Wado-kai karate — virkelig „harmoniens vej“?

LUFTEN var ladet med spænding. Det hollandske karatehold var ved at vinde et mesterskab. Dommeren råbte „hajime!“ (det japanske ord for „begynd!“), og min modstander og jeg gjorde os klar til kamp.

Han var meget kraftig — større og tungere end jeg. Men jeg kunne mærke at han manglede erfaring. Jeg foretog en skinmanøvre. Han gik rasende til angreb, slog og sparkede. Endnu en gang lokkede jeg ham til at angribe, og da han blottede sine nederste ribben, gav jeg ham et kraftigt slag.

Det gav et sæt i tilskuerne da han styrtede om på måtten og gispede efter luft. Det var tydeligt at han havde store smerter. Han vred sig voldsomt og lå så med ét helt stille. En uhyggelig stilhed sænkede sig. En læge var hurtigt på pletten og fik ham sendt på hospitalet. Jeg blev meget bange. ’Kunne han . . . kunne han mon være død?’

Dette, der skete i oktober 1971, fik mig til at træffe den beslutning at jeg ikke længere ville være med i konkurrencekampe. Jeg holdt fast ved denne beslutning, men det varede endnu syv år før jeg helt og holdent trak mig ud af karatesporten.

Men hvordan gik det til at jeg fik interesse for karate? Hvad fik mig til at holde op med at dyrke det? Og hvad skete der med min tilskadekomne modstander?

Kærlighed ved første blik

For at videreuddanne mig som elektronikingeniør rejste jeg i september 1965 fra mit hjemland Suriname til Holland og slog mig ned i byen Hilversum. Kort tid efter indbød en god ven mig til at overvære præsentationen af en ny sportsgren, karateformen wado-kai. For at glæde ham og for at få min nysgerrighed styret, gik jeg med.

Jeg stod som tryllebundet mens hr. Kono og hr. Fuji, to japanske lærere, demonstrerede grundbevægelserne. Det var slet ikke som jeg havde regnet med — ingen larmende slagsmålsscener, men smukke balletagtige bevægelser. De beherskede deres lynhurtige legemer til fuldkommenhed. For mig var det kærlighed ved første blik. Jeg kunne allerede mærke karatejakken om skuldrene.

Skønt jeg var 24 år — for gammel efter karatenormerne — meldte jeg mig til undervisningen. ’Blot for at have noget at tage mig til i vintermånederne,’ lovede jeg mig selv. Men den ’vinter’ skulle komme til at vare mere end ti år.

„Harmoniens vej“

Ordet „karate“ er japansk og betyder „tom hånd“. Forskellige stilarter er opstået i Korea, Okinawa, Japan og andre steder. I wado-kai (japansk for „harmoniens vej“) er der to elementer: ma (den rette afstand til modstanderen) og kiai (afpasning af tiden, eller det at finde den bedste angrebsmulighed). Der lægges også vægt på smidighed. Som det er tilfældet med alle former for karate er wado-kai påvirket af zenbuddhismen, og det betones at sindet skal optrænes sammen med legemet.

En kamp i en karateturnering varer to minutter, og man scorer med spark og slag mod vitale legemsdele. Det er tilladt at slå modstanderen på kroppen, men reglerne forbyder knytnæveslag mod ansigtet. Naturligvis sker der uheld — som da min kone Hannie skulle forsøge sig med karate. Jeg forklarede hende hvordan man retter et slag mod ansigtet men standser op lige ud for næsetippen. Hannie satte et stød ind — oven i købet et godt et — men glemte at standse i det kritiske øjeblik. Hun ramte mig så præcist at mine læber blev flænget. Det er den eneste skade jeg har fået i hele min karatekarriere. Den næste dag fremkaldte mit opsvulmede ansigt et væld af pinlige spørgsmål!

„Den hollandske snittebønne“

Jeg begyndte med tre timers træning om ugen. Man kan ikke lære karate ved at få et lynkursus med ti lektioner. Som en lærer har sagt: „En mester [i kampteknik] udvikles langsomt, som en ingefærrod. Mens den er ung er den mild i smagen, men efterhånden bliver den stærkere og mere krydret.“

„Vil du være med til at undervise i karate?“ spurgte min sensei (lærer), da jeg var nået så vidt at jeg vandt de fleste af træningskampene.

