„Liv og fred“ — i kirkerne og i verden

I april 1983 holdtes i Sverige en kirkelig „fredskonference“ med så bred tilslutning at dens lige efter sigende ikke har været set siden „oldkirkens dage“. Den førte ikke til den ønskede enighed — men afslørede den indre splid i Den danske Folkekirke og i kristenhedens øvrige kirker. Hvordan gik det til?

„LIV OG FRED“ var temaet for en usædvanlig verdenskonference der blev afholdt i Uppsala den 20.-24. april 1983. Her samledes biskopper, ærkebiskopper og andre kirkeledere fra hele verden for at drøfte den kristnes forhold til krig og oprustning — og i særdeleshed til atomfaren.

Det var Sveriges ærkebiskop, Olof Sundby, der havde taget initiativet til konferencen. Fra Danmark deltog Københavns biskop, Ole Bertelsen, og den katolske biskop, Hans Martensen, ikke blot som gæster men som medindbydere.

I fire dage skulle 160 højtstående gejstlige fra 60 lande blandt andet drøfte hvorvidt ’ikke blot brugen af atomvåben men også produktionen af dem og truslen om at bruge dem er imod Guds vilje’. Hensigten var at samle de kristnes arbejde for fred i en „forenet kristen manifestation“ og slutte konferencen med en magtfuld appel til verdenslederne om afskaffelse af atomvåben.¹

Men endnu før konferencen om liv og fred kom i gang, gav den her i Danmark anledning til en hel del ufredelige angreb, og den kom til at afsløre dybe splittelser inden for folkekirken.

Hvordan kan planerne om en fredskonference føre til strid og ufred? Er da ikke alle kirkens folk tilhængere af fred?

Hidsig debat

Sagen er at der blandt fremtrædende præster i Danmark er stærkt divergerende meninger om fredsspørgsmålet. Skal kristne engagere sig i politiske partier? Skal de gå aktivt ind i fredsbevægelserne? Skal de vestlige lande opretholde et stærkt militær og velforsynede atomlagre indtil østlandene begynder at nedruste — eller skal de påbegynde en ensidig nedrustning?

Denne uenighed kom straks frem da det blev kendt at biskop Ole Bertelsen, folkekirkens „primas“, ville deltage — som medindbyder! — når fredsmødet i Uppsala løb af stabelen. Sagen blev taget op af Danmarks ti biskopper ved bispemødet i januar 1983. Mødet blev holdt bag lukkede døre, men bagefter oplyste biskop Holm fra Odense kort: „Blandt bisperne er der lige så forskellige meninger om fred og oprustning som i befolkningen.“ Angående Bertelsens rejse til Sverige tilføjede han: „Jeg tror ikke, andre af bisperne har lyst til at deltage i fredsmødet.“²

Resultatet blev at Københavns biskop deltog i Uppsala-mødet som „privatperson“ og altså ikke repræsenterede Den danske Folkekirke.

Men alligevel gik bølgerne højt i den danske kirkedebat. Folketingsmand Johannes Burgdorff kritiserede Bertelsens rejse i skarpe vendinger. Weekendavisen skrev: „’Det vil fremme splittelsen inden for folkekirken,’ hed det i en erklæring, som [Burgdorff] fandt tilstrækkelig betydningsfuld til at udsende over Ritzaus Bureau. Den var ikke interessant på grund af advarselen, men fordi den erkendte, at der er en splittelse.“³ Biskop Bertelsen er kendt som tilhænger af fredsbevægelserne, og folketingsmand Burgdorff mente at kirken lod sig misbruge af en venstreorienteret fredsbevægelse.

Biskop Helge Skov fra Ribe meddelte for sit vedkommende: „En sådan fælles kristelig manifestation vil jeg ikke være med til.“⁴ Hans syn på sagen lå lige så langt fra Bertelsens som Ribe ligger fra København. „Fredsbevægelser er et politisk anliggende, og en sammenblanding af politik og kristendom kan let prisgive kristendommens eget budskab, kirken kan blive politikkens lakaj,“ erklærede han.⁵

