Livet i et stort firma
LIVSLANG ansættelse, efteruddannelse, forfremmelser, bonusordninger, fri bolig, fritidsfaciliteter — disse og mange andre goder drømmer arbejdere i hele verden om. I Japan er det hverdagens realiteter for mange. Ja, disse goder er sikkert den side af ’det japanske mirakel’ som folk i andre lande taler mest om og beundrer mest.
Der er imidlertid andre sider som udenforstående ikke ved så meget om — for eksempel hvor stor en del af en japaners liv de store firmaer øver indflydelse på eller ligefrem kontrollerer. I hvor høj grad berøres hans ægteskab, familieliv, venskaber eller endda hans religiøse synspunkter? Hvilke ofre må han bringe for firmaets skyld? Disse aspekter kan udenforstående let komme til at overse fordi de overskygges af velstanden og fremskridtene. Men er det ikke i stor udstrækning netop disse forhold der i sidste ende er bestemmende for om man er virkelig lykkelig og tilfreds med sin tilværelse?
Omgangsformen på arbejdspladsen
En konsekvens af de livslange ansættelser er at spørgsmålet om rang og anciennitet får særlig stor betydning. De der sidder i topstillinger har arbejdet i firmaet gennem lang tid og kræver naturligvis at deres yngre underordnede viser dem respekt og samarbejder med dem. De yngre eller nye i firmaet rangerer efter hvor længe de har arbejdet der. Dette skaber en temmelig formel atmosfære på arbejdspladsen, hvilket afspejles i de ansattes omgangsform og tale.
På japansk findes der tre tiltaleformer. Blot ved at lytte til ens ordvalg kan man afgøre om han taler til en der er ældre end ham selv, en der er jævnaldrende eller en der er yngre. „Når man taler til en der har højere anciennitet eller rang end en selv, ville det være direkte uforskammet [udelukkende] at tiltale ham med hans fornavn,“ forklarer en japansk forretningsleder. I stedet benyttes efternavnet eller titlen, som for eksempel shacho (direktør) eller bucho (chef), sammen med høflighedsformlerne „san“ eller „sama“.
Bukket, som kan betyde „tak“, „undskyld“ og meget andet, er en uundværlig del af japansk kontoretikette. Det samme gælder udtrykket „hai“ (ja), der ledsages af et nik. Dette „ja“ betyder imidlertid ikke „ja, jeg er enig med Dem“, men „ja, jeg forstår hvad De mener“. Det er kun et udslag af høflighed og respekt for den der taler.
Som følge heraf føler de fleste mænd sig kun i deres rette element på arbejdspladsen. Hvis en mand for eksempel møder en anden som ikke arbejder i samme firma, vil samtalen være akavet indtil de kender hinandens position og kan benytte den rigtige tiltaleform. Ved hjælp af visitkort og taktfulde spørgsmål fastlægges dette før samtalen kan begynde. Mændene har svært ved at føre uformelle, afslappede samtaler, selv med deres kone og børn. De føler sig kun på hjemmebane mellem deres kolleger i firmaet.
Loyalitet mod gruppen
For at styrke følelsen af samhørighed forsyner de fleste firmaer de ansatte med uniformer. De ansatte organiserer sig også i små grupper, ikke for at forhandle om bedre arbejdsforhold eller højere løn, men for at drøfte hvordan de kan arbejde mere effektivt og øge produktionen. Den administrerende direktør for en af Japans stålgiganter hvor der ikke har været en eneste strejke i de sidste 25 år, beskriver deres møder med disse ord: „Vi har livlige diskussioner, men det ender altid med at alle samarbejder.“ De enkelte arbejdere føler at de har noget at skulle have sagt, og får derfor større lyst til at støtte firmaets politik. „De tænker på gruppen og ikke på sig selv,“ siger direktøren.
