’Mit ord er min lov’
DET er 15 år siden jeg sidst har gået på denne gade i London. Dengang var jeg en typisk engelsk forretningsmand med bowlerhat og sammenrullet paraply, en af de mange tusind der hver dag tog ind til City, Londons forretningskvarter.
Lige i nærheden finder man ’den gamle dame fra Threadneedle Street’, Bank of England. Ved siden af ligger fondsbørsen The Stock Exchange, og lige om hjørnet har vi det berømte forsikringsselskab Lloyds. For at komme hen til min arbejdsplads skulle jeg ned ad St. Mary Axe til Londons tredjestørste børs, The Baltic.
Karriereræset
Da jeg gik ud af skolen i 1937 fik jeg arbejde som kontorbud i et handelsfirma med skibsfartsinteresser over hele kloden. Jeg gik meget op i mit arbejde som ung kontorist og håbede på at blive forfremmet. Mit mål var at blive afdelingsleder.
Jeg var stadig den yngste blandt de ansatte da den anden verdenskrig afbrød min karriere for, i 1941, at sende mig ind i luftvåbnet. Da jeg fem år senere atter kom ud i det civile liv blev jeg genansat i mit gamle firma. Men meget havde ændret sig. Flere af mine tidligere kolleger var ikke længere blandt os. Krigen havde krævet sine ofre.
Jeg fandt mig hurtigt til rette ved det civile liv igen, og da jeg inden længe blev forfremmet til afdelingsleder begyndte jeg at få personlig kontakt med firmaets kunder. Mit arbejde bestod i at bringe befragtningen af olietankskibe i stand og sørge for at skibene kunne få påfyldt brændstof. For at øge omsætningen indstillede firmaet mig til at blive valgt ind på skibsfartsbørsen The Baltic Exchange.
Arbejdet på The Baltic
The Baltic Mercantile and Shipping Exchange Limited har et prægtigt våbenskjold der bærer mottoet „Vort ord er vor lov“. I begyndelsen af 1970’erne var der omkring 700 firmaer der bekendte sig til dette princip. Disse firmaer havde bemyndiget deres 2400 repræsentanter til at følge traditioner der kunne føres helt tilbage til begyndelsen af det 17. århundrede. Dengang mødtes skippere og købmænd i et kaffehus, og de mundtlige kontrakter der blev aftalt var altid bindende. The Baltic Exchange forlanger stadig at dens medlemmer udviser fuld hæderlighed i forretningsanliggender.
Fra og med 1954 havde jeg min gang på The Baltic Exchange, hvor jeg gjorde forretninger og skaffede ladninger til rederiernes fragtskibe. Når jeg, på mit firmas vegne, gav mit ord på en forretningsaftale, var det helt igennem bindende uanset hvad der senere måtte ske som kunne få indflydelse på handelen. Jeg anvendte det samme princip i mit privatliv.
Jeg begynder at studere Bibelen
Jeg troede på Guds eksistens, men det var stort set også det hele. Under den anden verdenskrig var mine religiøse idealer blevet grundigt rystet. Præsterne prædikede fred og velsignede samtidig vor deltagelse i krigen. ’Hvordan kan man stole på sådanne mennesker?’ spurgte jeg ofte mig selv.
I 1954 begyndte Jehovas vidner at besøge min hustru, Viv, for at tale med hende om Bibelen. Jeg søgte ikke at hindre dette, men jeg stillede hende nogle spørgsmål som jeg selv fandt vanskelige. Da mine spørgsmål efterhånden blev mere og mere pågående og Viv ikke længere selv kunne besvare dem, foreslog hun at jeg traf en af forkynderne, hvilket jeg indvilligede i.
Den meget velklædte dame som min kone præsenterede mig for, gav mig nogle klare svar på mine spørgsmål. Jeg spurgte hende ud om sjælens udødelighed, og hun svarede kort og præcist ved at henvise til Ezekiel 18:4: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ Derefter stillede jeg hende adskillige politiske spørgsmål. Hun svarede at eftersom Jesus havde sagt at hans disciple ikke skulle være en del af verden, forholdt Jehovas vidner sig neutrale i sådanne anliggender. Det brød jeg mig ikke synderligt om at høre. Jeg spurgte hende skarpt: „Hvis ingen havde kæmpet i krigen og Hitler havde invaderet England, hvor ville vi så have været i dag?“ Hertil svarede hun roligt at de tyske Jehovas vidner også havde nægtet at gå i krig. De havde holdt fast ved deres overbevisning selv når det betød at de ville blive henrettet!
Jeg begyndte at studere Bibelen med hende i håb om at det ville lykkes mig at gendrive det hun troede på. Lidt efter lidt fik jeg en stærkere tro på Bibelen. Men hvordan kunne jeg være sikker på at jeg ikke blev ført bag lyset? Så fik jeg den idé at stille sognepræsten de samme spørgsmål som jeg havde stillet Jehovas Vidner.
Jeg fik arrangeret det sådan at min hustru og jeg kunne komme hen i kirken til en drøftelse med præsten. Hvis det var meningen at dette møde skulle have styrket min tillid til statskirken, blev det en katastrofe. Præsten troede ikke engang på skabelsesberetningen, en beretning Jesus selv betragtede som sandfærdig. (Mattæus 19:3-6) Dette og to lignende møder overbeviste mig om at Bibelen er Guds ord, hvilket Jehovas Vidner i høj grad står op for og lever efter. Min tro blev stærkere.