Sognepræst Søren Krarup rettede i Jyllands-Posten et drabeligt slag mod Københavns biskop, i et åbent brev til en gammel konfirmand: „Jeg kan betro dig, at det er ikke første gang, danske biskopper forråder evangeliet. . . . Jeg ville gerne have Ole Bertelsen her i konfirmandstuen, for han trænger tydeligvis til en nødtørftig indføring i den kristelige børnelærdom. Men jeg har aldrig gjort mig illusioner med hensyn til hans og kollegers forhold til evangeliet og nøjes derfor med at sige: hvad kunne man vente andet?“ Brevets modtager var en ung mand som havde samvittighedskvaler over som kristen at skulle aftjene sin værnepligt. Søren Krarup ’trøstede’ ham: „Du skal ikke lade dig drive ind i skrupler og bekymringer af disse omvandrende gademissionærer. I stedet skal du fri og frejdig gøre ét: du skal aftjene din soldatertid. . . . kristendommen befaler dig at elske næsten — og det vil i denne forbindelse sige: at aftjene din værnepligt.“⁶

Mogens Hansen fra Danmarks Radio rystede på hovedet ad „den ufredelige debat om kirken og freden“, som han kaldte det i Berlingske Tidende. ’Hvorfor tror man ikke på hinandens ord og hensigter? Kan vi være helt sikre på at alle danske præster og biskopper der beklæder partipolitiske tillidsposter, altid selv kan skelne mellem partipolitikeren og evangelieforkynderen? Kan vi andre altid høre hvilken tunge der taler?’⁴

Avislæsere fik således rig anledning til at spekulere på hvilken form for liv og fred der er i folkekirken i dag. Men konferencen nærmede sig, og de danske deltagere tog af sted.

Hvordan forløb konferencen?

Et af de centrale spørgsmål var om mødets deltagere ville gøre afvisning af atomvåben til „en del af den kristne bekendelse“. Nogle ønskede det, andre ikke. Biskop Bertelsen var betænkelig. „Jeg håber ikke konferencen udvikler sig til en manifestation, som vil binde den enkelte kristne alt for meget,“ sagde han.⁷

Allerede fra begyndelsen stod det klart at man ikke var kommet sammen for at fordømme krig i almindelighed. Sveriges ærkebiskop erklærede at det er på sin plads at kristne griber til våben hvis hensigten er at hindre volden i at sejre. Man talte om begrebet „retfærdig krig“, som nogle kunne gå ind for — en filosofi der indebar at krig var i orden hvis det var „det mindste af to onder“. Atomkrig blev imidlertid betragtet som noget særligt, noget alle var enige om at tage afstand fra.

Afvisningen af atomvåben var dog ikke så let en sag som man skulle tro. Russiske og andre kirkeledere mente at en omgående fastfrysning var nødvendig. Det var der ikke enighed om. „Brugen af atomvåben og besiddelse af dem er ikke lige umoralsk,“ mente anglikaneren John Stott. „Den kristne samvittighed kan tolerere [dem] som en midlertidig tilstand.“⁸

Debatten om disse spørgsmål fortsatte under mødets fire dage. Samtidig erkendte deltagerne at kirkerne selv langtfra altid havde arbejdet for fred; de måtte ’gøre bod for deres manglende vilje til at prædike og virkeliggøre evangeliet om retfærdighed, kærlighed og forsoning’, og de havde ’ikke altid sat spørgsmålstegn ved krig som et middel til at afgøre konflikter’.⁹

Det var især slutdokumentet man havde knyttet store forhåbninger til. Her skulle en enig front af åndelige ledere rette en magtfuld appel til de styrende i verden. Men det var svært for kirkelederne at finde en formulering de kunne blive enige om. Det første udkast var ikke stærkt nok, mente nogle. „Vi ønsker ikke bare en fastfrysning af den nuværende atomvåbenmængde,“ sagde Oslo-biskoppen Andreas Aarflot, „men destruktion af alle nuværende atomvåben.“ En amerikansk præst erklærede: „Der mangler det profetiske ord: der er ikke nogen klar afvisning af atomvåben.“ Københavns biskop sagde imidlertid: „Vi . . . kan ikke fordømme andre kristne, som går ind for atomvåben, selv om vi mener, de er imod Guds vilje.“¹⁰

Efter langvarigt natarbejde nåede man da frem til følgende salomoniske løsning, som dækkede over en del uenighed: „De fleste af os mener, at forekomsten af atomvåben modsiger Guds vilje,“ kom der til at stå i slutdokumentet. Og videre: „Vi er alle enige om, at lydigheden mod Guds vilje kræver en resolut, kraftig bestræbelse for deres totale udryddelse inden for en nærmere angivet tidsramme.“ Man foreslog en ramme på fem år.¹¹

Nogen del af „den kristne bekendelse“ blev afvisningen af atomvåben ikke. Derimod vedtog man at „der for kirken ikke er nogen vej uden om et politisk engagement med al den smerte og alle de uundgåelige kompromis’er dette medfører“.⁹

Endvidere anbefalede man „opretholdelse og udvidelse af De forenede Nationers autoritet“.

