Fra vore læsere

Vore døende skove

Det glædede mig at se at De havde afsat så megen plads til at behandle emnet skoven og de farer der truer den. (22. juni 1987) Vore skove kan kun reddes hvis så mange samfundsborgere som muligt erkender faren og gør deres til at bekæmpe den. Hensigten med vor forening er at oplyse befolkningen om hvor alvorlig en fare vore skove er i, og at gøre den opmærksom på hvad hver enkelt kan gøre. — Direktøren for Foreningen til Skovbeskyttelse.

C. A., Forbundsrepublikken Tyskland

Tager ikke andres liv

Jeg skriver til jer angående en udtalelse i artiklen: „Verdensfred — hvordan og hvornår?“ (8. juni 1987) Der siges heri om Jehovas vidner: „De er blevet fredselskende mennesker, der under ingen omstændigheder vil tage deres medmenneskers liv.“ Betyder det at vi ikke må forsvare os selv eller vor familie på en sådan måde at vi kan komme til at slå en eventuel angriber ihjel?

H. N., De Forenede Stater

Vendingen „tage deres medmenneskers liv“ indeholder tanken om at man bevidst forsøger at slå et andet menneske ihjel. Det vil en sand kristen ikke gøre. Hvis en kristen bliver angrebet og er ude af stand til at flygte fra en voldsmand som har til hensigt at såre eller dræbe ham, må han forsøge at afværge hans angreb eller at bruge de midler der er for hånden til at beskytte sig selv eller andre. Men han vil kun handle i forsvar. Han vil aldrig prøve at dræbe eller at skade angriberen, men kun forsøge at uskadeliggøre hans angreb. Og hvis angriberen alligevel rammes så han dør, vil det være sket ved et uheld, ikke ved en forsætlig handling. — RED.

Tabet af et barn

Tak for jeres artikelserie: „Når man sørger over tabet af et barn.“ (8. august 1987) Jeg græd flere gange mens jeg læste artiklerne, men det var en hjælp for mig at vide at andre har haft nøjagtig de samme følelser som jeg selv. I marts 1978 blev vores 24-årige Karen dræbt da en lastbil ramte hendes bil i et vejkryds ikke langt fra hvor hun boede. Jeg er så glad for at jeres artikel lod forstå at det ikke er forkert at sørge, og at det ikke er et udtryk for mangel på tro på Guds løfter om en opstandelse, men snarere et udtryk for dyb kærlighed til den afdøde. Det trøstede mig meget. Det var også meget rørende at læse om hvordan Diane Krych skrev til David og fortalte at hun vil holde en fest for ham når Jehova vækker ham af hans søvn. Jeg har også forestillet mig Karens fest når hun bliver oprejst. Jeg kan næsten ikke vente til jeg igen skal se hendes dejlige smil!

D. L., De Forenede Stater

Jeg har netop læst artiklerne „Når man sørger over tabet af et barn.“ Jeg kan skrive under på hvert eneste ord. Man holder aldrig op med at sørge. I 13 år har jeg haft skyldfølelser fordi jeg sørgede over min søns død. Det har jeg ikke mere. Nu føler jeg mig lettet over at vide at sorg ikke på nogen måde er et udtryk for mangel på tro på vores store Gud Jehova.

A. M., De Forenede Stater