„Undervise? Ja, det vil jeg da gerne!“ Resultatet var at jeg måtte tilbringe mere tid i vores dojo (træningslokale).

I foråret 1968 sagde min sensei: „Prøv at stille op i turneringskampe.“ Det behøvede han ikke at sige to gange. Helt uventet blev jeg valgt til anfører for vores karatehold og skulle i maj 1968 have min debut i en konkurrence om mesterskabet for hold fra Holland og Belgien.

Da jeg ser temmelig skrøbelig ud med mine 66 kilo fordelt på 1,78 meter, var der et sportsblad der døbte mig „den hollandske snittebønne“. Men det jeg manglede i vægt og styrke havde jeg til gengæld i teknik, hurtighed og beregning.

I 1971 blev jeg hollandsk mester i karate. To gange (i 1971 og 1972) satte det seriøse blad Black Belt mig på „Den europæiske karates top ti-liste“. I april 1972 afsluttede jeg min uddannelse som karatelærer.

Jeg havde altså medgang, men i efteråret 1971 skete der noget der gav mit idealistiske syn på „harmoniens vej“ et knæk.

Jeg møder „den store kat“

Jeg var dengang blandt dem der kandiderede til det europæiske karatemesterskab i Pierre de Coubertin-hallen i Paris. Jeg blev opstillet mod Dominique Valera, der i flere år havde været fransk mester. Han vejede 90 kilo, var 1,80 meter høj og havde fået øgenavnet „den store kat“. Han havde ry for at sætte alt ind på at bekæmpe sin modstander med ankelsving, hurtige, kraftige frontspark og morderiske håndkantslag. Nu var det så min tur til at møde ham. Hans landsmænd fulgte ham over fjernsynet, og han havde et heppekor på 7000 i ryggen, så han var tilsyneladende parat til at knuse både mine ribben og mine drømme om et mesterskab. Bladet Black Belt beskrev kampen med disse ord:

„Dominique . . . troede at han skulle få let spil mod den hollandske snittebønne . . . men den lærenemme hollænder greb Dominiques første frontspark og satte et stød ind mod den forbavsede mesters hoved til et rent halvpoint. . . . Atter stod Valera og trippede, og atter skød det store maegeri (frontspark) ud. Som et bevis på at første gang ikke var noget lykketræf, greb La Rose benet og rettede endnu et markeret slag mod Valeras hoved.“

Jeg scorede her de eneste points der blev scoret mod mesteren i løbet af hele turneringen, hvilket gav anledning til megen omtale. Jeg havde vundet en klar sejr. Det troede jeg i det mindste. Black Belt skrev videre:

„Med tanke på at publikum var fransk og at endnu et halvpoint ville få Valera ned med nakken, ignorerede dommeren slaget. Som medskyldige i en sammensværgelse forholdt tilskuerne sig tavse under den resterende del af kampen.“

Kampen var slut. Jeg forventede at blive udråbt som vinder, men dommeren tilkendte min modstander sejren! Den overraskede Valera skyndte sig at stikke af. Vi indgav en protest. Efter en halv times overvejelser afviste præsidenten for Den europæiske Karateunion klagen og gav signal til at kampene skulle fortsætte. Turneringen fortsatte og Valera bevarede sit mesterskab.

Denne frække uærlighed inden for en sportsgren der har en knytnæve og en due (symboler på magt og harmoni) i sit emblem, fik mine illusioner til at briste. Knytnæven var der stadig, men så vidt jeg kunne se var duen fløjet. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om at jeg blot to år senere skulle finde noget der virkelig kunne kaldes „harmoniens vej“, med overensstemmelse mellem ord og handling.

Jeg hører om Bibelens sandheder

Jeg har altid haft dyb respekt for Gud og sat stor pris på bønnen. Både min kone og jeg blev opdraget som katolikker. Lige siden vi i december 1971 blev gift, har vi bedt sammen når vi havde problemer. Jeg havde en bibel, men der var meget i den jeg ikke forstod. Da to af Jehovas vidner besøgte mig i Amsterdam en fredag formiddag i januar 1973, tøvede jeg derfor ikke med at invitere dem ind og høre deres mening. Dette første møde var meget behageligt. I flere måneder derefter kom de hver fredag og studerede bogen Sandheden der fører til evigt liv med os.