Da konferencen var forbi, var hovedindtrykket at de 160 kirkeledere ikke havde kunnet enes om den utvetydige appel til de ledende i verden som man havde håbet på. Og for iagttagere stod det mere klart end nogen sinde hvor dybt engageret i denne verdens politiske forhold kristenhedens kirker er, og hvor uenige de er indbyrdes.

Liv og fred i verden

Det er påfaldende at Guds rige som menneskets håb ikke blev trukket frem ved fredsmødet — og det var dog det rige Jesus Kristus forkyndte som løsningen på verdens problemer.

Hverken Jesus eller hans apostle gav de kristne befaling til at engagere sig i noget lands politiske forhold. Tværtimod skulle de være som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i verden, som Guds riges repræsentanter i et ’fremmed land’, hvis indre forhold de ikke skulle blande sig i. Derved ville de vise deres tro på Guds rige som det sande håb. — Mattæus 6:9, 10; 1 Peter 2:11; 2 Korinter 5:20.

Kristne er naturligvis interesseret i liv og fred. De viser det for eksempel ved at forholde sig helt neutrale i verdens konflikter og ikke give nogen støtte til nationernes krige. Den enkelte kristne må for sit eget vedkommende ’smede sværdet til plovjern’. (Esajas 2:4; Mattæus 5:39; 26:52) Men Gud selv vil gribe ind i nationernes forhold når hans tid er inde, og give liv og fred til alle. — Daniel 2:44.

I mellemtiden giver kristenhedens kirker stærkt indtryk af at være ’et hus i splid med sig selv’ — et hus i færd med at falde. — Mattæus 12:25.

Henvisninger:

1 Kristeligt Dagblad, 25. Januar 1983

2 Berlingske Tidende, 7. januar 1983

3 Weekendavisen, 18.-24. februar 1983

4 Berlingske Tidende, 30. januar 1983

5 Jyllands-Posten, 21. januar 1983

6 Jyllands-Posten, 11. januar 1983

7 Kristeligt Dagblad, 21. april 1983

8 samme, 22. april 1983

9 samme, 25. april 1983

10 samme, 23. april 1983

11 samme, 24. april 1983

[Tekstcitat på side 19]

Endnu før konferencen om liv og fred kom i gang, gav den anledning til en hel del ufredelige angreb

[Tekstcitat på side 20]

Præst i folkekirken skriver om nogle af sine biskopper: „Det er ikke første gang, danske biskopper forråder evangeliet“

[Tekstcitat på side 21]

Enigheden rakte kun til: „De fleste af os mener . . .“

[Tekstcitat på side 21]

Fredsmødet i Uppsala nævnte ikke Guds rige som menneskets eneste håb, men opfordrede til støtte af FN

[Kort på side 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Uppsala

Sverige

Danmark

Danske kirkelederes rejse til fredsmøde i Uppsala vakte voldsom opsigt i folkekirken

[Ramme på side 20]

Kommentarer til fredsmødet

I Dagens Nyheter for den 17. maj 1983 opregner den svenske forfatter Gösta Hultén noget af den kritik der er blevet rettet mod konferencen i Uppsala. Han nævner ’kernevåbenfikseringen’ (at man glemte igangværende krige og kun talte om kernevåben), det misforhold at kravet om fastfrysning rettedes mest mod vestlige våben, og den måde hvorpå konferenceledelsen havde håndplukket kirkelige ledere i stedet for at lade kirkerne selv sende repræsentanter. Nogle af deltagerne kritiserede selv at de var blevet til en ’lovgivende forsamling’ der stemte om storpolitiske spørgsmål uden mandat. Gösta Hultén slutter: „Når storkirken forvandles til en partipolitisk slagmark, når biskopper og politikere maner os til at sætte navn på fredslister, når den frivillige organisation ’Præster mod kernevåben’ drives fra Stockholms stiftskontor i dets arbejdstid, og når politikerne samtidig har fået beslutningsret i kirkens trosspørgsmål [som det er tilfældet i Sverige] — da er kirken på vej til at blive politikkens slave! Dette er en udvikling som hverken politikerne, kirkerne selv eller freden kan være tjent med.“