Mit ord er min lov
Efterhånden som mit studium af Bibelen skred frem, begyndte jeg at indse hvad det ville føre til. Det foruroligede mig. Jeg spekulerede på hvilken indflydelse det ville få på den status jeg indtog i samfundet, ikke blot i City, hvor man betragtede mig som en lovende forretningsmand, men også i det lokale samfund, hvor jeg var en kendt sportsmand. Hvad mon folk ville sige når de opdagede at jeg var ved at blive et af Jehovas vidner?
Jeg havde indvilliget i at gå med de lokale Jehovas vidner ud i forkyndelsen, og jeg holdt mit ord. Jeg håbede at jeg ved at gå med dem denne ene gang kunne vise dem at jeg ikke var bange for at forkynde. Jeg foreslog at vi skulle tage en bestemt gade hvor jeg vidste at jeg ingen kendte. Ved det allerførste besøg traf vi nogle mennesker der var ivrige efter at lære sandheden at kende, og vi påbegyndte et bibelstudium med det samme.
Ugen efter var jeg igen med ude i forkyndelsen. Da formiddagen var gået havde jeg truffet min beslutning. Jeg vidste at jeg havde fundet sandheden, og jeg følte at jeg havde et ansvar for at hjælpe andre til at lære den at kende.
Fra forretningsverdenen var jeg vant til at holde hovedet klart for at kunne afveje de fordele der var på kort sigt mod langtidsvirkningerne. Nu besluttede jeg mig til at tjene Jehova og vie så meget af min tid som muligt til at tjene ham. Jeg ville holde mit arbejde på et minimum, blot så jeg kunne forsørge min familie. Den 8. januar 1956 blev jeg døbt som symbol på at jeg havde indviet mig til at gøre Guds vilje.
Sandheden i første række
Viv og jeg havde haft planer om at flytte fra vores lejlighed til et stort hus og få nogle flere børn. Men nu da vi ønskede at sætte Rigets interesser først i livet, besluttede vi os til at blive hvor vi var. Da vores datter i 1969 gik ud af skolen og begyndte at forkynde på heltidsbasis, var der ikke længere noget der hindrede mig i at udvide min tjeneste. Jeg bad om en samtale med den administrerende direktør i det firma hvor jeg var ansat, så jeg kunne indvi ham i mine planer om at skære ned på mit arbejde.
Jeg gennemgik i tankerne hvad jeg skulle sige, og nåede frem til at jeg respektfuldt ville fremlægge tre forskellige forslag: Han kunne enten lade mig arbejde på deltid, fyre mig, eller lade mig tage min afsked. Han lyttede til mine forslag, smilte bredt og sagde: „Vent til du hører mit forslag. Det vil sikkert få dig på andre tanker.“ Han fortalte mig at bestyrelsen enstemmigt havde vedtaget at udnævne mig til bestyrelsesmedlem i firmaet, hvilket indebar en firdobling af min løn samt en garanti for at jeg i løbet af tre år ville blive bestyrelsesformand. I håb om at kunne overtale mig sagde han: „Når du får mere i løn vil du sagtens kunne betale nogle andre for at udføre det forkyndelsesarbejde som du ellers ville have påtaget dig.“ Sørgeligt nok havde han slet ikke forstået hvorfor jeg ønskede at tjene Gud.
Jeg var ikke i tvivl om hvad jeg skulle. Jeg havde givet Jehova mit ord på at jeg frem for alt ville gøre hans vilje. Den administrerende direktør indvilligede til sidst i at lade mig blive deltidsansat, på den betingelse at mit arbejde ikke kom til at lide under det. Jeg gik også med til en væsentlig lavere løn end jeg hidtil havde fået.
Jehova svigtede mig ikke. Fire måneder senere blev jeg alligevel bestyrelsesmedlem, men denne gang under forudsætning af at jeg kunne blive ved med at arbejde på deltid og få det samme i løn som jeg før havde fået.
Jeg hjælper andre til troen på Gud
Blandt dem jeg arbejdede nært sammen med i shippingfirmaet, fandt jeg andre der også var interesserede i det budskab som hidrører fra Ham der altid er pålidelig. Faktisk har jeg haft den glæde at hjælpe fire af mine kolleger og deres familier frem til indvielse og dåb.
I slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne skete der nogle store omvæltninger inden for forretningsverdenen. Det firma jeg arbejdede for blev slået sammen med andre, for til sidst at blive optaget i et multinationalt selskab. I 1972 sagde jeg op, da jeg ikke ville begynde at arbejde på fuldtid igen.
Mine ændrede forhold gjorde at jeg nu kunne begynde at forkynde på heltidsbasis. Da mine økonomiske midler var ved at være brugt op, overvejede jeg at begynde at undervise i shipping på deltid. Men så blev jeg indbudt til at blive rejsende tilsynsmand og fik til opgave at rejse rundt og besøge Jehovas Vidners menigheder. I al den tid har min hustru og jeg aldrig manglet noget.
Forretningsverdenen i dag har ændret karakter. Normerne og den gode forretningsmoral er blevet undergravet. Man underbyder hinanden og har ikke længere tillid til andre. Ens fjender synes at være flere end ens venner. Som områdetilsynsmand, derimod, har jeg den glæde at rejse rundt i en stor del af England og arbejde sammen med mennesker der sætter hele deres lid til den Gud der siger: „Jeg har sagt jeg vil gøre det, og det vil jeg.“ (Esajas 46:11, The Living Bible) — Fortalt af Ted Hunnings.
[Illustration på side 13]
Som områdetilsynsmand ved et af Jehovas Vidners stævner