På det tidspunkt var jeg blevet færdig med min uddannelse, og vi besluttede at flytte tilbage til Suriname. Før vi tog af sted inviterede forkynderne os hjem og overraskede os med en afskedsfest. Vi fik også nogle bibelske publikationer af dem. Deres kærlige tålmodighed og den trofasthed hvormed de havde ledet bibelstudiet med os, gjorde et dybt og uudsletteligt indtryk på vore sind og hjerter. Vi kunne ikke glemme den sandhed vi havde fået en smagsprøve på, skønt der gik halvandet år før ’sæden’ igen blev ’vandet’.

Jeg opretter min egen dojo

Mit nye arbejde for regeringen i Suriname krævede at vi flyttede til en lille by i nærheden af lufthavnen, cirka 50 kilometer fra hovedstaden, Paramaribo. Vi kendte ikke nogen Jehovas vidner der, og kunne således ikke fortsætte bibelstudiet.

Der var dog nogen der kom på besøg hos os — nemlig nogle karatefans der spurgte om jeg ikke ville begynde at undervise i wado-kai. Selv om jeg ikke længere deltog i konkurrencer, holdt jeg stadig meget af karate og gik derfor med til at åbne en dojo i hovedstaden.

Inden længe underviste jeg i karate fire dage om ugen. Jeg havde fri fra mit daglige arbejde klokken to om eftermiddagen, men kom ikke hjem før klokken ti om aftenen. Om søndagen og i skoleferierne arrangerede jeg også rundture til seværdigheder for mine elever. Jeg forsikrede mig selv om at jeg kun gjorde det for at de ikke skulle stå og hænge på gadehjørnerne. Efter karatelektionerne talte jeg med dem om deres skolegang og om de problemer de havde med familien.

Mens alt dette stod på faldt det mig slet ikke ind at jeg i høj grad forsømte min egen familie. Jo mere tid jeg brugte på at undervise andre i „harmoniens vej“, jo mindre harmoni blev der hjemme hos mig selv. Jeg blev irriteret hver gang min kone bad mig passe vore børn — jeg havde alt for travlt med andres børn. Hannie håbede at der snart skete en forandring.

„Er I Jehovas vidner?“

Forandringen skete i maj 1975. Hannie fik øje på to der gik fra hus til hus i landsbyen. Hun ventede ivrigt til de bankede på hos os. Før de kunne få et ord indført spurgte hun: „Er I Jehovas vidner?“

„Øh — ja, det er vi.“

„Vil I så ikke nok komme indenfor? Kan I fortsætte med at studere Bibelen med os?“

De overraskede forkyndere var mere end villige. Men bibelstudiet blev afbrudt da jeg rejste til De forenede Stater for at modtage yderligere oplæring i elektronik, og senere rejste min kone og børnene til Holland i nogle måneder. Først i begyndelsen af 1978 kom vi ind i den vante rytme igen, men så snart vi var rede, var forkynderne på pletten.

En vanskelig afgørelse

Denne gang fortsatte studiet uden afbrydelser. Med tiden forstod jeg at min lidenskab for karate ikke kunne forenes med det jeg lærte fra Guds ord. Al den tid jeg brugte på sport stemte for eksempel ikke med Paulus’ ord om at „legemlig opøvelse er gavnlig til lidt“. — 1 Timoteus 4:8.

Som forkynderne desuden pointerede over for mig er formålet med karate at skade modstanderen — helt uforsætligt kan man komme til at tilføje ham alvorlige kvæstelser eller endog slå ham ihjel. Jeg vidste at dette var sandt, men havde alligevel svært ved at acceptere det. Hvordan kunne jeg opgive alt det jeg så ivrigt havde stræbt efter gennem 12 år?

