De mange religioner — hvilken frugt har de båret?

’DER er noget godt i alle religioner.’ Det er en meget udbredt opfattelse blandt mange i dag. De mener at selv en lille smule religiøsitet vil gøre en til et bedre menneske.

Mener du det? Mener du at religion har påvirket menneskene i almindelighed i en god retning? Mener du at de forskellige religioner har frembragt gode og sunde frugter i deres tilhængeres liv?

Disse spørgsmål bør naturligvis ikke besvares ud fra personlige meninger alene, og de bør heller ikke blot besvares ud fra hvad de religiøse organisationer selv hævder. Vi bør derimod undersøge kendsgerningerne, og gøre det så objektivt som muligt.

undersøg kendsgerningerne

I vor tid med hurtig kommunikation og massemedier er det ikke vanskeligt at få fat i kendsgerningerne. Men hvad skal man se efter? Hvilken frugt mener du at en religion skal frembringe? Her vil de fleste mennesker sige at en religion skal gøre folk mere kærlige, ærlige, moralsk retlinede, fredsommelige, åndeligsindede og så videre. Sådan bør det også være. Og i virkeligheden har næsten alle religioner som deres vigtigste læresætning en der ligner Bibelens lære: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mattæus 22:39.

Næsten alle religioner lærer dette i teorien, men hvordan ser det ud i praksis? Ser vi en højere moralsk standard blandt religiøse mennesker? Er de mere kærlige, mere fredsommelige, mere ærlige? Ja, hvilken slags frugter frembringer de mange religioner?

Religion og moral

Foruroliget af den voksende bølge af skilsmisser, kønssygdomme, uønskede svangerskaber, pornografi, homoseksualitet og fri moral, vender mange sig til religionen efter hjælp. De ræsonnerer måske at hvis myndighederne og skolerne ikke kan give dem den moralske vejledning de har brug for, må religionen da kunne give dem den. Bestræbelserne for at genindføre morgenbøn og ’skabelsesvidenskab’ i folkeskolerne i De forenede Stater er et tegn på dette. Men hvad er det for en vejledning trossamfundene i dag kan tilbyde? Her er nogle eksempler.

● Canadas forenede Kirke (landets største protestantiske trossamfund) har til alle menigheder udsendt en rapport med titlen In God’s Image . . . Male and Female (I Guds billede . . . mand og kvinde), som indeholder foreslåede retningslinjer for kønsliv og ægteskab. Ifølge nyhedsmagasinet Maclean’s „anbefaler [rapporten] en overvejelse af at acceptere at homoseksuelle bliver præsteviet; den siger at sex uden for ægteskabet kan være acceptabelt under visse omstændigheder og hvis forholdet er ’glædesfyldt, omsorgsfuldt, frigørende, til gensidig støtte og socialt ansvarligt’; og den foreslår at troskab i ægteskabet ikke nødvendigvis behøver at indebære at man seksuelt holder sig til ægtefællen“. Den endelige stillingtagen til denne resolution er blevet udskudt til senere på året.

● I en artikel med overskriften „Genfødte kristne opdager den seksuelle revolution“ siger Russell Chandler, der skriver om religiøse emner i Los Angeles Times. „Undersøgelsesudvalg fra flere store protestantiske trossamfund og fra den romersk-katolske kirke er kommet til den konklusion at . . . kønslig forbindelse mellem ugifte under visse omstændigheder . . . ikke er syndigt, at homoseksualitet kan være en acceptabel alternativ livsform for kristne og at masturbation eller selvtilfredsstillelse er normalt og rigtigt.“

● I en rapport om „homoseksuelle i kirkerne“, især i det romersk-katolske ærkebispedømme San Francisco, påpeger bladet Newsweek at der „i løbet af de sidste 10 år er opstået homoseksuelle arbejdsgrupper . . . i de store protestantiske kirkesamfund; de har givet stødet til lignende grupper hos mennonitterne, pinsebevægelsen, mormonerne, Christian Science, syvendedagsadventisterne og jøderne. I mange byer har homoseksuelle organiseret deres egne kirker, synagoger og endda zenbuddhistcentre.“

