Ja eller nej til „fastfrysning“ af kernevåben?

I MAJ 1983 tilskyndede de katolske biskopper i De forenede Stater formelt til en nedskæring af de eksisterende kernevåbenlagre og et stop for „afprøvning, fremstilling og opstilling af nye kernevåbensystemer“. Som de sagde: „Der må ikke herske nogen tvivl om at vi nærer dyb skepsis angående det moralsk antagelige i en hvilken som helst anvendelse af kernevåben.“ — Se Vågn op! for 8. juli 1984, side 4.

I et hyrdebrev forfattet i Lourdes i Frankrig, dateret 8. november 1983, åbenbarede de franske katolske biskopper at de ikke var ganske enige med deres amerikanske kaldsbrødre. I en ledsagende bemærkning forfægtede de følgende: „Nationer er i deres gode ret til at sætte deres forsvar i stand til at afskrække angribere, også hvis dette sker ved hjælp af kernevåben.“

I hyrdebrevet udtalte biskopperne: „Det moralsk antagelige i at man bruger kernevåben som afskrækkelsesmiddel er indlysende nok betinget af følgende:

det bør kun ske som forsvarsforanstaltning

oplagring bør undgås; afskrækkelse er opnået når truslen om gengældelse gør ethvert angreb udefra fornuftstridigt

alle forholdsregler bør træffes for at bortrydde risikoen for at kernevåbenkrig startes på grund af uheld, vanvid, terrorisme etc.

den nation der påtager sig risikoen ved afskrækkelse med kernevåben bør på den anden side arbejde henimod en konstruktiv fredspolitik.“

Mange franske katolikker gav udtryk for uenighed med deres biskopper. Alain Woodrow, som skriver om religiøse emner for det parisiske dagblad Le Monde, bemærkede: „Biskoppernes begrundelser grænser til ordkløveri. Selv om de fremstiller sagen på den måde at ’en trussel ikke er det samme som anvendelse af magt’, er forskellen hårfin, og de indrømmer selv at ’det pågældende land må være besluttet på at skride til handling hvis de afskrækkende foranstaltninger ikke virker efter hensigten’, såfremt dets forsvar skal virke troværdigt.“

Interessant nok lagde det franske protestantiske kirkeråds synspunkt sig tættere op ad de amerikanske katolske biskoppers, da det få dage senere erklærede sig stemt for „en fastfrysning af kernevåben som et første skridt i retning af at få våbenkapløbet vendt, selv på ensidig basis“. Denne udtalelse stødte til gengæld på stærk modstand indefra i den protestantiske kirke. En præst var af den mening at denne holdning opmuntrer til „aggression og samfundsomstyrtende virksomhed iværksat af totalitære stater“.

Hvorfor hersker der inden for kirkerne så stærkt delte meninger om dette vigtige spørgsmål? Åbenbart fordi de fleste ansvarlige inden for kirkerne betragter situationen fra et politisk, ikke et bibelsk, synspunkt. Det er derfor ikke i disse splittede organisationer man skal lede efter de sande, forenede disciple af Kristus, „Fredsfyrsten“. — Esajas 9:6, 7; Johannes 17:20, 21.