Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g82 8/12 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1982
  • Underoverskrifter
  • Kriminaliteten i Sverige
  • Nyt middel til sænkning af blodtryk under operationer
  • Et mindre givtigt besøg?
  • Statsbegravelse efter 2000 år
  • Verdenskonference om ældre
  • Krige overalt i verden
  • Børn dør af underernæring
  • Religionen i Schweiz
  • Hvidløg og kræft
  • Behandling af rygradsskævhed
  • Forretningsverdenen vender sig til ræveguden
  • Vindkraft
Vågn op! – 1982
g82 8/12 s. 22-23

Vi betragter verden

Kriminaliteten i Sverige

◆ Fra Sveriges statistiske Centralbureau meddeles det at antallet af forbrydelser pr. 1000 indbyggere i Sverige er firdoblet siden 1950. I 1980 blev der anmeldt 111 forbrydelser pr. 1000 indbyggere. Der er dog stor forskel på kriminaliteten i de forskellige svenske landsdele. I Stockholms len blev der anmeldt 165 forbrydelser pr. 1000 indbyggere, mens tallet for Jämtlands len kun var 64.

Nyt middel til sænkning af blodtryk under operationer

◆ Ved visse operationer er det en stor fordel at patienten har lavt blodtryk og langsom puls. De midler man hidtil har anvendt til dette formål, har haft mange bivirkninger. I den svenske avis Dagens Nyheter omtaltes den 19. juni 1982 at man ved „Karolinska sjukhuset“ nu har undersøgt virkningerne af et stof der findes i cellerne, adenosin, som udvider blodkarrene men ikke påvirker hjertet. Stoffet sænker blodtrykket meget hurtigt uden at dette får indflydelse på hjertets funktion. Det nedbrydes kort efter til andre stoffer og har derfor ingen „eftervirkninger“. Man har ikke fundet nogen ulempe ved midlet, og i Sverige har man nu givet tilladelse til at prøve det på mennesker. Blandt årsagerne til at metoden med blodtrykssænkning kunne være ønskværdig, nævner avisartiklen Jehovas vidners vægring ved blodtransfusion.

Et mindre givtigt besøg?

◆ I alle lande der har haft besøg af pave Johannes Paul II, har man gjort det økonomiske regnskab op efter besøget. Efter pavens besøg i Storbritannien har der været en vis utilfredshed, blandt andet hos de virksomheder som havde fået autorisation til at fremstille T-shirts, mærkater og andre souvenirgenstande til minde om pavebesøget i Storbritannien. Den franske avis Le Monde meddeler at flere af disse firmaer nu er „på fallittens rand“. De forlanger en erstatning på 1 million britiske pund.

De ansvarlige inden for den katolske kirke er utilbøjelige til at imødekomme dette. De mener at „al handel er underlagt de almindelige markedsprincipper, også handel med religiøse genstande. En omstændighed der gør dem endnu mindre lydhøre over for disse anmodninger, er at de selv har stort besvær med at finde dækning for de 6,5 millioner pund som det har kostet dem at arrangere pavebesøget.“

Statsbegravelse efter 2000 år

◆ Resterne af 25 jøder, der for 1850 år siden mistede livet som oprørere i den såkaldte „Bar Kochba-opstand“, blev for nogen tid siden fundet af arkæologer i Israel. De omkomne soldater er nu blevet begravet med militære æresbevisninger. De havde deltaget i den sidste jødiske opstand mod den romerske kejser Hadrian; den fandt sted i årene 132-135 e.v.t. Mange arkæologer udeblev fra ceremonien for at protestere mod dette arrangement, der havde kostet over 2.000.000 kroner og var kommet i stand på rabbinernes foranledning. Israelske præster har også fået gennemført at alt udgravningsarbejde skal standses i samme øjeblik man støder på menneskeknogler. Deltagerne i begravelsen, deriblandt premierminister Menachem Begin, måtte flyves dertil i helikopter, da stedet ligger i utilgængelige bjerge i Judæas ørken.

Verdenskonference om ældre

◆ I FNs regie holdtes der fra 26. juli til 6. august en verdenskonference i Wien, hvor man drøftede ældre menneskers stilling og problemer i samfundet, nu og i fremtiden. Ved afslutningen af konferencen sagde generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar: „Flertallet af de mennesker, der er unge eller midaldrende i dag, vil leve længe nok til at få de problemer at føle, vi har drøftet her i Wien. . . . Et langt liv var i fortiden for de få; i vort århundrede er det blevet de flestes skæbne.“ Man har udregnet at der i år 2025 vil være 1100 millioner mennesker i verden over 60 år, hvis udviklingen fortsætter som beregnet. Næsten tre fjerdedele af dem vil leve i u-landene. Det forventes at verdensbefolkningen vil tredobles i perioden fra 1950 til 2025, men at gruppen af mennesker over 60 vil femdobles i samme periode.

Det var Guds oprindelige hensigt at mennesker skulle leve evigt uden at ældes, og uden at dø. Hans løfter i Bibelen viser os at den tid snart vil komme hvor Gud vil indføre et paradis på jorden og retsindige mennesker vil „opnå træets alder“. De alderdomsproblemer vi kender i dag, vil da høre fortiden til. — Esajas 65:22; Åbenbaringen 21:3, 4.

