Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g83 8/12 s. 16-18
  • Andres død var mit brød

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Andres død var mit brød
  • Vågn op! – 1983
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Min personlige erfaring
  • Balsamering
  • Udgifter
  • Træf kloge afgørelser
  • Skal man lægge planer for sin egen begravelse?
    Vågn op! – 1976
  • Spørgsmål fra læserne
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1976
  • Balsamering
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Hvordan skal man vise respekt for de døde?
    Vågn op! – 1977
Se mere
Vågn op! – 1983
g83 8/12 s. 16-18

Andres død var mit brød

„BARE læg mig i en trækasse. Jeg er ligeglad med hvad der sker med mig efter min død.“ „Sørg for at mit lig bliver brændt.“ Udtalelser som disse hører jeg jævnligt. De bliver gerne fremsat i en spøgefuld tone, på grund af mit arbejde — jeg er nemlig bedemand.

Nu spørger du måske: Hvordan er det at have med døden at gøre hele tiden? Hvordan balsamerer man et lig? Hvad får folk til at sætte sig i så store udgifter og gøre sig så megen ulejlighed på grund af et dødsfald?

Min personlige erfaring

I USA er opgaven med at tage sig af de døde overladt til professionelle bedemænd. Det var mit mål at få arbejde inden for denne profession, og i det andet år i gymnasiet begyndte jeg derfor at lægge grundlaget for at nå mit mål ved at vælge de fag der kunne hjælpe mig i mit fremtidige arbejde. Da jeg var gået ud af gymnasiet begyndte jeg at studere på et stort universitet i en af de midtvestlige stater i USA, og tog eksamen i „begravelsesvidenskab“. Jeg blev så autoriseret bedemand. Nu var jeg kvalificeret til at balsamere lig, forrette begravelser og hjælpe med at sikre at de nødvendige juridiske krav blev overholdt.

Du forestiller dig måske at jeg efterhånden fik en kynisk, hård og ufølsom holdning til døden, menneskets største fjende, fordi jeg hele tiden beskæftigede mig med den. Det gjorde jeg nu ikke. Jeg fandt det særlig svært at acceptere når små børn og mennesker på min egen alder døde. Unge menneskers død mindede mig om at livet kan være meget kort. Ja, vi er som „en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder“. — Jakob 4:14.

Når det var et barn der havde hele livet for sig, der døde, fik det tårerne til at vælde frem i mine øjne, men troen på at døde børn blev til engle i himmelen hos Jesus, trøstede mig lidt. Jeg tænkte imidlertid: ’Hvis Gud er så kærlig og god, hvordan kan han så forvolde så megen sorg ved at lade et lille barn dø?’ Først da jeg omhyggeligt begyndte at studere Bibelen fandt jeg svar på dette spørgsmål. Jeg lærte at døden ikke var en del af den hensigt Gud havde da han skabte mennesket, og derfor i virkeligheden er unaturlig.

Balsamering

Balsamering har været kendt i tusinder af år og nævnes fire gange i Bibelen. (1 Mosebog 50:2, 3, 26) Jakob og hans søn Josef blev balsameret for at deres lig ikke skulle gå i forrådnelse på den lange, varme rejse til det sted hvor de skulle begraves. Ægypterne balsamerede ved hjælp af urter, olier, harpikser og andet, og lagde til sidst liget i en opløsning med natron (natriumkarbonat). Processen varede adskillige uger og bevarede liget i årevis, ja i århundreder.

Den form for balsamering man benytter i dag, udføres ved at man finder frem til en blodåre nær legemets overflade, lægger et snit i den og indsprøjter en konserverende opløsning. Væsken presser blodet ud gennem snittet i åren. Så kan man tage fat på arbejdet med at give liget et pænere udseende. Man genopbygger legemsdele der er blevet ødelagt som for eksempel hos ulykkesofre, og bruger måske voks, kosmetik og særlige sting med nål og tråd for at skjule såret. På skolen lærte jeg at dette hjælper de efterladte til at acceptere døden. Jeg brugte tit mange timer på at give liget et livagtigt udseende. Jeg betragtede det som en udfordring og satte en ære i at få et udtæret eller lemlæstet legeme til at se ud som det gjorde da personen var i live og rask. Mine bestræbelser gav mig en vis tilfredsstillelse.

Udgifter

I vore dage berøres mennesker på mange måder af døden. En begravelse vil for de fleste her i USA være en af deres største udgifter. Hvor mange penge man bruger og hvor meget man vælger at gøre ud af begravelsen er et familieanliggende og bør ikke kritiseres, forudsat at ingen kristne principper overtrædes.

