig i stand til at „se“ ved hjælp af ultralyd.

Apparatet

Hvis man så mig gå hen ad gaden med det elektroniske udstyr, ville man blot tro at jeg gik med et par lidt overdimensionerede briller. De tre små åbninger man ser midt på stellet, sender og modtager lyden. Senderen sidder forneden, og de to modtagere foroven. Når senderen udsender ultralydimpulser, vil ekkoet fra genstande omkring mig blive opfanget af modtagerne og sendt videre som pippetoner til øretelefonerne i de lidt kraftige brillestænger. Den ene brillestang er med en ledning forbundet med en lille æske som jeg bærer i bæltet. Denne æske, der er på størrelse med en hånd, indeholder ikke alene batterierne, der kan oplades igen, men også alt det elektroniske udstyr der er nødvendigt for at man kan bruge „brillerne“ rigtigt. For hver fire timers brug skal batterierne oplades i 14 timer. Hele apparaturet, laderen indbefattet, kan, når det ikke bruges, gemmes ned i en kompakt taske der bæres i en rem over skulderen.

Hvordan det fungerer

De fleste har hørt om flagermusen, denne underfulde skabning fra Jehovas hånd. Dette lille pattedyr er udstyret med en helt enestående evne til at udsende og høre lyde. Om dens evne til at lokalisere ting i sine omgivelser ved hjælp af ekko siger et værk: „Videnskabsmændene anslår at flagermusens radarsystem gram for gram og watt for watt er en milliard gange mere følsomt og effektivt end noget radar- eller sonarapparat opfundet af mennesker.“

Mit elektroniske hjælpemiddel virker efter samme princip som flagermusens system. Senderen udsender højfrekvente lydimpulser med en rækkevidde på cirka seks meter. Modtagerne sidder en smule skråt, den ene mod venstre og den anden mod højre. Alt efter om en genstand på min vej er til venstre eller til højre for mig, hører jeg derfor en kraftigere tone i enten venstre eller højre øre. Forskellige former for genstande afgiver forskellige toner i mine øretelefoner. Stål afgiver for eksempel den skarpeste lyd, hvorimod et menneske afgiver en dæmpet tone. Træ lyder blødere end glas. De forskelligartede toner sætter mig i stand til at „se“ hvad der er foran mig — en gren, en jernstang, en mur, en trædør, en glasdør, et menneske eller en bil.

Efterhånden som jeg bliver mere øvet i at bruge apparatet, vil jeg endda blive i stand til at skelne mellem forskellige slags træer — om jeg står over for et fyrretræ, et grantræ, et elletræ eller blot en hæk. Mit elektroniske hjælpemiddel giver mig altså oplysninger som hverken en lang stok eller en hund kan give mig. Imidlertid kan jeg ikke bruge apparatet uden stokken og hunden. Jeg har stadig brug for min førerhund, Leland, for at opdage huller og afsatser, eller for at kunne gå ned ad trapper. Men tilsammen har hunden og det elektroniske apparatur i høj grad øget min bevægelsesfrihed og -sikkerhed.

Træningen

Da vi mennesker mangler flagermusens instinktive evner, skal der megen træning til før man lærer at tolke apparaturets „sprog“ rigtigt. Min fire uger lange træning foregik i Toronto. Min lærerinde var en af de rundt regnet 100 personer der i de forudgående tre år var blevet uddannet til at gennemføre sådanne kurser i Australien, England, De forenede Stater og Canada. Indtil nu har 400 synshandicappede, heriblandt også børn, lært at „se“ ved hjælp af ultralyd.

Den blinde må naturligvis vide hvor langt han er fra de genstande han bevæger sig hen imod. Derfor måtte jeg først lære at fastslå afstande. Dette var meget vigtigt, for hvis man ikke er øvet i dette kan man simpelt hen ikke bruge det elektroniske udstyr rigtigt. Jeg lærte hurtigt at bedømme afstanden på grundlag af ekkoets tonehøjde. Jo længere en genstand var borte, jo højere var tonen. Efterhånden som man nærmede sig genstanden, blev tonen dybere, og ved en afstand på knap en halv meter hørte tonen helt op. Det betød „STANDS“.