En japansk økonom har illustreret forskellen mellem japansk og amerikansk virksomhedsledelse på denne måde: „Vort system er nærmest som et elektrisk tog hvor hver enkelt vogn har en motor, mens [det amerikanske] system minder mere om et langt tog der trækkes af to-tre stærke lokomotiver og hvor der ikke er nogen motorer i de øvrige vogne. [De] siger til [deres] arbejdere at de skal følge trop. Vi foretrækker at folk selv føler sig motiverede — og løfter i flok.“
Det forventes at alle ansatte viser deres motivation ved at arbejde længe og hårdt. Skønt regeringen har sat det mål at alle virksomheder i 1985 skal lade de ansatte holde weekend i to dage, er en seksdages arbejdsuge stadig det mest almindelige. Først for nylig begyndte nogle banker at holde lukket én lørdag om måneden. Underligt nok var offentlighedens reaktion kølig, og en ledende artikel i Yomiuri Shimbun gav udtryk for den opfattelse at bankerne kun gjorde det for at dæmpe „kritiske røster fra udlandet om at japanerne er arbejdsnarkomaner“.
Overarbejde, som regel uden ekstrabetaling, er hverdagskost. Efter sigende er det ikke noget særsyn at se arbejdere forlade deres kontorer klokken 11 om aftenen eller endda ved midnatstid. Men dette accepteres som en selvfølge. Af en undersøgelse som et råd af japanske juniorchefer har foretaget blandt nogle der for nylig har taget afgangseksamen fra et gymnasium eller et universitet, fremgår det at „79 procent af deltagerne arbejder over når de bliver bedt om det, selv når det betyder at de må aflyse et stævnemøde,“ oplyser The Japan Times.
Direktører og inspektører har det ikke lettere. Efter de lange dage på kontoret må de ofte tilbringe aftenerne, eller endda weekenderne, med at overvære møder eller beværte kunder og forretningsforbindelser, i mange tilfælde til langt ud på natten. Alt dette gøres af loyalitet mod firmaet. „Jeg bryder mig ikke om selskabelighed på firmaets vegne,“ siger en ung direktør der er gift og har fire børn, „men det er blevet en fast tradition.“
Gratialer og forfremmelser
Lange ferier har aldrig været japansk skik og brug. En rapport fra regeringen viser at selv om de fleste arbejdere har ret til 15 betalte feriedage om året, tager de gennemsnitligt kun 8,3 dage. De vigtigste helligdage ligger ved årsskiftet og i august, hvor der er tradition for at man besøger sine forfædres grave. Dertil kommer firmaudflugterne som alle de ansatte forventes at deltage i — hvad de da også gør. Disse udflugter, der som regel varer to dage og foregår i en weekend, går gerne til bjergene, til de varme kilder eller til firmaets hytter, og indbefatter rigeligt med mad og drikke. De ansatte kan så slappe af, more sig og lære hinanden bedre at kende.
Noget japanske arbejdere sætter stor pris på er det halvårlige gratiale, hvis størrelse afhænger af firmaets økonomiske situation. I virkeligheden er det en del af lønnen som firmaet lægger til side. Hvis firmaet har vind i sejlene, får de ansatte hele summen udbetalt som et gratiale. Men hvis forretningen ikke går så godt, bliver beløbet måske skåret ned. Dette virker som en effektiv spore for de ansatte.
Løn og forfremmelse går stort set efter anciennitet. Hvor kvalificeret man end er, sker det kun sjældent at man bliver forfremmet i stedet for en der har været længere i firmaet end en selv. Og hvis dette endelig skulle ske, vil den der er blevet ’sprunget over’ som regel få en ny titel så ingen taber ansigt eller føler sig pinligt berørt. På denne måde varetages gruppens interesser mens gnidningerne begrænses til et minimum.
For udearbejdende kvinder er situationen helt anderledes. Omkring 39 procent af Japans arbejdsstyrke udgøres af kvinder, men de får som regel kun halvt så meget i løn som mændene. De fleste firmaer ansætter heller ikke kvinder i stillinger med gode fremtidsmuligheder selv om de har kvalifikationerne, da det forventes at de kun arbejder ude til de gifter sig og får børn.
Ægteskab og familieliv
De strenge krav som arbejdspladsen stiller — en seksdages arbejdsuge og hyppigt overarbejde — betyder at mænd ikke har megen tid til familien. Nogle mænd går på arbejde før børnene er vågnet — og kommer hjem efter at de er gået i seng. De ser sjældent deres børn, undtagen måske om søndagen. Man kan roligt sige at tilværelsen drejer sig om arbejdet for en typisk sarariman (løn-mand), som han kaldes i Japan. Hans hjem, kone og børn er nærmest små bibeskæftigelser der giver ham et sted at spise og sove, samt en vis position i samfundet.