Hvordan kan det være at de fleste begravelser bliver langt mere omstændelige og kostbare end den afdøde ville have ønsket? Måske har afdøde ikke gjort sin vilje i denne sag kendt. De fleste mennesker siger at de foretrækker en enkel, billig begravelse, men hvis de ikke skriver deres ønsker ned, er det de efterladte der må bære byrden ved at træffe et valg. Allerede på Bibelens tid traf man selv foranstaltninger til sin begravelse. Da Jakob var døden nær, sagde han til sin søn Josef: „Når jeg er død, så jord mig i den grav, jeg lod mig grave i Kana’ans land.“ — 1 Mosebog 50:5.

Inden for visse grænser kan du og din familie frit vælge hvilken form for begravelse I foretrækker. Nogle ting kan planlægges før døden indtræffer. Forsøg rationelt at forudse hvilke afgørelser der nødvendigvis skal træffes når døden indtræder.

Hvordan forholder det sig med balsamering? I USA forlanger loven at liget balsameres hvis det skal transporteres af en fragtmand eller lignende. I nogle stater kræves balsamering hvis bisættelsen ikke finder sted inden for et nærmere fastsat antal timer, eller hvis døden er indtrådt på grund af en smitsom sygdom.a

Hvilke udgifter må man påregne? Hvad angår kiste, plejer jeg at vise familien et udvalg der i pris varierer fra billige trækister til meget dyre metalkister der koster tusinder af dollars. Andre udgifter indbefatter måske transport, gravsted, blomster, lokaler at afholde begravelsen i, køb af gravsten og så videre, foruden eventuelle forfriskninger til gæsterne efter begravelsen.

Hvor meget bør man gøre ud af begravelsesritualet? Mange af de begravelser jeg har forrettet, er blevet afholdt ganske som skik og brug forlanger det. Der blev for det meste ikke nævnt noget om alternativer, men ofte var der andre muligheder. Nogle foretrækker måske en meget enkel begravelse eller ligbrænding, måske efterfulgt af en mindehøjtidelighed, og undgår derved den balsamering, udsmykning og fremvisning af liget der er skik og brug i USA, samt ligvogn og endda udgiften til kiste og gravkælder. Andre foretrækker måske dyre begravelser, ligesom mange foretrækker dyre biler eller dyre hjem. Ikke alle bryder sig om eller ønsker nøjagtig det samme. Bedemænd er klar over dette, og tilbyder derfor kister, gravsten med videre i forskellige prisklasser.

Hvor stort et hensyn bør man tage til slægtninge og andre? Tag hensyn til familiens ønsker, men husk at der også kan være andre man bør tænke på. Det kan være nødvendigt for kristne der bor i små byer at tage den lokale skik og brug i betragtning. Personlige ønsker, økonomi og andre omstændigheder vil være bestemmende for hvilken form for begravelse man vælger. Men hvis man holder sig til skikke og traditioner der kan forenes med bibelske principper, vil man aflægge et bedre vidnesbyrd.

Træf kloge afgørelser

Dødsfald forekommer ikke særlig tit i hver enkelt familie. Når det sker, kan det være en meget chokerende oplevelse. Men engang vil døden blive noget der hører fortiden til. (Åbenbaringen 21:3, 4) Indtil den tid kommer, vil lovbestemmelser, kapeller, kirkegårde, bedemænd og begravelser stadig findes. Men døden vil virke mindre chokerende hvis vi på forhånd sætter os ind i de ting der skal ordnes når en af vore nærmeste dør.

Ingen af os ville sikkert købe et nyt hus uden at undersøge det grundigt først, og det samme fornuftige princip kan vi bruge når vi overvejer hvad vi ønsker der skal ske med os når vi er døde. Hvad man end vælger, vil en anerkendt begravelsesforretning være villig til at hjælpe med at finde ud af detaljerne og arrangere en værdig og økonomisk begravelse. Det kan ikke betragtes som sygeligt at gøre sig nogle tanker om dette nu. Det vidner tværtimod om at man er moden og forudseende og har kærlig omsorg for de efterladte.

Siden jeg har fået nøjagtig kundskab om Bibelen og det vidunderlige håb om evigt liv der fremholdes i den, har jeg fået mere interesse for de levende end for de døde. Andres død er ikke længere mit brød. — Indsendt.

[Fodnote]

a I Danmark forlanger loven balsamering hvis liget skal transporteres ud af landet, samt ved smittefare. Derudover forekommer balsamering kun meget sjældent her i landet.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del