● I Amerika har præsternes nationale alkoholismeråd anslået at i 1977 var mindst 10 procent af præsterne og nonnerne alkoholikere, ifølge en Associated Press-meddelelse fra Los Angeles. Men en anden rapport, der stod at læse i Baltimore-avisen Sun, siger: „Alkoholisme blandt præster er af højtstående medlemmer af katolske ordener blevet anført som et problem af verdensomfattende dimensioner, men dette er ikke længere det mest presserende problem. . . . Hvad der i halvtredserne og tresserne gjaldt alkoholisme, gælder nu homoseksualitet. Ja, homoseksualitetsproblemet er ved at tilspidse sig i øjeblikket.“

Med en sådan vejledning og et sådant eksempel er det ikke overraskende at det moralske klima blandt kirkemedlemmer ikke er bedre, men måske endda værre, end hos folk i almindelighed. Her er blot nogle få eksempler:

● Londonavisen Times skriver: „Officielle statistikker viser at cirka en fjerdedel af alle indsatte i Englands fængsler er katolikker, mens kun hver 10. i resten af befolkningen er det.“ Man har afholdt en konference for at drøfte „hvorfor katolikker udgør så stor en procentdel af stofmisbrugerne, alkoholikerne, de prostituerede og de kriminelle der sidder i fængsel,“ siger rapporten.

● I De forenede Stater viser en gallupundersøgelse der for nylig er blevet foretaget, at 70 procent af den voksne del af befolkningen hører til en eller anden kirke og at 40 procent overværede gudstjenesten i en bestemt uge. Alligevel var der, ifølge 1983 Britannica Book of the Year, én skilsmisse for hver to indgåede ægteskaber i 1981, og „hvert femte barn kom fra hjem med enlige forsørgere . . . hvilket vidner om en stigning i både skilsmissetallet og antallet af fødsler uden for ægteskab“.

● Tidsskriftet To the Point siger: „Næsten en tredjedel af alle gifte katolske mænd i ærkebispedømmet Lusaka (Zambia) har flere koner, ifølge en rapport fra ærkebiskop Emanuel Milingo.“ Af de 10.903 katolske husstande i ærkebispedømmet var der flere koner i de 3225, siger rapporten.

Det er som Jesus sagde for længe siden: „Et godt træ kan ikke bære værdiløse frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter.“ (Mattæus 7:18) Denne rekordhøst i form af moralsk forfald i hele verden er et tegn på den åndelige tilstand hos verdens religiøse ’træer’ — de er syge og døende.

Religion og krig

I erkendelse af at „verden står lige over for en stor katastrofe, måske menneskehedens selvmord i en atomkrig“, appellerede Indiens tidligere præsident Zakir Husain til et panel af ledere fra alle de store religioner om „i fremtiden at spille en større og mere bevidst rolle end de før har gjort“ i arbejdet for verdensfred. For at kunne gøre dette, sagde Husain, „må de sætte sig ud over dogmer, ritualer og skikke som hindrer de forskellige religiøse kredse i at arbejde for en ny forståelse af harmoniens og samarbejdets betydning.“

Dette blev sagt ved det internationale tværreligiøse symposium om fred, som blev holdt i New Delhi i 1968. Til stede var ledere fra buddhismen, katolicismen, hinduismen, islam, jainismen, jødedommen, protestantismen, sikhismen og zarathustrismen. Tilsyneladende accepterede de det der blev foreslået. Hvad er der sket siden da? Der har rigtignok været fornyede bestræbelser ved senere konferencer, symposier og drøftelser. Og på grund af den voksende trussel om en altødelæggende atomkrig har man sendt udtalelser, proklamationer, anklageskrifter og breve til regeringer og andre myndigheder. Men har verdens religioner arbejdet på at fjerne de „dogmer, ritualer og skikke som hindrer . . . en ny forståelse af harmoniens og samarbejdets betydning“? Har de frembragt frugter som kærlighed og fred i praksis og ikke blot i ord?