På nogle få undtagelser nær er det konen der sørger for alt i hjemmet. Dette omfatter ikke blot anliggender der har med den daglige husholdning at gøre, men også store afgørelser i forbindelse med bolig, indkøb, og endda børnenes opdragelse og uddannelse. De fleste familier hvor faderen arbejder i et stort firma er faktisk matriarkalske, selv om manden måske stadig giver det udseende af at det er ham der er familiens overhoved.
Også den ugifte mand har sine problemer. Hans arbejde giver ham ikke megen tid til at komme sammen med andre end forretningsforbindelser, og derfor har han måske ikke ret mange venner uden for firmaet. Men i det japanske samfund er det ikke velset at gifte sig sent. Hvis man ikke er gift når man er i trediverne, kan man let blive betragtet som lidt til en side. Dette forklarer hvorfor omiai (arrangerede ægteskaber) den dag i dag tegner sig for næsten 60 procent af alle ægteskaber der indgås i Japan.
Store firmaer flytter hyppigt de ansatte rundt i landet fra én afdeling til en anden. Det betyder at familierne må rykke teltpælene op og vænne sig til nye naboer og miljøer hvert andet eller tredje år, og selv om manden som regel ved hver forflyttelse bliver forfremmet og får lønforhøjelse, kan det skabe problemer for familien med hensyn til børnenes skolegang eller pleje af ældre familiemedlemmer. Men i Japan må man tage det sure med det søde ved livslang ansættelse og anciennitet i et stort firma.
Arbejde og religion
Følelsen af samhørighed og presset til at være som alle andre er også med til at forme japanernes religiøse holdning. Hvis man gerne vil accepteres må man ikke holde for stærkt på sin religiøse overbevisning, men være tolerant og rede til at gøre indrømmelser. Det er derfor blevet sagt at japanernes moral ikke er baseret på hvad der er rigtigt eller forkert, men på hvad der er acceptabelt eller uacceptabelt.
I de store firmaer forventes det således at den enkelte deltager i bryllupper, begravelser og andre ritualer, uanset om disse er buddhistiske, shintoistiske eller kristne. Kun de færreste har samvittighedskvaler over denne forstilte deltagelse. De har lært at leve uden selv at have en tro eller overbevisning, eller de lader firmaets interesser komme i første række. Mange mænd har derfor en ligegyldig holdning til religion. Det er vanskeligt for dem at tænke over religiøse eller åndelige anliggender. De følger måske nok de ritualer og skikke de har fået i arv fra forgangne generationer, men med deres tro er det i virkeligheden så som så.
Kvinder, derimod, og navnlig mødre der på egen hånd må tage sig af børnenes skolemæssige, moralske og religiøse uddannelse, føler sig naturligvis mere tiltrukket af religion. Men de er tilbøjelige til at gå til den anden yderlighed — jo mere, jo bedre. I en artikel i bladet Time har en ung moder givet udtryk for en religiøs indstilling der måske er typisk: „Jeg skylder mine forfædre respekt og viser det igennem buddhismen. Jeg er japaner, så derfor udfører jeg alle de små shintoritualer. Og jeg synes at et kristent bryllup kunne være smukt. Vist er det selvmodsigende, men har dét noget at sige?“ Ifølge landets statistikker har Japan 120 millioner indbyggere, men der er 87 millioner der bekender sig til buddhismen og 89 millioner der bekender sig til shintoismen. Åbenbart er det de færreste der har haft betænkeligheder ved at bekende sig til mere end én religion.
Nu da vi har set lidt på hvordan livet former sig i et stort firma i Japan, forstår vi at der er langt mere at tage i betragtning end de åbenlyse goder der beundres så meget. Faktisk mener nogle autoriteter at disse goder overvurderes. De ser tegn på at ikke alt står godt til i dette idealiserede land der kan fremvise så mange økonomiske og teknologiske giganter. Hvilke tegn er det de ser, og hvad rummer fremtiden for ’det japanske mirakel’?
[Illustration på side 8]
Alle forventes at arbejde længe og hårdt
[Kildeangivelse]
Det japanske Informationscenter
[Illustration på side 10]
Et stort firmas funktioner omfatter bryllupper
[Kildeangivelse]
Det japanske Informationscenter