Irlands „hellige“ kilder

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Irland

DEN gamle mand skælvede lidt, og hans hånd rystede da han gjorde den hul, øste lidt vand fra kilden og gned det på sin svage ankel. Som så mange andre var han kommet for at prøve at modvirke alderdommens ødelæggelser ved at påkalde denne „hellige“ kildes kræfter.

Kilden ligger blandt nogle tørvemoser i Donegal i Irland, og er en af Irlands tre tusind „hellige“ kilder. Ifølge en turistfører drager pilgrimme til dette sted „fulde af håb, for at øse af det hellige vand og bruge det som et middel til åndelig lægedom“. Men det er ikke blot åndelig lægedom de søger. Turistføreren siger videre: „I årenes løb er der blevet fortalt utallige historier om helbredelser dér på stedet af alle mulige sygdomme og om lammede eller invalide pilgrimme der kunne tage derfra uden deres stokke, krykker og forbindinger.“

Vi tvivlede ikke på at pilgrimmene var både fromme og forhåbningsfulde, men synet rejste nogle spørgsmål i vort sind. Hvor megen „åndelig lægedom“ kan man få gennem en pilgrimsrejse til en „hellig“ kilde? Og hvis der virkelig er sket nogle mirakuløse helbredelser, er det da Gud der er årsag til dem?

Da vi så den gamle mand bede ved kilden, spekulerede vi også på om han vidste at hans forfædre havde gjort det samme i tusinder af år. Troen på de „hellige“ kilder er meget gammel i Irland; den har sin oprindelse i de førkristne kelteres tro.

De førkristne keltere

Kelterne kom til Irland flere hundrede år før Jesu Kristi fødsel. De var meget religiøse, og troen på at floder, bække og kilder var hellige indtog en central plads i deres gudsdyrkelse. De mente at de på disse steder kunne anråbe deres guder og gudinder om at helbrede sygdomme.

Anne Ross, en respekteret autoritet på dette område, beskriver kelternes tro og praksis: „Man mente at præsterne, druiderne, kun udførte deres rituelle handlinger og ofrede til guderne på ubebyggede naturområder — for eksempel i lunde der var blevet hellige efter lang tids samvær med guden, eller ved hellige kilder hvis vand havde visse gode egenskaber og ved hjælp af hvilket man kunne opnå forbindelse med skytsguden.“ — Everyday Life of the Pagan Celts (De hedenske kelteres dagligdag), side 136.

Vi kan godt forestille os disse hedenske keltere forsamlet et sted i naturen for at søge deres guders gunst. Men de pilgrimme vi lige havde set ved en hellig kilde betragtede sig selv som kristne. Hvad havde de at gøre dér?

Fra druider til „kristne“

De gejstlige i den katolske kirke i Irland gjorde sig oprindelig store anstrengelser for at udrydde disse gamle hedenske opfattelser, men med tiden ændrede de indstilling. Anne Ross forklarer: „Under den kristne kirkes beskyttelse blev disse lokale guddomme senere erstattet af lokale helgener, der ofte bar de samme navne som deres hedenske forgængere; og kildetilbedelsen fortsatte uden afbrydelse.“

En anden der har skrevet meget om irske traditioner tilføjer: „Mange af disse overtroiske opfattelser er så indgroede at flere århundreders modstand fra den kristne kirke ikke har kunnet sætte en stopper for dem, og mens nogle skikke nu følges i hemmelighed på grund af kirken, har den været tvunget til at tage andre under sin beskyttelse. Dette gælder for eksempel tilbedelsen af de hellige kilder.“ — Irish Heritage (Den irske arv) af E. Estyn Evans, side 163.

Ja, det endte med at disse gamle, overtroiske opfattelser blev optaget i den katolske kirke. Anne Ross forklarer: „De kultiske legender varede ved, og de gamle guder og gudinder der nu måske blev tilbedt i al hemmelighed, eller blot blev mindet i historier som fortaltes ved kaminildens skær, blev af en [nu] forstående irsk kirke omdannet til helte og heltinder og til dalenes og luftens djævle, og med disse lette modifikationer blev de gamle, kultiske legender holdt i hævd.“ — Pagan Celtic Britain (Det hedenske, keltiske Storbritannien) af Anne Ross, side 384.

Hvad ville de tænke?

Vi spekulerede på hvad vore dages pilgrimme mon ville få ud af alt dette. Ville det chokere dem at høre om den hedenske baggrund for det de gjorde? Ville disse oprigtige pilgrimme der lagde mønter eller andre offergaver i eller i nærheden af kilden, blive overraskede over at få at vide at de efterlignede den ældgamle skik at give votivgaver til de keltiske guder?

Hvordan forholdt det sig med de to midaldrende kvinder der havde rejst næsten 100 kilometer for at besøge dette sted — en rejse de havde foretaget mange gange i årenes løb. Vidste de at når de med bøn på læben gik rundt om kilden „med uret“ og dermed fulgte solens bane, gentog de det deres ikke-kristne keltiske forfædre havde gjort i århundreder før Kristi fødsel? I nærheden af kilden så vi en moder til et lille barn. Hun fremsagde bønner mens hun gik rundt om en gammel tornebusk der var dækket med tøjstykker, forbindinger og andre mindelser om tidligere anmodninger fra pilgrimme — men vidste hun at tornebusken også af de hedenske keltere var blevet betragtet som hellig?

Forfatteren Patrick Logan har sagt om sådanne kilder: „De bærer ofte vidnesbyrd om førkristne opfattelser og skikke, og somme tider er den kristne fernis tynd.“ (The Holy Wells of Ireland [Irlands hellige kilder], side 62) Her opstår spørgsmålet: Har det nogen betydning? Som en af pilgrimmene sagde til os på sin charmerende irske dialekt: „Jeg er kommet her i mange år, og det har jeg ikke taget skade af!“

Hvis disse skikke ikke var skadelige, hvorfor forsøgte kirken da oprindelig at udrydde dem? Måske fordi datidens kirkeledere huskede hvad Jeremias sagde da han talte om de skikke der fandtes i Israels hedenske nabolande: „Lær ikke at gå på nationernes vej.“ — Jeremias 10:2.