Krige overalt i verden

◆ „Vi trøster ofte os selv med at verden, på trods af at vi lever i atomalderen, indtil nu har undgået en verdensbrand der ville gøre ende på det hele.“ Sådan sagde Jordans FN-ambassadør, Nazem Nuseibeh, for nylig. „Men,“ fortsatte han, „siden den anden verdenskrig har verden oplevet 130 lokale krige.“

Mens Falklandsøerne og Libanon påkaldte sig hele verdens opmærksomhed, var der hver dag hundreder der døde i dusinvis af småkrige der blev udkæmpet i jungler, ørkener og bjergdale rundt om på jorden. Mellemøsten, Afrika, Asien, Latinamerika og Europa er fyldt med politisk vold, grænseuroligheder, borgerkrige, separatisturo og ideologiske eller religiøse konflikter. Jesus forudsagde at hans usynlige nærværelse ville være kendetegnet af at ’nation rejste sig mod nation’. — Mattæus 24:3, 7.

Børn dør af underernæring

◆ I Nigeria er der hvert år 75.000 børn der dør af underernæring, siger professor Adewale Omololu ved universitetet i Ibadan, Nigeria. Han tilføjer at underernæring også er skyld i at mindre end 3 procent af befolkningen bliver over 60 år. Man er i gang med bestræbelser for at forbedre situationen, skriver den nigerianske avis Daily Sketch. „Det arbejde vi er i gang med i min afdeling,“ forklarer Omololu, „indbefatter studier af brystmælk og amning, spørgsmålet om hvilken mad børn har brug for mens de vænnes fra, samt nigerianernes energi- og proteinbehov.“

Religionen i Schweiz

◆ „Flere og flere mennesker i Schweiz hævder ikke længere at de tilhører et ’traditionelt’ trossamfund, mener ikke at de har nogen tilknytning til nogen religiøs gruppe, eller nægter at besvare spørgsmål angående medlemskab,“ siger den schweiziske avis Der Bund. Lignende oplysninger kommer fra Tyskland. Den tyske avis Südwest Presse, som gengav en meningsmåling foretaget af Allensbach-instituttet i Tyskland, viser at kirkegangen er faldet brat i de sidste tre årtier. Antallet af katolikker som går i kirke er faldet fra 82 procent til 45 procent, og antallet af protestanter fra 53 procent til 14 procent. „Det er især de unge der vender de etablerede kirker ryggen, og det i et omfang så det truer selve kirkernes grundvold,“ siger artiklen.

Selv om nogle trosretninger i De forenede Stater har set kirkegangen stige, viser en gallupundersøgelse der for nylig er foretaget, dog at fremmødet i kirkerne og synagogerne i hele USA langsomt er gået ned ad bakke fra et højdepunkt på 49 procent i 1958 til 40 procent i dag.

Hvidløg og kræft

◆ Hvorfor har ét amt den laveste mavekræftprocent i provinsen, mens et andet, der ligger lige ved siden af, har den højeste? Det spørgsmål blev lægerne ved Shandongs lægehøjskole i Shandong-provinsen, Kina, stillet over for. De mener at svaret har at gøre med hvidløg. I Gangshan-amtet, hvor mavekræftprocenten var lavest, spiste man op til tyve gram hvidløg om dagen. I Quixia-amtet spiste man faktisk overhovedet ikke hvidløg. Lægerne formoder at den lave mavekræftprocent skyldes hvidløgssaftens evne til at hæmme bakterievækst. Bladet Health siger: „Foruden at indbyggerne i Gangshan har en sund mave, har de sandsynligvis også meget få langvarige besøg af fjerne slægtninge.“

Behandling af rygradsskævhed

◆ Elektrisk muskelstimulering der gives om natten har vist sig virkningsfuld ni ud af ti gange i forbindelse med at bremse eller vende let til middelsvær rygradsskævhed (skoliose) hos unge, fortælles det i to medicinske tidsskrifter. Mens det unge menneske sover, trækker smertefrie elektriske impulser musklerne sammen og retter rygraden ud. „Vore patienter er meget glade for denne stimulering fordi de ser ud som og kan bevæge sig som andre unge om dagen,“ siger ortopæden John B. Emans på Children’s Hospital Medical Center i Boston, USA. På Rancho Los Amigos Hospital i Californien anbringer man elektrodeskiver på huden på ryggen, og man bruger en transportabel impulsgenerator der stimulerer musklerne, oplyser Medical World News. På Hospital for Sick Children i Toronto indopererer man en generator og har en sender ved siden af sengen der fremkalder muskelsammentrækninger, hedder det i Journal of the American Medical Association. Man regner med at denne form for behandling måske vil gøre det unødvendigt med rygskinner eller eventuel operation.

Forretningsverdenen vender sig til ræveguden

◆ Japanske firmaer har travlt med at forsyne deres kontorer med små templer for ræveguden, for at bekæmpe den økonomiske nedgang, skriver avisen Mainichi Daily News. Ifølge den shintoistiske tro er ræven skytsgud for forretningsmæssig fremgang. I Inari-helligdommen (helligdommen for ræveguden) i Fushimi, Kyoto, har man travlt med at efterkomme tyve anmodninger pr. dag om noget af rævegudens ånd. For helligdommen i Kyoto er der i det mindste ikke nogen økonomisk nedgang.

Vindkraft

◆ På den græske ø Kithnos forsøger man at skaffe elektricitet fra vinden for derved at begrænse Grækenlands afhængighed af olieimporten, der bliver dyrere og dyrere, skriver det græske dagblad Kathimerini. Denne forenede indsats fra Grækenlands og Tysklands side for at udnytte den stærke vind der næsten altid blæser over Det ægæiske Hav, forventes at forsyne Kithnos med 24 procent af dens elektricitetsforbrug. Man planlægger at opstille lignende vindkraftgeneratorer på andre øer i Det ægæiske Hav i den nærmeste fremtid. Om vindkraft alene vil kunne løse de olieafhængige landes energiproblemer, står hen i det uvisse.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del