Tværtimod! I årene siden da har verden set flere krige og konflikter hvori religionen har været, om ikke den eneste årsag, så dog en betydelig drivkraft. Nogle gange er det krige og konflikter mellem folk der tilhører forskellige religioner; andre gange er det mellem folk der tilhører forskellige sekter inden for den samme religion.

Af nyere eksempler kan nævnes de voldsomme opstande i den indiske stat Assam, hvor hinduer har kæmpet mod muslimer; den fortsatte krig mellem Iran og Irak, hvor shiitiske muslimer kæmper mod sunnitiske muslimer; den kun alt for kendte konflikt i Nordirland, hvor protestanter myrder katolikker og katolikker myrder protestanter; krigen og massakrerne i Libanon, hvor kristne, jøder og muslimer er indblandet; og selv Falklandskrigen, hvor „feltpræster tilskyndede Argentinas soldater til at kæmpe til døden fordi det var Guds vilje“, som det hed i avisen San Francisco Examiner.

Og så har vi endda ikke nævnt alle de krige og konflikter der er i øjeblikket, og heller ikke de mange tilfælde førhen hvor konflikter mellem folk og nationer er opstået på grund af religiøs fanatisme.

Sådanne krige udbryder måske på grund af politiske eller territoriale stridigheder. Men før eller siden opdager man at religion også er dybt involveret i konflikten. Igen og igen ser man at præster på begge sider beder til den samme Gud om at han vil velsigne deres hære, og de bruger udtryk som ’retfærdig’ eller ’hellig’ krig, og de lover dem der måtte dø i en sådan krig, en øjeblikkelig himmelsk belønning.

Får dette dig ikke til at spekulere på om der i verdens religioner ligger noget som bidrager til kirkemedlemmernes voldelige natur? I et essay med titlen „Religiøse krige — en blodig nidkærhed“ skriver seniormedarbejderen Lance Morrow i bladet Time: „Mænd der har kæmpet i religionens navn og journalister der har lavet reportager om dem, opdager en uhyggelig forskel på den religiøse krigsførelse og den mere konventionelle krigsførelse — et anstrøg af gengældelse og krav om soning, en fanatisme der intet har med tid og sted at gøre, en uforsonlighed der dikteres indefra. . . . Religionskrig er og bliver et forfærdende paradoks.“

Dette „paradoks“, eller denne modsigelse, er måske det der stærkest fordømmer religionen. I en omtale af kristenhedens rolle i krige før og nu skriver en professor i statsvidenskab, Reo Christenson, i The Christian Century: „Intet har måske bragt kristendommen mere i vanry end det at den har for vane at tage et standpunkt til krig der næppe kan skelnes fra ikke-kristnes. Det at kristne på den ene side antager troen på den milde Frelser mens de på den anden side ivrigt støtter religiøse eller nationalistiske krige, har gjort meget til at ødelægge troen og fremme den form for kynisme i forbindelse med religion som har bredt sig blandt tænkende mennesker i århundreder.“

Hvad mener du?

Vi har nu undersøgt de frugter som verdens religioner har frembragt på to områder — moral og krig — og det vi har set er intet mindre end chokerende og frastødende. Religionerne er kommet til kort over for det man har forventet af dem. Den samme frastødende frugt kan ses på mange andre områder — racefordom, indblanding i politik, uærlige forretningsmetoder, trælbindende overtro og så videre. Ja, religionen har virkelig fyldt jorden med rådden frugt, og det til skade for menneskene.

Måske har netop disse ting fået dig til at vende dig bort fra religion. Hvis det er tilfældet, er du ikke den eneste. Mange har i dag forladt religionen på grund af dens dårlige frugter. Men er det klogt at gøre det? Vil det bringe dig den største tilfredshed og lykke? Eller findes der noget bedre? Det vil vi opfordre dig til at læse om i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 10]

Igen og igen ser man at præster på begge sider beder til den samme Gud om at han vil velsigne deres hære.

[Illustration på side 9]

To eksempler på den dårlige frugt verdens religioner har båret: anerkendelse af homoseksuelle forbindelser og indblanding i krig