Hvad skete der med jødernes forventninger?

DEN samling af gammeljødiske skrifter der kendes som den babyloniske Talmud indeholder følgende kommentar om Messias, som kan dateres til begyndelsen af det andet århundrede:

„’Landet skal sørge’ (Zakarias 12:12). Hvad er grunden til denne sorg? . . . R[abbi] Dosa siger: ’[De vil sørge] over Messias som vil blive dræbt.’“

Denne kommentar omtaler interessant nok Messias som en der vil blive dræbt; og dog har vi set at dette Messiasbegreb var uforståeligt for jøderne i det første århundrede. Hvad var grunden til at man ændrede opfattelse?

Tanken om en messias der måtte dø synes at have vundet indpas i løbet af det andet århundrede efter vor tid, navnlig efter Simon Bar-Kokbas død. Bar-Kokba var en kriger, en politisk revolutionær. Han blev i vid udstrækning hyldet som Messias. Selv Rabbi Akiba ben Josef, der er blevet kaldt „den mest indflydelsesrige af alle rabbinske vismænd“, hyldede Bar-Kokba som Messias.

Til sidst blev Bar-Kokba anfører for et jødisk oprør imod det romerske herredømme. Efter en indledende sejr over Roms legioner, holdt Bar-Kokba de tilbagevendende romerske hære stangen i tre år i en kamp der krævede over en halv million jøders liv. I år 135 e.v.t. blev oprøret imidlertid knust og Bar-Kokba dræbt.

Den generation der uforbeholdent havde sluttet sig til Bar-Kokba stod nu i en ejendommelig situation. Bar-Kokbas død rokkede ikke kun ved Messiashåbet, men også ved rabbi Akibas ære. Dr. Joseph Heinemann fra det hebraiske universitet i Jerusalem forklarer hvilken virkning Bar-Kokbas død havde på hans samtidige:

„Denne generation må med alle midler have forsøgt at nå det umulige: at fastholde at Bar-Kokba var Messias på trods af at han kom til kort. Denne paradoksale situation kunne ikke komme bedre til udtryk end i den modsætningsfyldte legende om den oprørske Messias der er dømt til at falde i kamp, og dog forbliver en sand genløser.“

Men hvordan kunne jøderne forene denne tanke om en messias der måtte dø med det at Messias skulle regere som konge? Raphael Patai forklarer:

„Dilemmaet blev løst ved at man delte personen Messias i to: den ene, der blev kaldt Messias ben Josef [eller: søn af Josef], skulle samle Israels hære mod deres fjender og ville, efter mange sejre og mirakler, blive dræbt. . . . Den anden, Messias ben David [eller: søn af David], vil komme efter ham . . . og vil lede Israel til den endelige sejr, triumfen, og den messianske tidsalders lyksalighed.“

Denne teori om en døende messias udviklede sig fortsat i årene efter Bar-Kokbas død, og blev til sidst anvendt på en fremtidig messias der skulle dø i kamp. Patai forklarer: „Man får mistanke om at man nødvendigvis må komme til denne slutning: [Messias] vil som søn af Josef dø på tærskelen til dagenes ende, men vil så vende tilbage til livet som søn af David og fuldføre den opgave han påbegyndte i sit tidligere liv.“

Dette minder slående om hvad de kristne i det første århundrede troede. Begge grupper hævdede at tro på en messias der ville dø og blive oprejst før den forudsagte tidsalder med fred!

Nye indvendinger opstår

I de første århundreder e.v.t. konverterede det hedenske romerrige til romersk katolicisme, og antisemitisme blev nu udbredt blandt dem der hævdede at følge Jesus. I årene derefter blev jøderne udsat for grusomheder som korstogene og inkvisitionen, der var klare overtrædelser af Guds bud om at ’elske sin næste som sig selv’. (3 Mosebog 19:18) De der foregav at følge Jesus tillagde sig desuden ukristne lærepunkter, som for eksempel tilbedelsen af en treenig Gud. Moses havde lært folket: „Herren er én.“ (5 Mosebog 6:4) Den oprindelige indvending mod Messias kunne altså ikke længere betragtes som velbegrundet; men nu opstod der nye indvendinger, indvendinger mod den ubibelske adfærd og de læresætninger som de der hævdede at følge Jesus, havde tillagt sig. Jødedommen forkastede derfor fortsat kristendommen.

Messias — en virkelig person eller en drøm?

I Israel varede Messiashåbet ved op gennem århundrederne. Rabbiner Maimonides, der levede i middelalderen, inkluderede for eksempel følgende da han formulerede sine tretten trosartikler: „Jeg tror . . . fuldt og fast at Messias kommer, og skulle han end tøve, vil jeg dog hver dag vente på hans komme.“

I nyere tid er selve tanken om en personlig messias imidlertid gået i glemme blandt mange jøder. For eksempel skrev Joseph Perl for hundrede år siden: „Veluddannede jøder forestiller sig på ingen måde Messias som en virkelig person.“

Disse jøder betragter ikke Messias som en person, men som et idealbillede, og foretrækker derfor at tale om en Messiastid fremfor om en Messias. Men fandtes personen Messias ikke, kunne der heller ikke blive tale om en Messiastid.

Hvornår skulle denne Messias da komme? Hvad fortæller De hebraiske Skrifter?