Jeg kunne godt gå ind for Bibelens råd om at man ikke bør forsvare sig ved hjælp af våben, for de har forvoldt mange uskyldige menneskers død. (Prædikeren 9:18) ’Men kan udøvelse af karate virkelig sammenlignes med det at bære våben?’ tænkte jeg med tungt hjerte. Jeg mindedes hvad Isao Obata, grundlæggeren af Det japanske Karateselskab, engang har sagt om karate: „Sindet er pistolen og legemet kuglen.“ ’Kan Jesu ord: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd,“ mon anvendes på nogle der dyrker karate?’ tænkte jeg uroligt. Jeg vidste at jeg måtte træffe en afgørelse. — Mattæus 26:52.

En dag samlede jeg alle mine elever, hvoraf de fleste gik på highschool. De havde forventet endnu en karatekamp, men hørte i stedet til deres overraskelse deres sensei tale om Jehova Gud og forklare at kampteknik ikke kan forenes med Bibelen. De lyttede i stilhed mens jeg fortalte dem at jeg havde besluttet at lukke skolen for altid.

Da jeg var forpligtet til at undervise resten af sæsonen og overvåge eksaminationerne, kunne jeg ikke lukke skolen lige på stedet. Dette indebar naturligvis en fare for at min beslutning svækkedes. Men det internationale stævne i 1978 med temaet „Den sejrende tro“ gav mig styrke i rette tid.

Jeg havde aldrig før overværet et helt stævne. De andre år havde jeg bare kigget indenfor en enkelt aften eller så. Men denne gang tog jeg fri fra arbejde. Da stævnet begyndte var hele min familie til stede.

Vi nød det i fulde drag. For mig var det intet mindre end en åbenbaring. Alle de dyder jeg havde forsøgt at opdyrke gennem hele mit liv — respekt for Gud, værdsættelse af bønnen, næstekærlighed — dem så jeg nu ved stævnet. ’Dette er den sande wado-kai [harmoniens vej],’ tænkte jeg og takkede Jehova for denne styrkende oplevelse.

Nogle måneder senere, den 24. december 1978, blev min kone og jeg døbt. Vi så nu frem til en ny epoke i vort liv.

Noget langt bedre

Denne beslutning har ført mange velsignelser med sig. Det spændte forhold i familien er forsvundet. Vi er forenede som aldrig før og har den store glæde at se vore tre døtre vokse op som tilbedere af Jehova.

Siden jeg blev døbt har jeg ikke anvendt karate, men for nogle år siden skete der noget der kunne have fået mig til det. Jeg vågnede en nat og opdagede at en tyv havde sneget sig ind i huset. Jeg greb ikke til karate, men mente jeg bedst kunne forsvare mig ved at skrige. Det gjorde jeg så! Efter mange års stilhed udstødte jeg et godt, gammeldags karatehyl der kunne få blodet til at isne i årerne på enhver. Det virkede! Tyven stak af, og jeg var glad for at jeg ikke havde tyet til karate men anvendt en mere ufarlig metode.

Men jeg må hellere fortælle hvad der skete med ham der blev kvæstet i en kamp og kørt på hospitalet. Han døde ikke. Med mit slag havde jeg brækket tre af hans ribben. Det er jeg ked af — men jeg er på den anden side lettet over at jeg ikke pådrog mig blodskyld.

Når jeg tænker tilbage er der kun én ting jeg fortryder: At jeg ikke trak mig ud af karate noget før. Det varede næsten seks år efter mit første bibelstudium før jeg tog et endeligt standpunkt for Jehova. Jeg er meget taknemmelig over for de trofaste forkyndere der ikke opgav mig, men tålmodigt blev ved med at tilskynde mig til at træffe den rigtige afgørelse. Hvor er jeg lykkelig for at jeg har fundet den vej der virkelig er „harmoniens vej“. — Fortalt af Harold La Rose.

[Tekstcitat på side 13]

Min kone satte et stød ind, men glemte at standse i det kritiske øjeblik. Hun ramte mig så præcist at mine læber blev flænget

[Tekstcitat på side 14]

Knytnæven var der stadig, men så vidt jeg kunne se var duen fløjet

[Tekstcitat på side 14]

Jeg forventede at blive udråbt som vinder, men dommeren tilkendte min modstander sejren!

[Tekstcitat på side 15]

Efterhånden forstod jeg at min lidenskab for karate ikke kunne forenes med det jeg lærte fra Guds ord