Så begyndte det at blive mere kompliceret. Til forskellige øvelser blev der opstillet stænger. Ved en bestemt øvelse skulle jeg gå ud og ind mellem 10 stænger på række indtil jeg kunne gøre det uden at vælte nogen af dem. Stænger som var opstillet i to parallelle rækker kom man nemt til af vælte hvis man blot afveg to og en halv centimeter fra midterlinjen. For at gøre det en smule mere kompliceret, anbragte lærerinden engang under denne øvelse en stang lige foran mig. Men jeg standsede op i tide. Derefter opstillede hun tre stænger i en trekant, sådan at jeg stod nøjagtig fire og en halv meter fra hver af dem. Jeg skulle så gå hen til hver stang, røre den med hånden, og vende tilbage til min oprindelige plads. Her begik jeg en fejl: Jeg gik næsten en halv meter forkert af den ene stang!

Som det næste tog min lærerinde mig ud på Torontos travle gader. Hun gik bag mig, og ved hjælp af et apparat som hun bar, kunne hun høre de samme toner som mit elektroniske udstyr registrerede. Nu blev jeg rigtig klar over hvor værdifuld øvelsen med stængerne havde været. De reflekterede pippetoner kom nu fra langt mere omfangsrige genstande, som for eksempel telefonpæle og lysmaster, postkasser, parkerede biler og fodgængere. Foruden at undgå disse „forhindringer“ skulle jeg også sige hvori hver enkelt bestod. Tålmodigt førte min lærerinde mig gennem dette virvar af toner, og jeg begyndte at „se“ tingene mere tydeligt.

Til sidst lærte jeg at skelne mellem udstillingsvinduer og butiksdøre. Jeg lærte at tælle butiksdørene hele vejen rundt på en husblok. For at prøve mig, sagde lærerinden at jeg skulle gå ind i en bank der lå så og så mange døre henne ad gaden. Modigt gik jeg af sted og styrede ind i et lokale som jeg mente var banken. Tillidsfuldt gik jeg hen til det jeg mente var skranken, og — ET BRAG! — for 400 dollars lamper i en møbelforretning væltede om på gulvet! Heldigvis blev skaden fuldt ud dækket af forsikringen. Siden har jeg, som man sikkert kan tænke sig, været noget mere forsigtig.

En af de sværeste opgaver under træningen var en rundgang i et stort varehus. Da skulle det virkelig vise sig hvordan jeg forstod at bruge mine to hjælpemidler, det elektroniske udstyr og min hund, Leland. Det var som at blive anbragt i en labyrint. Jeg måtte lære hvor og hvor brede diskene og gangene var, og desuden skulle jeg sige lærerinden på hvilken side folk passerede mig. Jeg gik op ad trapperne til første sal, hvor lærerinden med forsæt søgte at forvirre min retningssans. Til sidst skulle jeg gå ned i stueetagen igen, finde den indgang vi var kommet ind ad, og gå så hurtigt ud gennem svingdøren at Lelands hale ikke kom i klemme. Som afslutning på dagens træning satte vi os på en S-togsstation, og min lærerinde gav mig besked på at tælle hvor mange der stod af og på togene. Det var virkelig anstrengende øvelser. Men de viste mig hvor værdifuldt det elektroniske udstyr var, og de bevirkede at jeg kom til at færdes mere sikkert med det. Samtidig har de overbevist mig om hvor forunderlig høresansen er, sådan som den sætter en i stand til at skelne de mange forskellige lyde fra hinanden.

Intet kan naturligvis måle sig med synssansen, der sætter os i stand til at se alle de mange farver og den store skønhed den kærlige Skaber har omgivet os med. Alligevel er jeg lykkelig for de nye muligheder mit elektroniske udstyr har åbnet for mig. Da jeg første gang hørte om det, fyldtes jeg med begejstring. Jeg spurgte mig selv: Kunne det måske hjælpe mig til at blive en bedre forkynder af det vidunderlige budskab om Guds rige? Dette spørgsmål er rigeligt blevet besvaret ved al den træning jeg fik i Torontos forretnings- og beboelseskvarterer. Jeg har nu langt lettere ved at udføre min hellige tjeneste for Jehova ved at gå fra hus til hus med den storslåede „gode nyhed om riget“. (Matt. 24:14) Det var hovedgrunden til at jeg gerne ville lære at „se“ ved hjælp af ultralyd. — Indsendt.

[Ramme/illustration på side 9]

En sender afgiver højfrekvente lydimpulser, der kastes tilbage af en genstand og modtages af mikrofoner

Jo nærmere genstanden er, jo dybere er tonen

Modtagere

Sender